Alene

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2017
  • Status: Færdig
Dette er en novelle.


0Likes
2Kommentarer
78Visninger

1. ...

Min mor river mig afsted mellem træerne. Far løber foran med Sussie i armene. ”Mor, jeg kan ikke mere!” råber jeg og forsøger samtidig at trække vejret. ”John!” Råber min mor. Far stoppe og vender sig mod os. Mor løber op til ham, men mig efter sig. ”Vi er der næsten, der er kun femrundrede meter endnu” Svare far. Man kan høre på hans åndedræt og måden han hiver efter været på, at han er forpustet. ”Det kan vi godt klare, ikke skat” siger min mor og smiler ned til mig. Jeg nikker, selvom jeg er træt og ikke har lyst til at bevæge mig et skridt mere. Mor tager igen fat i min arm og hiver mig afsted.

Min far havde ret, inden længe er vi hvor vi var på vej hen. Hvor er vi? Jeg kigger rundt, men alt jeg ser er tomme huse og månen der lyser ned på dem. ”Hvor er vi?! Spørger jeg. Jeg har aldrig været her. Ikke engang et sted der minder lidt om. ”Der er ikke tid til at lave rundvisning!” Råber min far. Far giver til mor Sussie i armene og puffer hende hen i retning af et af husene. ”Gå derind og gem jer!” Kommandere far. ”Jamen hvad med dig?” Jamre min mor og ligner en der skal til at græde. ”Jeg holder udkig!” Råber far, ”Hvis de finder os..” han stopper. Far sætter sig på hug foran mig. Han prøver at skjule sit bekymrede blik, men jeg ved det er der. Han giver mig et smil der prøver at vise at det hele nok skal gå, og jeg smiler tilbage. Min far rejser sig igen og går og og giver min mor og Sussie et kys. Jeg vender hovedet den anden vej, kun et par sekunder. Da jeg kigger igen har de taget afsked.

Pludselig hører vi en høj gøen. ”Det dem, afsted!” Råber far. Mor tager fat i min arm og vi løber ind i huset. Der er meget mørkt herinde og jeg kan næsten ikke se noget. Min mor går stille og forsigtigt for ikke at støde ind i noget. Jeg holder fast i hendes trøje. Efter at have taget nogle skridt kommer vi til soveværelset, eller det der var soveværelset.

Min mor sætter Sussie ned til mig og jeg skynder mig at holde fast i hende. Jeg kan ikke se min mor tydeligt. Lige nu er hun en mørk skikkelse der går rundt og flytter på ting. Min mor får pludselig øje på et skab, som hun beslutter sig for at åbne. Hun står og kigger ind i det og tager så Sussie ud af mine arme og sætter hende derind. Inden jeg når at reagere, tager hun mig op også og sætter mig derind. Sussie sætter sig helt og af mig og jeg vikler mine arme omkring hende. Mor tager et tæppe der lå på sengen og ligger det over mig og Sussie. ”Bliv her okay?, jeg går ud og kigger efter far” Hvisker mor og svøber os godt ind i tæppet. ”Men mor,” Hvisker jeg og tager hurtigt fast i hendes arm. Mor fjerne min hånd og smiler til mig på samme måde som far gjorde. ”Det skal nok gå” Hvisker hun og lukker skabslågen. Der er nu helt mørkt. Jeg opgiver at prøve at se noget og lukker istedet øjnene og lytter. Jeg kan høre mor der lister afsted og knuser Sussie lidt mere ind til mig.

Da der er gået et stykke tid hører vi lige pludselig skrig. Det lyder so mor, men hvorfor skriger hun? Så hører vi en masse larm og jeg skynder mig at holde Sussie for ørene. ”Det skal nok gå” Hvisker jeg flere gange og lukker øjnene tæt sammen. Efter cirka fem minutter stopper larmen og der bliver helt stille. Jeg skynder mig at slippe Sussie og åbner skabet. Jeg skynder mig ud af skabet. Jeg får øje på et vindue, hvor månen skinner ind af. Jeg går over til vinduet og er lige høj nok til at kunne kigge ud af det. Det eneste jeg kan se er tomhed og en væltet telefonboks hvor lyset endnu ikke er gået ud, men blinker. I lyset fra den løber en hund, men den halter. Hunden er meget tynd og jeg har lyst til at gå ud til den. Mors ord om at vi skulle blive her, holder mig tilbage. Hvor er mor? Og hvor er far? ”Har de efterladt os?” siger jeg, uden at forvente at nogen svare. Nej, de har ikke efterladt os. De kommer og henter os snart og så skal vi hjem og sove i vores egne senge, bliver jeg enig med mig selv om.

Jeg går hen til Sussie i skabet igen. ”Sover du?” Spørger jeg og giver hende et lille puf. Hun svare ikke, så det går jeg ud fra at hun gør. Jeg putter hende ordenligt ind i tæppet og kysser hende på kinden.

Pludselig kommer der en masse larm og jeg fare hurtigt op og stå.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...