The Mundane Shadowhunter

21 årige Bailey Ashhunter skiller sig ikke ud fra andre skyggejægere. Lange, slanke legemer, sorte mærker der præger hendes arrede hud og et kønt ansigt. Hun er opvokset i skyggejægernes hjemby, Alicante og føler sig som skyggejæger. Hendes indtræden i skyggejægerverden er dog anderledes end andres. Som 3-årig blev hun adopteret af Ashhunter-parret som mundane og blev indviet som skyggejæger. Hendes baggrund er årsag til stor mistro i Alicante og hun bliver forflyttet til London. Her får hun lov til, at udfolde sin evner som skyggejæger, få nye venskaber og mærke kærlighedens kraft. Men er det muligt at blive en god skyggejæger, når man dagligt bliver mindet om sin svaghed?

8Likes
13Kommentarer
1532Visninger
AA

2. KAPITEL 1

"This is the part of me

That you're never gonna ever take away from me, no

Throw your sticks and stones,

Throw your combs and bones, 

But you're not gonna break my soul."

- Katy Perry, "Part Of Me"

 

Bailey Ashhunter kiggede en sidste gang tilbage på sit barndomsværelse. Værelset havde ikke ændret sig betydeligt de sidste 17 år. Enkeltmandssengen stod stadigvæk langs vinduet, skrivebordet stod foran vinduet og reolen stod overfor sengen. Den eneste forskel på værelset nu og for en uge siden var, at skrivebordet ikke var fyldt med bøger og noter og skabet kunne lukkes nu. Alle hendes ejendele var pakket ned i tasker. Hun mindes de stunder, hvor hun havde siddet ved skrivebordet og læst. En gang imellem ville hun kigge ud af vinduet, hvor man altid ville kunne se sydtårnet lavet af rent Adamas. Det lyste som en stjerne. Da hun var mindre havde hendes mor altid prøvet at trække gardinerne for, men Bailey havde insisteret på, at hun kunne kigge ud af vinduet og se sydtårnet. På den måde blev hun mindet om, at der var en grund til at hun var her. At hun var skyggejæger.

Bailey kunne ikke huske, hvornår der ikke var blevet lavet kommentarer om hendes oprindelse. Børn har altid svært ved, at acceptere, at de er anderledes og det er endnu værre, hvis forældrene til de børn også kritiserer en. Bailey håbede, at hendes overflyttelse til instituttet i London ville sætte en stopper for mobningen. Man kunne ikke flygte fra sin fortid, når ens hjemby kendte sandheden om hendes oprindelse. De fleste havde ikke problemer med Baileys oprindelse. Det var få individer, men de havde nærmest gjort det til deres mission, at gøre Baileys liv forfærdeligt.

Dette var grunden til, at den unge Ashhunter blev sendt til London. Det var hendes mulighed for, at komme ud og vise sine evner som skyggejæger. Hun havde selvfølgelig dræbt dæmoner før. Hver anden måned havde det været procedure, at hun tog til Paris eller Berlin og hjalp skyggejægerne der. Resten af tiden havde hun studeret, trænet og hjulpet med det administrative arbejde i Alicante. Nu var det tid til, at komme væk fra Idris og begynde et nyt liv. Ihvertfald indtil at hun havde gjort sin pligt. "Er du klar, min skat?" Bailey vendte sig væk fra sit værelse og kiggede på sin mor, Sierra Ashhunter. Hendes mor var en smuk kvinde med gyldenbrunt hår og venlige brune øjne. De mange år som skyggejæger havde sat sit præg på den 49 årige kvinde, men hun var stadigvæk smuk. Selvom Sierra ikke var Baileys biologiske mor tænkte Bailey ikke over det. Sierra var hendes mor og det kunne intet ændre på. "Så klar som jeg nu kan blive," hendes mor smilte beroligende til hende, inden hun trak Bailey ind i sin favn. Den velkendte duft af hjem mødte Baileys næse og fik tåre til at stige i hendes øjne. Ikke græde, Ashhunter. Det er ikke permanent. "Jeg er så stolt af dig. Du skal nok gøre det godt i London," sagde hendes mor, mens de gik ned af trappen og ned i entreen. De fleste af hendes ting var blevet sendt til London, undtagen de to tasker som nu stod ved siden af hoveddøren. "Jeg kender familien der har ansvaret på London instituttet. Du skal ikke være bekymret," Bailey lod den sorte læderjakke glide på. Bailey havde hørt historier om Ravenshade-familien. En gammel, magtfuld skyggejægerfamilie som havde haft ansvaret for adskillige institutter i Storbritanien. Et blik på uret viste, at Bailey skulle skynde sig. Bailey greb den sorte rygsæk samt skuldertasken og kiggede så på sin mor. Hun havde et lille smil på læberne og hendes øjne lyste af stolthed. "Jeg ser frem til, at høre fra dig. Jeg er overbevist om, at du vil lære rigtig meget i London," Bailey gav sin mor et sidste kram, inden hun gik ud af døren og ned af den lille gangsti. Da hun kom ned til havelågen vendte hun sig for, at vinke til sin mor, som stod i døråbningen. Bailey så ikke, at hendes mors smil forlod hendes læber i det øjeblik Bailey vendte sig om og gik væk fra sit barndomshjem.       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...