The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
10Kommentarer
1329Visninger
AA

11. KAPITEL 10

"I need a little loving tonight

Hold me so I´m not falling apart

A little but I'm hoping it might kick start

Me and my broken heart."

- "Me And My Broken Heart", Rixton.

Bailey haltede ud af badeværelset, mens hun var i gang med at sætte sit hår op i en knold. Hun havde en stor trøje på eftersom, at det meste af hendes nattøj bestod af shorts og en trøje, som var for kort til at på alene. Rhys havde allerede smidt sig på sengen og gabte, da Bailey kom ud. "Har det været en lang dag?" hun kunne mærke hans blik på sig, da hun gik over ved spejlet og tog den lille krukke med creme. "Vi har et hold af yngre skyggejægere der skal testes til hårdere missioner, men det trækker ud. Det hjælper ikke, at vi har en stor sag kørende samtidig og...," Rhys tøvede og Bailey kiggede på ham, da hun gik over til sengen og hev sig selv op på den. "At din eks er på besøg," afsluttede hun og Rhys nikkede, mens han betragtede hende åbne krukken og løfte op i trøjen for, at afsløre såret. Det var helet, men arret var stadigvæk rødt, hævet og små sorte linjer bredte sig som blodåre fra det. De sorte linjer var rester af dæmonenergi, der var i Baileys system. "Jeg havde håbet, at jeg ikke skulle se hende igen. I det mindste ikke, mens jeg stadigvæk var single," Bailey kiggede hurtigt op på Rhys. Han havde lænet sig tilbage i puderne. Hans sorte hår var rodet, hans t-shirt sad stramt og på trods af de løse bukser, kunne Bailey tydeligt se de stærke lår. "Zola fortalte mig, at hun er interesseret i dit navn," det var ikke et ukendt fænomen i deres verden, men Bailey havde aldrig stødt personligt på det. Rhys bed tænderne hårdt sammen og greb pludselig krukken ud af hænderne på Bailey. Inden hun nåede at protestere havde han taget noget på fingrene og smurt det ud på hendes ar. Bailey hev efter vejret, da den kølende og helende effekt mødte hende. Det var en creme fra De Tavse Brødre, som ville hjælpe på smerterne og helingsprocessen. Bailey havde ingen anelse om, hvad der var i, men det hjalp. "Jeg har en lang historie med Rositsa og selvom der er mange dårlige minder, er der også gode. Hun er bare ikke, hvad jeg har brug for og specielt ikke, når jeg skal overtage instituttet. Hun er ikke egnet til, at være ved min side," på trods af de hårde ord var hans fingre bløde mod hendes lår. Rhys sukkede og lod fingrene glide væk fra hendes sår, men kun for at lade dem ligge på indersiden af hendes knæ. Han fik et tomt blik, da han stirrede ud i luften. "Hey, du skal nok finde en passende kvinde. Bare husk, at der er mere til et forhold end, hvor god hun vil være til at styre instituttet med dig," Rhys løsrev blikket fra gulvet og mødte Baileys. Bailey mærkede hendes kinder blive røde under Rhys' intense blik og hun kiggede hurtigt væk. "Hvad med dig?" Bailey kiggede hurtigt tilbage på ham. Hvad for noget? "Hvad mener du?" Rhys placerede hurtigt den lille krukke på sovebordet, men lod stadigvæk den anden hånd ligge på hendes lår. "Hvorfor har du ikke en kæreste eller forlovet, der venter på dig i Idris?" Rhys rykkede lidt rundt, så han sad med front mod hende og hvilede sin ene side op af puderne. "Øhm... Det har ikke været en prioritet. Jeg har brugt rigtig lang tid på, at blive god til de almindelige skyggejægerting. Desuden ved de fleste i Idris, hvem jeg er og mange er skeptiske og selv, hvis fyren jeg er interesseret i gengælder følelserne, kommer familien oftes i vejen," det gjorde ondt at sige det højt, men det var realiteten. Bailey var ikke nybegynder, når det gjaldt sammenværd med mænd, men det var aldrig blevet til noget seriøst med de få kandidater, der havde været. Oftest kom familien i vejen og forbød det. "Fordi du er født som menneske?" Rhys rynkede brynene og Bailey nikkede svagt. "Du har hørt og set, hvad folk siger her. Hvordan tror du så, det er i skyggejægernes hjemland?" Bailey kunne smage tårerne i halsen og sank. "Hey, du må ikke være ked af det. Folk er nervøse på grund af din oprindelse. De fleste skyggejæger har et form for had til mundanes og føler sig overlegne. Så kommer du og beviser noget andet," en hånd lagde sig på hendes kind og drejede hendes hoved. Bailey mødte hans øjne, da han kærtegnede hendes hud blidt. "Tak," sagde hun stille, men han hørte hende. "For hvad?" sagde han lige så stille og fulgte sin hånds bevægelse, da den gled ned over hendes hals og ned på hendes kraveben. "For at tro på mig. For at redde mit liv," Bailey mødte de venlige øjne og han smilte svagt til hende. "Du skal ikke takke, darling," øjeblikket blev ødelagt, da Bailey gabte højt og Rhys grinte. "Lad os få noget søvn. Jeg har på fornemmelsen, at det bliver en lang dag i morgen."

