De Tusind Spejles Palads

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2017
  • Status: Igang
Lashuanna er den reinkarnerede gudinde og bor i paladset hvor hun tjener som kejserens personlige nikkedukke, et bevis over for befolkningen om at gudinden bifalder kejserens hårde diktatur. Men hvad sker der når hun finder ud af at Gudinden slet ikke eksisterer, og at hun i virkeligheden ikke er andet end en brik i kejserens syge magtspil?

(inspireret lidt af en dokumentar om Kumari)

0Likes
0Kommentarer
101Visninger
AA

2. Kapitel 1

 

Jeg stirrer stille ned på det lange ar i min håndflade mens jeg lydløst gentager min fulde titel for mig selv. Lashuanna al-Erívas, almægtig gudinde af det Milandiske imperium, hersker af Sol og Måne, lovdømmende magt i alle de Ni Hovedstæder. Det er noget af en mundfuld. Men det er en mundfuld tomme ord, i virkeligheden er jeg bare en slave fanget i paladset. Kejserens personlige nikkedukke. En børste river hårdt i min hovedbund og jeg skærer uvilkårligt ansigt. Bevægelsen er mikroskopisk, jeg når at kontrollere den så meget at den ikke viser sig som andet end et lille træk i den venstre mundvig, men frøken Vasandra ser det alligevel. Hun giver mig et hårdt slag i baghovedet med bagenden af børsten. Denne gang er jeg heldigvis forberedt og det lykkes mig at holde mit ansigt ubevægeligt. Jeg må ikke vise nogen følelser. Følelser er et tegn på svaghed, og gudinder er ikke svage. De er magtfulde og alvidende og højt hævede over menneskelige defekter som selvmedlidenhed og smerte. Og så har de dælens ondt i baghovedet. Vasandra brummer tilfredst og fortsætter med at torturere mit hård i små, hårde ryk.

Min barnepige er en ældre, krumrygget dame med et bredt ansigt og en tendens til at rynke på næsen af alt, hvad der er af lavere rang end hende selv. Det er denne tendens, blandet med adskillige år tilbragt i paladset, der er den primære årsag til de to ting, der kendetegner hende mest: De mange rynker omkring hendes næse og mund der giver hendes ansigt et kronisk misbilligende udtryk, og tjenestefolkenes generelle had til hende.

Jeg sukker lydløst og kigger ud af vinduet i et forsøg på at distrahere mig selv fra hårbørsten. Udenfor regner det, regnsæsonens tunge og vedvarende regn, der gør luften så fugtig og varm at det næsten ikke er til at holde ud. Jeg betragter tankefuldt dråberne falde og forsøger at koncentrere mig om den trommende lyd de laver, når de rammer vindueskarmen. Dryp, dryp, dryp. Dryp, dryp. Gad vide hvordan regn føles? Er det mon ubehageligt? Det hjælper ikke. Jeg kan ikke ignorere smerten i hovedbunden og jeg kan heller ikke dræbe den panik, der er ved at vågne i min mave. Der kan ikke være lang tid til jeg skal ind i salen nu. Nej. Jeg bider bestemt tænderne sammen. Tænk på noget andet. Se hvordan regnen falder.

”Lad være med at vende hovedet.”, tonefaldet er hverken skarpt eller vredt, men jeg skynder mig alligevel lydigt at vende hovedet, så jeg igen kigger ind i sølvspejlet foran mig. En ung piges blege ansigt stirrer stille tilbage. Hun ser ud til at være omkring tolv år, måske lidt ældre. Kindernes lette buttethed bærer stadig tegn på barndom, men den skarpe næse og hagen er en ung kvindes. Og så er der øjnene. Værst af alt er de mørke, alvorlige øjne. De er blevet optegnet med komplicerede mønstre i sort og rød sminke, og stirrer nu på mig med en sådan foragt, at jeg næsten ikke kan holde ud at kigge ind i dem. Øjnene er langt fra et barns.

