Timeshare i ventetiden

Forsøgsdyrene kryber sig sammen i spænding.
De ved at døden er nær.
Men livet er opstået.

1Likes
0Kommentarer
52Visninger
AA

1. TIMESHARE I VENTETIDEN

Timeshare i ventetiden

Af Daniel Khoury

Jeg stod og skulle begynde på biologistudiet på Københavns universitet. Inden da var jeg blevet forfremmet til souschef hos LIDL. Men det gav mig ingen karriere ellers. Det var ikke bredt nok for mig. Og LIDL gjorde meget ud af, at de ansatte havde nogle opgaver, som de ikke var i stand til at leve op til. At skulle dirigere rundt med folk og uddelegere opgaver egnede jeg mig ikke rigtigt til. Det var et spørgsmål om tid, før jeg fandt ud af, at jeg ville arbejde med anatomi med udsigt i kroppen hos dyrene. Deres indre organer og den slags. Det skulle være et udeerhverv i det rene tomrum af mennesker, hvor de ikke ligger alt opmærksomheden over på mig, men en anden ting. Derfor blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at dyrepasser nok var det fuldkomne erhverv. Og det var her, at jeg fik en reminder. Jeg skulle på førstehjælpskurser de første måneder. Det var egentlig fint. Tilgængeligt var der de første vagter hos Randers Regnskov. Jeg stod for det meste for forsøgsdyrene. Passede dem og sørgede for at de havde godt. Jeg skulle også indsprøjte gelé i kaninernes knæ, da de var forsøgsdyr til gigt. Og da jeg hurtigt og snild, som jeg var, fandt ud af, at noget af arbejdet også gjaldt afgivelsen af dyr til forsøgene, så var det der, at jeg for alvor hoppede på trinbrættet og tog toget i den modsatte retning.

''Du ved godt, at vi har en stram politik her, for det her er ikke noget håndværksmæssigt arbejde. Det handler om at bide det i sig og stå ved.''

Da en medarbejder en dag havde fortalt mig, hvordan det hele hang sammen, prøvede jeg at følge med. Men jeg kunne ikke udstå at slå et stakkels dyr ihjel. Hun var nok så kløgtig, men jeg følte mig som et bæst af værste skuffe. Sådan var hun i den tid. En morgenklog entusiast i sin velpressede benklæder uden neglelak på fingrene som kunne smitte af på skildpaddeskjoldene. Vi måtte kun bære et sæt øreringe af hygiejnemæssige årsager. Ved hver afsluttet vagt skulle vi smide uniformerne til et renseri. Det var nogle strikse regler, som vi skulle følge. Håndsprit gjorde vi brug af, når vi skulle ind til dyrene. Jeg tænkte tit over, hvordan de kunne holde ud, at forsøgene nogle gange virkede så indbydende. De store tanke med akvariefisk, som ventede på at formere sig og blive en tand mere farverig, end de eller var. De havde ikke brug for en gang akvarelmaling, for når de samledes i stimer, fyldtes akvariets misfarvede vand af udsøgte bundfisk og slørhaler. Mysteriesneglene var godt dækket til. Man kunne lige ane dem, når fiskene camouflerede sig i havpesten. Jeg skruede op for termostaten, for den lå lige under de 21, som den helst ikke skulle.

Efter nætter med søvnmangel og talte dage med tankevækkende banebrydende forsøg, fik jeg hurtigt at mærke åndedrættet nærmest svindende bedrog mig. Min underbevidsthed fyldtes med umodenhed. Jeg handlede ikke længere efter mine egne præmisser. Nu var det hovedsageligt at moderinstinktet, der lå så dybt i mig var nået til vejs ende. Jeg snappede hørligt efter vejret. Selv hos apotekeren kunne jeg brat se verdenen lukke sig sammen, når jeg skulle hente feberstillende medicin og indsovningspiller til min vakkelvorne kropsbygning, der var ved at falde fra hinanden. I en humørforladt stiftelse af en enkeltmandsvirksomhed hjemme hos mig selv, fik jeg modløsheden til at ophobe sig i mig.

