Det Sidste Eventyr

Dengang Julia stadig var lille, og Max stadig var hendes bedste ven... // Deltager i 'Skriv om afsked'-konkurrencen.

2Likes
0Kommentarer
175Visninger
AA

2. Det Sidste Eventyr

I en meget smuk have, der egentlig er meget enkelt anlagt, står der en hvid sommerbænk. Ved siden af bænken er der en masse store og velholdte japanske kirsebærtræer, hvis blomster giver den ellers så grønne have et pift af forsommerens skønhed.

Havens store skønhed er en ø med et lysthus i midten af en anlagt dam. Forskelligt farvede fisk svømmer rundt i dammen, hvilket giver liv til den store have.

 

Alle vinduerne er åbne i den hvide herregård, der troner for enden af haven, for at lade nattens luft blive skiftet ud med den sødlige sommerduft. Forbipasserende kan ikke se den hektiske aktivitet bag murene; heller ikke den lille pige, der sidder på den hvide sommerbænk. Hun har en hvid sommerkjole på, der passer perfekt til hendes hvide ballerinasko. To rottehaler fuldender det søde udseende, og med den barnlige røde glød på kinderne er hun det skønneste, man kan forestille sig.

 

På græsset foran hende ligger Max, hendes bedste ven, og slapper af. Lige siden Julia blev født, har Max været der for hende. I starten var hun bange for ham, men med tiden lærte hun, at han ikke gjorde hende noget. Nu laver de alt sammen, og Julias mor og far har accepteret det. Tjenestefolkene, der passer Julias fløj, snakker og leger også med Max, men alle andre tjenestefolk i herregården ryster på hovedet af dem. Når det sker, trøster Julia Max, for han bliver altid ked af det, når folk ignorerer ham.  

 

“Se Max!” råber Julia og peger mod en due, der har kurs direkte mod dem. “Den har en seddel bundet fast om benet! Gad vide, hvem der har brug for vores hjælp i dag?”

“Hmm, måske det er snemanden Gumpe, der er blevet viklet ind i sin haveslange igen?” foreslår Max og trækker på skulderen, men ellers virker han ikke den mindste smule interesseret i hverken duen eller brevet.

Brevduen lander på Julias fremstrakte arm og stikker stolt sit ben frem. Mens Julia piller brevet af duens ben, leger Max med sin hale.

“Max, du skal altså ikke lege med din egen hale igen. Sidste gang bed du dig selv så hårdt i halen, at vi blev nødt til at tage til lægen med den.” Julia giver Max et stort smil, for Max er nemlig bange for læger. Max gyser ved mindet og rejser sig op for at gå væk.

“Brevet er fra Havskildpadden Freddie!” fortæller Julia begejstret. Max standser kortvarigt og går så tilbage til Julia.

“Hvad skriver han?” spørger Max, for nysgerrigheden vinder over hans ømhed for emnet ‘læger’.

“Han skriver, at hans og hans kones, Havskildpadden Mulles, æg snart klækker, og at de gerne vil have, at vi kommer og ser det!” fortsætter Julia uden at lade sig provokere af Max’ sure miner.

“Ej hvor spændende! Skal vi virkelig se en havskildpaddeklækning?” Max hopper op og ned af begejstring, for han elsker havskildpadder.

“Ja, og måske vi så kan besøge Biwilyra-slottet?” foreslår Julia.

“Uuuh, det er lang tid siden, vi sidst så Kong Arthur og Dronning Mathilde.” Nu smiler Max.

“Ja, det er alt for lang tid siden… Men nu skal vi afsted, for vi har en udklækning at nå!” Julia løber ned mod dammens bred, men som sædvanlig er Max der lang tid før hende. Grinende lægger Max sig på ryggen i vandet og svømmer en hurtig runde om den lille ø.

“Hop ombord på båden, Julia!” Julia sætter sig grinende på maven af Max, mens hun stiller sig ved rælingen og sætter begge hænder på hoften. Det lærte hun af Den Skæve Troldmand Lattermild, for når man står sådan, så ser man selvsikker ud.