Fraværende betragter jeg Vasandras knudrede hånd i spejlet. Den er ved at sætte mit lange, mørke hår op i en kunstfærdig frisure som hun hurtigt og effektivt dekorerer med hårnåle og røde silkebånd. Jeg har det som om jeg skal kaste op. For hver ny hårnål, der bliver sat i, kan jeg mærke panikken vokse i min mave. Den presser sig på et sted dybt nede og breder langsomt sine ulækre fangarme ud i hele min krop. Den griber fat i lungerne og hjertet og strækker sig helt ud til mine fingerspidser, og overalt hvor den rører efterlader den sig et tomt mørke af angst. Pludselig er det helt umuligt at sidde stille, jeg kan ikke længere bare lytte til regnen og ignorere alting. Jeg har lyst til at skrige og råbe og sparke og flå alle de nydeligt opsatte guldnåle ud af håret. Til at flygte ud af døren og bare løbe og løbe og løbe indtil hele verden forsvinder bag mig og paladset blot er en ond drøm. Til at finde ud af hvordan regn føles. Men jeg må ikke. Jeg kan ikke.

Rolig. Træk vejret. Det er kun mange års øvelse i disciplineret selvkontrol, der gør det muligt for mig at bevare et ligegyldigt ansigtsudtryk. Det ville alligevel ikke hjælpe noget at græde. Det ville bare gøre Vasandra endnu mere gnaven. Rolig. Der er intet at gøre, formaner jeg mig selv. Træk vejret. Hvis jeg forlader paladset vil Gudinden forlade min krop, og så vil jeg dø, ligesom med den forrige Gudinde. Jeg har intet valg, intet andet valg end at sidde stille og – Træk vejret. - sidde stille og vente pænt på – Rolig. – vente på at, at – Træk vejret. Rolig.

”Mihn!” Det giver et sæt i den lille, forskræmte tjenestepige ved lyden af Vasandras stemme. Hun kommer skyndsomt listende frem fra hjørnet, hvorfra hun har stået og set til, og bukker dybt. ”Ræk mig Pragten”. Mihn bukker igen, denne gang så dybt at hun næsten er ved at snuble, og rækker derefter noget stort og gyldent frem, mens hun ærbødigt vender blikket mod gulvet. Det er en slags hovedbeklædning lavet af guldbelagt metal, der funkler svagt i det grå lys.

Ved synet af det gyldne metal trækker min mave sig sammen. Det er som om min krop nu endelig forstår hvad min hjerne hele tiden har vidst. Som om den endelig har indset hvad der skal til at ske. Ikke det, skriger alle fibre i min krop, alt andet end det. Hele min krop ryster. Jeg vil ikke derind, jeg vil ikke ind i tronsalen. Vil ikke være kejserens nikkedukke.

Vasandra rynker på næsen, tager Pragten ud af hænderne på Mihn og placerer den forsigtigt på toppen af den glitrende hårkreation. Jeg formår kun lige akkurat at forhindre mig selv i at skrige.

Jeg var knap fyldt fire år, da Vasandra første gang viste mig Pragten. Jeg husker hvordan jeg stirrede med forundrede øjne på det skinnende metal. Det havde skinnet med en slags tidløs fornemmelse af noget, der indgød ærefrygt. Noget, der var større end bare magt. Da jeg så på den, havde jeg ikke blot set Pragten, men også de mange tjenestepiger, der gennem mange hundrede år omhyggeligt havde pudset og vedligeholdt den blanke overflade; jeg havde set de talløse gudinder, der tålmodigt havde båret den år efter år, mens de levede hele deres liv bag lukkede døre i paladset. Og for mit indre blik havde jeg set dem dø, syge og ensomme, blinde øjne fanget i stivnede, forgyldte kroppe. Jeg husker hvordan frøken Vasandra slog mig og skældte mig ud, da jeg begyndte at græde.

