The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
14Kommentarer
1802Visninger
AA

9. KAPITEL 8

"My breath is getting shorter

I close my eyes every night from twisted reality

The music box of tragedy echoes

But in order to be free from this crime

It's impossible to forget and give up,"

- BTS, "Intro: Boy Meets Evil"

 

Bailey blinkede langsomt øjnene op. Hele hendes krop smertede. Hvad er der sket? Hvor er jeg? Hun kiggede op i et brunt træloft. Koncentrer dig, Bailey! "Bailey," Bailey hev efter vejret, da hun vendte hovedet for hurtigt og det svimlede for hende. Et par brune, bekymret øjne mødte hende. "Hvor... er jeg? Hvad er der sket?" hendes stemme var hæs og hendes tunge opsvulmet. "Du har været bevidstløs i 4 dage. Du havde mistet en masse blod og din krop reagerede voldsomt på dæmonenergien," sagde Zola og Bailey lukkede øjnene kort. Warlocken! "Jeg...," Baileys hænder rystede. Hun var næsten blevet dræbt. "Lad mig hjælpe dig op og sidde," Zola rejste sig stolen og lagde en arm om Baileys ryg og fik hjulpet hende op og sidde. Bailey hev efter vejret, da smerten skød igennem hendes rygsøjle. Zola fik hurtigt arrangeret puderne bag hende og fik ført Bailey tilbage. Baileys hænder samlede sig om det glas, som Zola gav hende. Baileys blev forskrækket over, at se de røde mærker efter rebene, der havde holdt hende fanget. Det var som tynde, røde armbånd. "Hvordan kom jeg hjem?" Bailey hadet, at hun ikke kunne huske, hvad der var sket. Det sidste hun kunne huske var følelsen af blod, som gled over hendes lår og fødder. Smerten, der brændte i hendes krop. "Vi satte en aktion igang lige efter, at Rhys havde snakket med dig. Vi var næsten kommet for sent," skyldfølelsen var printet i Zolas ansigt. "Hvis Rhys ikke havde...," Zola stoppede og sendte så et lille smil til Bailey. "Det vigtigste er, at du er i live. En af de tavse brødre mener, at du muligvis vil blive så god som ny" Bailey fornemmede et 'men'. "Hvad er det du ikke fortæller mig?" Bailey satte det nu tomme glas på et bord ved hendes side. Zola sukkede. "Du blev svært skadet. Der er ingen som kan sige, hvornår du vil være klar til feltarbejde og der er ingen som kan sige, om der vil være varige mén ved skaderne," Bailey følte sig svimmel ved de ord. Hvor slemme var skaderne? "Hvad mener du med, at man ikke ved om der vil være varige mén?" Zola skubbede det tynde tæppe væk fra hendes ben og Bailey så til sin forskrækkelse, at hele hendes venstre lår var pakket ind i en tyk bandage. "Kniven var giftig og selvom din krop heler, kan vi ikke sige om du har taget skade af, at dæmonenergien har været så længe i dig," Bailey følte sig svimmel og hendes vejrtrækning begyndte at stige. Varige mén? Intet feltarbejde? Dæmonenergi i hendes krop? "Bailey, lyt til mig," Bailey rev sin hånd væk fra Zola og hun kunne se sit eget blege ansigtsudtryk i pigens øjne. "Kan jeg få noget hjælp!?" Zolas stemme lød fjern, da kvalmen steg i Bailey. Hænder greb fat i Bailey og der blev lagt en maske over hendes mund og næse, men Bailey var allerede bevidstløs.  

 

Et skrig fandt vej over Baileys læber, da kniven gennemborede hendes lår. Bailey hev febrilsk i rebene, da smerten bredte sig i hendes krop. "Rhys, du må ikke...," en hånd ramte hårdt Baileys kind og hun tav. Tårerne fandt vej ned af hendes kinder. Hendes ben pulserede og hun kunne se blodet glide over hendes hvide hud. Det svimlede for Bailey og hun kneb øjnene sammen for, at kunne koncentrere sig. Hendes hage blev løftet og hun mødte modstræbende warlockens blik. "Hvor hurtig tror du, din lille kæreste kommer? Før eller efter din død?"