“Jo, jeg siger til kaptajnen, at han skal sætte fart på,” siger Max og vender sig rundt for at gå hen mod styrehuset.

“Men Max, du er jo kaptajnen,” griner Julia, og Max griner med.

 

Sammen sætter de to venner kursen mod Skildpaddebugten, og snart er der land i sigte igen!

“Dér!” udbryder Max pludselig og peger på to store palmetræer, der bøjer sig ind mod hinanden.

“Max, det der er bare to palmetræer; det er ikke havskildpadderne,” griner Julia og tager ekstra godt fat i rælingen for ikke at falde om af grin.

“Ha. Ha. Ha,” vrænger Max, “Det er under palmerne. Ikke oppe i toppen af dem.”

“Det kunne jeg da ikke vide,” surmuler Julia, men hun får da også øje på Freddie og Mulle, og så bliver hun glad igen. “Mulle! Freddie! Hej!” råber hun ind til dem.

“Juhuuu, Julia! Max! Hvor er det godt, I kom forbi,” skriger Mulle med sin skingre stemme. “Den første er klækket - jeg vil kalde ham Junior!”

“Junior?” spørger Julia forvirret, for hun har ikke hørt det navn før.

“Plejer en ‘Junior’ ikke at være den yngste?” tilføjer Max, der er mindst lige så forvirret.

“Jo, I har nok ret, men han ligner bare sådan en Junior, synes I ikke?” Mulles stemme er fuld af kærlighed, og det er tydeligt, at hun ikke har tænkt sig at vælge et andet navn til den første havskildpadde.

“Mulle, min kære, skal vi ikke kalde den næste for Joe?” spørger Freddie, mens han holder øje med Junior, der er ved at lave nogle meget skæve kolbøtter på sin vej ned mod havet. Selvom de resterende seks æg ligger et par stenkast fra de første bølger på stranden, så er afstanden nu meget lang for sådan en lille nyklækket havskildpadde.

“Joe? Vi kan da ikke kalde den første for Junior, og så den næste for Joe?” Mulles stemme lyder forfærdet.

“Men Joe er da et fint navn - også selvom hans storebror hedder Junior.” Freddies stemme lød vred nu, og Mulle skulle til at åbne munden for at komme med et modargument, men Julia kom hende i forkøbet: “Se! Det æg dér klækker nu!” Og ganske rigtigt: En lille flage faldt af ægget, og et lille hovede tittede forsigtigt frem.

“Jeg tror sørme, at Juniors lillebror må vente! Det her er en hun!” udbryder Mulle, “Julia, hvad skal hun hedde?”

“Øh… Det ved jeg ikke….” svarer Julia nervøst, for det er ikke hver dag, hun bliver spurgt om hjælp til at navngive havskildpadder.

“Jo, kom nu Julia, du må da have en idé til et navn?” Nu brød Freddie også ind og pressede på.

“Okay, hvad så med Frella? Det er en blanding af jeres navne og så bare med et ‘a’ til sidst i stedet for et ‘e’.”

“Hm… Frella… Det kunne godt virke - tusind tak Julia!” Mulles øjne bliver fyldt med vand, og Julia skynder sig at give hende en krammer.
“Julia, det er ved at blive sent - du skal snart til eftermiddagskaffe med den der buttede mand og hans tykke kone,” siger Max mens han leger ‘fang halen’ med Junior og Frella.
“Borgmesteren og hans kone, Max, men de kan ikke gøre for, at de ikke er lige så slanke som os to,” svarer Julia irettesættende.

“Joooe, det kan de faktisk,” griner Max og tumler rundt på jorden af grin.
“Okay, det har du ret i.” Nu griner Julia med, mens Mulle og Freddie har travlt med at holde styr på alle de små havskildpadder.

“Skal I så afsted nu?” spørger Freddie og lægger en luffe rundt om Mulle.
“Ja, vi skal nå at besøge Kong Arthur og Dronning Mathilde,” svarer Max med et smil, og med bestemte puf skubber han Junior og Frella hen til Freddie og Mulle.

