Tilgiv os de ting vi ikke fik nået

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2017
  • Status: Færdig
"Der er så mange vigtige ting at gøre og så lidt tid til at få dem gjort. Det er svært at disponere tiden ordentligt når man er ung og forelsket. Det har jeg især erfaret."

22Likes
7Kommentarer
722Visninger

1. -

Det er den 17. maj og der er så mange ting jeg ville ønske vi havde gjort.

Jeg ved ikke hvad tid det er på døgnet, men solen er så småt begyndt at stå op et sted i øst som en indikation på, at jeg for helvede har brugt hele natten på at gå rundt herude og spilde min tid.

Jeg tænker på de hvide gardiner i dit køkken.
Især det af dem jeg ved et uheld brændte hul i med min cigaret.
Vidste du at en cigarets glød kan blive op til 1000 grader varm når man ryger?


På den anden side af vejen står et træ du måske også havde i din baghave.
Det kigger tomt på mig, og tomt efter mig, mens jeg passerer forbi i et lidt hurtigere tempo end før.

På trappestenen ved det gule lejlighedskompleks husker jeg hvordan du plejede at lægge benene over kors på sådan en helt særlig måde, og jeg forestiller mig de kælkede linjer af cowboystof.

Jeg sidder der ikke længe, for selvom vi er i maj er graderne endnu i starten af marts, og hårene på mine bare ben stritter lige ud i luften.


Jeg er gået den samme rute vi gik hver søndag.
Rundt og rundt og rundt.
Jeg tror jeg er på min syvende runde.
Måske ottende.

Det er første gang jeg går turen alene. Der er noget underligt sønderknust over de steder vi plejede at holde af, når jeg ser på dem med andre øjne end jeg nogensinde har gjort før.
Øjne der på en eller anden måde er helt afvaskede og på tværs.


Jeg forstår ikke helt hvorfor alting er endt med at være som det er.
Ved Guldagervej plukker jeg en hvid anemone.

Jeg har ikke hørt fra dig siden den dag for så længe siden,
og det er en følelse min krop ikke rigtig har fået vænnet sig til endnu.
Det prikker så underligt under huden når jeg hører dit navn. Men du har parkeret din stilhed hos mig.


Der er så mange vigtige ting at gøre og så lidt tid til at få dem gjort.
Det er svært at disponere tiden ordentligt når man er ung og forelsket. Det har jeg især erfaret. Alting foregår i overhalingsbanen med en sådan fart at man er i konstant fare for at blive blitzet og skulle betale en bøde. Jeg elskede suset. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Når man er i det, er det nok også svært at kunne skelne mellem ting.
Svært at forstå hvor mange ting der skal nås på en tid der kun er til låns.


Jeg savner følelsen af din varme håndflade mod mit bryst. Og følelsen af din bløde tunge mod min. Jeg forestiller mig stadig hvordan dine berøringer føltes mod min hud.
Hvordan dit blik virkede som morfin.
Jeg har stadig din grønne trøje derhjemme et sted.
Jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke har duftet til den hver dag siden vi sås sidst.
Du ser så godt ud i grønt.                   Og blåt.                Og rødt.                Og ingenting.


Mens jeg passerer det rækværk vi skar vores initialer i lukker jeg øjnene.
Indersiden af mine øjenlåg er bare sorte. Det er rart at se på ingenting. Mit hoved summer.

Jeg tror at mit hjerte er begyndt at hele.
Jeg har i hvert fald forsøgt med både plaster og forbinding.
Den her nat har kickstartet et eller andet derinde.

Det føles godt.

Stigen op ad skuret som vi altid kom forbi står der endnu. Det undrer mig lidt.
Jeg føler at noget her bliver nødt til at være ændret når nu vi er ændret.
Men selvfølgelig er alting omkring os som det plejer at være. Det er svært at forstå.
Og på en eller anden måde endnu sværere at acceptere.


Kan du huske når vi løb om kap det sidste stykke af ruten? Ned langs fortovet til opgangen.
Vi løb
og løb
og løb
og glemte sammen følelsen af utilstrækkelighed.

Jeg er der nu, der hvor vi plejede at hviske 1 2 3 og nu
inden vi lod os rive med af vinden og vindermentaliteten
og al den skønhed der dengang var i det at være til.

I nat løber jeg ikke. Jeg går stille. Men tiden er jo også gået.

Hvert skridt gør en lille smule ondt i hælene og tæerne og trædepuderne og hjertet. Især det sidste.

Vi var det man ser i film, sådan husker jeg det og sådan føler jeg det.
Det man læser om i bøger og det jeg higer efter hver eneste ensomme nat.

Hvornår valgte vi at blive noget andet?


Den syvende eller ottende tur på vores rute er nu bag mig.
Jeg står igen ved døren til opgangen hvor min mor boede før.

Og mit hjerte er tungt og lettet på en og samme tid.

Jeg fik gjort det jeg troede jeg aldrig ville kunne, og jeg står her endnu.
Hel og fungerende og kun en lille smule ødelagt indeni.

Vi fik gjort nogle af de ting vi ville,
og jeg har tilgivet mig selv
og dig
de ting vi ikke fik nået.

Februars hændelser tilhører februar,
og at afslutte noget er i sidste ende også

at foretage en ny begyndelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...