The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
15Kommentarer
2405Visninger
AA

16. Kapitel 15

“I bet you could sometimes find all the mysteries of the universe in someone's hand.” 
― Benjamin Alire Sáenz, Aristotle and Dante Discover the Secrets of the Universe

 

"Vent? Siger du, at warlocks er bundet, når de har haft sex?" Pavlov slog en latter op, som sendte kuldegysninger ned af Baileys rygrad. "Selvfølgelig ikke. Så ville alle jo være bundet med hinanden. Nej, det kræver tiltrækning og spirrende kærlighed. Warlocks behøver ikke mere," Pavlov satte koppen fra sig og rodet så rundt i en kurv, som stod ved siden af hende. Rhys og Bailey havde øjenkontakt et øjeblik. "Så, hvis man ikke har elsket med en elsket, så er der ikke nogen forbindelse?" Pavlov tog en lille farverig krukke frem. "Giv mig din højre hånd," tøvende rakte Bailey sin hånd frem. Pavlov var hurtig som en slange og greb hurtigt Baileys hånd. Pavlovs hånd var stærk på trods af de tynde fingre. "Jeg har hørt om besværgelsen," sagde hun, mens hun vendte den lille krukke på hovedet over Baileys hånd. Bailey prøvede forskrækket, at hive sin hånd til sig, da glimtende støv lagde sig over hendes hånd, men Pavlov holdt fast. "Støvet vil afsløre din sjæls hemmeligheder," mumlede hun stille, da hun lænede sig ind over Baileys hånd. "Hvad mener du med, at du kender besværgelsen? Hvad gør den?" spurgte Rhys, men Pavlov rystede stille på hovedet. "Du har været frustreret i længere tid. Haft svært ved at tilpasse dig og du står over for flere udfordringer," Bailey kiggede uroligt på Rhys, som så sammenbidt ud. Han kunne dog ikke lade være med, at stirre på Baileys hånd. Det glimrende støv svævede over hendes hånd og gjorde de forskellige linjer i hendes hånd klare. Blå, røde og grønne farver smeltede sammen. "Du vil blive hårdt såret tidligt i dit liv...," Bailey prøvede igen at hive sin hånd til sig, men Pavlov mødte hurtigt hendes øjne. "Lad være med at kæmpe i mod," hendes stemme var lav, men der var noget uhyggeligt beroligende ved den. "Din hjertelinje er lang. Du vil være tro mod din elskede, men du vil blive såret... åh," begge skyggejægere kiggede overrasket på støvet, da det forvandlede sig. Det begyndte at snurre og hoppe. "Din kærlighed vil blive rattet mod noget nyt... Noget, som har brug for din omsorg og kærlighed," Bailey hev endnu en gang hånden til sig og denne gang slap Pavlov den. Hurtigt gned hun støvet af i sine bukser og trak sig så langt væk fra Pavlov, som overhovedet muligt. De blå slangeøjne stirrede på hende. "Hvad ved du om besværgelsen?" Baileys stemme lød hul i hendes egne ører, men hun ville væk fra mrs. Pavlov. Langt væk fra hendes håndlæsning. Pavlov sukkede, inden hun lænede sig tilbage i stolen. "Historierne går på, at nogle af besværgelserne i Exponia Liber kan påvirke