Lange sugerør og korte nætter

//bidrag til konkurrencen om nye begyndelser, valgmulighed 2.

1Likes
0Kommentarer
151Visninger

1. 1

Jeg havde en teori om, at alt væske smagte meget, meget bedre, når man drak det ud af lange sugerør. Man kunne suge alt blodet ud af menneskeheden, meningen ud af livet og ikke så meget som skære en grimasse, hvis bare man gjorde det i gennem et langt sugerør. Eller man kunne – som vi gjorde nu – drikke flasker af flere år gammel, sikkert billig vodka, som vi havde fundet i et skab under et støvlag så højt, det satte Mount Everest til skamme. Sugerørene havde vi købt i Fakta til 10 kr, fundet dem på nogen af deres rodehylder – men jeg var sikker på, at det med tiden ville løbe op i et meget større beløb, da jeg uden tvivl regnede med at skulle forsyne mig med disse tynde rør,  i alle regnbuens farver, tæt på 1 m. lange, resten af livet, og jeg havde netop erklæret dem min eneste grund til at være i live – de var da bedre end så mange af de grunde, der var noget så utilregneligt som personer.

Dog, for at være ærlig, måtte jeg indrømme, at min glæde i højere grad skyldtes de mennesker, som jeg var omgivet af, og det at det var sommerferie, og klokken var to eller deromkring om natten (det tidspunkt hvor man kunne være glad uden at tænke på hvorfor) og alle de stjerner, der hang på sommerhimlen på præcis samme måde, som sten ikke ville gøre. Og måske også den vodka, der skvulpede rundt i mit blod, som Vesterhavet slog med stranden få 100 meter herfra.

De andre  virkede også glade. Måske var det bare mig, der var alt for selvisk og tænkte, at mit selskab var grunden til, at de var glade, men jeg troede aldrig, at jeg havde set dem så rolige. Og vi havde ganske vist  stået sammen og ventet på at komme ind til afgangsprøven, slået os selv og vores fremtidige jeg i hovedet med skolebøger, når standpunkts karakterene ikke helt var godt nok, sammen bildt os selv ind, at vores værd ikke var defineret af likes på Instagram, sammen været bekymrede nok til at hele verdensbefolkningen kunne hoppe ud fra den nærmeste bro og vores bekymring ville fungere som net til at redde andre. Måske var det sådan alle teenagere havde det, men - under alle omstændigheder havde vi fortjent det her.

 Fortjent det så meget, at mine forældre var gået med til, at vi, fire teenagere med lidt for mange bumser og lidt for få fremtidsplaner fik lov til at tage ud til min families sommerhus i Nordjylland, bare os fire og være i fem dage. Så så længe vi fik fyldt vodkaflaskerne op med vand og stillede den tilbage på plads, så længe vi ikke brugt sommerhuset til at gemme alle de lig, vi myrdede med smørknive, ville dette ikke være sidste gang, at vi gjorde det her.

”Hvornår bør vi egentlig gå i seng?” Det var Caspar, der talte fra gulvet, hvor han lå.

”Aldrig. ” Jeg smilede svagt, som for at få det til at virke som en joke, selvom jeg var ret sikker på, at jeg ikke ville have noget i mod dette aldrig, hvis bare det var sammen med dem – vi havde vores eget altid, her lige nu, nu, nu, nu, og så gjorde det ikke noget, hvis alt andet blev til aldrig (vi ville dog altid tale i klicheer).

”Kan vi i det mindste ikke nå at se Solen stige op?” Nu var det Elliot, der åbnede sin mund, hans stemme tyk af træthed.

”På den her tid af året, er det Solen, der har søvnbesvær. Den står op, sådan bogstaveligt talt efter, at den gik ned. Gad vide hvilke tanker, der holder den oppe.,” Jeg undertrykte et gab, og strakte mit lyserøde sugerør ned i vodkaflasken igen - kun for at opdage, at den var tom.