“Jamen så hils dem fra os! God tur, vi ses vel snart?” Bekymring sniger sig ind i Mulles stemme, men Freddie giver hende et kys på kinden, og så er den bekymring ude af verden.

“Selvfølgelig! Vi skal da se til de små, ikke?” Max lyder som én, der har spist en hel masse slik, men han har altid været meget glad for små væsner.

“På gensyn!”

Ombord på båden igen vinker Julia til Freddie og Mulle, der vinker tilbage.

 

Julia og Max er på vej mod Biwilyra-slottet, og med sjusket skrift skriver Julia et brev til kongen og dronningen om, at de er på vej. Max pifter efter en due, og i en fart får Julia bundet brevet fast om benet på den og sætter den fri.

Max nynner en børnesang, men selvom Julia kender den, så synger hun ikke med. Hun vil meget hellere ligge på Max’ mave og lytte til den beroligende lyd af havets bølger, vinden i træerne inde på kysten og Max’ hjerteslag.

Langsomt kommer slottet til syne, og det bliver større og større, jo tættere på de to venner kommer. I det samme øjeblik landgangsbroen bliver kastet ud til deres båd, begynder Max at løbe hen mod den brune slotsport med Julia på ryggen.

 

På den anden side af porten står Dronning Mathilde og Kong Arthur for at tage imod dem.

“Julia! Max! Hvor er det godt at se jer!” udbryder Dronning Mathilde og klapper henrykt i sine hænder.

“I lige måde, Dronning Mathilde!” Julia løber hen til den smukke dronning og giver hende en krammer. Kong Arthur griner lavt, for Julia er den eneste, der nogensinde har turdet give Dronningen et uopfordret kram.

“Det er også godt at se dig, Kong Arthur!” Julia giver også et kram til Kong Arthur.

“Julia, sidste gang du var her, der havde vi jo en gave til dig, fordi du hjalp os med at slippe af med gespenstet på loftet,” fortæller Dronning Mathilde, mens hun og Kong Arthur leder Max og Julia ind til hyggerummet i midten af slottet. “I havde bare så travlt med at komme hjem til en fødselsdag, så du fik slet ikke åbnet din gave.”

“Derfor tænkte vi, at fordi I er her i dag, så kan du få din gave nu,” slutter Kong Arthur med et lille smil.
“Ja! Det havde jeg helt glemt,” svarer Julia, mens hun løber ind i hyggerummet som den første. Et stort spejl står midt på gulvet, men Julia er mere optaget af den lille kvadratiske gave, der er pakket så fint ind, som den ligger der på sofabordet. Selvom hun virkelig gerne vil åbne gaven, så venter hun, så høfligt som hun nu engang kan, på at Kongen, Dronningen og Max kommer ind i rummet også.

“Du må gerne pakke gaven ud, Julia,” griner Dronning Mathilde, men om hun griner af Julias ‘høflige’ venten eller Max, der beundrer sig selv i spejlet, er ikke til at sige. Med et lille glædesskrig flår Julia papiret af gaveæsken, og frem kommer en flot rød fløjlsbetrukket æske, som Julia åbner med det samme.

“Er det et… ægte diadem?” gisper hun, og Kong Arthur nikker smilende og forklarer, at deres datter Prinsesse Marie, ikke længere kan passe diademet, så derfor ville hun gerne give det til Julia.
Dronning Mathilde tager forsigtigt diademet op ad æsken og placerer den sirligt på Julias hovede. Meget forsigtigt træder Julia hen til Max, så hun også kan se sig selv i spejlet.

“Wow, Julia… Den er virkelig smuk,” siger Max med et smil, men inden Julia kan nå at takke ham, fortsætter han: “Men ikke lige så smuk som mig!”

Julia griner af ham, men fordi hun er så glad, så har hun ikke lyst til at diskutere - sidste gang Max følte, at Julia var ond mod ham, var han sur i flere dage. Siden dag har Julia drillet ham med, at han er meget egoistisk, men selvfølgelig nægter han hver gang.

