You Are Mine!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2017
  • Opdateret: 24 apr. 2017
  • Status: Færdig
April Hastings levede et hårdt liv. Hun arbejdede røven ud af bukserne og sørgede for, at gøre sit bedste for at forsørge sin syge mor. Moderens sygdom ender dog med at tage livet af hende, hvilket efterlader April alene tilbage uden hverken en mor eller far. Eftersom April ikke har nogle nære familiemedlemmer til at tage sig af hende, ender det med, at en af hendes mors venner, Bella Hawton tager hende til sig. Bella Hawton er velhavende og bor i et kæmpe hus, sammen med sin mand og deres tre sønner. April bliver hevet ind i en verden som ligger langt væk fra hendes normale tilværelse. Livsforandringer opstår og hendes drøm, om et normalt liv med en god uddannelse, bliver holdt tilbage af hendes tre, nye "brødre". Især sønnen, Will kommer i vejen for hende. Han kan ikke fordrage April og vil gøre alt for, at hun ikke kommer nemt ind i familien.

12Likes
21Kommentarer
3371Visninger
AA

5. Kapitel 4


På kort tid, havde Veronica hurtigt fået vist mig de diverse lokaler, samt området hvor mit nye skab befinder sig. Selve skolens indre så lige så gammelt ud, som dets ydre. Det gamle look måtte være populært inden for dyre skoler, eftersom Harvard og Oxford også er gamle at glo på. 

Veronica og jeg manglede nu kun at undersøge en destination. Gymnastiksalen. Da vi ankommer til stedet, går Veronica selvsikkert indenfor., mens jeg følger langsomt efter. Alle cheerleaderne vender sig om mod hende og smiler stort med åbne arme. Hun er tydeligevis en af de populære piger på skolen.

I den anden ende af salen er en flok drenge i gang med at spille basketball. De er alle sammen fantastisk muskuløse og det er tydeligt at se, at de har trænet længe og hårdt, på grund af deres svedige holdtrøjer.

Ud af min øjenkrog kan jeg ikke lade vær med at fornemme at Veronica kigger begejstret og intenst på drengene, hvilket jeg jo også selv gør. Det er trods alt utroligt svært at tage øjnene fra dem.

"Hør her…" Veronica bryder stilheden mellem os og vender sig om mod mig. "De dér drenge…. De er nogle af de mest populære på den her skole. De styrer stedet og deres basketball hold vinder nærmest enhver kamp uden nogen form for modstand. Will, anføreren, er dog den ultimative leder blandt dem. Men det ved du vel allerede, nu når du trods alt bor sammen med Hawton brødrene."

"Will er beundret af alle piger og det kræver en del at være en del af hans inderkreds" Veronica studerer mig, mens jeg ruller med øjnene. 

"Hvordan kan Will være populær når han tydeligvis er et kæmpe røvhul?" Jeg trækker på skuldrene og hæver øjenbrynet.

"Will er ikke et røvhul! Du skal passe på med hvad du siger" Veronica rynker med panden og jeg kan se at jeg fik ramt et ømt punkt hos hende. Hun hader i hvert fald ikke Will. Hun må være en af de piger, som tydeligvis beundrer ham. "Han kan gøre alt for at gøre dit liv et helvede på Manch High, hvis du ikke passer på. Hele hans inderkreds vil få ram på dig og du vil ikke kunne klare dig særlig længe her"

Jeg tager en dyb indånding og ignorerer Veronicas ord, hvorefter jeg igen kigger på drengene. Jeg kigger dog mest på Will. Han ser ret lækker ud når han spiller. Det er klart at alle de piger er vilde med ham. Men udover sit udseende, så har han jo intet. Han er en person, som man umuligt kan elske.

Veronica lægger mærke til at jeg kigger længe på Will, hvorefter hun rømmer sig og klapper mig på skulderen. "Jeg tror det er tid til at du finder dit lokale og gør klar til din næste time"

"Selvfølgelig. Jeg skal jo nødigt komme for sent til min første time" Jeg sender hende et smil og vender mig mod udgangen. 

Jeg forlader derefter hallen, mens jeg mærker Veronicas intense blik i nakken. Veronica er muligvis ikke så sød, som jeg havde regnet med da hun først bød mig velkommen. Hun er klart en person, som jeg skal holde øje med for at undgå alt for mange konflikter heromkring.


