The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
9Kommentarer
1165Visninger
AA

13. Kapitel 12

 

"You can see there is you cath her eye,

I know she's brave but it's trapped inside, 

Scared to talk but she don't know why."

- "Little Me", Little Mix

 

Solen stod højt på himlen, da Bailey smækkede endnu en bog sammen. Hun var sået op før solen stod op, da hun indså, at hun ikke kunne få noget søvn. Istedet for havde hun søgt tilflugt i biblioteket og læste warlock historie. Der måtte være en grund til, at Joseph ville have Expontia Liber XIV, men det var at lede efter en nål i en høstak. De resterende 13 bøger var forsvundet for mange år siden og hun kunne derfor ikke søge efter svaret der. Bailey kørte en frustreret hånd igennem håret. Hendes øjne brændte af anstrengelse, men hun ville ikke stoppe. Hun havde brug for, at finde svar. Hun havde brug for, at blive distraheret. Bailey greb ud efter den næste bog, som var en lille blå bog. Der havde tydeligvis været en tegning på forsiden, men papiret var så slidt, at den ikke var til at tyde. En digtsamling? Bailey stønnede indvendigt. Warlocks havde en tendens til, at samle deres historie i snirklede og komplicerede digte, som kunne være svære at forstå. Bailey greb notesbogen ved hendes side og slog op på en blank side - Klar til, at tage noter. "Så det er her du gemmer dig," Bailey kiggede overrasket op, da den lyse stemme mødte hende. Hun havde ikke hørt hende komme. "Hvad vil du, Rositsa?" den lyshårede skyggejæger nærmede sig Bailey og kiggede ned på bøgerne på bordet, men viste tydeligvis ikke interesse for dem. "Kan du forklare mig, hvorfor min forlovede sover i din seng?" Bailey kiggede med løftede øjenbryn på Rositsa. De iskolde blå øjne mødte hendes. "Det gør han ikke," eller det gjorde han ihvertfald ikke mere. Bailey var klar over, at Rhys ikke ville sove i samme seng som hende, så længe Jamie var til stede. "Men det har han gjort, ikke sandt?" hendes blå øjne gled over Baileys krop. "Rositsa, jeg er ikke interesseret i en konflikt med dig. Jeg vil ikke blande mig i det spil, som dig og Rhys har kørende. Hvis du har spørgsmål om hans gøren, så må du snakke med ham," Bailey kiggede ned i bogen igen. Forhåbentlig var hendes svar nok til, at Rositsa mistede interessen. Den lille bog blev pludselig revet ud af hendes hænder. Rositsas blik var brændende. "Tror du jeg er dum, Ashhunter? Rhys er min og det kan du ikke ændre på," Bailey rejste sig og kiggede vredt på Rositsa. Selvom Rositsa var højere virkede Baileys blik nedstirrende. "Jeg er ligeglad med, hvad dig og Rhys er. Jeg har ingen interesse i, at blande mig i jeres.... ting," Rositsas øjne blev smalle. "Pas på, Bailey. Du har ingen anelse om, hvem du er oppe imod," vrissede Rositsa, da Bailey rev bogen ud af hendes hånd. Inden Bailey nåede at svare afbrød en stemme dem. "Rositsa, jeg skal tale med Bailey."  

 

