Lange sugerør og korte nætter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2017
  • Status: Igang
//bidrag til konkurrencen om nye begyndelser, valgmulighed 2.

1Likes
0Kommentarer
131Visninger

2. 2

Hvorfor var der ikke lys ude i et sommerhusområde? Sådan var det måske bare at vokse op, inde i byen – af en eller anden grund havde tanken om,  at der ikke ville være fuldt oplyst på den her grusvej kl. 2 om natten ikke strejfet mig. Jeg var vant til lygtepæle for hver centimeter, lejlighedskomplekser med lys i vinduer, der aldrig syntes at være slukket? Og jeg var ikke vant til at gå på en grusvej  omgivet af sommerhuse – alle sammen, hvor hvad der virker som 60-årige Hr og Fru Jensen havde valgt at bruge deres  sommerferie, og Hr. og Fru. Jensen gik selvfølgelig i seng kl. 8. Seriøst, jeg havde aldrig lært at kende forskel på alle de pensioner, der var de andre sommerhusgæster heroppe – alle dem, der gav mig lyst til at bukke mig ned og kaste op, her lige nu i vejkanten, ved tanken om at blive noget så forfærdeligt som voksen.

Men under alle omstændigheder var vi tvunget til at famle os frem i mørket og træde hinanden over tæerne. Det var kun 5 minutter siden, at vi var gået eller deromkring, og det var stadig ikke nået at gå op for mig, hvor dårlig en ide, det her var – og jeg havde altid ment, at jeg kun havde levet i 5 minutter, da det gik op for mig, hvor dårlig en ide, dét var (for at være retfærdig var det heller ikke min ide ). De 5 minutter havde endda føltes som 5 minutter og et 5 år, da det tog lang tid at finde rundt, specielt når ingen af os vidste, hvor vi skulle hen.

Eller nej – jeg vidste godt, hvor vi skulle hen, jeg anede bare ikke, hvordan vi kom derhen, og desværre var det ikke en destination, man bare lige kunne taste ind på Google Maps. Vi skulle finde verdens ende – verdens ende hvor der sikket ville være fyldt med folk, der var mere tossede end os – tro det eller ej -  folk der havde ledt efter verdens centrum, men var endt ude i periferien, vi skulle finde kanten af verden, leve på kanten – den eneste kant, jeg ellers levede på, var kanten af min seng. 

Visionerne var startet i løbet af januar, var jeg sikker på. De havde startet med en drøm om at være herude, det sted jeg havde brugt alle mine barndomssommerferie. Men i stedet for at være sammen med mine forældre her, lå jeg med mine tre allerbedstevenner, der talte for omkring 1000 facebookvenner her på stranden. De næste mange nætter havde drømmene været netop ens – alkohol drukket gennem lange sugerør, smil der varede gennem alle de korte nætter. Men så – så havde jeg set den anden verden, og jeg havde set os i den anden verden, og alle brikkerne i et puslespil jeg havde prøvet at samle hele mit liv, faldt på plads.

Og når det skete – når det skete, var jeg selvfølgelig i stand til at tro på, at jeg kunne modtage visioner gennem mine drømme, i stand til at tro på, at vores lille  verden ikke var den eneste, i stand til at tro på, at mine venner ville følge mig overalt.       

”Jeg troede aldrig, at vi ville nå så langt.” Elliot var gået op på siden af mig nu, og jeg kunne ikke lade vær med at hoppe ved lyden af hans stemme – jeg havde ikke hørt ham komme.

”Hvad mener du?” De to andre gik lidt foran os, og af en eller anden grund sænkede jeg min stemme, så de ikke kunne høre vores samtale.

”Ikke at jeg troede, at du ikke havde ret. Du hader så meget at tage fejl, at du ikke åbner munden, før du er mindst 150% sikker på, at du har mere ret end Google. Men bare – det er bare sådan noget, som man taler om, ikke noget man gør, hvis du forstår? Nu er vi her altså åbenbart.”

”Du er ikke begyndt at fortryde det, er du vel? Få kolde fødder”

”Der er goretex i de her sko. Men nej, Rosa, nej, selvfølgelig ikke? Det er surrealistisk, men surrealistisk på en god måde. Det var bare det, jeg prøvede at sige. ”

”Okay, bare lige. Du skal ikke gøre noget, du ikke har lyst til det. Kom vi drejer til højre her.” Det sidste sagde jeg så højt, at de andre også kunne høre det. Uden at se efter, om de var fulgt med, drejede jeg til højre ind ad en vej, som jeg vidste ledte mod skoven. Min mavefornemmele – og alle de fantasybøge,  jeg havde slugt råt – sagde mig, at vejen til en anden verden, selvfølgelig lå inde i en mørk skov, for hvor ellers?

