08:45

//bidrag til konkurrencen om nye begyndelser, valgmulighed 2.

4Likes
1Kommentarer
314Visninger
AA

2. "Hej"

”Hej.” Theo sukkede ved lyden, sukkede ved , at hun endnu en gang var blevet afbrudt midt i en sætning af tiden. Han havde en lille teori om, at hun nogle gange bare sagde hej, stoppede midt i en sætning for at lade som om tiden gik i gang og så startede i gang, men den teori holdt han for sig selv på samme måde, som man ville holde fangarme der kom ud af ens mave for sig selv.

”Nogen spændende, der er døde i dag?”

”Definer spændende.”

Min familie, mine venner, folk jeg kender, havde han lyst til at sige men lod vær på samme måde, som man lod vær med at påpege over for Donald Trump, at han var orange. Desuden var det ikke særlig mange dage siden, han sidst havde set sin far komme gående nede på gaden, sikkert på vej til arbejde, da tiden stoppede. Hvis han kiggede op ville han have set sin søn, set hans stivnede fortabte ansigtsudtryk, set hans øjne, der lignede hans – og hans far ville sikket formå at nidstirre ham, trods den ret så åbenlyse højdeforskel mellem dem.

Og man skulle aldrig se nogen i øjnene. Aldrig. Det var ikke bare alt det der med at øjnene var sjælenes spejl, der var grunden – Døden havde ikke nogen sjæl, og alligevel formåede hendes øjne at gnistre som ville de sætte ild til verdensbefolkningen, hvis nogen nogensinde turde se hende i øjnene. Hendes øjne var så blå, man kunne tage sig en svømmetur i dem hver dag og stadig udforske nye dele af dem.  Nej - man skulle aldrig se hinanden i øjnene for så kom man bare til at tale i klicheer. Mn skulle aldrig se hinanden i øjnene , for der var altid en, der skulle blinke først, og oddsene var af en eller anden grund lige meget hvad for, at det var en selv.   Specielt fordi Døden ikke behøvede  at blinke, havde hun  betroet ham.

”Alle er spændende, værd at fortælle om”

”Hvis alle er værd at ale om, er det det samme som at sige, at ingen er værd at fortælle om”

”Det er et spørgsmål, om hvordan man ser på det. Jeg vil gerne se på alting med sodavand boblende i blodet og hjerteformede, lyserøde solbriller med regnbuefarvet glas, mens jeg fokuserer så meget på de lyse sider, at jeg alligevel bliver blændet.”

”Øhm. Theo, ikke for at være en lyseslukker eller noget – men du har lidt ligesom forsøgt at begå selvmord. Hvis du snakker om at sætte pris på livet, tror jeg lidt, at du mener, at gule tilbudsvarer fra fakta er meget mere værd.”

”Hvis du bare vil hive mig op.”

”Det ved du godt, at jeg ikke kan. ”

The havde lyst til, at fortælle hende, at hun kunne sagtens. Hun var personen, der havde løftet uendelige uvillige sjæle – sjælen vejede 1000 gange mere end kroppen – hun havde set sorgen i tusindvis af øjne,  selv når hun vendte sig den anden vej, havde opdaget, at døde øjne stirrede tusind gange mere end levende øjne og havde lært betydningen af ordet farvel så meget, at hun kunne skrive en hel ordbog om det ene ord. Den piges muskelprocent var på omkring 110%, og hun kunne sagtes løfte ham, da - tro det eller lad vær -, man  tog  ikke særlig meget på, når man brugte størstedelen af sin tid på ikke at bruge den.

Det var et spørgsmål, om ikke at ville. Men  han ville heller ikke spørge hende, om hvorfor i alverden. Deres tøvende venskab - der var så meget i det, der aldrig var blevet sat ord på, ja de var aldrig helt blevet defineret som venner, og Theo var ikke sikker på, om han havde lyst til at sende hende en venneanmodning på Facebook – måske opfattede hun dem bare som bekendte  

”Ja, det ved jeg godt. Men måske bare for en dag. Jeg vil gerne hjem, bare sådan hurtig for at sige undskyld.”

”Du vil gerne hjem, jeg vil gerne til månen. Det kommer ikke til at ske, tid til at acceptere det.”

