The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
13Kommentarer
1602Visninger
AA

12. Kapitel 11

"I’m looking at her, getting farther away

She becomes a small dot and then disappears

Will this go away after time passes?

I remember the old times I remember you"

- "If You", Big Bang

 

Jamie Ravenshade var blevet forsinket i Alicante. Den sag han hanvde arbejdet på var ikke så simpel, som de alle havde troet. Da kidnapningen af Bailey fandt sted havde han ikke mulighed for at komme hjem. Rhys havde stået med det hele. På trods af, at det var Jamie som var lederen af instituttet var alle overraskede over, at han var vendt tilbage nu. Man havde regnet med, at først kom i næste uge. Jamies blå øjne gled over Bailey og hun mærkede hårerne rejse sig i nakken. "Du må være Bailey. Mennesket, som skaber min søn problemer," Bailey var så overrasket over anklagen, at hun blev mundlam. "Jamie, Bailey skaber ikke Rhys problemer. Det kunne være, hvem som helst der var blevet kidnappet af Joseph," løj Zola. Der blev ikke snakket højt om, at Joseph havde forudset, at Bailey var Rhys' kommende brud. "Far," Jamies blik gled væk fra Bailey og hen på Caroline, som kom småløbende ned af trappen. Et smil bredte sig på Jamies læber og han gav Caroline et stort knus. "Hvorfor er du allerede hjemme?" ligheden mellem de to var slående. Samme hårfarve, samme skarpe træk. "Vi fik afsluttet sagen og så kunne jeg ikke komme hurtigt nok hjem. Jeg har hørt, hvad der er sket, mens jeg har været væk," Carolines øjne gled over mig og et skævt smil gled over hendes læber. Et smil der fortalte mig, at nu havde hun overhånden. Stemningen i kommandocentralen havde ændret sig. Den havde været seriøs før, men behagelig. Nu virkede den forsigtig og nervøs. Hvad havde Jamie gjort, som gjorde de andre skyggejægere nervøse? "Jeg skal tale med Rhys," Jamie blev målrettet igen. Når man snakker om solen. Rhys kom gående ned af trappen med Benjamin ved sin side og var i dyb samtale. "Rhys," hans hoved røg op ved lyden af Carolines stemme. Selv på denne afstand kunne Bailey se Rhys' ansigtsudtryk skifte. Fra at være seriøs og åben til lukket og måske... en smule nervøs. Hvorfor? "Rhys, det er godt at se dig," sagde Jamie, da Rhys og Benjamin kom tættere på. Benjamin placerede sig ved siden af Bailey, hvilket hun var taknemmelig for. Hun kunne ikke lide det blik, som Jamie sendte hende. "Jeg er overrasket over, at du ikke fortalte, at du ville ankomme i dag, Jamie," ved siden af hinanden var man ikke i tvivl om, at det var far og søn, men ligheden var ikke slående som ved Caroline. De havde samme øjenform, skarpe kæbelinje og samme hudfarve. Rhys' hår var dog mørkere, hans mund fyldigere og han var højere og mere muskuløs end sin far. "Alt behøver ikke være forberedt, Rhys. Det ved du godt," Rhys sagde ikke noget. Hans blik gled over til Bailey, som havde rejst sig, men havde en hånd på bordet bag sig. "Fortæl mig så, hvorfor instituttet har stået på den anden side de sidste uger."