Jeg måtte dog tage mig selv i ubevist at række ud efter Elliots hånd, som vi kom nærmere alle de høje grantræer, der ikke var andet end silhuetter i det i forvejen ret så mørke, mørke. Men jeg kunne ikke nå at tage hånden til mig, før Elliot tog den – uden at se ned på vores hænder, men bare en refleks. Ikke at jeg kunne bebrejde ham, jeg ville tage hans hånd, selv hvis den holdt en blodig kniv med mit navn brændemærket på skaftet - definitionen af venskab, lige der.

Synd at jeg ikke fik tid til at skrive en ordbog i denne verden.

Vi gik lidt af tavshed, hen af vejen, og snublede kun for hvert andet skridt, hvilket var en klar forbedring. Alt i mens bad jeg bare til, at der ikke kom en bil forbi, fordi vi var så sandelig et kønt syn, som vi gik/desperat prøvede at holde os selv oprejste i vejkanten. Eller måske burde der komme en bil forbi – så ville passagererne i hvert fald have en historie at fortælle.

Til sidst åbnede Elliot munden igen, ordene knap hørlige under hans hektiske vejrtrækning, selv for mig, hvis øregange uden tvivl var blevet bygget med det formål at forstå lige netop den dreng.

”Tror du, at der er stjerner i den anden verden?”

”Måske. Måske er det nat hele dagen måske, og himlen vil ikke være andet end stjerner. Måske er der så få stjerner, at det rent faktisk vil give mening at tælle dem. ”

”Og hvad så, at det ikke giver mening? Det giver heller ikke mening at tælle fregner, og alligevel ved jeg, at du har i alt 22 i ansigtet.”

Jeg var ret sikker på, at jeg rødmede -  så meget han ikke ville være i stand til at se mine fregner selv ved højlys dag.

”Det er også meningsløst at lev, men alligevel gør vi de, sådan hver dag.” svarede jeg tilbage – mig mester i at skifte emne, siden tidernes morgen.

”Okay, her prøvede jeg at give dig en kompliment – største kompliment nogensinde at prikker på din hud er værd at tælle– men næste gang så prøv at svare med noget simpelt som tak eller noget.”

Jeg sagde en ubestemmelig lyd, som fremmede meget vel kunne tyde som en dyrisk knorren, som ville jeg flå hjertet ud af brystet på Elliot og spidde det på en stjerne, men jeg vidste, at han vidste, at det betød tak.

”Må jeg spørge om noget?”

”Ja, selvfølgelig”

”Hvorfor gør vi det her?”

”Hvorfor ikke?”

”Det er det, du siger hver gang - at vi ikke har nogen reel grund til at have lyst til at blive i denne verden, at vi ikke har noget reel grund til ikke at tro, at du har ret. Og det har du også ret i. Men helt seriøst, Rosa, har vi nogen grund til, hvorfor vi burde gå ind i skov midt om natten, og håbe på, at vi, jeg ved ikke, finder en kanin med et ur og følger efter den, ned i et hul og tager navneforandring til Alice?”

”Kan vi ikke fokusere mere på hvorfor ikke, end på hvorfor ?”

”Så giv mig en god grund til, hvorfor ikke jeg burde dræbe dig, lige her og nu. ”

”Jeg er skæbnebestemt til at blive universets herskerinde, og det kan jeg være både død og levende.”

”Og hvad ville du så først indføre som lov?”

”Hvis du dræber mig, vil jeg indføre at du skal dø – af dykkersyge, kan du ikke huske, at vores lærer sagde, at det var den mest smertefulde måde at dø på? Hvis du lader mig leve, vil jeg bestemme, at chokolade skal være sundt .”

I et øjeblik kiggede jeg bare på vores skygger. Jeg vidste ikke, om det bare var indbildning, at de var der eller om stjerner rent faktisk var nok lys til at skabe skygger, men ikke desto mindre kunne jeg ikke frigøre mine øjne fra de to skikkelser – en dreng og en pige, der bevægede sig hen af grusvejen, hånd i hånd. Skyggerne viste ikke noget tegn på at være ved at boble over af følelser , ikke noget tegn på at trække vejret eller have bankede hjerter elle 22 fregner, og jeg misundte dem, men kun en lille smule. For hvordan kunne jeg være jaloux på noget, der bestod af mørke, når jeg selv var mørkeræd? Men måske var mørke, bare mere simpelt – en god ting.

