Min brors skygge -Infernum

"Alle børn voksede op i troen på, at muren var løsningen på krigens hærgen. En verdenskrig blev til en klode fuld af ruiner uden ledere eller nogen fremtid."

Scott og Alex lever i Infernum i en by med en magtsyg konge. Alt går godt for Scott og Alex indtil den dag, kongens vagter kommer for at hente Scott på grund af en harmløs, manglende skatindbetaling, men kongen opdager et besynderligt sammenfald, som får store konsekvenser for vennerne.
Scott og Alex gemmer nemlig på en farlig hemmelighed, der kan koste dem begge livet, hvis de ikke spiller deres kort rigtigt.
Min brors skygge er første bind i serien Infernum, som omhandler magt, hemmeligheder og ikke mindst kærlighed.

2Likes
2Kommentarer
174Visninger

1. Prolog

Min brors skygge

Infernum

 

Prolog

 

Alle børn voksede op i troen på, at muren var løsningen på krigens hærgen. En verdenskrig blev til en klode fuld af ruiner uden ledere eller nogen fremtid. En by jævnet med jorden blev til en mere –En mere og så videre. Folk glemte til sidst, hvordan konflikten startede –lederne mistede overblikket. Krigen blev et endeløst blodtørstigt hævntogt, der hærgede i verden i mere end hundrede år. Folk holdt op med at tælle. Årene gik.

Det var tredje verdenskrig. En krig der gik over i historien, som den største, blodigste og hårdeste. Den var næsten altudslettende. Heldigvis var landenes alliancer farlige nok til at ingen kastede de første atomvåben. I en krig som denne kunne et dumt træk udslette hele jorden. Krigen udviklede sig for hurtigt.

   Dette mareridt endte med et desperat forsøg på at skabe fred. De civiles vilkår blev mere usle, og de fik færre og færre penge. Magthaverne, altså dem, der var tilbage, brugte alle pengene på styrkerne og sendte alle kampdygtige mennesker i kamp. De civile gav nærmest op på drømmen om en verden uden krig. Alle modarbejdede hinanden og folk havde desperat brug for nye anførere, mens de gamle efterhånden døde i krigen.

En mand ved navn Maxime Comte, fra et land ved navn Frankrig, gjorde oprør mod lederne og blev den sidste udvej. Han vendte alt hadet mod hinanden til en fælles fjende. Han mente, at det var ledernes skyld, at krigen var opstået. De skulle have gjort noget for folket –prøvet at lave fredsaftaler. Han mente også, at verden ville være bedre uden forbrydertyperne og de andre samfundsbelastere. Han byggede muren som skulle adskille folket i to grupper: Det udvalgte folk, som skulle bygge det nye land med nøgleordet fred, og den anden gruppe, der var alle de gamle ledere, kriminelle og de uønskede. Han kaldte landene for Salvatores, som betyder frelserne på det dahenværende internationale gamle sprog, latin, og den anden side kaldte han Infernum. Helvede.

   Jeg kommer er fra Infernum, og hadet til Comte sidder stadig i mig den dag i dag. Vi er vokset op med historien om den grusomme krig igen og igen –men også om Infernums begyndelse.

Efter muren blev rejst kæmpede lederne videre for at få styringen af Infernum, og det var virkelig et helvede. Tro mig. Kun ledere, kriminelle og uønskede samlet på et sted, var ikke et paradis. De uønskede og kriminelle var jo altid vokset op til at hade systemet, altså lederne.

   Mit navn er Prescott… Ret meget andet ved jeg faktisk ikke om min fortid. Jeg siger det igen… Infernum er som helvede på jorden. Alle dele på min krop er et eksempel på dette…