 

Da Bailey vågnede næste morgen var det første der mødte hende en skarp kæbelinje. Hendes hoved hvilede på Rhys' skulder og hendes dårlige ben lå hen over hans hofter. Rhys havde en arm liggende omkring hendes liv, mens den anden hvilede på hendes hofte. Bailey og Rhys havde vågnet adskillige gange, hvor de lå i ske, men det her virkede anderledes. Bailey kiggede forsigtigt op på Rhys. De lange øjenvipper skabte skygger over hans kindben. De fine rynker var væk og han så endelig ud til at slappe af. Hans hår var gennemrodet. Først nu opdagede hun, at Rhys ikke havde andet på en boksershorts. Han må have smidt tøjet en gang i nat. Hendes hjerte slog et slag over, da hun betragtede manden under sig. Bailey stivnede, da Rhys rykkede på sig og ubevidst strammede grebet om hende. Hendes blik vandrede fra hans ansigt til hans bryst. Et fint lag af hår lå på hans bryst og forvandlede sig til en enkelt stribe, som forvandt fra hendes syn på grund af hendes lår. De sorte mærker og ar var spredt ud over den let solbrændte hud. "Hvorfor stirrer du på mig?" en hæs stemme mødte Bailey og hun kiggede forskrækket på Rhys. Han havde stadigvæk lukkede øjne, men et smil gled over hans læber og han klemte hende blidt. "Jeg- Jeg stirrede ikke," Rhys åbnede endelig øjnene og et smil brød ud på hans læber. "Klart," hviskede han hæst i Baileys øre og hun hev efter vejret, da hun mærkede hans hånd krybe langsomt op af hendes side. Hans hæse, søvnige stemme vækkede noget i Bailey. Hans fingre strejfede den bløde hud på hendes bryst og hun kiggede hurtigt på ham. Rhys lå med halvlukkede øjne og et skævt smil på læberne. Rhys greb fat i trøjens stof og hev i det, hvilket resulterede i en blottet skulder. Hvad går der af ham? Bailey hev forskrækket efter vejret, da Rhys lænede sig ned og satte sine læber mod den blottede hud. Hans læber var varme og smule fugtige. Bailey greb ubevidst fat i Rhys' skulder, da han langsomt bevægede sig over den følsommme hud på hendes hals og skulder. Hendes hjerte bankede hårdt i hendes bryst. Der havde været en del spænding mellem Rhys og Bailey på det sidste og som Zola allerede havde antydet, var en del af det seksuelt. Der var ikke nogen tvivl om, at Bailey var tiltrukket af Rhys. "Rhys...," hendes ord blev forvandlet til en klynken, da han forsigtigt satte tænderne i det nederste af hendes hals.

 

