Lange sugerør og korte nætter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til konkurrencen om nye begyndelser, valgmulighed 2.

1Likes
0Kommentarer
131Visninger

3. 3

Det var en mærkelig fornemmelse – en meget mærkelig fornemmelse. At følge noget, der ikke var min hjerne, Google Maps eller endda noget så fjollet som mit fucking hjerte. Jeg vidste ikke, hvad der fik mig til at gå, men alligevel blev jeg ved, indtil jeg var sikker på, at jeg var en magnet, - en magnet var da også tusind gange bedre end et menneske. Denne aften, nat om man ville, havde indtil videre ganske rigtig ikke bestået af andet end at stoppe op, gå, stoppe op, gå -  og så stoppe op en gang til. Men nu var jeg sikker på, at jeg kunne hoppe fra planet til planet til planet og gå med 400 kilometer i timen, eftersom jeg aldrig havde været mere sikker på mig selv.

Ja, selvsikkerhed, det var det der drev mig frem. Selvsikkerhed var det, der syntes at have sløvet alle mine sanser – jeg kunne kun meget svagt høre de andre tumle afsted bag mig, kun svagt se hvor mange grene, der svirpede ind i mit øre, svagt smage den velkendte smag af min egen mund – det var først, når du havde dit første kys, at du blev opmærksom på, hvor meget alle andre personer rent faktisk smagte af noget , svagt mærke dråberne der faldt stædigt mod min hud, sikkert indtil de ville slide den helt af. Der var bare noget, der sagde til mig, at jeg burde gå i netop den retning.

Noget uforklarligt? Og jeg havde ikke længere brug for en forklaring for at lytte, nej. Jeg vidste virkelig ikke, hvad der skete, men jeg vidste bare at så længe jeg  blev ved med at gå, skulle alting  nok gå.Før havde hver eneste sætning om mit liv endt med et spørgsmålstegn, nu endte det med et udråbstegn – eller nej - endnu bedre,  var mit liv bare en lang sætning, en lang sætning som sikket ville overbelaste printeren og resten af miljøet, hvis man nogensinde besluttede sig for at udskrive den, men når den engang sluttede ville det for fanden ikke ville være med et punktum.

Et punktum ville være at give op. Og jeg ville aldrig give op, tænkte jeg som jeg fægtede en gren væk med mit lyserøde sugerør – utroligt nok var det grenen, der bøjede sig, måske var min selvsikkerhed smittet af på sugerøret?

Shit, jeg er fuld, tænkte jeg. Eller måske sagde jeg det. Verden ville være et meget nemmere sted, hvis hovedreglen bare var, at man sagde, hvad man tænkte. Det kunne godt være, at jeg vil ende med at fornærme omtrent hele verdensbefolkningen, samt et par rumvæsner, men de ville sikkert også fornærme mig.  Jeg sagde tavst til himlen, at den var lidt overvuderet.  Himlen svarede mig ikke, så jeg tog den og krøllede den sammen til en papirskugle og smed den over min skulder og håbede på, at jeg ikke ramte nogen af de andre i hovedet. Det ville være en skam.      

Vi var der snart, jeg kunne mærke det. Så snart, var vi der. Jeg vidste ikke, hvor ”der” var – men jeg håbede bare på, at det ville være et sted, hvor man ikke fik tømmermænd på tidspunkter på tåbelige som ”i morgen.

Jeg ville savne dem. En anden af de ting, som jeg troede på, var, hvordan den værste tid i ens liv var, når man stod på kanten af noget velkendt og skulle til at springe ud i noget ukendt. I hver slutning var der også en ny begyndelse – og denne nye begyndelse var for det meste ikke noget, som man var vant til det – men vi måtte bare springe ud i det, og håbe på, at vi ville flyde ovenpå.  Som man - som man springer ud i Vesterhavet. Eller Vesterhavet er ganske vist fyldt med hestehuller og bølger, der er over 2 meter høje, og hvis man var en tysk turist, havde man ret så store chancer for at drukne, ligesom jeg var i fuld gang med nu. Men at trække vejret – endnu en af de ret overvurderede ting og lidt unødvendige ting. Hvor var de dog alle sammen så selviske, når vi trak den luft ned i lungerne, som andre mennesker måske havde mere brug for.