Efter sidste time med matematik, kan jeg mærke at jeg allerede er godt træt. Jeg er faktisk ret glad for min uddannelse, men det er svært for mig at skjule, at skolen nemt kan få ens energi niveau til at nå et vis lavpunkt. 

Jeg går langsomt ned af gangen og søger efter mit skab, mens jeg udfører et stort gab. Skoledagen er endelig overstået og jeg mangler derfor kun, at fylde mit skab med mine bøger.

Da jeg endelig finder mit skab, rækker jeg hånden ud for at tage i håndtaget. Jeg tøver en smule og får øje på Will, som står sammen med hans venner og Veronica. Veronica stirrer på mig og jeg føler at det er som om, at hun venter på noget. Noget som muligvis har noget med mig at gøre. 

Hun står med armene over kors, mens hendes hofte forskudt, hvilket får hendes ben til at se ekstra lange ud. Jeg studerer hende i et godt stykke tid, indtil jeg flytter mit blik og får direkte øjenkontakt med Will

Varmen strømmer igennem mig og jeg forstår ikke hvad der sker. Hvorfor føler jeg den varme følelse og hvorfor banker mit hjerte pludselig hurtigere end normalt?

Varmen i min krop forsvinder dog hurtigt, da Will langsomt fører armen omkring Veronicas skuldre, mens han sender mig et smørret smil.

Jeg ruller med øjnene og tager en dyb indånding, før jeg vender mig mod mit skab og tager i håndtaget. Håndtaget er ikke let at få op, hvilket overrasker mig. Jeg tager derfor hårdere fat og hiver til.

Pludselig åbner skabsdøren op og gammelt skrald vælter nedover mig. Folk omkring mig begynder at grine og pege, mens jeg står med bananskræller og brugt madpakkepapir udover mig. 

Vreden blusser op i mig og jeg må lukke øjnene for at tage mig sammen. Jeg kan ikke bukke under foran så mange mennesker. Det kan jeg simpelhent ikke.

Med det samme mærker jeg en hånd på min skulder og jeg vender mig forsigtigt om for at se hvem den tilhører. Det er Veronica. Hun smiler irriteret mens hun tager fat i noget af skraldet fra min krop.

"Det her må være en god lærestreg. Det kan lære dig at man aldrig skal kalde Will for et røvhul." Veronica smiler og klapper mig på hovedet, hvorefter hun kigger hen på Will og hans venner, som står og griner fjoget. 

"Skrid!" Vreden koger nu mere op indeni mig og jeg hæver stemmen overfor Veronica. Jeg skubber hende aggressivt væk fra mig, hvorefter jeg efterlader hende og marcherer direkte hen til Will.

"Er det dig som har fået hende til at gøre det her mod mig?! Hvad fanden tænker du på? Du burde lære at kontrollere din dame!" Jeg råber af ham og skubber ham hårdt ind i skabene bag ham. Mit skub pisser ham tydeligvis af. Han stiller sig vredt foran mig og holder sit ansigt tæt foran mit. Jeg kan mærke hans åndedrag og det gør noget ved mig. som jeg ikke kan beskrive. Hans tætte nærvær får dog mit hjerte til at banke hurtigt endnu en gang. 

"Jeg har sgu ikke fået Veronica til at gøre en skid. Det var en beslutning, som hun selv tog. Hvorfor skulle jeg stoppe hende? Du ved jo allerede godt at du ikke hører til her! Du bliver aldrig en af os!" Will råber af mig, mens hans ansigt stadigvæk er utroligt tæt på mit. 

"Whatever! Jeg fucking hader dig, Will Hawton! Du og din Veronica kan gøre hvad end i vil mod mig, men i vil aldrig kunne knække mig! Er det forstået?" Jeg skubber ham væk igen og ruller med øjnene, hvorefter jeg begynder at gå. Jeg kan ikke overskue situationen længere og jeg vil ærlig talt bare gerne hjem og få mig et bad.

"Min Veronica?! Hun er sgu ikke min!" Will råber efter mig, hvilket jeg vælger at ignorere. Jeg forsætter bare ud af skolens område og ser mig ikke tilbage. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...