forsvundet søn, vender tilbage.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2017
  • Opdateret: 15 feb. 2017
  • Status: Igang
Da Julie blev gravid som 16 årig og ventede sig en lille dreng, tog hendes liv en drejning. Ville hun være i stand til at passe på ham? Men et år efter at den lille dreng Sebastian, kom til verdenen, blev han sendt væk, af Julies mor. Julie var knust og gjorde alt for at finde ham. Men uden held, han var sporløst forsvundet. Efter 2 års søgning, fik hun endnu en lille dreng, Daniel. Hun håber dog stadig at hendes forsvundet søn, vender tilbage igen.

0Likes
0Kommentarer
58Visninger

1. Et overfald.

16 år senere.

”Daniel, du skal altså stå op nu,” lyder det fra Julie og han går ud i køkkenet. Han sætter sig ned, hun har ikke set ham endnu.

”Jeg er altså oppe,” svarer han og kigger på hende. Hun ser træt ud.

”Har du drømt om ham igen?” Spørger han og ser trist på hende.

”Ja, det har jeg,” svarer hun og gaber.

”Jeg ved godt at du stadig savner ham, men tror du at han kommer tilbage?” Spørger han og ser på hende.

”Det ved jeg ikke, men jeg håber på det,” svarer hun og sætter sig ned overfor ham. Daniel ser ned i bordet.

”For resten, så skal vi to lige have snakket om noget,” siger hun og lægger en pakke cigaretter på bordet.

”Jeg ved det, jeg skulle have fortalt dig det,” siger han og ser på hende.

”Du må godt ryge, så længe at du har penge til det. Hvis du giver mig pengene, så skal jeg nok købe dem,” siger hun og skubber pakken hen til ham.

Han ser overrasket på hende og hun smiler.

”Jeg har selv været på din alder, jeg har altså også røget i smug,” siger hun og finder et askebære frem. Han ser på hende.

”Du må ryge indenfor, men kun i stuen og når døren står åben.” Siger hun og tager et glas vand.

”Tak,” svarer han og går ind i stuen, han tænder en cigaret og åbner døren.

”Kommer du ikke for sent i skole?” Spørger hun og stiller sig ved siden af ham. Han tager et sug af sin cigaret.

”Jeg har altså ikke lyst til at skulle i skole,” siger han og røgen kommer ud af både mund og næse.

”Hvorfor ikke?” Spørger hun og ser på ham. Han ryster bare på hovedet og tager et sug mere.

”Der er nogen i klassen, som er lede imod os andre,” siger han og kigger på hende.

”Prøv, hvis der så er noget, så ringer du bare til mig, eller til Michael,” siger hun med et lille smil på læben. Han nikker og tager det sidste sug af sin cigaret.

”Jeg går nu,” siger han og henter sin taske. Han går ud af døren og hen imod skolen.

Julies telefon ringer, det er hendes chef.

”Hej, hvad sker der? Jeg troede jeg havde fri,” siger hun og kigger på klokken.

”Det ved jeg, men vi har brug for din hjælp, en ung er blevet overfaldet. Jeg vil gerne have at du tager hen på hospitalet og snakker med den unge,” lyder det igennem røret.

”Det skal jeg nok, hvor henne?” Spørger hun og finder sine bilnøgler frem.

”OUH, lægerne ved at du kommer,” svarer han og lægger på. Hun løber ud til bilen og kører af sted.

Hun kører forbi Daniel og stopper. Hun ruller vinduet ned.

”Hop ind, så kører jeg dig,” siger hun og smiler.

”Okay,” han sætter sig ind og de kører til hans skole.

”Hvad sker der? Er du blevet kaldt på arbejde?” Spørger han og ser på hende.

”Ja, jeg er nød til at tage på hospitalet, en ung er blevet slået ned,” svarer hun og holder ind på hans skole.

”Det kan godt være at du skal ringe til Michael, hvis der bliver noget,” siger hun og han lukker døren. Hun skynder sig videre.

Da hun er kommet til OUH, stiger hun ud af bilen og går stille ind. En kollega går hende i møde.

”Hej, hvor længe har du været her?” Spørger hun og ser på ham.

”Jeg er næsten lige kommet, jeg fik besked på at vente til at du kom,” svarer han og smiler.

​"Skal vi?" Spørger hun og de går ind til den unge. Da de kommer derind, ser de en dreng, han er gul og blå i hovedet, hans næse er brækket og han er blevet syet i læben.

​"Hej, jeg er Julie og det er Lars. Vi vil rigtig gerne snakke med dig, hvis det er i orden," siger Julie og går hen til ham. Han nikker og fremtvinger et skævt smil.

​"Kan du fortælle os hvad du hedder?" Spørger Lars og gengælder smilet.

"Alexandre, men kald mig Alex," siger han og en tårer tiller ned over hans kind.

​"Okay, Alex. Kan du fortælle mig hvad der er sket?" Spørger Julie og sætter sig på en stol ved siden af ham.

​"Ja, jeg var på vej hjem fra min kæreste Maria, da tre unge fyre begyndte at følge efter mig. De begyndte at løbe imod mig, jeg gik i panik og vidste ikke hvad jeg skulle gøre. De tog fat i mig og slog og sparkede mig, de gjorde de i et stykke tid. Det næste jeg husker er, at der kom en dreng og blandede sig, han fik dem væk og ringede efter en ambulance. Han tog sin langærmet trøje af og lavede det om til en pude. Da ambulancen kom, forsvandt han." Han stopper og endnu en tårer triller ned af hans kinder.

"Alex, ved du hvem de drenge var og hvorfor at de gjorde det?" Spørger Lars og skriver noget ned på sin blok.

"Ja, det var tre drenge, fra en af de andre klasser. Selvfølgelig ved jeg hvorfor at de gjorde det. De gjorde det fordi at jeg er en pige. Det er ikke første gang, tværtimod, så er det 3 gang, det her sker." Svarer han og drejer sit hoved væk fra dem.

"Vi skal nok få fat i dem," siger Julie og smiler til Alex. Alex gengælder smilet. Alex peger hen på sin mobil, og Julie tager den hen til ham.

"Her, tag den med jer, der er beskeder med trusler på den, jeg synes I skal se" siger han og låser den op.

"Så du koden?" Spørger han og ser på Julie. Hun nikker og han rækker hende den.

"Du skal nok få den tilbage igen. Vi kommer nok tilbage og ser til dig," siger hun og rejser sig op. Han nikker og smiler. De går ud og snakker med de andre kollegaer.

"Jeg vil gerne have to betjente til at blive her," siger Julie og to betjente tager posten.

"Ingen kommer ind til hende, med mindre det er hendes familie eller kæreste. Forstået?" Hun ser på dem. De nikker og Julie og lars kører til stationen.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...