Søndag

Søndag er grå, søndag er kold, søndag ubarmhjertig. Det er søndag og kirkeklokkerne kimer. Mine ben dingler ned fra den mørke kirkebænk, de svinger frem og tilbage; frem, tilbage, frem, tilbage. Mor siger at jeg skal stoppe, jeg stopper ikke. Den lille hvide kiste står lukket ved foden af alteret. Mor græder, jeg græder, Anna siger ikke en lyd. Mor siger hun bor hos far nu. Mor siger, at far og Anna bor et dejligt sted nu. Hvorfor søndag, det var søndag Anna blev syg, det var søndag hun blev svagere, det var søndag, da de hvide mænd sagde, at hun skulle sove om lidt, det var søndag da mor græd.

1Likes
0Kommentarer
87Visninger
AA

2. Nu er det søndag

Nu er det søndag, vi sidder i den grå kirke, den kolde kirke. Mor sidder med min lille hånd i sin, hun stryger blidt hen over håndryggen. Når mor ser på mig, ser hun kun Anna. Jeg er bagved, jeg kan se mor, men mor kan ikke se mig. Mor siger vi skal op og sige farvel. Hvorfor skal vi sige farvel? Mor siger at vi skal sige et par ord til Anna. Men jeg vil ikke, Anna bor hos far, så hvorfor skal vi sige farvel.

”Anna er væk skat og det ved du også godt.” En lille tåre gled ned af mors kind. Men Anna bor hos far, hvorfor siger mor så, at hun er væk? Mor trækker afsted med mig, mine ben vil ikke rykke sig, hvorfor skal jeg sige farvel? Jeg vil ikke sige farvel, jeg vil ikke op til den hvide kiste, jeg vil ikke sige farvel til Anna.

 

Jeg bliver siddende på kirkebænken, mor kigger tilbage, men forsætter op mod den lille hvide kiste. Der er en summen i den golde kirke, små stemmer, store stemmer, hviskende stemmer, men ikke Annas stemme. Jeg savner hendes stemme, hvorfor siger hun ikke noget mere, hvorfor er hun så stille? Anna, hvorfor er du så stille?

Jeg må spørge hende om det. Jeg hopper ned fra den mørke kirkebænk. Mine små ben bærer mig langsomt op mod den lille hvide kiste, den står så fint der ved foden af alteret. Den summende lyd af stemmer suser omkring mig, stemmerne vil have mig til at gå tilbage igen, de vil have mig til at græde, de ville ønske at jeg lå i den kiste og Anna stod ved mors side. Jeg når op til mor, stemmerne forsvinder. Mor tager mig op i hendes arme, mor er dejlig blød, mor er dejlig varm. Jeg ligger mit hoved mod mors skulder, jeg græder. ”Sig noget Anna, vil du ikke nok sige noget, jeg savner din stemme, jeg savner vores lege, jeg savner dig åh så meget søster, jeg savner dit grin, jeg savner dig. Vil du ikke være sød at åbne dine øjne, vil du ikke være sød at vågne op. Kære Anna, vågn op. Vågn nu op!” Min stemme forsvinder i mors skulder.   

 

Mor sætter mig ned. Nu står jeg her på det kolde kirke gulv en søndag. Der står en lille hvid kiste foran mig, den står her på en søndag. Jeg kigger på den lille kiste, jeg ved at hun sover i den. Jeg ved, at Anna sover i de bløde puder, i den lille hvide kiste. Jeg ved hun sover i hendes natkjole, den lyserøde natkjole med blomster på. Da det var søndag, sagde Anna at hun ville sove i den, jeg lovede hende, at hun skulle sove i den for evigt. Det var søndag, da jeg lovede Anna at jeg ville passe på hende.

 

En skikkelse sætter sig på hug ved siden af mig, skikkelsen er mormor. Mormor giver mig et kram, jeg har savnet mormor. Jeg ligger mit hoved mod mormors skulder, hun dufter af roser. Mormor rejser sig op og kigger på mor. Mormor siger noget til mor. ”Hvordan har hun det? Har hun fået det bedre?”. Mor kigger på mig og tager min lille hånd. ”Hun har fået det bedre, men hun forstår ikke helt, at Anna er væk. Men vi tager det stille og roligt”. ”Hvis der er nogen problemer er der altid plads hos mig”. Mor nikker og smiler halvkvalt, hun ligger forsigtigt hendes hånd på den lille hvide kiste. ”Kom”, mor begynder langsomt at gå ned mod kirkebænkene igen.

