The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
15Kommentarer
2400Visninger
AA

17. Kapitel 16

"Bailey, det er ikke...," Bailey rystede på hovedet. "Det er okay, Rhys. Jeg forstår, hvis jeg bliver sendt væk," Rhys havde et forpint ansigtsudtryk, da han satte koppen fra sig. "Du skal ikke sætte din familie og de næste mange generationer i fare, fordi jeg er i dit liv. Så send mig væk, hvis det er nødvendigt," Bailey kæmpede med ordene. Hun havde ikke lyst til at rejse men, hvis det var det eller en katastrofe i Rhys' familie, ville Bailey rejse. "Nu skal vi ikke tage forhastede konklusioner. Det kan godt være, at jeg valgte at gå til Pavlov, men der er også virkeligheden. Der er ikke nogen sport af Joseph og derfor ingen fare lige nu," Rhys lagde en hånd på hendes lår for, at berolige hende. "Men Rhys...," Bailey tav, da han lagde sin anden hånd på hendes kind efter, at have sat sin kop fra sig. "Shh, jeg vil ikke høre det," Bailey var ikke overbevist, men ville ikke argumentere imod det. Hun var drænet for energi og ville faktisk bare gerne sove. Rhys' hånd gled væk fra hendes kind og igennem hendes fugtige hår. "Fortæl mig om din tatovering," Rhys' fingre standsede et kort øjeblik, inden de fortsatte. "På trods af alle mærkerne, som er en daglig påmindelse om vores liv, ville jeg havde noget, som mindede mig om min familie og min skæbne. Min familie er aldrig samlet og jeg ville have noget, som altid var med mig. Det blev så en tatovering. Mine forældre ved det ikke og jeg regner ikke med, at de skal se den," det kriblede i Bailey for, at lade fingrespidserne glide over hans tatovering. "Må jeg se den?" Rhys fjernede hånden fra hendes lår for, at lyne sin trøje op. Bailey havde aldrig været så tæt på Rhys' bare overkrop, men den virkede velkendt. De mange ar tydet på mange kampe og mærker. Ar og mærker, som også kunne findes på hendes overkrop. Rhys trak sin trøje en smule til side, så Bailey kunne se tatoveringen. Den var smukt lavet med præcise og enkle linjer. Inden hun nåede at stoppe sig selv, lod hun en finger glide over tatoveringens yderkant. Hun kunne mærke Rhys' blik, men han trak sig ikke. "Hvorfor fire? Der er fem i jeres våbenskjold," Bailey mødte hurtigt hans øjne. "Jeg... Ravnene symboliserer min familie. En for hvert familiemedlem. Ravenshade-familierne har normalt bestået af 5 medlemmer, men min består kun af 4," der lå en undertrykt smerte i hans stemme og Baileys hånd standsede på det lille mellemrum, der var mellem den sidste ravn og kanten af tatoveringen. En tom plads. "Hvad er det, du ikke fortæller mig?" Rhys' hånd var stoppet på hendes skulder, da hun spurgte. "Da jeg var yngre var det ikke kun Caroline og jeg. Jeg havde endnu en lillesøster," smerten var tydelig i hans stemme. "Hun var kun 10, da... Hun faldt ned fra en stolpe i træningslokalet. Jeg nåede ikke, at..." Bailey havde set de høje stolper, der hang i træningslokalet. De hang 10-12 meter over gulvet. "Rhys, du behøver ikke fortælle mere," til hendes overraskelse sænkede Rhys hovedet og gemte det i hendes hals.

 

Hun kunne mærke hans tunge vejrtrækning, da hans hånd begyndte at glide op og ned af hendes arm. "Du minder mig om hende," mumlede han hæst. Baileys ene hånd var stadigvæk presset op mod hans side, mens den anden holdt fast i tekoppen. Hun satte den fra sig lige i det øjeblik, som Rhys begyndte at falde tilbage i sengen. "Rhys...," Bailey vidste ikke, hvad hun skulle sige. Hun vidste ikke, hvordan det var at have søskende. Hun vidste ikke, hvordan det var at miste dem. Han løftede hovedet en smule, så han kunne møde hendes øjne. Hans øjne var en smule røde, men ellers var der ikke tegn på nogen tåre. Han lå på siden nu, mens hun lå på ryggen. Hendes ene hånd hvilede stadigvæk på hans tatovering, mens den anden blev løftet, så hun kunne køre en hånd igennem hans hår. Det var fugtigt, men blødt. "Hun var så livlig og glad, men stædig. Hun kunne altid få mig til at smile," sagde Rhys stille. "Hvornår skete det?" Bailey kunne fornemme, at hun skulle træde varsomt. Selvom Rhys normalt ikke råbte og blev irriteret, var det her tydeligvis et følsomt emne. "May døde for 5 år siden. Min mor er aldrig kommet helt over det," sagde han og løftede hovedet for, at møde Baileys øjne. "Jeg kunne have valgt, at få den femte ravn. Som et minde og for, at følge designet, men... Min familie er aldrig blevet hel efter May og det er tatoveringen et bevis på," han er aldrig blevet hel. Ordene svævede usagt i luften. Bailey flyttede sin hånd væk fra tatoveringen og hen over hans hjerte. Huden var varm mod hendes hånd og hun kunne mærke stærke hjerteslag. Hånden der var gledet igennem hans hår, lå nu på hans nakke. Bailey lagde vægt på sin arm, så Rhys faldt halvt ind over hende. Med en hånd på hans hjerte, gemte hun ansigtet i hans hals. Rhys lagde armene omkring hendes skuldre og klemte hende ind mod sit bryst. Bailey havde aldrig forestillet sig, at Ravenshade-familien var gået igennem sådan en tragedie. Ingen havde nævnt noget for hende. 