Bailey ville sætte sig bedre til rette på hans skød, da et skud af smerte skød igennem hendes ben. Et smertefuldt støn slap over hendes læber og hun rullede væk fra ham. "Er du okay? Gjorde jeg dig ondt?" Bailey rystede på hovedet med lukkede øjne. Hendes kinder brændte stadigvæk og hun kunne mærke det nederste af hendes hals svi. "Det var bare mit ben," hendes stemme var hæs og hun rømmede sig. Hun turde næsten ikke åbne øjne for, at kigge på Rhys. Hvorfor var hun så overrasket over, at det skete? Det havde kun været et spørgsmål om tid, før det var sket. "Kig på mig, Bailey," Bailey åbnede øjnene og drejede hovedet for, at kigge på Rhys. "Hvis du ikke vil tage det skridt med mig, er det i orden. Jeg vil ikke presse dig til noget, du ikke er klar til og jeg ved, at du har meget at tænke på lige nu," Rhys strøg forsigtigt en tot hår om bag hendes øre. Inden Bailey nåede at svare bankede det på døren. Rhys sukkede og steg ud af sengen. "Klap lige hesten," snerrede han, da der endnu en gang blev banket hårdt på døren. Bailey hev dynen tættere om sig i det øjeblik, Rhys låste døren op og hurtigt åbnede den. "Hvad vil du, Benjamin?" Bailey kunne ikke se den mandlige skyggejæger på grund af Rhys. "Jeg ville bare advare jer. Rositsa leder efter dig og hun er ikke tilfreds med, at hun hverken kan finde dig eller Bailey," Bailey kunne se, at hele Rhys' kropssprog forandrede sig. Den gik fra at være afslappet til spændt og irriteret. "Giv mig 5 minutter," inden Benjamin nåede at svare smækkede Rhys døren i. Rhys stod et øjeblik med hænderne på døren, inden han vendte sig om og gik direkte over til sit tøj. Bailey mærkede hendes mave krumme sig sammen, da han ikke kiggede på hende. "Jeg har nogle papirer du skal kigge på senere, men det må vente til efter middag," Rhys hev trøjen over hovedet og kørte en hånd igennem håret. Bailey lod en hånd køre over det sted på halsen, hvor Rhys havde kysset hende. Rhys lagde først mærke til hendes stilhed, da han greb fat i dørhåndtaget igen. Hans øjne søgte hendes og kiggede spørgende på hende. "Jeg skal nok finde dig senere," hans bryn rynkede sig sammen og han tøvede. "De venter på dig, Rhys," hans læber kneb sig sammen, men han nikkede bare og forsvandt ud af døren. En urolig stilhed lagde sig over rummet. Noget havde ændret sig mellem dem. Bailey var bare ikke sikker på, om det var godt eller dårligt. 

 

Zola kom hende i møde, da hun gik ind i kommandorummet. Bailey var kommet i tøjet, som var en løs sort kjole, som gav hendes lår luft. Bailey havde til sin skræk opdaget, at et blåsort mærke bredte sig på slutningen af hendes hals. Kjolen havde en løs halsudskæring, men den kunne lige netop dække mærket. Hun skulle bare huske, at trække op i udskæringen. "Er du frisk?" Zolas øjnene gled over Bailey, da hun stoppede foran den afrikanske pige. "Så frisk, som man nu kan være," Zola smilte til Bailey, da de begyndte at gå over mod computerne. "Du ser til gengæld træt ud. Har du været oppe hele dagen?" Baileys øjne gled over Zola. Hun havde kampudstyr på, hendes hår var smårodet og hendes øjne var røde, som tegn på mangel på søvn. "Jeg havde vagten i nat og der opstod en situation i det nordlige. Jeg kom hjem for 1/2 time siden," Bailey satte sig forsigtigt ned i en stol og betragtede Zola, som lænede sig op af et bord. "Du var ikke alene, vel?" Zola løftede et øjenbryn af Baileys spørgsmål. "Selvfølgelig ikke. Rhys ville rive hovedet af mig," Zola grinte og kiggede rundt i lokalet. "Hvad skal du lave i dag?" spurgte hun efter, at hendes blik var gledet over de mange skyggejægere, som sad rundt omkring i kommandocentralen. "Jeg skal undersøge nogle af Josephs kontakter lidt nærmere. Han har en uhyggelig interesse i forbudt magi og tidligere warlocks, som er blevet straffet for netop dette," Zolas ansigtsudtryk forvandlede sig til en grimasse, da hun hørte navnet. "Jeg skal bare lige have nogle timer på øjet, så kommer jeg og holder dig med selskab," Bailey smilte taknemmeligt til Zola. "Hvor er han henne?!" begge skyggejægere kiggede forskrækket hen mod indgangen til kommandocentralen. En høj, mørkthåret skyggejæger kom gående ind i rummet med 3 følgesvende. Hans blå blik gled rundt i rummet. Selvom Bailey aldrig havde set manden før var der noget bekendtligt ved ham. Den ældre skyggejæger opdagede Zola og satte straks kurs mod hende. "Åh nej," Zola rettede sig straks op ved synet af manden, som kom hen mod hende. Der lå en urolig energi omkring den mandlige skyggejæger og det var ikke kun på grund af hans bistre udtryk. "Zola, hvor er han henne?" Zola kiggede hurtigt på Bailey, inden hun mødte mandens øjne. "Jamie, vi forventede dig ikke før i næste uge," Jamie? Overrakelsen satte sig i Bailey. Manden, der stod foran hende var Jamie Ravenshade. Leder af London Instituttet og Rhys' far. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...