 

“Prøv lige at se dem; de er så forskellige, men alligevel så ens,” lyder det fra Kong Arthur bag dem.

“Burde vi have ventet med at give hende diademet, så hun måske ville være lidt ældre?” svarer Dronning Mathilde bekymret, men hendes mand forsikrer hende om, at deres valg om at overlevere diademet nu var det rigtige valg.

Julia hører dem ikke, for hun ser på sin bedste ven og sig selv. Hun vil gøre alt for Max, og hun ved, at Max vil gøre det samme. Selvfølgelig er der nogle ting, Max ikke kan, fordi han ikke har nogle tommelfingre, men som de står der og ser på hinanden i spejlet, så gør det ikke noget, at Max’ tommelfingre mangler.

 

“Du er virkelig den bedste lyserøde ven, jeg nogensinde kunne forestille mig.” Julia giver Max et kram og roder rundt i hans lyserøde manke.

“Hey! Bare fordi, at jeg er en lyserød hanløve, så betyder det ikke, at det giver dig ret til at ødelægge min frisure!” Max forsøger at lyde sur, men det kan han ikke, for han elsker, når Julia leger med hans manke.

“Okay, så lader jeg være,” siger Julia med et snedigt glimt i øjet, og Max skynder sig at sige, at hun faktisk gerne må fortsætte.

 

Mens Julia betragter sit og Max’ spejlbillede i spejlet, begynder Max langsomt at forsvinde.

“Max! Du forsvinder!” skriger Julia, men Max kigger bare trist på hende.

“Så er det altså nu,” sukker han og hænger med mulen.

“Hvad er nu?” spørger Julia forvirret.

“Det er nu, at jeg skal finde et andet barn at være sammen med.”

“Men… Hvad så med mig?”

“Hør, Julia, jeg elsker dig, det gør jeg virkelig, men Organisationen For Usynlige Venner har besluttet, at på et eller andet tidspunkt i et barns liv, skal deres usynlige ven finde en anden ven. Du er gammel nok til at få nogle rigtige venner nu, så derfor har Kong Arthur og Dronning Mathilde givet dig det diadem dér. Det er et tryllediadem, der gør, at det meste af din barnlige fantasi forsvinder… Sammen med mig…” Max kigger nedtrykt ned i gulvet.

“Men… Hvis jeg nu tager diademet af, så kan jeg blive ved med at være et barn, ikke? Sig nu, at det godt kan lade sig gøre!” Max ryster stille på hovedet. Julia forsøger ikke at græde, men hun kan ikke stoppe den enlige tåre i at trille ned ad hendes kinder. Da hun mødte den lyserøde løve første gang for snart ni år siden, lovede han, at de skulle være sammen for evigt. De var også sammen hver eneste dag, og sammen gjorde de grin med alle tjenestefolkene, sammen opdagede de nye lande og kulturer, og sammen med Max voksede Julia op. Hun er ikke længere den lille pige på et og et halvt, der græd, fordi hun ikke kunne komme forbi den store væmmelige hund, men hun har stadig brug for sin bedste ven… Sin eneste ven… Snart er den enlige tåre ikke enlig længere, og hun begraver for sidste gang sit hovede i Max’ bløde manke.

 

“Jeg elsker dig, Julia, og husk, at jeg altid vil være ved din side; du vil bare ikke kunne se mig… Farvel, dit tossede pigebarn.” Max prøver at smile, men deres farvel gør lige så ondt på ham, som det gør på Julia. Han er næsten helt gennemsigtig nu, men Julia prøver stadig at holde fast i ham, selvom det ikke lykkes.

“Farvel… Max,” græder Julia, mens hun kigger ud i den tomme luft, hvor hendes bedste ven engang stod. Tilbage står kun de lyserøde japanske kirsebærtræer, den hvide sommerbænk, søen med lysthuset i midten og minderne om Julias og Max’ mange eventyr.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...