Rolig. Jeg bider tænderne sammen og rejser mig elegant fra min stol. Det er svært ikke at komme til at bøje i nakken under vægten af Pragten, men jeg har prøvet det mange gange før. Vasandra følger mig ned af en lang, smal trappe, og ned til en lille dør. Her venter en Vogter på os. Han står stille som en statue og stirrer ud i ingenting med sine blinde øjne. Selvom han ikke kan se os, kan han høre os, og da vi er tæt nok på vender han sig brat om, og begynder at gå. Jeg tøver kun et lille øjeblik før jeg følger efter ham. Ind i Spejllabyrinten, den kæmpemæssige labyrint, der adskiller det indre palads og mine kamre fra resten af paladset. ”Det er en slags ekstra sikkerhedsforanstaltning”, har Vasandra forklaret mig, ”for at sikre at ingen ubudne gæster slipper ind i det indre palads.”. Sommetider føles det mere som om labyrinten er til, for at ingen slipper ud. Jeg gør mit bedste for at ignorere den voksende angst, mens Vogteren leder os igennem de snørklede gange. Fokuserer i stedet på Vasandras jerngreb om min skulder. Der har altid været noget forkert over spejllabyrinten: Spejlene, der beklæder både vægge, gulv og loft, forvrænger virkeligheden; leger med ens sanser, så man pludselig ikke ved hvad der er væg, og hvad der er gang, hvor man kan gå. Det er umuligt at bevare orienteringen herinde. Kun de blinde Vogtere og kejseren, kan finde sikkert vej ind og ud. Jeg forsøger så vidt muligt kun at se ned mod mine fødder, mens vi går. Det er den bedste måde at holde svimmelheden på afstand.

Jeg ved ikke hvor lang tid vi går. Det er som om selv tiden bliver forvrænget hernede. Jeg er begyndt at tro, at jeg aldrig har lavet andet end at vandre gennem labyrintiske spejlbilleder, da vi endelig drejer om det sidste hjørne og jeg igen kan ånde frit. Vasandra leder mig ned af en sidste gang, og jeg træder gennem en tung jerndør og ud på en balkon med udsigt over en lys sal. Luften summer af frygtsomme stemmer, der mumler og hvisker. I den ene ende af salen er en stor port, og i den modsatte ende, på en lille forhøjning, er placeret en hvid marmortrone. Salen er fuld af mennesker: Bag tronen, halvt skjult i skygge, sidder en flok munke klædt i templets grønne silkedragter; langs væggene står paladsvagter posteret; og bænkerækkerne, der er placeret langs væggene på hver side af tronen, er fyldt til randen med nysgerrige folk fra byen. De er sikkert kommet for at få et glimt af Gudinden, tænker jeg bittert. Og hævet over det hele, med hænderne hvilende på tronens armlæn, sidder en spinkel, hvidhåret mand. Han sidder tilbagelænet på tronen, men der er en anspændthed over måden hans hænder griber om armlænet på, i måden han årvågent lader blikket feje over salen. Ulv, tænker jeg instinktivt.

En afventende stilhed sænker sig over salen, da jeg træder ind. Alle på nær den spinkle mand vender sig om mod balkonen og bukker dybt. Jeg stirrer stift ud i luften og forbliver ubevægelig, følelseskold. Træk vejret. Rolig. Den spinkle mand nikker let til en af vagterne, og jeg lukker øjnene og forsøger at gøre mig klar.

Med en høj knirken går den store port op, og to vagter slæber en bleg fange ind. Selv fra min plads højt oppe på balkonen kan jeg se, at han er slemt forslået. Hans humpende gang tyder på en skadet fod, og næsen sidder underligt skævt. Hele hans bulede krop er smurt ind i forskellige nuancer af mere eller mindre størknet blod. Selvom jeg ikke kan se det fra balkonen, ved jeg, at hans øjne lyser af desperation.