”Forkert brug af bogstavelighed.” sagde Caspar stille – han ville sige det samme, hvis nogen stod med en pistol presset mod hans tinding og sagde, at de bogstaveligt talt ville skyde hjertet ud på ham.

”Forkert brug af grund til at åbne munden.”

”At sige, når nogen andre gør noget forkert er altid en god grund til at åbne munden. Giver god selvtillid.”

”Du ville ikke vide, hvad selvtillid var, om det så dansede nøgen foran dig.”

”Nej – men jeg ved, hvad selvsikkerhed er – aldrig at behøve at kæmpe kampe, man ikke kan vinde, så hvad med, at vi bare stopper samtalen her?”

”Som du ønsker.” Jeg grinede stille, selvom jeg havde grinet så meget i dag, at min hals protesterede. Måske var det nemmere at græde. ”Men kun fordi jeg elsker dig.”

Og jeg elskede dem – alle sammen. De tre bedste mennesker på jorden, der kunne få mig til at føle mig som det fjerde, lå af en eller anden grund inden for fire kvadratmeter,  i verden. Ud af 7 milliarder mennesker i verden, var jeg heldig nok  til at have fundet disse –  selvom jeg på det tidspunkt var stoppet med at lede.

Det var måske en eneste grund til ikke at komme her i sommerhuset – jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, før jeg havde kendt dem, og det åbnede for muligheden om, at der meget vel også kunne være et efter, jeg stoppede med at kende dem. Ikke at jeg burde tænke på det her, men jeg havde ikke gået de 10.000 skridt, som Sundhedsstyrelsen anbefalede, i dag så måske prøvede mine tanker at gå dem for mig. Desværre var alt det, jeg normalt ikke tænkte på kun få skridt væk, mens tyske grammatikregler – jeg fik brug for en flymaskine, hvis jeg skulle have en chance for at nå dem.

Jeg var kommet i det her sommerhus, så længe jeg kunne huske, havde siddet i den samme sofa så mange gange, jeg fik på fornemmelsen, at jeg ved at lægge henslængt her maste alle mine fortidige jeg, der ellers var stablet i denne sofa – endnu mere støvede end vodkaflaskerne.

Af en eller anden grund havde bare et dårligt minde det med, at ødelægge alle de gode, der ligeledes hørte sammen med dette sted – og jeg var ikke sikker på, at et godt minde kunne overdøve en masse dårlige.  Det var nu bare ikke ét dårligt minde – nej, det var mange søvnløse nætter, jeg havde siddet her, stirret ud af det samme vindue, haft den samme duft af saltvand i næsen, indåndet den samme luft og ønsket mig hen til ethvert andet sted end det her, ethvert andet sted.

”Jeg elsker jeg virkelig,” hviskede jeg først opmærksom på ordene, efter de havde forladt min mund. ”Næsten mere end Skam, ’Beatles og chokolade.” Altid få sandheden til at virke lidt som en joke - det stod vist skrevet meget tydeligt i mine uskrevne livsregler. 

”Er vi i virkeligheden ikke superskurke?” sagde Elliot stille, og selvom jeg ikke vidste, om jeg var i humør til at følge endnu en af hans lange tankerækker, der aldrig havde hverken en begyndelse eller en slutning, svarede jeg alligevel. ”Hvad?” Fordi det er hvad venner gør. Forstår hinanden.

”Fordi superskurke altid prøver at ændre ting, mens superhelte helst bare vil have, at alting forbliver det samme.”

”Vi prøver da ikke at ændre noget - vi stikker bare halen mellem benene og løber, indtil vi når til ’noget’ der ikke længere har behov for at blive ændret, og som der ikke skal superhelte til at forsvare – bare almindelige mennesker. ”

”Det er da stadig lidt ondt af os, skurkeagtigt – at efterlade alle vi kender – at sige vi tager på sommerferie i 5 dage, og så forsvinde for alting. ”

”Elliot – vi efterlader dem ikke, vi forlader dem bare. Der er en stor forskel. Og de eneste tre mennesker i verden, som jeg vil efterlade sidder i dette rum.”

