You Are Mine!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2017
  • Opdateret: 24 apr. 2017
  • Status: Færdig
April Hastings levede et hårdt liv. Hun arbejdede røven ud af bukserne og sørgede for, at gøre sit bedste for at forsørge sin syge mor. Moderens sygdom ender dog med at tage livet af hende, hvilket efterlader April alene tilbage uden hverken en mor eller far. Eftersom April ikke har nogle nære familiemedlemmer til at tage sig af hende, ender det med, at en af hendes mors venner, Bella Hawton tager hende til sig. Bella Hawton er velhavende og bor i et kæmpe hus, sammen med sin mand og deres tre sønner. April bliver hevet ind i en verden som ligger langt væk fra hendes normale tilværelse. Livsforandringer opstår og hendes drøm, om et normalt liv med en god uddannelse, bliver holdt tilbage af hendes tre, nye "brødre". Især sønnen, Will kommer i vejen for hende. Han kan ikke fordrage April og vil gøre alt for, at hun ikke kommer nemt ind i familien.

12Likes
21Kommentarer
3531Visninger
AA

7. Kapitel 6


Da vi ankommer til huset hvor festen bliver afholdt, kigger jeg nysgerrigt ud af ruden mens jeg studerer omgivelserne. Husets er cirka på størrelse med Hawton familiens.

Det er ret svært at lægge mærke til alle husets detaljer, da det trods alt er mørkt udenfor, men huset er rigeligt belyst indendørs, på grund af de mange fremmødte gæster. 

Will parkerer bilen langs vejen, hvorefter vi alle stiger ud. Jeg ser mig forsigtigt omkring, mens jeg fikser min kjole. Der er nogle få grupper af mennesker, som står uden for huset og ryger. Deres tøjstil afslører hurtigt, at min kjole er en smule for meget. De har alle et meget casual look, hvor mit er alt for formelt. 

Peter sniger sig op på siden af mig og klapper mig på skuldrene, mens Will og Mads bevæger sig mod hoveddøren. "Bare rolig. Det skal nok gå alt sammen. Folk er faktisk ikke så slemme. Jeg er sikker på at dit outfit vil give dig ekstra god opmærksomhed" 

Han fjerner sin hånd langsomt fra min skulder og sender mig et forsigtigt smil, hvorefter han følger med Will og Mads indendørs.

Da de alle tre har forladt mig, står jeg længe og bare glor på huset, samt menneskerne omkring det. Efter det Peter sagde, med hensyn til opmærksomheden, føler jeg overhovedet ingen trang til at gå indefor. Jeg vil ærligt talt bare gerne hjem igen. 

Idet samme kigger Peter ud af døråbningen og blinker forvirret, mens han studerer mig. "Så kom dog ind! Du kan sgu da ikke stå her hele natten."

Han sender mig et venligt smil og løfter hånden for at vinke mig ind. Jeg trækker på skuldrene og går forsigtigt hen i mod ham. "Man kan hvad man vil." 

Peter ruller med øjnene da han hører min kommentar, hvorefter han bevæger armen rundt om mine skuldre og fører mig indenfor. "Hvad end du siger, prinsesse." 


Da vi er kommet ordenligt indenfor, bliver jeg hurtigt efterladt af Hawton brødrene. Det overrasker mig ikke. Jeg er ikke en pige, som de skal være babysittere for. De kan gøre hvad de vil, mens jeg holder mig til mig selv. 

Forsigtigt går jeg hen til et hjørne, hvor jeg på min vej tager mig en kop med øl. Jeg læner mig derefter opad væggen og ser mig omkring. 

Jeg får ofte øjenkontakt med mennesker, som glor underligt på mig, hvorefter de begynder at grine. De synes helt klart at min kjole er for meget. Det er jeg dog fuldstændig ligeglad med. Jeg kan ikke skifte tøj nu og folk må bare acceptere det. 

Mens jeg holder lav profil henne i mit hjørne, er det ikke til at undgå at lægge mærke til stort set alle gæsterne. Mange af de unge danser til den larmende musik, mens andre bare står i små grupper og snakker. Næsten alle har en kop i hånden med en eller anden form for alkohol. Nogle er dog mere beruset af alkoholen end andre. 