”Deres nåde, skån mig, jeg- ” han når ikke længere før han bliver afbrudt af et hårdt slag over ansigtet. ”Hvor vover en ussel mide som dig at tiltale den ærværdige kejser!” hvæser vagten, og skubber ham ned på gulvet med en brutal bevægelse. ”Knæl!”. Fangen kryber rystende sammen og lægger panden mod de kolde stenfliser i et ydmygt buk. En afventende hvisken går igennem tilhørerne. Kejseren smiler koldt og lukker så øjnene. Munkene begynder at messe og jeg gør mit bedste for at ignorere alt andet end følelsen af Pragtens vægt på mit hoved. ”Gudinde: Du visdommens behersker. Vi beder jer underdanigst om at overvære og dømme i denne, den nihundrede og fjerde retssag. Lad Solen og Månen være vore vidner og Din retfærdighed ske fyldest.”

Med spillende øjne retter kejseren atter blikket på den bævende menneskebylt ved sine fødder. ”Hvad er anklagerne?” Hans stemme er blød som silke. En skriver træder hastigt frem og begynder at læse højt fra en lang skriftrulle mens tilhørerne gisper forarget på alle de rigtige tidspunkter. ”Fangen er anklaget for tyveri af kejserlige våben, ulovlig indtrængen i den kejserlige hovedstad, vold mod og drab af kejserlige soldater, højforræderi og oprør mod det ærværdige, kejserlige styre og derigennem grov krænkelse af Gudinden, den almægtige, Sol og Månes enevældige hersker.”. Kejserens smil vokser. ”Og hvad, må jeg høre, er straffen for denne anklage?”. Skriveren rømmer sig nervøst, ”Straffen for landsforræderi er død ved stening, deres majestæt.”. En spredt mumlen breder sig blandt tilhørerne og manden på gulvet bliver om muligt endnu mere bleg. Kejserens øjne spiller. Munkene begynder deres sælsomme messen igen. Det hele er ét stort teaterstykke, og jeg hader det. ”Vi underkaster os Jeres dømmekraft, o alvidende Gudinde. Er denne mans skyldig? Lad sandheden vise sig og retfærdigheden ske fyldest.” Alle blikke vendes mod mig. Jeg ved ikke hvad der er værst: Kejserens kolde, afventende blik eller den forslåede mands tryglende øjne. Jeg mærker gråden trænge sig på og må anstrenge mig for at holde den nede. Jeg ved hvad jeg er nødt til at gøre, det er det samme som jeg altid skal gøre. Hvis jeg går imod kejserens vilje, og dermed Gudindens vilje, vil jeg dø. Der er intet valg, jeg har intet valg. Rolig. Træk vejret.

Med blikket rettet mod jorden for at undgå fangens tryglende øjne giver jeg et lille, afmålt nik. Det er alt, hvad kejseren behøver. ”Skyldig!” råber han så højt, at ordet runger mellem de høje stenvægge, og vifter med en doven hånd ad vagten. ”Før ham ud.”.

”Nej, jeg beder dem! Det var ikke mig der gjorde oprør, men Benir sagde at, han sagde at…” Fangen fortsætter stædigt selvom vagten vredt slår ham i ansigtet, for at få ham til at tie stille. Han er panisk nu. ”Det er ikke min skyld! Det var Benir! Det var Benir, der fik os til det! DET VAR HAM DER FIK MIG TIL DET!!!”. Fangens desperate skrig giver genlyd i salen, og de fortsætter med at genlyde i mine tanker, selv lang tid efter at det sidste ekko i salen er forstummet. Det var ham, der fik mig til det! Sætningen kører rundt i mit hoved igen og igen mens den ene efter den anden oprører bliver ført ind, anklaget og dømt skyldig. Og den kører rundt i mit hoved mens jeg dømmer den ene efter den anden til døden. Jeg holder op med at tælle dem efter jeg når til femten. Derefter er hele min verden fangernes skrig, kejserens kolde øjne og følelsen af Pragtens vægt mod mit hoved. Jeg kan ikke tænke, nægter at tænke. Det var ham, der fik mig til det!

Endelig bliver den sidste fange ført ind.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...