Der var altid lys nok til skygger, og det hjalp, at vi kastede en skygge – for så vidste jeg, at vi fandtes så skørt som det end lød. Jeg kunne godt blive i tvivl, da Elliot - Han var et impressionistmaleri, kun synlig i fragmenter og penselstrøg, aldrig i stand til at blive set helt og virkelig bortset fra i hjørnet af andres synsfelt. Og nogle gange kunne jeg god komme i tvivl, om han måske ikke bare var den moderne kunst, en piedestal uden noget på, en skygge uden nogen person til at kaste den, et blåhvalehjerte der ikke havde noget at slå for. Han fandtes for mig, i mit hoved – og det var alligevel så overvurderet, noget så tåbeligt som at kigge direkte på andre mennesker.

Jeg tog en dyb indånding af natteluften, så endnu en indånding og endnu en indånding, indtil jeg havde suget hele verden ned i lungerne – og tro mig, jeg kunne holde vejret i lang tid. Forhåbentlig helt indtil vi kom ind i den anden verden.

En lyd. Først var det ikke andet, en lyd, det kunne have været hvad som helst, og når jeg tænkte hvad som helst, forstillede jeg mig virkelig  hvad som helst og jeg havde efterhånden opdaget, at det kunne være mange ting? Men så kom kulden tættere på, og det var lige før, at min hjerne nåede at tænke, at det var en bil, før mine registrerede, at det rent faktisk var motorstøj. Jeg skubbede Elliot meget hårdt mod træerne i den ene siden af vejen, så hårdt, at han snublede og så hårdt, at de andre straks fulgte os ind mellem træerne uden at protestere.

Jeg blev stukket af omkring fem eller 5000 grannåle på vej ind, og kunne ikke lade vær med at undre mig over, hvordan i alverden, der dog kunne være plads til så mange træer i en enkelt skov. Men lige nu var det værste, som jeg kunne forestille mig at blive opdaget, så jeg stoppede ikke, tværtimod begyndte jeg at løbe – så meget som man nu kan løbe, når man bliver slået af flere grene end selveste Snehvide. De andre var lige bag mig – håbede jeg.

Måske burde jeg føle mig privilegeret – måske var det at komme ind i forlysene på en bil, der havde forvildet sig ud på vejen, virkelig det værste, der kunne ske for mig, hvilket ikke var noget at klage over. Min filosofi havde altid været, at hvis man troede på, at det værste kunne ske hvert øjeblik, kunne man også tro på, at det bedste kunne ske hvert øjeblik..

Det var det, jeg tænkte på, da jeg til sidst satte mig på hug, et sted hvor jeg ikke kunne se vejen længere. De andre satte sig tavst ved siden af mig, vores åndedrag nu den eneste lyd Måske var bilen allerede kørt forbi, men af en eller anden grund blev vi alle sammen siddende, indtil – i hvert fald mine – lår var begyndt at syre, og vi havde glemt alle grundene til ikke at sidde på skovbunden. Og jeg sad der, måske mest af alt, fordi mit hoved i det øjeblik var ved at flyde over med minder, og jeg var bange for at oversvømme resten af verden, hvis jeg nogensinde skulle gøre noget så tåbeligt som at rejse mig op.

Og jeg tænkte på, om min hjerne var dum. Ikke dum, det var svært at beskrive. Men det gik af en eller anden grund pludselig op for mig, hvor mange sekunder der havde været i mit liv, som bare var væk. Som jeg havde ventet på, som jeg havde oplever, om jeg havde set tikke forbi. Der var så mange , ja dage var det vel egentlig som ens hjerte ikke fandt værd at huske, som havde været så ordinære, at man knap lagde mærke til, at de havde eksisteret, før de var ovre.