Jeg rystede på hovedet af sig selv, så meget at jeg ikke lagde mærke til, at træerne var væk. De høje grantræer med deres stammer, der var tykkere end mit sugerør – tro det eller lad vær. De stoppede. Det ene øjeblik var der skov, og så startede en lysning. Mine øjne havde vænnet sig nok til lyset til, at jeg vidste, at det var et højest besynderligt syn, der mødte mig.

Ja, faktisk var jeg sikker på, at jeg havde fået komplet nattesyn, som jeg nu var i stand til at skelne alle græsstråene fra hinanden, der alle sammen var groet vildt, var i stand til at se, at der ikke var noget tegn på den anden side af lysningen herfra,  i stand til at se at der ikke var nogen lysende portal at gå igennem, noget garderobeskab at gemme os i, nogen mur til en perron, som vi kunne løbe ind i  eller noget kaninhul, som vi kunne falde ned i.

Nej, tværtimod var der en Rema 1000. En Rema 1000. En Rema 1000. En Rema 1000. For hver gang jeg gentog det i mit hoved, blinkede jeg i håbet om at – ja, jeg vidste ikke engang, hvad længere. Vi var i en plantage, i en granskov i Nordjylland og af en eller anden grund, stod der en Rema 100, og så ud som om den hørte til. Jeg var sikker på, at hvis Rema 1000 havde en mund – sikke en skræmmende tanke - ville den åbne den og grine af os, indtil alle fuglene i træerne lettede ved lyden.

Men det værste ved det bizarre syn  var, at min fornemmelse var forsvundet. Det var svært at forklare, men før - før havde jeg mærket, et eller andet, der ikke var  mig, der fik mig til at tage det næste skridt på samme måde, som mit hjerte pumpede  blod rundt i  min krop – man vidste, at det var der og gjorde sit job, men man havde ikke nogen garanti for at vide, hvornår det ville stoppe.

Og i mit hoved – i mit hoved var den eneste tænkelige forklaring, at det her måtte være stedet. Jeg vidste ikke, om jeg skulle opfatte dette som ironisk eller fandenindvolsk eller alle de andre tillægsord, der måtte findes – at portalen til en anden verden tilsyneladende lå i en discount supermarkedkæde. Men som jeg kiggede rundt på de andre, forsikrede jeg mig, at dette rent faktisk fandtes. I hvert fald så deres ansigter ogå ud som selve definitionen på overrasket, og jeg selv var så overrasket, at jeg ikke kunne forestille mig, andet man dog kunne være overrasket over.

”Ser I det samme som mig?” Det var Elliot, der talte. Vi holdt stadig i hånden, registrerede jeg svagt – eller måske var det alt andet, som jeg registrerede svagt.

”Ja, det tror jeg.” hviskede jeg tilbage.

”Det tror jeg ikke, for hvis I ser det samme som mig, er I blevet skøre.”

”Vi er de eneste herude – skør er det nye normale.” sagde jeg.

”Så vi er de eneste - du tror altså ikke, at der er nogen derinde?” Ida nikkede mod Rema fucking 1000 med en stemme, der rystede så meget, jeg i et øjeblik var bange for, at der var startet et jordskælv – lige hvad vi havde manglet.

Jeg åbnede munden for at svare hende, men jo mere jeg stirrede på butikken, jo mindre sikker , blev jeg på noget som helst. Alle ruderne var knuste, nogle var helt væk – andre havde bare spindelsvævstynde revner til at gå igennem glasset, men under alle omstændigheder kunne jeg ikke se herfra, hvad der var inde i butikken. Men jeg kunne se, at alle dens murer var dækket af et tykt støvlag, bare – og jeg kunne ikke lade vær med at forstille mig, at butikken befandt sig i et vakuum, ja støv talte som ingenting. Og måske var det bare presset af det rene ingenting i vakuummet, der havde knust ruderne