 

Efter lidt tid trak Rhys sig en smule fra hende, men ikke nok til, at deres arme forlod hinanden. De velkendte rooibos-farvede øjne mødte hendes. "Jeg fortjener dig ikke," hviskede han så lavt, at Bailey næsten ikke kunne høre ham. Ubevidst lod Bailey sin hånd glide fra hans bryst og rundt om hans ryg. Rhys lod blikket glide over hendes ansigt og endte på hendes læber. Selvom det virkede som evigheder siden, var det ikke mere end et par dage siden, at de sidst havde kysset. Der var bare sket så meget siden. Bailey kunne mærke længslen efter, at mærke hans læber mod sine. "Kys mig," hendes stemme lød lille i rummet, men han hørte det tydeligvis. Langsomt sænkede Rhys hovedet, så hans læber svævede over hendes. Bailey lukkede øjnene lige før, Rhys trykkede sine læber mod hendes. En usynlig hånd strammede grebet om hendes hjerte, da deres læber bevægede sig mod hinanden. Kysset var blidt til at starte med. Et forsøg på, at lære det ukendte at kende. Rhys' ene hånd lagde sig på Baileys kind og strøg den blidt. Bailey kunne mærke sit hjerte slå hårdt i brystet og hendes kinder brændte. Rhys lod forsigtigt hans tunge glide over hendes underlæbe og hun åbnede munden. Det føltes som et skud energi, at kysse Rhys. Hendes hænder gled over hans skuldre og under trøjen for, at hun langsomt kunne skubbe den af. Rhys fjernede kort hans hænder fra hende for, at hive trøjen af. "Stop mig, inden det er for sent," mumlede Rhys mod hendes læber. En latter gled over Baileys. "Du spørg den forkerte," hun kunne mærke hans smil mod hendes hals, da han placerede små kys hele vejen ned til hendes kraveben. 

 

Baileys hænder gled over Rhys' ryg. Hendes fingerspidser kunne mærke de små ujævnheder, som var ar og mærker. Bailey hev efter vejret, da hun lagde benene omkring hans hofter. Bevægelsen sendte et skud smerte igennem hendes ben og hun lagde hovedet tilbage i puden, men fjernede ikke benene. Rhys fjernede hurtigt sine læber og kiggede på Bailey. De velkendte rooibos-farvede øjne var mørke, han havde røde kinder og hans læber var opsvumlede. "Bailey, dit ben...," Bailey rystede på hovedet og lod den ene hånd glide op af hans nakke og ind i hans hår. "Det er okay," Rhys så på ingen måde overbevist ud. Deres hofter stødte på hinanden, da Bailey lagde vægt på sine ben og et halvkvalt støn gled over Rhys' læber. Lyden sendte ild direkte igennem Baileys krop. "Jeg er skyggejæger. Jeg kan klare det," mumlede hun, inden hun igen mødte hans læber. Hun kunne mærke hans tilbageholdenhed, men han kyssede tilbage. Rhys pressede sine hofter mod hendes, inden han bed let i hendes underlæbe. Bailey følte sig omtåget, da han igen begyndte at kysse hendes hals. Hans hænder gled op under hendes store trøje og hun løftede sine hofter mod hans. En brummen mod hendes lår fik dem begge til at stoppe. Et suk forlod Rhys, da han rullede af hende og tog mobilen ud af lommen. "Ja, Benjamin?" Rhys rømmede sig en gang, inden han lyttede. Hans ene hånd lå stadigvæk på hendes bare mave og legede med kanten på hendes bukser. Pausen fik Bailey til, at læne hovedet tilbage i puden. Hendes hjerte bankede hårdt og hendes vejrtrækning var dyb. "Det overrasker mig ikke... Nej, mindst 5 dage... Du må ikke sige noget...," trætheden ramte hende pludselig og hun trak tæppet op over sig og lagde sig tæt ind til Rhys. Uden at afbryde sin samtale, fjernede han sin hånd fra hendes mave og lagde den rundt om hendes skuldre. "Send det til mig... Det går fint... Hun brokker sig ikke," Bailey kunne høre Benjamins latter i baggrunden. "Du skal ikke komme for godt i gang... Koncentre dig nu bare om dit eget kærlighedsliv," et træt smil gled over Baileys læber, men hun var allerede så langt væk, at hun ikke kunne koncentrere sig videre om samtalen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...