De Tusind Spejles Palads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2017
  • Status: Igang
Lashuanna er den reinkarnerede gudinde og bor i paladset hvor hun tjener som kejserens personlige nikkedukke, et bevis over for befolkningen om at gudinden bifalder kejserens hårde diktatur. Men hvad sker der når hun finder ud af at Gudinden slet ikke eksisterer, og at hun i virkeligheden ikke er andet end en brik i kejserens syge magtspil?

(inspireret lidt af en dokumentar om Kumari)

0Likes
0Kommentarer
103Visninger
AA

3. Kapitel 2

 

Braget fra porten der smækker i runger ud i salen, og jeg kigger sløvt op. Og træder uvilkårligt et skridt baglæns. Hadet i fangens øjne er så intenst, at han næsten virker til at brænde af trods, et indtryk det flammende røde hår kun forstærker. I modsætning til de andre fanger lader han sig ikke slæbe af paladsvagterne, men holder ryggen rank og det forslåede ansigt værdigt hævet. De ulmende øjne stirrer direkte ind i kejserens. Jeg er pludselig meget bevidst om min vejrtrækning, der virker klodset og larmende i den kvælende stilhed. Ingen tør bevæge sig. Alle ser åndeløst til mens kejseren roligt møder mandens blik i en frådende kamp mellem ild og is.

”Så du er Benir, formoder jeg.” Der er noget farligt i kejserens tonefald, men den rødhårede mand fastholder hårdnakket stirrekonkurrencen. ”Og du er grunden til befolkningens lidels – ”

En af vagterne slår ham vredt i ansigtet, og jeg lukker ulykkeligt øjnene. Han er modig, det må man give ham, men særlig klog kan han ikke være. Ikke hvis han tror kejseren er så tilgivende at han tolererer at blive tiltalt på den måde. Med lukkede øjne lytter jeg efter munkenes messen, forsøger forgæves at gøre mig følelseskold mens jeg venter på øjeblikket, hvor jeg skal dømme ham til døden. Han opnår ikke noget med sin stædige trods, tænker jeg, ikke andet end en hårdere straf.

”Nej, lad ham tale. Hvis den lille forræder har noget at sige, er det bedre at han får det sagt nu.” Jeg kigger forbavset op ved lyden af kejserens skærende stemme. Han sender fangen et ulvesmil. ”Folk skal ikke tro om mig at er så koldhjertet, at jeg ikke kan lade en mand nyde sine sidste ord.” Inden han bliver henrettet. Ordene hænger usagt i luften, men han behøver ikke sige dem højt, de ligger så tungt i stilheden, at man ikke kan undgå at opfange dem.

Jeg rynker forvirret panden. Hvorfor lader kejseren ham tale?  Hvorfor risikere et kaos, ved at lade en rebel tale til befolkningen? Det med at han pludselig er blevet blødsøden er tydeligvis en løgn. Det ville være let som ingenting for ham bare at fortsætte rettergangen uden forstyrrelser, ligesom med de andre fanger. Det var ham, der fik mig til det! Jeg kan stadig hører skrigene for mit indre øre. De desperate skrig som kejseren ignorerede uden så meget som at blinke.

Den rødhårede mand virker også overrasket, men han fatter sig hurtigt og tørrer blodet af næsen med en stolt bevægelse. Med blikket stift rettet mod kejserens, begynder han at tale.

”Vi lever i et diktatur. Vi lever i et diktatur, der undertrykker os, befolkningen, holder os nede i fattigdom og fratager os vores rettigheder. Slaver, det er hvad kejserens diktatur har reduceret os til. Tankeløse slaver, der må leve under usle vilkår og slide os ihjel med hårdt arbejde, mens kejseren sidder på sin marmortrone og mæsker sig i luksus. Uden tanke for den forsømte befolkning. ”

Nu slipper han endelig kejserens blik, og lader i stedet øjnene glide over forsamlingen i salen. En efter en fanger han byboernes øjne, og holder øjenkontakten med hver enkel i et lille øjeblik, inden han lader blikket glide videre gennem mængden. Han hæver stemmen. ”Hvor mange af jer har ikke sultet, når I ikke havde penge nok til mad? Eller har mistet nogen til en særlig brutal paladsvagt, når I ikke kunne betale jeres skatter? Man behøver blot have øjne i hovedet for at se diktaturets uretfærdigheder. For at opleve dets brutale vold.” Han holder en lille kunstpause, mens han langsomt lader hånden glide over sin blodige næse. ”Men vi er flere end kejseren og hans soldater. Hvis vi står sammen, kan vi ende dette diktatur. Hvis vi står sammen, kan vi sætte en stopper for ondskaben og leve i tryghed og retfærdighed.” En usikker mumlen genlyder i salen.