”Pas på med hvad du siger – der er en grænse mellem selvsikkerhed og arrogance.”

”Og dem, der har passeret det, er dem, der lever lykkeligt til deres dages ende og lidt længere end det.”

”Klart. Hvornår skal vi afsted?” Elliot rejste sig fra gulvet, uden at vakle, med så meget alkohol i blodet, hvilket gjorde, at han uden tvivl fortjente at have flere mennesker at kunne efterlade – superskurk eller helt, nu kendte jeg hans superkræft

”Hvornår vil I afsted?” spurgte jeg. ”Det er trods alt mig, der har bestemt det meste af det her, så hvorfor ikke også spørge jer lidt?”

”Tja, vi kan ikke alle sammen modtage visioner fra en anden verden,” sagde Ida og grinede sammen med alle os andre. ”Men snart, snart, snart. Hvis alt det, du har fortalt virkelig passer, er jeg ikke nogen grund til at bruge mere tid end højest nødvendigt i det her sommerhus – der er flere huller end væg. ”

”Hey – ikke fornærm sommerhuset. Det kan uden tvivl høre dig.” Jeg satte mig langsomt op i sofaen og sendte hende et blik, jeg gerne selv ville tro kunne rive hjerterne ud af brystkasser på størrelse med øltønder og overbevise stjernerne om, at de skulle falde ned fra himlen – i virkeligheden kunne jeg sikkert få øjenkontakt med en to-årig, og det ville være mig, der blinkede først

”Men skal vi efterlade en seddel eller et eller andet?”

”Og hvad i alverden skulle vi så skrive på den seddel?”

”Der er mere til denne verden, og vi har fundet det. Ja, et eller andet helt vildt kryptisk. Måske, sådan. Vi har hjerter på størrelses med blåhvalers - hvis blåhvaler ellers har store hjerter, de har i hvert fald store penisser,  og hvad er forskellen? – og vi har fulgt dem. ’Man kan kun finde det overnaturlige, hvis man leder efter det, men vi er så ekstraordinære, at det overnaturlige fandt os først.’ Jeg ville elske at se deres ansigtsudtryk, hvis det var alt, hvad vi efterladte – deres ansigtsudtryk fra nu af og resten af deres liv.”

Caspar fulgte Idas tankerække endnu længere. ”Og tænk på alle dem fra skolen. Tænk på avisoverskriftene. De gik ud af niende med gennemsnit på 12. De gik ud af verden og efterlod alt gennemsnitligt bag sig. Og så underrubrikken – hvem vil skrive den?”

”Ingen seddel. Jo mere mystisk, jo bedre,” sagde jeg og afsluttede diskussionen. Så sagde jeg noget, selvom jeg næsten kunne høre mit fremtidige jeg skrige ind i hovedet på mig, at det ikke ville være en god beslutning. ”Lad os tage af sted lige nu. ”

”Lige nu? Rosa – klokken er midt-om-natten, og vi er ikke sådan helt ædru,” indvendte Ida

”Jeg sagde ikke, at det var rationelt. Jeg syntes bare, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Det er ikke fordi, vi skal pakke eller noget.”

”Jeg vil da ikke have noget i mod at have en tandbørste med – hvem ved, hvor meget de mon går op i tandhygiejne i den anden verden – og måske lidt bøger, lidt musik og sådan – i tilfælde af, at de har ikke har opfundet underholdning i den anden verden.”

”Min kære ven, når du kommer fra et så lortet sted, som vores verden, kan du ikke rigtig tillade dig at være kritisk. Huller i tænderne er en ringe pris at betale, for hvad vi kommer til at opnå, Ida.”

”Du har ret. Som altid”

Jeg sendte et fingerkys mod Ida, tømte mit allerede tomme vodkaglas, rejste mig op for derefter at sætte mig ned igen lige med det samme.