Jeg går med mor, mine små ben bærer mig afsted væk fra den lille hvide kiste. Mor tager mig op i hendes arme igen, mor dufter sødt, jeg kan godt lide mors duft. Mor dufter af roser, mor dufter af det samme som Anna gør nu. Anna dufter af roser, det sagde mormor. Mormor dufter også godt.

Jeg besøger ikke mormor særlig meget længere. Der var engang hvor mormor altid hentede Anna og jeg. Det var dengang Anna smilede, dengang mor var glad, dengang mor ikke græd, dengang Anna legede, dengang jeg grinede. Men pludselig stoppede mormor med at hente os. Mor sagde at det var for hårdt for mormor, at se Anna blive sygere og sygere for hver dag der gik. Var Anna syg? Var det derfor hun lå i den hvide seng, i det hvide rum, i den hvide bygning? Det spurgte jeg aldrig mor om.

 

Kirkeklokkerne begyndte at slå igen, den høje lyd fyldte kirken ud. Lyden gik fra væg til væg, den bliver større og større, den fylder hele rummet til bristepunktet. Lyden af klokkerne begynder langsomt at dø ud, den bliver lavere og lavere for hvert sekund. Til sidst bliver kirken helt stille. Jeg kan hører mor snøfte, jeg kan se hun tørrer en tåre væk, jeg kan se der kommer skikkelser over til hende, men jeg kan ikke se deres ansigter. Skikkelserne kommer og går, de går frem og tilbage, frem også tilbage. De kommer fra kirkebænkene. Der på de mørke kirkebænke sidder der en masse mennesker, mor siger de er familie. Men for mig er de kun skikkelser. Som de sidder der på kirkebænken danner de et menneskehav. Et hav der skvulper rundt i kirken, et hav der skvulper op ad den lille kiste, et hav der ikke er stille.  

 

Det store hav af mennesker begynder at bane sig vej ud af den grå og golde kirke, havet flyder langsomt ud af kirken, ud mod lyset. Mor siger jeg skal følge med havet, en skikkelse kommer og tager min hånd. Jeg kan godt lide skikkelsen. Skikkelsen er god, men jeg kan ikke genkende skikkelsen. Men det er lige meget. Mor siger, hun skal bære den lille hvide kiste, hun siger det er en tradition. Mor og den lille hvide kiste går forrest ud af kirken, de går ud af den store kirkedør og ud i lyset. Jeg følger med, med min hånd i skikkelsens hånd.   

 

Tårer begynder at løbe ned ad mine runde kinder, jeg snøfter og tørrer tårerne væk med bagsiden af min hånd. Mit syn bliver sløret af alle tårerne og lige meget hvor meget jeg prøver kan jeg ikke stoppe med at græde. Men hvorfor græder jeg? Skikkelsen siger, at det er okay at jeg græder, skikkelsen siger at det er forståeligt. Jeg følger blindt skikkelsen. Skikkelsen græder også, skikkelsen er ikke den eneste der græder, hele menneskehavet græder.

Ansigter begynder at tone sig frem, ansigterne tilhører folk jeg kender, ansigterne tilhører familie. Alle de mange ansigter tilhører mormor, morfar, farmor, farfar, moster, fætter, kusine og mange, mange andre. Alle de mange ansigter græder, de græder på grund af Anna, de græder fordi vi skal sige farvel.  

Skikkelsen siger, at det er tid til at sige farvel. En sort bil står i lyset, dens blanke overflade fanger lyset og sender lyset mod den lille hvide kiste. Den lille hvide kiste fanger lyset og lyser op som en sol. Kisten lyser op som Anna gjorde. Anna lyste altid op som en sol, hendes smil kunne lyse den kedeligste søndag op.

 

Kisten bliver skubbet ind i den sorte bil. Mor træder væk fra kisten. Jeg kan se at mor græder, tårerne løber ned af hendes kinder i stride strømme. Mor går over til mig og skikkelsen, mor prøver at tvinge hendes læber op i et smil, det ender dog kun i et halvt smil. Skikkelsen slipper min hånd og giver mor et kram. ”Tak”. Skikkelsen smiler til mor og går så sin vej. Mor sætter sig på hug ved siden af mig, mor stryger forsigtigt tårerne væk fra mine kinder. ”Det er tid til at sige farvel nu, jeg ved godt det bliver hårdt min skat, men vi to må klare det sammen”. Mor giver mig en krammer og tager så min hånd. Mor og jeg går over mod vores familie. De smiler, men de græder også. Vi stiller os side om side og kigger på den sorte bil, den starter langsomt op og kører så afsted. Og der, som den sorte bil kører afsted hører jeg Annas stemme. ”Farvel søster, jeg kommer til at savne dig”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...