 

Bailey vågnede med et halvkvalt skrig. Hun kunne mærke koldsveden klistre på ryggen. Lyset i infirmeriet var dæmpet og de store vinduer viste kun en sort nattehimmel. Bailey tog en dyb indånding, da hun satte sig op i sengen. Hun havde brug for, at komme væk fra det her lokale. Væk fra drømmen. Der var ingen, som holdte øje med hende og det overraskede heller ikke. Det var formentlig over midnat. Et smertes støn gled over Baileys læber, da hun svingede benene ud over sengekanten og placerede dem på det kolde trægulv. Det eneste Bailey havde på var en stor, grå skjorte, som gik ned til midt på lårene. Ærmerne var smurt op, så hun ikke druknede i skjorten. Hvem havde givet hende den på? Bailey støttede sig til sengen, da hun forsøgte at gå. På trods af det smertestillende hun havde fået var hun øm og hendes lår dunkede. Det tog en god portion viljestyrke, at bevæge sig ud af infirmeriet. Bailey støttede sig op af den kolde stenvæg, da hun trådte ud af dørerne. Hun følte sig en smule svimmel, men hun ville væk fra infirmeriet. Langsomt, men sikkert, kom hun ned til kommandocentralen. Lyset var tændt og de fleste computere var tændt, men der var ikke nogen. Bailey greb gelænderet, da hun forsigtigt bevægede sig ned af trappen. "Bailey?" Bailey kiggede forskrækket tilbage og hev efter vejret, da smerte skød op igennem hendes ryg. Rhys stod nogle meter fra hende og så både overrasket og irriteret ud. "Hvorfor ligger du ikke i sengen?" manden bevægede sig hurtigt ned mod hende. Tættere på kunne Bailey se, hvor træt og udkørt Rhys var. Han var mørk under øjnene og en fin skygge af skægstubbe lå på hans kæbe. "Jeg... Jeg havde brug for lidt luft," Rhys' blik blev mildere, da han så, hvor bedrøvet og svag Bailey var. Hans ene arm lagde sig omkring hendes liv og hjalp med, at holde hende på benene. "Lad os få dig ned at sidde," Bailey støttede sig udmattet til Rhys, da han hjalp hende over til et område med borde og stole. Han satte hende forsigtigt ned. "Skal du have lidt at drikke eller spise?" Bailey nåede ikke at svare, før Rhys havde vendt sig rundt og gik over mod det lille område, hvor der stod en kaffemaskine. Hun kunne høre vandet løbe, da Rhys tændte den tilhørende vandhane. Hun tog taknemmeligt imod glasset og tog en slurk. Det var først nu, at hun indså, hvor tørstig hun var. Rhys hev en stol hen foran hende og satte sig ned. "Hvordan har du det?" Bailey betragtede manden foran hende. "Jeg føler, at jeg er blevet masseret med et rivejern," Rhys kneb læberne sammen. "Har du det dårligt?" Bailey stivnede, da Rhys lagde en kølig hånd mod hendes pande. "Nej, jeg... Det var et mareridt," Rhys' hånd gled ned over hendes kind, hendes skulder, hendes arm og greb til sidst hendes hånd. "Det er ikke unormalt. Du var...," Rhys' stemme svandt ind og han kneb læberne sammen. Hun kunne se en indre vrede tænde i ham. "Zola sagde, at der ikke er nogen der kan sige, om jeg vil få varige mén," Rhys legede fraværende med Baileys meget mindre hånd. "Du kender historierne om, hvordan skyggejægere har reageret på dæmonenergi," Bailey kunne tydeligt huske de skrækhistorier hun havde læst i årernes løb. Historier om skyggejæger der blev vanvittige, syge og umulige at være omkring, efter de havde været i kontakt med dæmonenergi. "Du tror ikke... at det vil ske, vel? At jeg bliver sindsyg," Bailey blev forskrækket, da hun mærkede en tåre glide over hendes kind. Hvornår var hun begyndt, at græde foran andre? Rhys svarede ikke og det var nok. "Vi har sat en eftersøgning i gang efter Joseph. Vi har ikke meget at gå efter, men vi har sendt eftersøgningen ud i hele verden og er i gang med, at undersøge hans netværk," Rhys forsøgte at fjerne Baileys fokus og det fungerede. 