Men hvad nu, hvad nu hvis, min hjerne huskede det forkerte? At grunden til, at jeg tænkte, at jeg havde haft det dårligt, var, fordi jeg havde sorteret alt det gode fra? På en måde var det en rar tanke, for det – jeg var virkelig ikke glad de første mange år af min skoletid. Jeg var pigen, der altid sad for sig selv i et hjørne, som kunne finde hjørner i runde rum. Der blev nødt til at være én som mig i hver klasse, for at holde universets balance i gang. Én, der ikke havde opdaget at man var ment passe ind, før det var for sent. En, der sad og lyttede til  de andres samtaler og altid havde læberne lidt adskilt, altid så tæt på at sige noget, men så sank jeg altid ordene i sidste sekund.

I 8. klasse startede de tre så i vores klasse. Elliot og Ida var tvillinger, og Caspar, deres lillebror, var rykket en klasse op, så der var de en lille familie. Det tog mig ikke mange dage at blive venner med dem, ikke mange dage, for mig at tænke, at midten af alle rum var hjørnerne. 

Og jeg forstod snart, at de heller ikke havde haft det godt på deres gamle skole, at deres hjerner også kun havde holdt styr på noget, de i virkeligheden gerne ville glemme. Men sammen kunne vi tage lidt afstand til det hele, og snart blev jeg en del af deres familie, på en måde jeg aldrig havde været en del fmin rigtige familie.

Vi havde været så ulykkelige, at vi kunne tillade os at insistere på at være latterligt lykkelige hele tiden – selv hvis det skulle betyde, at vi skulle udleje vores kroppe til mennesker, som vi ikke var. Vi kunne nemt være spontane og smile uskyldigt til mine forældre, da vi spurgte dem om vi ikke gerne måtte låne sommerhuset.  Vi kunne nemt være klar.

Jeg bestemte mig for, at vi ikke skulle prøve at finde vejen igen, for jeg ville ikke tro på, at menneskeheden var dumme nok til ikke at have fundet en anden verden, hvis der rent faktisk var en vej, der førte til denne vej. Men uden en vej – så var det forståeligt.

”Må vi gerne tale, eller skal vi alle se lige så skræmte ud som Rosa ved tanken om noget så forfærdeligt som en bil?” Caspar talte, og en gren svingede stille frem og ramte ham i baghovedet. Fordi han havde brudt tavsheden måske – eller måske bare på grund af vinden.

”Gå til helvede, med dig,” sagde jeg – vinden var ikke den eneste, der bedst kunne lide stilhed.

”Jeg vil gerne, men der er ingen GPS, der leder frem til fantasilande som helvede.”

”Jeg glemmer alting, hvor deprimerende du bliver, når du er fuld.”

”Du siger, jeg er deprimerende. Jeg hørte engang en fuld kvinde med  udtværet rød læbestift, der lige havde kastet op i en skraldespand råbe op om, at hun elskede alle. Det må være noget forfærdeligt noget at opleve,  her må du tale om deprimerende.”

”Du modbeviser ikke ligefrem min pointe.”   

”Jeg er lige så positiv som et lille barn.” Caspar begyndte at gå uden at spørge mig om lov, og jeg kunne ikke lade vær med at blive lidt sur, selvom hans retningssans sikkert var bedre end min lige nu. Hvilket ikke sagde noget overhovedet, tænkte jeg og gestikulerede til de andre, at de skulle følge med.

”Jeg er træt i benene,” protesterede Ida.  

”Der ser du, Caspar, små børn er også altid træt i benene – de er slet ikke positive.”

”Måske, men ud over bentræthed -det er et ord, selvom Word sikkert ville sætte en rød streg under det - er min teori, at 9 år…. Når man hat passeret 9 år, er man alt for selv opmærksom på sig selv, alt for opmærksom på resten af verden -  Til at have det sjovt. ”

”Du ved - de fleste plejer at sige, at teenageårene er de bedste år i ens liv. ”

”Ja, vokse der lider af hukommelsestab. Hvis det her er de bedste år i mit liv, er jeg ikke sikker på, at jeg har lyst til at leve resten af mit liv. ”

”Okay,” sagde jeg. Hvis jeg havde kunnet, ville jeg have sent en thumps up, hvis dette var en messengersamtale – der repræsenterede lt, hvad der var galt med denne generation, som de ignorerede hinanden uden at ignorere hinanden. ”Bare bliv ved med at gå, Ida,” Ida blev ved med at gå, det gjorde vi alle sammen. Denne gang endnu langsommere, fordi en eller anden genial person havde placeret træer over alt.

Men der var en vis form for symbolisme over, at vi ikke længere fulgte grusvejen, en form for symbolisme, der retfærdiggjorde de første 20 gange jeg faldt og stak mig på brandnælder.     