skyggejægere i den ene eller anden grad," Pavlov rejste sig fra sin stol og bevægelsen gjorde, at hendes trøje afslørede en lysende rød rune på indersiden af hendes arm. Afvisning. Bailey havde hørt historierne om skyggerjægere, som fik en rune, som deaktiverede de andre runer. Runen kunne påføres af enhver skyggejæger og derfor var den ikke tilgængelig i Den Grå Bog. Den blev brugt som afstraffelse. Du mistede alle runernes evner, men beholdte de fysiske tegn på dem. En konstant påmindelse om, hvad man havde været. "Mange af dem er fantasifulde. Slanger som hår og negle bliver forvandlet til klør. Det er en bogserie, som ikke kun omhandler warlockhistorie, men måder at ødelægge en skyggejægers liv på. Der er eksempler på total ødelæggelse af den enkle skyggejæger ved hjælp af mørke kræfter," der gik en tydelig kuldegysning ned af Pavlovs ryg. Selvom hun tydeligvis var mere warlock end skyggejæger, var samtaler om ødelæggelse af skyggejægere, ikke behagelige for hende. "Hvis jeg var jer, ville jeg lade det ligge. Der er en grund til, at Exponia Liber ikke bliver åbnet så tit." Rhys rykkede en smule uroligt på sig. "Mrs. Pavlov jeg ved godt, at du ikke er interesseret i at blande sig i skyggejægeranliggende, men fortæl os, hvad Joseph vil bruge Exponia Liber til. Du kender ham," Bailey kiggede med store øjne på Rhys. Hun kendte Joseph? Hvordan? Pavlov kneb læberne hårdt sammen. "Syntes du ikke, at jeg har hjulpet dig nok, Ravenshade?" kvindens humør vendte 180 grader. Hvor hun før havde været kritisk, men villig til at hjælpe, virkede hun nu lukket. Hun havde ikke sat sig ned og det virkede uroligt, at hun stod op. "Jeg beder dig ikke, om blive indblandet. Jeg vil bare have din mening. Du ved, at jeg ikke ville komme til dig, hvis jeg havde andre muligheder" sagde Rhys. Han fornemmede tydeligvis også hendes modvilje. Hans stemme var langsom, men overtalende. De blå øjne lagde sig igen på Bailey. "Han har ikke fået det, han har brug for," sagde hun dystert. "Han søger hævn, men ikke kun over din generation. Han vil lade det forfølge de næste mange generationer," Pavlov kiggede beslutsom på Rhys, som havde rynket sine bryn. "Hvad mener du med, at det vil forfølge de næste generationer?" spurgte Bailey, men Pavlov rystede på hovedet. "Jeg har allerede sagt for meget," Bailey fornemmede hurtigt, at hun ville have dem ud af lejligheden. De to skyggejægere rejste sig samtidig, men Rhys virkede urolig. "Jeg fornemmer, at jeg har tiden imod mig. Hvad kan jeg gøre for, at forhindre det?" Pavlov begyndte at føre Bailey og Rhys ned af gangen. De stoppede foran deres sko og Rhys kiggede nu gennemtrængende på Pavlov. De blå øjne lagde sig på Bailey. En ubehaglig følelse bredte sig i hendes hjerte. "Jeg behøver ikke fortælle dig, hvad du skal gøre, Ravenshade. Du ved det godt."