 

"Jeg tror, at du skal tilbage i seng, darling," Bailey rystede på hovedet. "Mareridtene vender tilbage," den sidste halve time havde de siddet og snakket, men Rhys havde lagt mærke til, at Bailey havde svært ved at holde øjnene åbne. "Jeg finder noget beroligende," Bailey rystede igen på hovedet og strammede grebet om Rhys' hånd, da han rejste sig. "Jeg vil ikke have beroligende medicin og jeg vil ikke tilbage til infirmeriet," Rhys stod og betragtede Bailey, som på trods af søvnighed, var bestemt. "Bailey, du er nødt til at hvile. Din krop og sind har brug for det. Lad mig hjælpe dig op," Rhys fik langsomt rejst hende op og Bailey greb fat i Rhys' skuldre for, at holde balancen. Hendes ben kunne knap nok holde hende oppe. Turen til kommandocentralen havde tappet hende for kræfter. "Hvad med dit eget værelse, så? Du er nødt til at sove," der var ikke meget modstand, da Rhys forsigtigt løftede hende op i sine arme. Mindet om, at have en bevidstløs og blodig Bailey i hans favn på nøjagtig samme måde sendte et stik igennem hans hjerte. "De vender tilbage. Jeg ved det," mumlede Bailey, men hun strittede ikke imod, da Rhys begyndte at gå ned mod beboelsesdelen af instituttet. Hendes hoved hvilede på hans skulder. Hun virkede skrøbelig og bange. En stærk kontrast til den Bailey han havde lært af kende de sidste uger. Rhys kom endelig til den lille niche og åbnede, med en smule besvær, døren til Baileys værelse. Lyset blev hurtigt tændt og et blødt skær lagde sig over rummet. Rhys lagde forsigtigt Bailey ned på sengen, men da han ville trække sig, forhindrede hendes greb i hans skjorte det. "Du må ikke gå, Rhys," smerten i hendes stemme fik Rhys' mave til at vende sig. Det var hans skyld, at hun var såret. "Lad mig lige lukke døren," Bailey gav modstræbende slip på hans trøje og Rhys fik hurtigt lukket døren. Da han kom tilbage lagde han forsigtigt dynen over hende. "Jeg ved det er mærkeligt, men... vil du ikke nok... sove her?" tåre gled ned af Baileys kinder. Hun følte sig udsat, bange og havde bare brug for, at nogen passede på hende. Noget hun aldrig havde brug for. Rhys tøvede. Han var klar over, at Bailey havde brug for støtte og omsorg, men han var ikke sikker på, at han var den rigtige til jobbet. "Rhys?" Rhys sukkede og bevægede sig så om på den anden side af sengen. Han smed skoene og lagde sig så under dynen til Bailey. Han rakte ud efter stikkontakten ved sengebordet og rummet blev straks lagt i mørke. Det eneste lys stammede fra de store vinduer ud mod Themsen, som gav en smule månelys. Rhys kunne høre Baileys hurtige vejrtrækning, og han lod hånden løbe hen over lagnet for til sidst, at finde en lille rystende hånd. Bailey greb straks fat i hans og flettede sine fingre sammen med ham. "Prøv at få sovet, darling. Du er i sikkerhed nu," der gik ikke lang tid før Baileys vejrtrækning blev rolig, men hendes greb i hans hånd forblev stærkt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...