Den så forladt ud – men forladt som et forladt, hjemsøgt hus hvor gulvbrædderne knirkede, selv når man ikke bevægede sig – måske sad Døden derinde med sin le og brugte den til at hakke frosne hindbær samt små barnehoveder i stykker. Forladt, som at min hud i løbet af sekunder var blevet til et landskab af gåsehud, som selv ikke den varme regn kunne nedtrampe

Jeg svarede i hvert fald ikke Ida, men begyndte bare at gå og trak Elliot med mig. Han havde altid sagt, at nysgerrighed ville blive min undergang, og i det øjeblik kunne jeg ikke give ham mere ret. Når jeg ikke kunne se ind gennem vinduerne, måtte jeg bare sparke døren ind. Bortset fra at der ikke var nogen dør – nej på den side af bygningen var, som vendte mod os, var der bare et hul – et hul, hvor jeg nemt kunne forstille mig, at der engang havde siddet en dør, men det var måske bare fordi jeg som menneske var vant til sådan noget som døre – det var nu også meget at bede om

 Det var sjovt, hvordan noget så hverdagsagtigt som Rema 1000 kunne virke overnaturligt, hvis bare man placerede det den rigtige sted, og hvordan alt ordinært måske i virkeligheden var bare lidt ekstraordinært, hvis man sørgede for at knibe øjnene lidt sammen og kigge lidt længere end nødvendigt. Det gjorde ingen dog, var jeg ret sikker. Ikke længere end de burde, ikke engang på deres livs kærlighed

Det var måske også derfor – man sammenlignede smukke mennesker med Solen, og Solen kunne man ikke holde ud at kigge på for længe – uden at blive blind. Det var i hvert fald min teori, og der fandtes sikkert ikke mange mennesker, som ville melde sig frivilligt som testpersoner, tænkte jeg.

”Øhm Rosa ” Det var blevet sværere at trække Elliot med mig, men jeg ville ikke give slip. ”Er du sikker på, at du har det godt? ”

”Har du nogensinde tænkt over, at et af de mest normale spørgsmål at stille hinanden er ’hvordan går det’. Men i virkeligheden er ’hvordan går det’  da et af de mest personlige spørgsmål, som man kan stille og alligevel opfører folk sig, som spørger de bare til vejret.”

”Det regner. Hvordan går det?”

”Jeg har det fint”

”Du får det ikke fint af at sige, at du har det fint”

”Næ, men jeg får det lidt bedre, og er det ikke det vigtigste?”

”Rosa, du ryster og har ikke bevæget dig ud af stedet de sidste 5 minutter.”

Hov, det var også rigtigt. Jeg var ikke gået frem, men  det havde jeg vist bare glemt, havde ikke trukket Elliot med mig, men det var nu også så nemt at glemme, at man skulle bevæge benene for at rykke sig.

”Jeg har fundet ud af, hvad det største problem med mit liv er.”

”Ja?”

”Jeg får aldrig tid nok til at stirre på loftet og prøve at finde ud af, hvad helvede der forgår.”

”Så forstil dig, at jeg er et loft og gør et eller andet”

”Okay,” hviskede jeg og begyndte nu at gå – var jeg ret sikker på. Måske havde de flere lange sugerør inde i Rema 1000 eller måske – det var på tide at komme videre, tænkte jeg med en beslutsomhed, med en holdbarhedstid på de 30 sekunder, det tog mig at træde ind i den Rema 1000 og kigge mig omkring. Kigge mig omkring, på de gule tilbudsskilte, på indkøbsvogne, der var halvt fyldte, som var de bare blevet forladt midt i det hele. Så meget stilhed, at hvis jeg ikke brudte den lige med det samme, ville den bryde mig.  

”Hvad ville I helst have, at den anden verden er som?” spurgte jeg og talte til de andre tre, selvom jeg var 99% sikker på ,at alle de støvede varer på hylderne også havde ører og snart ville svare på mit spørgsmål den mest morbide mulige måde. ”

”Jeg vil have et nyt sprog, hvor ’hej’ også betyder ’jeg elsker dig’, så folk ikke har så fandens svært ved at sige netop de tre ord. ” sagde Elliot.