Pludselig får jeg øje på Will. Han står sammen med en eller anden blondine, som tydeligvis lægger an på ham. Jeg mærker hvordan min mave begynder at gøre ondt, som om mine tarme binder sig sammen i knuder. Hvorfor har jeg det på den her måde? Jeg kan da være ligeglad med hvad Will foretager sig. 

Jeg kigger derefter væk og får øje på Veronica. Hun står med hænderne på sin hofte og observerer Will på en vis afstand. Det er tydeligt at se, at hun i den grad er jaloux. 

Måden man kan se vreden i hendes øjne, giver mig et smil på læben. Jeg må indrømme at det glæder mig at se hende i den tilstand. Men på trods af min glæde over hendes jalousi, kan jeg ikke lade vær med at tænke på, om jeg selv er jaloux.

Det kan jeg dog umuligt være. Jeg føler intet for Will og han er den største idiot der findes. Det skulle ikke undre mig, at man senere i løbet af aftenen ville kunne finde pigen grædende i et hjørne, fordi Will har brændt hende af. 

Idet samme dukker der en fyr op på siden af mig, hvilket hurtigt får afbrudt mine tanker. "Hey. Hedder du ikke April?" Fyren læner sig op af væggen og lader sine øjne studere mig. 

"Jo. Det er mit navn" Jeg sender fyren et smørret smil og vender mig, så vi står ansigt til ansigt. Jeg tænker med det samme, at jeg lige så godt kan have det sjovt, nu hvor Will ser ud til at gøre det samme. Han skal ikke have lov til at få mig til at føle mig ubehageligt tilpas, så derfor er dette den perfekte mulighed for at få distraheret mine tanker. 

Fyren nikker, mens han forsigtigt spidser sine læber. "Mit navn er, Caleb. Jeg må sige at du ser ret godt ud her til aften." Han smiler venligt til mig og jeg kan ikke lade være med at smile tilbage. Caleb virker som en fin fyr.

Jeg tager langsomt en tår af min øl og sender ham et smørret smil, hvorefter Caleb løfter sin hånd og kærtegner min arm blidt. Min krop ryster en smule og jeg kan mærke gåsehuden komme frem. 

Caleb griner fjoget og lægger sit hoved på skrå. "Er det fordi at du fryser at du får gåsehud, eller er det fordi at du bare synes godt om, at blive kærtegnet?" 

Jeg ruller med øjnene og rykker tættere på ham. "Jeg må indrømme at det er en smule koldt på mine arme, men grunden til at jeg får gåsehud, er hundrede procent kun på grund af det du gør ved mig." 

Caleb nikker bekræftende og læner sig ind imod mig. Han ansigt er utroligt tæt på mit. Jeg kan mærke hans varme åndedrag mod mine læber, samt mærke hvordan han forsigtigt placerer sin hånd på min hofte.

Pludselig bliver vi dog hurtigt afbrudt, da en person hiver mig væk. Det er Will. Han stirrer vredt på mig, hvorefter han kigger på Caleb og rynker med panden. 

"Hvad tror du at du laver?!" Will hæver stemmen og giver slip på mig. Han begynder at skubbe til Caleb, som bare ruller med øjnene. 

"Det som alle andre gør her omkring. Jeg prøver på at score en smuk pige" Caleb kigger på mig og trækker på skuldrene. Jeg må indrømme at hans kommentar får mig til at rødme. 

"April er ikke ledig på markedet! Hun er min!" Will skubber Caleb endnu en gang, hvorefter Caleb blinker forvirret og skynder at rette sig op.

"Det må du meget undskylde Will. Det skal sgu ikke ske igen. Det lover jeg!" Caleb rømmer sig og skynder sig at forlade stedet, mens Will tager en dyb indåndig.

Jeg står som forstenet. Wills ord kører rundt i mit hoved og alting er så utroligt forvirrende. Jeg er da ikke hans, er jeg? Og hvorfor er det lige at han kommer og ødelægger situationen for mig, når han selv havde travlt med en anden pige?

