08:45

//bidrag til konkurrencen om nye begyndelser, valgmulighed 2.

4Likes
1Kommentarer
328Visninger
AA

3. "Hej"

”Hej.” Hun sagde ordet så stille, så uendeligt stille, at Theo ville være sikker på, at det var noget, han havde forestillet sig, hvis det ikke var fordi,  at himlen var lidt lysere end i går – de var på vej ind i foråret. Desuden lagde han mærke til, at hendes greb nu var strammes endnu mere, så meget, han var taknemmelig, da han opdagede, at alle knoglerne i hans fingre var intakte.

”Hvad var det, du sagde?”

Theo var fristet til at sige, det ikke var noget specielt og slå det hen og begynde at tale om bogstaveligt alt andet end dem – de to mennesker ud af de 108 milliarder mennesker, der var eller havde været på Jorden.   Men – det var noget, han havde brugt alt for lang tid på at tænke over, og han kunne ikke lade vær med at sætte ord på det.

”Jeg mener – de fleste har grunde til at leve. Noget, der får dem til at svinge benene ud over sengekanten om morgen og sætte fødderne ned på gulvet, ligegyldigt hvor koldt det er. Du ved, ting som familie, drømme om at blive astronaut, venner, at være forelsket i hele menneskeheden, hvilken pæn nuance himlen har i netop det millisekund. Men jeg har ikke nogen grunde. Hele mit liv er næsten - men også kun næsten - bogstaveligt talt en cliffhanger, og mine negle kunne uden tvivl bore sig gennem alle hjerter, og hvad ved jeg, så længe de har brugt på at holde fast og vente på, at vide, hvad de skulle holde fast i. Jeg er ikke værd at redde.”

”Ingen er værd at redde.”

”Jeg leve ikke engang fucking længere. Jeg mener definitionen på liv er vel sådan forandring, du ved tilpasning og overlevelse. Alt det der Darwin sagde. Men –” Men intet forandrede sig, havde han lyst til at sige. Eller jo, selvfølgelig forandrede det sig, for hver gang Døden  sagde ’hej’, men han fik ikke lo til at se denne forandring ske. Den var der bare

Og grunden til, at folk hadede forandring så meget, var, at det før eller siden altid nåede et punkt, hvor det ikke kunne forandres tilbage igen. Man lagde ikke mærke til forandring, før den allerede var sket, lagde ikke mærke til, at man var vokset op, før det var ved at være for sent. Og at stoppe tiden. Det var at snyde, tænkte Theo, på samme måde som man snød i skak. Præcis samme skala. Han kunne ikke lide, at han kun forandrede sig, når resten af verden stod stille.

”Men hvad?” Han havde næsten glemt, at Døden var der.

”Hvis Døden er dig, burde jeg ikke være bange for at dø”

”Man burde ikke være bange for at dø, punktum.”

”Uh, hvilket reklameselskab vil du få til at lave reklamefilmen – du har allerede dit slogan. Jeg er sikker på, at de vil sende den på TV2, hvis bare du beder pænt nok,”

”Humor er det sprog, man taler til folk, der ikke taler andet end ren og skær fornuft. Og det er nu engang et fremmedsprog for mig, så stop med at drille. ” Døden arrangere sine ben i skrædderstilling med en mine, som eksisterede universet kun for, at hun kunne folde sine unaturligt lange ben siddende på et tag. Det eksisterede  kun for hendes skyld – hvis flere mennesker havde den mine ville universet enten eksplodere eller skrumpe, indtil det ikke var andet end individer og stjernestøv – ikke det der mærkelige fællesskab, der bestod af andet end atomer. ”Du ved godt, at jeg aldrig vil slippe dig. Du vil ikke se særlig køn ud på fortovet, folk vil sikkert bare træde på dig og slæbe små stykker af menneske og deres egen menneskelighed rundt under deres skosål.”

Døden grinede nervøst, og Theo gengældte hendes latter og tænkte på – tænkte på om livet virkelig var solopgange eller stjernehimle eller grå regnvejrsskyer, eller hvordan himlen ellers så ud 8. 45 og lyden af tiden, der ikke gik, og  ansigter fastfrosset i sjove udtryk, som man kunne grine af med latter, der gav genlyd mellem blokkene. Om det var duften af dødens ånde, som ikke åndede ham i nakken – for en gangs skyld - og som duftede af pebermynte og chokolade med 75% kakao og 25% desperation,  om det var ordet ’hej’ sagt i flere forskellige slags tonefald, end der var ord, om det var at kigge på lygtepæle, der stadig lyste, selvom Døden var lysræd, og samtaler med dæmpede stemmer, som var de bange for at vække alle andre eller måske bare sig selv. Og han spekulerede på, om det var nok.     