 

"Og hele problemet er ved dette bord," efter en lang gengivelse af den sidste måneds begivenheder var Jamies blik gledet over på Bailey. De sad ved et af de store runde borde der var i kommandocentralen. Bailey stivnede ved Jamies ord og kiggede forvirret på ham. "Hvad?" hun lagde mærke til de skiftende ansigtsudtryk ved bordet. Zola og Benjamin så bekymrede ud. Caroline og Rositsa tilfredse. Rhys fik et hårdt ansigtsudtryk. "Vi kan alle blive enige om, at problemerne startede da du kom til instituttet," Bailey mærkede vreden forme sig, men hun var også nervøs. Jamie var skræmmende og ikke en, som man ville tage en diskussion med. "Vi kan ikke beskylde Bailey for problemerne vi har haft. Joseph ville have bogen og ville bare have fundet en anden metode, hvis Bailey ikke havde været der," sagde Rhys. Han sad over for hende, men ville ikke møde hendes øjne. "Hendes baggrund gør hende til et populært sladderemne. Der er en grund til, at hun ikke blev sendt til nogle af de institutter, som hun har været på tidligere," Bailey var overrasket over angrebet fra Jamie. Hun havde oplevet meget i løbet af hendes liv som skyggejæger, men hun havde ikke regnet med, at en fremtrædende person ville gøre sin afsky så klar. "Min baggrund har intet med det at gøre. Jeg er lige så meget skyggejæger som alle andre," Jamies iskolde blik gled over hende og hun stivnede. "Jeg kan huske dine forældre, lille Ashhunter. Dygtige teoretisk, men naive og svage i kamp. Det har tydeligvis smittet af på dig," Bailey rejste sig brat op og krympede sig. Smerten i hendes ben skød op igennem hele hendes krop. "Nej," Rhys stivnede på vej op af stolen, da Bailey sendte ham et vredt blik. "Jeg har ikke brug for din hjælp," snerrede hun af Rhys. Hans bryn rynkede sig sammen ved hendes verballe angreb. Bailey vendte sig væk og gik, så hurtigt hun nu kunne, ud af kommandocentralen. 

 

Bailey havde gemt sig i en krog i biblioteket. Hun vidste, at det første sted de ville lede var hendes værelse. Hun ville være alene. Jamies angreb var ikke overraskende, men det gjorde stadigvæk ondt. Hun vidste, at mange af skyggejægerne på instituttet tænkte det samme. At det var Baileys skyld, at Joseph havde fået bogen. At det var fordi, at hun havde været menneske. Hun hadet, at få sin fortid smidt i hovedet. Det kan godt være, at hun ikke var født skyggejæger, men hun var stadigvæk halv engel, som alle andre skyggejægere. Måske var det forkert af hende at tro, at London ville ændre noget. Hun skulle være blevet i Idris. Bailey tørrede hurtigt sine kinder, da hun så en våd plet på bogen. Hun havde fundet et lille hjørne i biblioteket med en bred vindueskarm, som havde udsigt over Themsen. Hun savnede Idris. Solskinnen. Varmen. Hendes mor. Hun trak det ulne tæppe tættere omkring sig. Det havde været en fejl, at kysse Rhys. Hun skulle ikke have blandet sig med Ravenshade-familien. Hun havde hørt om dem før London. Nådesløse og stærke. Deres familie var en af de mest respekterede skyggejægere familier. Det ville kun være et spørgsmål om tid før hun blev sendt tilbage. "Bailey?" hun kiggede forskrækket op på Benjamin. Hans blik var bekymret. "Ved du godt, hvad klokken er?" han kom tættere på. Bailey tørrede hurtigt øjnene, inden hun kiggede ned på sit ur. 01:15. "Jeg blev så optaget, at jeg glemte tiden," Bailey viste ham bogen, men han virkede ikke overbevist. "Bailey, du ved godt at...," Bailey rystede på hovedet, mens hun gled ned af vindueskarmen. "Lad være, Benjamin. Jeg ved godt, at du bare vil gøre det bedste, men... Jeg har ikke brug for det," hun smilte svagt til ham, da hun gik forbi ham. Hun kunne mærke hans blik, da hun forsvandt mellem reolerne. 

 

Den nat sov Bailey ikke meget. Hendes søvn var afbrudt af de mange mariridt. Der var intet til at distrahere hende. Selvom hun havde håbet det, var Bailey ikke overrasket over, at Rhys ikke lå ved hendes side. Alt havde ændret sig, da Jamie kom tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...