Will vender sig om imod mig og ryster på hovedet, hvorefter han tager fat i min arm og hiver mig med ham. Jeg er stadigvæk utroligt forvirret, mens jeg følger frivilligt efter ham. Hans åndedrag er tydeligt og det er nemt at gennemskue at han er vred og irriteret. 

"Hvor skal vi hen?" Jeg får forsigtigt fremstammet mit spørgsmål, mens Will stadigvæk har fat i min arm og fører mig udenfor. Hvad vil han med mig?

Ud af øjenkrogen, ser jeg hvordan Veronica står sammen med en masse piger og sender mig det sygeste dræberblik. Hun er slet ikke glad for situationen. Hun var heller ikke glad for situationen før, da Will var sammen med den anden pige, men når det er mig, så er situationen endnu værre.

"Vi tager hjem. Peter og Mads tager en taxa." Will låser bilen op og åbner for bildøren, hvorefter han skubber mig ind og lukker døren efter mig.

Jeg blinker forvirret, da jeg bliver placeret på sædet. Forsigtigt tager jeg fat i sikkerhedsselen og tager den på, mens jeg holder øje med Will, da han placerer sig i førersædet.

Jeg siger ikke et ord, mens han tænder for motoren og begynder at køre. Jeg er stadigvæk målløs over situationen og jeg har ingen idé om hvad der foregår. 

Wills ord er stadigvæk en stor del af mine tanker. Hun er min. Hvad betyder det overhovedet? 


På vej hjem, er der meget stille i bilen. Hverken Will eller jeg prøver på at sige noget. Det irriterer mig en smule at ingen af os siger noget, men jeg vil helst ikke være den første til at bryde stilheden. 

Efter noget tid, får Will dog endelig taget sig sammen til at sige noget. "Caleb er en dårlig fyr. Han skifter sine piger ud konstant. Han er hele tiden på jagt efter nyt kød. Jeg blev nødt til at gøre noget, så du ikke ville falde for hans charme."

Jeg blinker forvirret, hvorefter jeg hæver øjenbrynet og kigger på Will. "Du kan da være ligeglad med om han har tænkt sig at udnytte mig. Det er trods alt ikke dit problem. Tænk nu hvis jeg faktisk gerne ville have været en af hans piger?" 

Will rynker med panden og begynder at speede op. Han bliver tydeligvis vred, da han hører hvad jeg siger. "Caleb er slem, okay?! Du vil sgu ikke være en af hans piger."

"Han kan da umuligt være værre end dig. Du flirter da også med en masse piger. Jeg så for eksempel hende blondinen, som du havde ret travlt med her til aften. I så ud til at hygge jer." Jeg kan mærke irritationen fylde min krop, mens jeg kigger ud af ruden og rømmer mig.

"For det første, så er Caleb og jeg på ingen måde ens. For det andet, så var det hende der flirtede med mig. Jeg flirtede på ingen måde tilbage, hvilket også var derfor at hun gav op og forlod mit selskab" Will ryster på hovedet, hvorefter jeg studerer ham. 

Han er ekstremt anspændt. Hans hænder er placeret stramt rundt om rattet og hans kæbe er spændt. Jeg folder hænderne på mit skød og kigger ned i gulvet. 

"Hvad end du siger, Will. Lad os nu bare komme hjem og lad os glemme den her aften." Jeg mumler, mens jeg langsomt lukker øjnene og læner mit hoved tilbage mod sædet. Will siger ikke mere og kort tid efter, ankommer vi til Hawton familiens hus. 

Aftenen har været utroligt underlig. Jeg undrer mig stadigvæk over hvorfor Will sagde det, som han sagde, da han prøvede at få Caleb til at forlade mit selskab. Hun er min. Han kunne have sagt så meget andet, for at få ham væk.

Måske betød det noget. Måske gjorde det ikke. Uvidenheden dræber mig, men der er intet jeg kan gøre. Jeg må bare glemme aftenen og komme videre. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...