”Jeg vil aldrig slippe dig.” Døden gentog sig selv, for ham eller sig selv, men det fik under alle omstændigheder afbrudt hans tankerække, et held. ”Stoler du på mig?”

”Det ved jeg ikke helt om jeg burde”

”At stole på nogen, er ikke at gøre det, fordi man burde – nej det er at stole på nogen på trods af det, på trods af, at man ikke burde.”

”Så stoler jeg på dig.”

”Så stol på mig, når jeg siger, at jeg altid vil være der – altid, altid, altid.”

”Jamen – det er problemet. Har du ikke lyst til at komme ud i verden og begå flere fejltagelser end mig? Vi sidder fast her – du sidder fast her, du skal altid vænne tilbage til det samme sted efter 24 timer?  Og jeg? Jeg tog beslutningen om st begå selvmord, fordi, det var noget med, at ingen elskede mig, i sær ikke mig selv og – ved du hvad? Jeg har glemt hvorfor. Men det var min beslutning at begå selvmord, og selvom det måske ikke var den klogeste beslutning eller noget – så. Normale mennesker vil kun have ganske få sekunder til at fortryde. Jeg har haft flere år. Og i hver slutning er der også en ny begyndelse. Nye begyndelser starter, når man giver slip”

”Døden for dig er ikke begyndelsen på en skid.”  

”Det kommer an på så mange ting,” sagde Theo og lød kryptisk som ind i helvede og ud på den anden side, men han vidste ikke engang selv, hvad han mente. ”Vil du lege?” spurgte han så og prøvede desperat at få sætningen til at lyde så uskyldig som muligt. De havde leget denne leg, så meget, næsten hver dag, og dette var bare endnu en dag.

Døden nikkede. Han behøvede ikke specifere, hvad han mente. ”Den teenagepige, hende med så meget mascara på, at jeg ikke helt fatter, at hun kan åbne øjnene, og du ved en IPhone 56006 eller sådan et eller andet, stikkende så meget op ad lommen, er lige fyldt 16 i dag, og er på vej ned i fakta – for at vise sit Id, mens hun køber sæbebobler gerne med Peter Plys på. For at række sin egen lille fuckfinger til tiden.”

”Derefter vil hun skrive en statusopdatering, om at hun lige har købt en flaske vodka – måske  at hun snød kassedamen – eller manden til at sælge hende alkohol med over 16, 5%. Fordi noget er ikke sket, hvis man ikke skriver statusopdateringer om det, kan fortælle om det på 140 tegn og kan forkorte sine følelser ned til emojis.”

”Og så vil hun gå hen og sidde i sin vindueskarm og puste sæbebobler og punktere dem, indtil hendes gulv er helt vædet i sæbe og barndom.”

”Og så vil hun gå udenfor og støde ind i en 40-årig fremmed mand, og som undskyldning vil hun sende et par nøgenbilleder”

”Og hun vil komme i skole med mandag morgen med en ånde, som alle tror lugter af alkohol, selvom det i virkeligheden bare er desperation.”

Sådan fortsatte de, med alle de mennesker de kunne se, alle  dem, og Theo kunne ikke lade vær med at undre sig over, hvorfor i alverden den ikkeeksisterende tid varede så længe. Han kunne for længst have erobret verdensherredømmet og følt hele universet mod sin hud og malet galakser på himlen med en pensel, hvis han ikke hang her. Historierne blev da også mærkeligere og mærkeligere, indtil de  til sidst stoppede, da Døden udnævnte ham den gamle mand, som en formskiftende regnbuefarvet hybrid mellem en hippogrif og en enhjørning.

Præcis sådan her, som det skulle være. Bare to venner, der havde hinanden. Bare to venner, der begge to havde brug for at komme videre med deres liv – for det ene ville det betyde den visse død, mens hans faldt i øjeblikket mellem øjeblikket, for den anden ville det betyde chancen for ikke længere at have den mærkeligste identitetskrise, som verden længe havde set. Theo sank en klump, der mirakuløst nok ikke satte sig fast i hans hals på vej ned, som han ellers sad fast i verden.

Men Døden smilede. ”Ser du nu- jeg kan ikke give slip på dig.”

”Nej,” sagde Theo, så stille, stille, stille, stille at han måtte have brudt en eller anden form for lydmur. ”Nej, men jeg kan give slip på dig.”