”Kommer I eller hvad?” Aldrig gør noget uden, at andre gør det samme – aldrig vær anderledes, uden at være anderledes sammen med nogen. Jeg kunne ikke gå uden de andre, eftersom vi var groet sammen ved hoften ved en kraft stærkere end selveste tyngdekraften. Eller måske var det bare, fordi jeg ikke kunne få balancen – men det var kun om dagen , at man skulle bruge sådan noget som grunde.

”Ja, kom alle sammen: Grib dagen,” sagde Elliot, og vi grinede alle sammen fordi, at vores liv var ved at blive til tekst til et ’Instagram’-foto.

”Lad os carpe helvedet ud af den her diem.”

Og så begyndte vi alle fire at forlade sommerhuset. Vi burde måske sige farvel, ringe til vores forældre og fortælle dem, at vi hverken var blevet kidnappet eller havde svømmet ud til tredje revle i Vesterhavet eller alt det andet, man so forælder var selvskreven til at forestille sig ville ske til ens børn. Vi bude måske i det mindste have lukket hoveddøren efter os, burde måske have overvejet muligheden for, at vi ville blive kørt over midt i det her sommerhusområde, burde måske have tænkt lidt på, hvor lang tid vi burde gå.

Men alt det vi burde, var aldrig alt det, vi gjorde. Og nu gjorde vi fandme noget, og jeg kunne ikke være mere stolt. Det eneste jeg havde med var mit lyserøde sugerør, som jeg til gengældt holdt så godt fast i, at man nu ikke længere skulle snakke, om hvad der var mellem himmel og jord (som sad uhjælpeligt sammen) men hvad der var mellem mig og mit sugerør.

Og der var jo netop ”noget” mellem os, noget som ingen andre havde opdaget, noget som ingen andre havde troet, at de ville opleve, noget der var grunden til, at vi gik ud af den hoveddør, noget der var grunden til, at vi udelukkende kiggede frem og ikke tilbage som vi gik frem.

Gad vide, hvad de andre tænkte på. Måske på de andre i vores klasse – ikke fordi nogen af os ville savne dem, det var vi sikre på. Ikke savne det like på vores nye profilbilleder, som ville være den eneste kontakt, vi ville få med dem resten af livet – men det talte også som rigeligt i dagens samfund. Måske på deres forældre, som vi alle sammen hadede fordi vi var teenagere – og for en hel masse andre grunde, vi ikke kunne huske. Jeg håbede bare, at ingen ville fortryde det.

At vide, at man sagde farvel gjorde det at sige farvel så meget sværere. Selv mine klassekammerater – hvoraf ’kammerater’ har uendeligt antal af citationstegn rundt om sig, da vi stod på ’karameldag’ som egentlig ikke var den sidste dag, jeg så nogle af dem, men når der falder spiselige farvestrålende ting ud af himlen, må man vel gå ud fra, at det er verdens undergang på den ene måde eller den anden. For bare det at vide, at noget ikke vel være der, at man ikke ville se de samme 20 mennesker 200 dage om året længere, at vide, at man ikke ville sidde i det samme klasseværelse, der lugtede af hengemte rugbrødsmader og gammel sved, var grund nok til at holde fast i det. Når Donald Trump var færdig med at være præsident, ville hele verdensbefolkningen sikkert ende med at sidde og ønske, at han kunne fortsætte lidt længere.

Men selvom jeg godt vidste, at dette savn, der fyldte mig, som jeg gjorde alt for ikke at kigge tilbage på huset, ikke er rationelt, tror jeg stadig ikke, at jeg kan holde til det. Nej, jeg kan mærke, fysisk mærke mine knogle give efter, når jeg tænkte på alle de ting jeg aldrig når, alle de drømme som jeg aldrig får opfyldt? Jeg er nostalgisk over for fremtiden (det kan man sagtens være, fordi jeg ved, at den snart ikke længere ville være der.) At jeg sikkert ikke så meget, som ser Solen stå op. I denne verden, i hvert fald.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...