Mit livs begyndelser

Historien omhandler rejsen til det gode liv, med særligt fokus på personlig udvikling og de begyndelser der har sat sine spor, deri.

2Likes
3Kommentarer
181Visninger
AA

8. Provokatørens udvej

En halv mulighed dukkede op og jeg tog den skødesløst. Klar til at opgive håbet for altid. Kreativt frirum. I det mindste kunne det fjerne mit fokus for en stund. Jeg tegnede en zombie. Jeg var en zombie eller skulle jeg være mere som en zombie?

 

Gammelt råddenskab og dårligdom piblede frem. Jeg var ganske rigtigt en muggen zombie, uden mening, retning eller sjæl. Kun sulten, flugten og smerten var tilbage. En anarkist, provokatør og allieret så mig og min dårligdom. Hun guidede mig gennem zombieland, via kropslige og psykiske indsigter. Hun så den mening , jeg selv sagde, men ikke forstod og gav mig den tilbage i små bidder fra indsigtens frugthave. Som en gave havde jeg mening og det første skridt i en helt ny retning var taget. Uden psykofarmaka eller alkohol, men kun ved hjælp fra solens blændende lys, flygtedede jeg den rette vej. Igen og igen så min allierede mig og gav mig værktøjerne til at prøve selv.

 

Trin for trin bearbejdede jeg nu selv råddenskab og gamle sår. Fysiske såvel som psykiske sår. Med hvert sår helet, desto mere nærede menings og retningens frugter mig. Endelig havde jeg fundet mening og retning, hvilket fjernede mine strammende bånd og traumernes røgspiraler forsvandt i takt med, at de blev bearbejdet. Mine allierede agerede støtte og tankevender. Men jeg gjorde arbejdet selv! Mærkede selv min smerte, sorg og vrede, gav omsorg til den glemte pige i zombiens midte og derfra blomstrede jeg. Jeg kunne faktisk godt. Jeg havde bare aldrig vidst, hvordan man gjorde. Dette gav mig lys, glæde og mod til livet. Denne gang til hele livet. Modgang såvel som medgang.

 

Provokatøren skabte spørgsmålet og derfra fandt jeg svaret. Det skabte frihed, tillid og tiltro i mig. Saften fra de frugter jeg selv opdagede, viste sig endnu sødere end nogen andre. De nærede mit sind og introducerede nye fornemmelser; indre ro og at være i nuet. Her fandt jeg mit indre kompas. Den kerne, der er den ægte mig. Den kerne, der var inden biluheldet. Sammen fandt vi lyset og vejen ud af både zombieland og boks. Med et helende skridt trådte jeg'et og kernen ud på grønne enge med vilde blomster, store skove, sø'er og å'er, med solen skinnende og nærende i ansigtet. Det føltes som at være kommet hjem. Her voksede jeg'et og kernen sammen til et frit væsen og endelig var jeg igen rigtig. Jeg var blevet mig selv. En Pippi-pige med livsmod, glæde og eget indre lys. Dette var ægte lykke, mere ren og lykkelig end før følt og livet, hele livet, er endeligt skønt at leve. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...