   De kriminelle brød også reglerne og de uønskede så som hjemløse og de andre ”freaks”, som de kaldte os var en byrde for lederne og samfundet. Folket samlede sig i to grupper –som vi mennesker jo har tendens til, selvom vi inderst inde måske alle sammen er små magtsyge svin. Dette førte til en ny 10 års krig mellem de adelige og de uønskede. Blandt de uønskede rejste der sig en sand legende. En mand, kaldet Frelseren, samlede folket og talte til os om et forenet land uden fordomme og uden korrupte ledere –selvom det jo faktisk her de alle sammen var ændt, men et land kan samles om en fælles fjende. Salvatores. Frelseren lod navnet, Infernum, stå, for at vi skulle huske vores historie. Huske vores virkelige fjender. Hans mål var at samle landet og en dag generobre Salvatores og skabe et liv der igen for alle. Han snakkede til hele folket, og han lyttede til alle. Folk fik mod til at udtale sig igen og der blev langsomt dannet nogle nye stærke alliancer. Folk begyndte at samle sig i nye mere nuancerede grupper, og man begyndte at civilisere sig igen. Selv majierne, en mærkeligt nok uønsket, fredsstamme, som normalt holdte sig for sig selv, begyndte at ytre sig, om hvad de ønskede. De ville samles som et folk igen. Det var stort set det eneste folk, som havde formået at blive sammen hele krigen igennem, så de ønskede at være samlet, men de ønskede også at være en del af vores nye fællesskab. Deres høvding blev hurtigt gode venner med Frelseren.

Jeg ville ønske, at jeg havde været født dengang. Alt det håb måtte være rart. Som en byrde løftet fra ens skuldrer. Der var intet håb mere. Jeg vidste det. Jeg havde set et lille glimt af håb af frihed blive smadret. Det værste er ikke at vokse op uden frihed. Det værste er at få taget den frihed, man havde for at indse, at du har mistet alt, hvad du var. Frihed er dig. Du kan ikke være noget uden din frihed.

Alt gik vel i et par år og små nationer opstod, men en dag forsvandt Frelseren. Sagnet siger, at han blev mere og mere deprimeret. Det siges, at han flygtede tilbage til Salvatores for at blive genforenet med sin store kærlighed, som han blev adskilt fra af muren. Han var en exceptionel leder, men hans svaghed for kærligheden, forhindrede ham i at forene landene igen og få den hævn folket i Infernum ville have. Den største leder var nu væk, og der startede et nyt magtspil mellem nationerne, og landet blev splittet. Folk delte sig igen i grupper og fulgte dem de troede på. Desværre er det ikke nemt at hverken vælge en leder i et desperat land eller styre et land som regner så meget med dig.

Lederne fik mere og mere magt, men folk blev også blinde af desperation. Mange af nationerne blev lavet om til fængsler af lederens angst for både krig mellem nationerne og folket i byerne. De var interesseret i at holde sine folk inde og samtidigt beskytte sig mod omverdenen. I mange år snakkede nationerne slet ikke sammen, og den aflukkede og ukontrolleret magt steg lederne til hovedet. Lederne dannede nu alliancer med hinanden igen for at beskytte sig endnu engang, men ikke mod hinanden men fra folket i byerne.

I dag har Infernums borgere mistet om, at Frelserens efterkommer kommer tilbage for at frelse dem fra de magtsyge ledere. Jeg har mistet håbet.

Ingen ville nogensinde komme levende over på den anden side af muren. Det var det folk sagde, og ganske rigtigt var muren bevogtet af hundrede vis af murvogtere. Begge sider af muren, var rædselsslagne for hinanden. Der var jo trods alt en grund til, at muren var der. Menneskerne på den anden side, var jo syge i hovedet!

   Jeg har gjort det umulige. Jeg har boet på begge sider af muren uden at se, hvordan denne adskilte verden kunne være et bedre sted at leve i end krig. Det er som forskellige fængsler, og hvis man prøver flugten over muren, er man død. På begge sider er alle opdraget til at hade den anden side af muren, selvom de ikke ved noget om de andre andet end hvad de gamle historier fortæller og ingen er interesseret i at finde ud af det modsatte. Måske ønsker Infernums folk et forenet land igen, men  de ville jo ikke. Med andre ord frygter de den anden side. Ingen ved hvad der er sket på hundrede år. På begge sider bevogter de muren og alle der har prøvet at flygte, fik en kugle i ryggen. Jeg flygtede i håbet om noget bedre, men ingen i denne verden bliver nogensinde frie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...