Theo gav slip og faldt til lyden af Døden, der skreg et enkelt ord, som han skreg tilbage.”Hej.” Hun sagde ordet så stille, så uendeligt stille, at Theo ville være sikker på, at det var noget, han havde forestillet sig, hvis det ikke var fordi,  at himlen var lidt lysere end i går – de var på vej ind i foråret. Desuden lagde han mærke til, at hendes greb nu var strammes endnu mere, så meget, han var taknemmelig, da han opdagede, at alle knoglerne i hans fingre var intakte.

 

”Hvad var det, du sagde?”

Theo var fristet til at sige, det ikke var noget specielt og slå det hen og begynde at tale om bogstaveligt alt andet end dem – de to mennesker ud af de 108 milliarder mennesker, der var eller havde været på Jorden.   Men – det var noget, han havde brugt alt for lang tid på at tænke over, og han kunne ikke lade vær med at sætte ord på det.

”Jeg mener – de fleste har grunde til at leve. Noget, der får dem til at svinge benene ud over sengekanten om morgen og sætte fødderne ned på gulvet, ligegyldigt hvor koldt det er. Du ved, ting som familie, drømme om at blive astronaut, venner, at være forelsket i hele menneskeheden, hvilken pæn nuance himlen har i netop det millisekund. Men jeg har ikke nogen grunde. Hele mit liv er næsten - men også kun næsten - bogstaveligt talt en cliffhanger, og mine negle kunne uden tvivl bore sig gennem alle hjerter, og hvad ved jeg, så længe de har brugt på at holde fast og vente på, at vide, hvad de skulle holde fast i. Jeg er ikke værd at redde.”

”Ingen er værd at redde.”

”Jeg leve ikke engang fucking længere. Jeg mener definitionen på liv er vel sådan forandring, du ved tilpasning og overlevelse. Alt det der Darwin sagde. Men –” Men intet forandrede sig, havde han lyst til at sige. Eller jo, selvfølgelig forandrede det sig, for hver gang Døden  sagde ’hej’, men han fik ikke lo til at se denne forandring ske. Den var der bare

Og grunden til, at folk hadede forandring så meget, var, at det før eller siden altid nåede et punkt, hvor det ikke kunne forandres tilbage igen. Man lagde ikke mærke til forandring, før den allerede var sket, lagde ikke mærke til, at man var vokset op, før det var ved at være for sent. Og at stoppe tiden. Det var at snyde, tænkte Theo, på samme måde som man snød i skak. Præcis samme skala. Han kunne ikke lide, at han kun forandrede sig, når resten af verden stod stille.

”Men hvad?” Han havde næsten glemt, at Døden var der.

”Hvis Døden er dig, burde jeg ikke være bange for at dø”

”Man burde ikke være bange for at dø, punktum.”

”Uh, hvilket reklameselskab vil du få til at lave reklamefilmen – du har allerede dit slogan. Jeg er sikker på, at de vil sende den på TV2, hvis bare du beder pænt nok,”

”Humor er det sprog, man taler til folk, der ikke taler andet end ren og skær fornuft. Og det er nu engang et fremmedsprog for mig, så stop med at drille. ” Døden arrangere sine ben i skrædderstilling med en mine, som eksisterede universet kun for, at hun kunne folde sine unaturligt lange ben siddende på et tag. Det eksisterede  kun for hendes skyld – hvis flere mennesker havde den mine ville universet enten eksplodere eller skrumpe, indtil det ikke var andet end individer og stjernestøv – ikke det der mærkelige fællesskab, der bestod af andet end atomer. ”Du ved godt, at jeg aldrig vil slippe dig. Du vil ikke se særlig køn ud på fortovet, folk vil sikkert bare træde på dig og slæbe små stykker af menneske og deres egen menneskelighed rundt under deres skosål.”

Døden grinede nervøst, og Theo gengældte hendes latter og tænkte på – tænkte på om livet virkelig var solopgange eller stjernehimle eller grå regnvejrsskyer, eller hvordan himlen ellers så ud 8. 45 og lyden af tiden, der ikke gik, og  ansigter fastfrosset i sjove udtryk, som man kunne grine af med latter, der gav genlyd mellem blokkene. Om det var duften af dødens ånde, som ikke åndede ham i nakken – for en gangs skyld - og som duftede af pebermynte og chokolade med 75% kakao og 25% desperation,  om det var ordet ’hej’ sagt i flere forskellige slags tonefald, end der var ord, om det var at kigge på lygtepæle, der stadig lyste, selvom Døden var lysræd, og samtaler med dæmpede stemmer, som var de bange for at vække alle andre eller måske bare sig selv. Og han spekulerede på, om det var nok.     