Nu er det kejserens tur til at kigge ud over forsamlingen. Han har bevaret et roligt ansigtsudtryk gennem hele seancen, men hans knoer er hvide af at knuge om armlænet. Også han giver sig god tid: lader hvert enkelt menneske indse sin egen fejl ved at lade sig rive med af den rødhårede mands tale, lader dem indse faren herved. Først da der atter er helt stille i salen åbner han munden.

”Du glemmer en vigtig ting, lille forræder.”

Kulden i hans stemme får det til at risle koldt ned af ryggen på mig. ”Du glemmer at jeg regerer med Gudindens visdom. Gudinden, der er selveste fundamentet i vores samfund! Hvad tror du, der ville ske, hvis vi ignorerede den barmhjertige Gudindes vilje? Gudinden, der skærmer os mod oversvømmelser og jordskælv, der hvert år sikrer os frugtbare afgrøder og med sin styrke beskytter os mod vores fjender, mod de barbariske Kilaer i vest og det vilde ørnefolk i nord?” Han taler ikke kun til den rødhårede mand indser jeg, og med en tør smag i munden forstår jeg endelig kejserens plan: Lad oprøreren tale, lad ham sige alle de tanker højt, som befolkningen selv sidder og tænker. Lad dem drømme i et lille øjeblik. Og knus derefter håbet med det evige argument. Mind dem om deres egen dumhed, få dem til at skamme sig over deres naivitet ved at huske dem på sandheden, den sandhed, de har lært fra barnsben: Gudinden har al magt, og Gudinden regerer gennem kejseren. Og få dem derefter til at frygte, vis dem hvad rebelske tanker leder til ved at straffe oprøreren. Simpelt, effektivt, knusende. Jeg kan allerede se det i tilhørernes flakkende udtryk, i de skamfulde ansigter. Det virker. De har allerede givet op.

”Jeg vil fortælle jer, hvad der sker, hvis vi stopper med at lytte til Gudindens visdom.” Kunstpause. Ingen vover at kigge op. ”Alt vil henfalde til kaos og død.” Stilhed. Larmende, brusende, rungende stilhed af håb der krakelerer og forsvinder. Af tanker, der går i stykker. Benir ler rasende, næsten hånligt. ”Gudinden?” Han kigger rundt på ansigterne, der skamfuldt er vendt mod gulvet. Der nægter at møde hans blik. ”Den almægtige, enevældige Gudinde?”. Endnu en skarp latter. Stilheden i salen trækker sig ud til den er spændt som strengen på den bue. Så bliver hans stemme pludselig alvorlig. ”Gudinden,” siger han igen, og vender hovedet så han ser mig direkte ind i øjnene, ”eksisterer ikke.”.

Vagten slår ham hårdt henover ansigtet, slår ham flere gange, og denne gang stopper kejseren ham ikke. Blinker ikke. ”Hvad er straffen for kætteri?”, stemmen lyder fjern i mine ører. Skriveren træder endnu engang frem, hans knæ ryster. ”Afhugning af ben og arme og derefter død ved stening, deres majestæt.” Munkene begynder at messe, men jeg hører ikke længere efter. Jeg har det som om jeg falder. Falder, falder, falder. Dybt, dybt, ned i et koldt mørke, væk fra salen og kejseren og den oprørske fange, væk fra alting. Alt jeg kan se for mig er de brændende øjne. Alt jeg kan høre er de vanvittige ord, ordene jeg vidste var sande, fra det øjeblik jeg hørte dem. Måske har jeg vidst dem altid. Ja, tænker jeg, jeg har altid kendt den forfærdelige sandhed. Gudinden eksisterer ikke. Gudinden eksisterer ikke. Munkene stopper med at messe og jeg mærker Pragtens vægt mod mit hoved, da jeg fraværende giver et lille nik, koldblodigt myrder endnu en person.

"Skyldig!"

Undskyldninger eksisterer ikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...