De to kvindelige skyggejæger kiggede begge overrasket over på Jamie, som stod med krydset arme. Hans blå øjne hvilede på Bailey. Bailey nåede lige at se det tilfredsstillende smil, der gled over Rositsas læber, inden hun vente sig om og gik. "Hvad kan jeg gøre for dig, mr. Ravenshade?" Bailey brød sig ikke om måden Jamie kiggede på hende. Som om hun var et kæledyr, han ikke var sikker på, om han ville beholde eller smide for porten. "Du ser træt ud," hans øjne gled over hende. Hans tone virkede dømmende. Bailey forblev tavs. "Jeg skal være ærlig, miss Ashhunter. Jeg kan ikke finde ud af, hvorfor du er her. Du bringer tydeligvis kun problemer med dig." "Jeg skaber problemer? Det er på ingen måde min skyld, at Joseph har den bog. Hans plan er blevet planlagt i månedsvis, hvis ikke åresvis. Som om han har gået og ventet på, at jeg kom til instituttet," Baileys stemme var kølig og Jamie klemte øjnene sammen. Hun vidste godt, at det var en dårlig ide, at blive uvenner med Jamie, men hun hadet hans beskyldninger. "Jeg snakker skam ikke kun om Joseph og hans åndsvage lille plan. Din menneskelighed påvirker resten af skyggejægerne her. Hvor lang tid er der gået siden konfrontationen? 3 uger? Du går stadigvæk og halter, som den lille mundane du er," det føltes som et slag i ansigtet. Hun var næsten død. Kniven havde været forbandet med dæmonenergi. Ingen skyggejæger var kommet sig efter 3 uger. "Min baggrund har intet med det at gøre," sagde Bailey, men hendes stemme lød lille i hendes egne ører. Et skævt smil gled over Jamies læber. Jamie og Rhys lignede ikke hinanden personlighedsmæssigt, men smilet viste en uhyggelig lighed i deres væremåde. Pludselig gik Jamie frem mod hende og greb hende om hagen. Bailey prøvede at rive sig fri, men han strammede grebet. "Du skal passe på, Bailey. Der skal ikke meget til, at få dig væk herfra. En lille fejltagelse...," Jamie tav, da hans blik gled ned på hendes hals. Hun gjorde gavn af hans tavshed og rev sig fri, inden hun lagde en hånd på sin hals. Sugemærket. Hun havde ikke været opmærksom på, at dække det her til morgen. Et ondskabsfuld smil fik Baileys mave til at krympe sig sammen. "Ashhunter-kvinderne har altid haft problemer med, at holde sig til vejen. Lyt til mit råd: Ingen kan lide en trollop." 

 

Trollop? Hvem brugte overhovedet det ord mere? Bag vreden gemte tårerne sig. Bailey havde trukket sig tilbage til sit værelse i det øjeblik Jamie var forsvundet. Bøgerne lå spredt ud på hendes seng, men hun havde ikke læst i dem. Hendes tanker fløj rundt. Prostitueret? Et sugemærke gjorde hende ikke billig... Gjorde det? Bailey ville hjem. Hun ville ikke være her mere. Hendes ophold havde kun bragt problemer med sig. Måske havde Jamie ret. Måske var hun for menneskelig... Nej! Hun var lige så meget skyggejæger, som alle andre. Rasende tog hun den nærmeste bog og kylede den ind i væggen. Hun kunne mærke tårerne presse sig på. Den skrøbelige bog gav efter, da den ramte gulvet og siderne røg fra hinanden. Med et suk rejste Bailey sig og begyndte at samle papirerne sammen. Bailey stivnede, da hun lagde mærke til en lille side, som sad mellem to større. Noget hun først ville have opdaget, når hun havde læst bogen igennem. Hårerne i hendes nakke rejste sig. 

 

1. "Smerten vil virke som væske på vreden

Jeg vil spille det farlige spil

Find den uskyldige mørke jæger af skyggerne

Kald Hans navn

Kom til mig

Når den femte klokke ringer

Helvede vil sende Ham

Under min magt

Han vil hævne mit knuste hjerte." 

 

 

"Det her er slemt," mumlede Zola, da hun læste digtet. Bailey havde skyndt sig ned til kommandocentralen, da hun havde læst digtet igennem. Rhys stod med krydsede arme og med et eftertænksomt blik. "Det kunne være et tilfælde. Jeg har læst mange digte, som giver et usikkert budskab, men...," Bailey og Zola fik øjenkontakt. De tænkte det samme. Det her var ikke et tilfælde. "Hvordan er en side fra Expontia Liber XIV havnet i en digtsamling?" spurgte Rhys og lænede sig ind over bordet for, at kigge nærmere på papiret. De var der alle undtagen Rositsa. Bailey var mere end glad for, at hun ikke var til stede. "Jeg ville ikke være så bekymret. Overvej den her sætning: Find den uskyldige mørke jæger af skyggerne. Bailey er alt andet end en mørk skyggejæger," Rhys kiggede brat op og mødte Baileys øjne. "Hvad?! Hvad er det du ikke fortæller?" spurgte Zola. Rhys sukkede. "For mange år siden blev Ravenshade-familien kaldt mørke skyggejægere. De holdt sig mere til sine egne regler end noget andet og de var uhyggelig effektive. Familienavnet gjorde, at vi blev kaldt mørke skyggejægere," mumlede Rhys. Bailey kunne se, at farven havde forladt hans ansigt. "Og? Jeg er ked af at sige det, men I er ikke specielt uskyldige," sagde Benjamin og kiggede skiftevis på Rhys og Caroline. Caroline slog ud efter ham, men han sprang tilbage med et grin. "Men det er jeg," sagde Bailey stille og tre ansigter vendte sig mod hende. "Et fremtidssyn har sagt, at jeg er Rhys' kommende brud."   
 

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...