”Jeg vil aldrig slippe dig.” Døden gentog sig selv, for ham eller sig selv, men det fik under alle omstændigheder afbrudt hans tankerække, et held. ”Stoler du på mig?”

”Det ved jeg ikke helt om jeg burde”

”At stole på nogen, er ikke at gøre det, fordi man burde – nej det er at stole på nogen på trods af det, på trods af, at man ikke burde.”

”Så stoler jeg på dig.”

”Så stol på mig, når jeg siger, at jeg altid vil være der – altid, altid, altid.”

”Jamen – det er problemet. Har du ikke lyst til at komme ud i verden og begå flere fejltagelser end mig? Vi sidder fast her – du sidder fast her, du skal altid vænne tilbage til det samme sted efter 24 timer?  Og jeg? Jeg tog beslutningen om st begå selvmord, fordi, det var noget med, at ingen elskede mig, i sær ikke mig selv og – ved du hvad? Jeg har glemt hvorfor. Men det var min beslutning at begå selvmord, og selvom det måske ikke var den klogeste beslutning eller noget – så. Normale mennesker vil kun have ganske få sekunder til at fortryde. Jeg har haft flere år. Og i hver slutning er der også en ny begyndelse. Nye begyndelser starter, når man giver slip”

”Døden for dig er ikke begyndelsen på en skid.”  

”Det kommer an på så mange ting,” sagde Theo og lød kryptisk som ind i helvede og ud på den anden side, men han vidste ikke engang selv, hvad han mente. ”Vil du lege?” spurgte han så og prøvede desperat at få sætningen til at lyde så uskyldig som muligt. De havde leget denne leg, så meget, næsten hver dag, og dette var bare endnu en dag. At fortælle historier, om alle de fremmede der var inden for synsvidde, netop denne dag. 

Døden nikkede. Han behøvede ikke specifere, hvad han mente. ”Den teenagepige, hende med så meget mascara på, at jeg ikke helt fatter, at hun kan åbne øjnene, og du ved en IPhone 56006 eller sådan et eller andet, stikkende så meget op ad lommen, er lige fyldt 16 i dag, og er på vej ned i fakta – for at vise sit Id, mens hun køber sæbebobler gerne med Peter Plys på. For at række sin egen lille fuckfinger til tiden.”

”Derefter vil hun skrive en statusopdatering, om at hun lige har købt en flaske vodka – måske  at hun snød kassedamen – eller manden til at sælge hende alkohol med over 16, 5%. Fordi noget er ikke sket, hvis man ikke skriver statusopdateringer om det, kan fortælle om det på 140 tegn og kan forkorte sine følelser ned til emojis.”

”Og så vil hun gå hen og sidde i sin vindueskarm og puste sæbebobler og punktere dem, indtil hendes gulv er helt vædet i sæbe og barndom.”

”Og så vil hun gå udenfor og støde ind i en 40-årig fremmed mand, og som undskyldning vil hun sende et par nøgenbilleder”

”Og hun vil komme i skole med mandag morgen med en ånde, som alle tror lugter af alkohol, selvom det i virkeligheden bare er desperation.”

Sådan fortsatte de, med alle de mennesker de kunne se, alle  dem, og Theo kunne ikke lade vær med at undre sig over, hvorfor i alverden den ikkeeksisterende tid varede så længe. Han kunne for længst have erobret verdensherredømmet og følt hele universet mod sin hud og malet galakser på himlen med en pensel, hvis han ikke hang her. Historierne blev da også mærkeligere og mærkeligere, indtil de  til sidst stoppede, da Døden udnævnte ham den gamle mand, som en formskiftende regnbuefarvet hybrid mellem en hippogrif og en enhjørning.

Præcis sådan her, som det skulle være. Bare to venner, der havde hinanden. Bare to venner, der begge to havde brug for at komme videre med deres liv – for det ene ville det betyde den visse død, mens hans faldt i øjeblikket mellem øjeblikket, for den anden ville det betyde chancen for ikke længere at have den mærkeligste identitetskrise, som verden længe havde set. Theo sank en klump, der mirakuløst nok ikke satte sig fast i hans hals på vej ned, som han ellers sad fast i verden.

Men Døden smilede. ”Ser du nu- jeg kan ikke give slip på dig.”

”Nej,” sagde Theo, så stille, stille, stille, stille at han måtte have brudt en eller anden form for lydmur. ”Nej, men jeg kan give slip på dig.”

Theo gav slip og faldt til lyden af Døden, der skreg et enkelt ord, som han skreg tilbage. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...