Den 21. gang endte jeg dog med at gribe Elliots hånd igen i håbet om , at det ville forhindre, at der ville komme en gang nummer 22 og vendte blikket mod himlen, da det forhåbentlig ikke var blevet muligt at falde over stjernerne – endnu.  Det var utroligt, hvor idyllisk dette øjeblik pludselig virkede bare man så den der stjernehimmel, som alle snakkede om – hvor idyllisk, noget kunne virke på overfladen, når bare man kiggede op en gang i mellem.

Men som havde himlen hørt mine tanker, begyndte det i det øjeblik at regne. Jeg kunne have svoret, at det i det ene øjeblik havde været fuldkommen stjerneklart, ikke en sky i sigte, og i det næste øjeblik havde alle stjernerne gemt sig, og himlen var ikke andet end konturer af mørke skyer. Fra det ene sekund til det andet. Mit liv var fyldt med plothuller, eller også var min hjerne bare fyldt med alkohol.

Fra det ene sekund til det andet var jeg i hvert fald gennemblødt, som det lige pludselig regnede så meget, at størstedelen af alt luft syntes at være blevet erstattet af vand, og det var et sandt mirakel, at jeg kunne trække vejret i vandet. Men eftersom det havde været en varm dag – så varm jeg flere gange havde hentet den røde brandslukningsflaske ind i tilfælde af, at der ville gå ild i verden – var regnen også så varm, jeg for første gang i lang tid rent faktisk havde lyst til at danse i regnen – eller måske bare lade vær med at løbe indenfor - og ikke bare fordi facebookposts med lidt for mange pastelfarver fortalte mig det, men fordi jeg rent faktisk havde lyst. Dråberne faldt med sådan en intensitet, som spyttede himlen på os, og man kunne sikkert  finde en rytme i det, hvis man ledte længe nok.

”Se – det er i orden at være deprimeret, når selveste himlen er det. ” Caspar stoppede op og løftede begge sine hænder mod himlen, som var han pludselig den nye tyngdekraft, der elskede dråberne nok til a lade dem falde i deres sikre død for ham, for ja regn var vand, der begik selvmord, uden tvivl.

”Det der, det er glædestårer,” grinede jeg og fortsatte med at åbne og lukke munden i et forsøg på at finde luften. Det kunne ellers være den sejeste dødsårsag nogensinde, at drukne i himlens glæde - dens hjerne huskede tydeligvis alle de rigtige ting.  Måske kunne jeg tage mir lyserøde sugerør, som jeg netop havde opdaget, at jeg stadig havde i hånden og prøve at suge det hele op og håbe på, at jeg ikke ville overbelaste det stakkels sugerør. Eller måske kunne jeg håbe på, at der ville dukke en gul undervandsbåd op, som jeg kunne flytte ind i, indtil det var ovre og derefter danse til den selv samme Beatles sang – det talte ved stadig som at danse i regnvandet.

”Hvad med at tælle regndråber i stedet for fregner?” spurgte jeg Elliot, eller også spurgte han mig eller også gav jeg bare hans hånd klem  og vidste, at han ville kunne mærke ordene. Og grinede derefter af, hvad jeg  havde sagt, grinede af, at jeg i et øjeblik havde lyst til at kysse hvert evigt eneste menneske på jorden, i regnen og i en Hollywood film,  grinede fordi regnen nu vaskede alle de minder jeg havde gemt under neglene væk, alle de barndomsminder, jeg ellers bed i på grå dage, hvor jeg gerne ville huske dengang, at det at leve var jordbæris, solskinsdage, lyserøde prinsessekjoler og regnbuefarvede regnjakker og ikke sorte skinny jeans,  hvid T-shirt så stram man ikke kunne få vejret, et karakterark printet uden farver.

Grinede, indtil regnen havde vasket alle grundene til ikke at grine væk, grinede indtil jeg glemte, hvor alene jeg var. Regndråber var aldrig alene, men til gengæld var det sjældent at man opfattede regndråber som individer, selvom at have sådan noget som venner var tusind gange vigtigere end indivivalisme – host, bare se på vores generation, host . Men som jeg stod der og grinede lige så vanvittigt som Sirius Black, vidste mine fødder pludselig helt præcis, hvilken vej de skulle gå på den slimede skovbund. Helt præcist hvilken vej. Og jeg var slet ikke træt i benene.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...