 

Rhys og Bailey havde fundet et lille motel 30 minutter væk fra lejligheden. Efter Pavlovs besked, var de nærmest blevet skubbet ud af lejligheden og døren var blevet smækket. Motellet virkede en smule lumsk, men det var det bedste de kunne finde. Da de stod og betalte for værelset, havde hun kunne mærke øjne glide over hende. I et hjørne havde to mænd siddet og kigget på hende. Selvom Bailey sagtens kunne forsvare sig selv, havde en kuldegysning spredt sig. For selvom Rhys' arm lå omkring hendes liv, blev de to mænd ved med, at kigge på hende. Som om hun kunne blive deres næste måltid. De havde dog efter lang tid fået et dobbeltværelse og var kommet væk fra de to mænds blik. Værelset var rent og varmt, men det havde kun det mest nødvendige. Et tv, en lille kommode, et lille arbejdsområde og en dobbeltseng med tynde dyner. Så snart de var trådt ind af døren var Bailey hopppet i det tilhørende bad, mens Rhys var gået ud efter noget mad. Det varme vand faldt i kaskader over Baileys ryg og varmede hendes kolde muskler op. Konstraten mellem den kolde luft og det varme vand fik hendes hud til at prikke. Da Bailey slukkede vandet fik hun øje på sig selv i spejlet. Hendes lange hår rammede hendes ansigt ind. Øjnene der kiggede tilbage så trætte ud. Bailey vendte hurtigt spejlet ryggen og gik ud i soveværelset med et håndklæde om sig. Var hendes ansigtet blevet tyndere? Rhys var stadigvæk ikke kommet tilbage, hvilket gav hende tid til, at tage tøj på. Et par løse bukser, varme sokker og en stor trøje skulle være nok til, at holde hende varm. Tankerne om, hvad Pavlov havde sagt, hjemsøgte hende. Hvad manglede Joseph? Var han ikke færdig med mig? Og, hvorfor vidste Rhys godt, hvad han skulle gøre for, at forhindre en katastrofe? Hvis det havde noget med Dem at gøre, kunne Rhys bare sende hende væk. Ville det knuse hende? Ja. Ville hun forstå det? Ja. Nøgler raslede og døren nåede at svinge op, inden Bailey havde reageret. Rhys kom ind med en pose i favnen med røde kinder og pjusket, vådt hår.  "Jeg prøvede, at købe noget velkendt, men det var svært," sagde han, da han sparkede døren i og satte posen fra sig på bordet. "Jeg er sikker på, at det er godt... Regner det?" Bailey kiggede med rynkede bryn, da Rhys tog sin jakke af og rystede den, så vand dryppede ned på gulvet. "Det sneer og endda ret kraftigt. Jeg tror, vi vækker op til et hvidt landskab," Rhys kørte en hånd igennem håret, så det stod en smule i vejret. Hans let pjuskede look klædte ham. Bailey havde set de sidste uger, hvordan hans øjne havde mistet gløden og et seriøst udtryk havde været smurt på. Nu passede han til sin alder. "Jeg tager et bad. Begynd bare... Hvis du kan finde ud af, hvad der er hvad," Rhys sendte hende et skævt smil, inden han gik ind på badeværelset. Bailey åbnede posen og tog adskillige ting frem. Mærkelige bogstaver og tegninger var plastret på det meste. I det mindste genkendte hun frugten og duften af te, som kom fra to kopper. Bailey greb en kop, et æble og en pose med noget der lignede chips. På trods af hendes tøj kunne hun mærke kulden fra gulvet og hun krøb op i sengen, mens hun hev tæppet til side. 

Bailey hørte vandet slukke og kort tid efter åbnede døren. Koppen, som hun var i gang med at tage en tår af, stoppede ved hendes mund, da hun så ham. Rhys havde kun et håndklæde omkring livet, og hun kunne se små vanddråber, glide ned over hans overkrop fra hans hår. De sorte mærker og små ar snurrede sig over hans stærke overkrop. Hvad hun dog var mest overrasket over, var den sorte tatovering, der sad på hans ribben. På trods af, at skyggejægere hele tiden tegnede mærker på deres hud, var tatoveringer en sjældenhed. Det var en mundane ting. "Jeg ved godt, at det ikke er lige så godt, som derhjemme, men jeg tænkte, at du kunne bruge noget varmt," Rhys var ikke opmærksom på hendes blik, som var klistret fast til hans overkrop. Familieskjoldet. Bailey havde set designet rundt omkring i instituttet. Ravne, som svævede højt over store træer og en sø. "Tak," Rhys smilte til hende, inden han vendte ryggen til for, at lede sin taske igennem. De stærke rygmuskler bevægede sig under huden og Bailey måtte kigge væk, da hun mærkede rødmen stige hende til hovedet. "Kiggede du nærmere på maden?" Bailey vendte blikket tilbage på Rhys, som nu havde trukket et par løse bukser og en hættetrøje på. "Jeg gættede mig frem," Rhys tog to andre ting frem fra posen samt hans kop og kom så over til Bailey. Bailey rykkede sig en smule, så Rhys kunne sidde ved hendes side. "Har du tænkt over, hvad mrs. Pavlov sagde?" Bailey stivnede og kiggede langsomt op på Rhys. Hans øjne var bekymret. "Omkring, at Joseph ikke har fået, hvad han har brug for? Ja," Rhys rakte en pose frem med nøddemix, men Bailey rystede på hovedet. "Vi ved ingengang, hvad han er ude efter," sukkede hun og strammede grebet om koppen. "Hvad, hvis Pavlov har ret? Hvis han bare venter på... os?" Rhys stemme var lav og en smule usikker. Bailey mødte de rooibos-farvede øjne. Et usynlig hånd strammede grebet om hendes hjerte og hun kæmpede med ordene. "Så ved du godt, hvad du skal gøre," Rhys' læber blev til en tynd streg. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...