Jeg blev afbrudt af en latter, der fyldte mig til bristepunktet inde hos min egen læge. Sammenkrøllede papirer og bølgede forsider lå oveni hinanden og resulterede i, at jeg prøvede at samle dem sammen. Jeg nåede kun to eller tre sider, inden jeg blev kaldt ind. Han visiterede mig, så jeg til sidst sad på en briks. Han var slank og ellers kedelig og grå af udseende inde bag kitlen. Ikke det store modeprægede udvalg af tøj. Han kunne godt ligne en, som havde de samme par bluser og jeans. Hans klinik trængte også til en ekstra belysning. Den hvide kittel farvede ikke ligefrem mine livsmønstre lige nu.

’’Har du svedeture?’’.

’’Hvad med hjertebanken?’’

 Han fremprovokerede ordene, da han virkede en smule indirekte. Efterfulgt af en lang pause, var det indlysende i lægens blik, hvad jeg kom med for et svar. Men jeg gjorde, som jeg plejede ved at nikke genkendende til det. Alle de tilsyneladende åbne og uskyldige spørgsmål, som omhandlede alle mine symptomer, havde vi for længst overstået. Men der var ikke tale om arvelighed. Det her var noget andet. Noget der var opstået. Nøgternt og en blanding af desperation fik mig til at stille spørgsmålet om, hvordan jeg skulle komme hjem i sådan en trance af bedrøvede smil.

Det var ubegribelige minutter, der gik, før jeg igen fik et svar.

’’Jeg kan kun fortælle dig uden at skulle være tryllemager, at jeg ikke kan gøre andet end, at vi beholder dig i syne. Det vil sige en indlæggelse er mulig.’’

Han signalerede at jeg skulle tage plads i venteværelset og skubbede så sin fastnettelefon hen imod sig.

’’Du taler med distriktslæge Ragnar Peer Olsen.’’

Jeg bevægede mig vagtsomt ud og hørte ikke resten af samtalen. Overalt i lægehuset sad der gule advarselstrekanter, som fortalte om farerne ved euforiserende stoffer og alkohol. Jeg havde overset dem på vej ind. Jeg stivnede da jeg indså, at jeg var mutters alene i venteværelset. En uniformeret ansat kom ind med forfriskninger til mig. Hun delte ud fra sin klirrende vogn. Jeg pegede på tekanden, da kaffe ikke sagde mig noget. Jeg kunne ikke udholde lugten og smagen. Jeg informerede hende om, at der var så mørklagt i lokalerne. Hun fik mig derfor anbragt på hendes kontor i stedet. Hun gav sig til at fortælle, stump for stump, hvorfor der ikke var særligt meget belysning. Derefter sendte hun mig et skråt undersøgende blik.

’’Det gør mig sgu ondt’’, mumlede hun.

’’Hvad mener du?’’, spurgte jeg hende og rynkede på brynene.

Jeg rejste mig i en foroverbøjet stilling og følte mig forlegen. Da hendes absurde blik vendte sig imod mig, forlod jeg kontoret i en omvæltende fart. Hun passerede dog venteværelset med sin stridige kommentar.

’’Du er da sprunget ud fra timetervippen, når du ikke har lært at svømme’’

Jeg fortsatte bare sammensætningen af bladene igen, og imens forestillede jeg mig at skulle ind til suge lyde og respiratorlyde, for intet den dag kunne holde mig i levende live. End ikke et barn havde lyst til at sidde her i dæmpet belysning og prøve at anskueliggøre verdenssituationen.

Min venstre hånd mødtes i en tvekamp med min højre hånd. Sovende prikkende fingre fik mig til at strække mine arme, så blodstrømningen kørte igennem mine arme igen.

’’Jeg er i vildrede.’’, hviskede jeg lunefuldt ud i rummet.

Jeg bød mit kønne hoved med alle slags banale problemer. Da opdagede jeg, at jeg havde knappet bluselivet for hurtigt på, så det var knappet skævt. Kvinden på kontoret var blevet min ledsager og distriktslægen min problemløser.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...