”Hej,” sagde jeg bortset fra, at jeg ikke sagde det, for jeg var ikke så modig  - hvis bare jeg havde fået længere tid til bare at stirre op på mit loft.

”Jeg vil have, at himlen skifter farve hvert minut, nuance, fra neongul til dyb mørkerød – og man ville måske få lidt hovedpine af den, men…”Det var Ida, der talte.

”Jeg vil have at det er en lov at alle skal have en god musiksmag. ”

”Du kan også bae have en verden, hvor der kun er god musik – tror du ikke, at det ville være nemmere?”

”Ved du hvad jeg allerhelst vil have? En verden, hvor I findes,” sagde j2eg og syntes selv, at jeg gjorde et flot job med at lade som om jeg talte til en støvpartikel på en af hylderne.

”Hvad mener du?”

”Det tror jeg godt, I ved,”

”Vi er lige så virkelige som den der Rema 1000, hvilket indrømmet ikke siger særlig meget, men Rosa?” sagde Caspar, og jeg kunne ikke lade vær med at smile sørgmodigt ved synet af hans forundrede ansigtsudtryk.

”Jo, jo I findes alle tre. Det er rigtigt – men I er i – var det ikke Spanien? – med jeres forældre. I er ikke her hos mig, lige meget hvor meget jeg vil have det, lige meget hvordan jeg kniber øjnene så hårdt sammen, at jeg kunne skabe diamanter i mine øjenhuler -  bare fordi jeg ikke vil have i skulle være forsvundet. Men I er for længst taget videre.” Jeg lod mig dumpe ned på gulvet, så en støvsky opstod. Mine ben havde pludselig glemt alle de grunde, der måtte være til at stå op,

”I startede ganske rigtigt i klassen i ottende, men I gik der kun i et år, før I gik ud. I skulle videre med jeres forældre. Siden har vi kun været venner på Facebook, men selv der er I aldrig aktive” sagde jeg, for ting blev først virkelige, når man sagde dem højt. Den effekt fandtes dog også på uvirkelige ting.     

”Jamen vi er her nu. Er det ikke nok?” Jeg have forventet, at det at sige det højt for første gang ville gøre bare et eller andet, få dem til at se lidt gennemsnitlige ud. Men de så stadig lige så virkelige ud som nogensinde, Elliots stemme lød stadig så beroligende som en Paul McCartneysang, der åbnede sig ikke nogen afgrund i Jorden eller i min hjerne, som de faldt ned i. Men de var ikke virkelige.

Elliot, Ida, Caspar. Deres navne snurrede rundt i min mund, slog mod mine mundhuler, indtil jeg fik lyst til at spytte alle de stavelser ud, og lade som om, at  jeg aldrig havde sagt dem, til personer, der ikke var andet end spøgelser. 

”Det er ikke nok. Det vil det ikke være. Forstår I ikke? Jeg vil bare gerne have ting til at gå tilbage, jeg gider ikke være færdig med niende, jeg ville ikke have, at I skulle have forladt mig i slutningen af ottende. Hele verden ændrer sig, uden at jeg ændrer mig med dem. Kald mig skør, men jeg fortrækker bare nostalgisk.”

Jeg lukkede øjnene, inden de kunne nå at svare – sad i stedet bare og rokkede frem og tilbage på i en Rema  1000. Alt i mens jeg kneb mine øjne hårdere og hårdere sammen, nu splintredes diamanterne, for jeg var ikke klar til at åbne mine øjne og risikere at se en verden uden dem, en verden hvor det at komme videre ikke betød, at drikke sig fuld og tumle hovedløst af sted efter en anden verden. Jeg var ikke klar, men måske ville jeg blive det.

De to stavelser samledes i min mund, ordet  vippede frem og tilbage på min tunge, samtidig med at jeg vippede frem og tilbage på verden. Men da jeg åbnede øjnene igen, var jeg alene. 

"Farvel." Der var ingen til at høre det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...