”Tja, jeg mener, teknisk set, er det ikke helt urealistisk, at du skulle blive astronaut. Jeg mener – du er bedre end alle de andre teenagere med lidt for mange bumser og lidt for få fremtidsplaner. Ikke giv op.”

”Jeg kunne snige mig om bord på en rumraket, mens tiden stod stille – hvis det altså ikke lige var fordi, jeg blev nødt til at holde fast i mig. ”

”Ja hvis du ikke lige blev nødt til at holde fast i mig,” sagde Theo og gav hendes hånd et klem, som han selv gerne ville se som betryggende, men som hun uden tvivl i virkeligheden så som livsnødvendigt. Hendes hænder så så små ud i hans, fyldt med halvmåner, som han skyldbetynget vidste var ar, som hans negle havde forårsaget, hendes hænder hvor anstrengelsen fik dem til at ligne et snelandskab, hvor hendes knoer var bjerge,

”Men alt andet end at være sammen med mig er og bliver nu også overvurderet, ” sagde han og ville ønske, at han havde en lighter,  så   han kunne sige det med et glimt i øjet.

Hun grinede. ”Ja, ja. I hvert fald bedre end det normale teenageliv, hvor man ikke længere stræber efter at leve lykkeligt til sine dages ende, men at leve uddannelsesparat til sine dages ende. Desuden betyder det her, at du aldrig kommer til at vokse helt op, aldrig vil blive færdig med niende, og aldrig er ikke et særligt trist ord,  når man tænker på alle de altid’ er for der følger med det. Vi vil altid være her”

”Hvad mener du?” spurgte Theo, velvidende, at han sikkert ville få en enetale om det, men det var nu engang venners pligt at høre enetaler fra andre venner og mene det samme. Om man så fik mening ud af det, var lige meget – mening gik i orange kedeldragt med en lænke om foden.

”Jeg mener - man starter i skole og vil være præsident, prinsesse, berømt fodboldspiller, berømt balletdanser. Man drømmer om at bosætte sig i et slot i skyerne, at grave sig gennem jorden til Kina på den anden side. Men går ud af skolen og har fået at vide, at man måske ikke er uddannelsesparat, at man ikke er defineret af andet end tal på et karakterark, at man vil dø med det samme, hvis man forsøgte at bosætte sig i skyerne, og at der er langt hurtigere måder at komme til Kina på end gennem end sandkasse. Skolen knuser ens drømme.”

”Det var en meget relevant tale. Jeg ville ellers have troet, at du stadig tænkte på hestevognen som en ny opfindelse. ”

”Tja, jeg går stadig med Beatles T-shirt og i går døde en mand med en Mozart T-shirt. Jeg vidste slet, ikke, at de lavede T-shirts med Mozart. Men jeg kan sagtens finde ud af ikke at give slip på ting, samtidig med, at jeg får flere ting at holde fast i – jeg har meget store hænder ser du, i det mindste større end Trumps. Det der med at tiden skal få lov til at bestemme over, at man ikke kan holde fast i ting er noget værre lort. Tid og år er ikke andet end at tælle, hvor mange gange Jorden har drejet rundt om solen. ”

”Og det er meningsløst, eftersom Joden lidt ligesom bare kører i en cirkel, så man burde ikke tro på, at man som menneske sådan kan komme videre og ændre sig og alt det pis, når man ender det samme sted. ”

”Teknisk set bevæger Jorden sig i en spiral, , fordi solen bevæger sig gennem rummet samtidig med, at Jorden bevæger sig rundt om Solen.”

”Og ender spiralen så et sted.?”

”Det ved jeg ikke.”

”Du der den ondeste person i verden, sådan noget burde du vide.  Du er så ond at du kunne eje Doofenshmirz’ aktieselskab så ond, at du ved hvad spørgsmålet er – hvor svaret er 42.   Snyd lidt foran.”

”Jeg snyder ikke engang foran i kassekøer. Og desuden er jeg ikke ond eller noget. Jeg sagde før, at man aldrig behøvede at give slip på noget – men hvis jeg ikke eksisterede, hvis jeg ikke eksisterede, ville vi alle sammen være ømme i armene. Jeg mener se, hvad der sker med mine arme, bare når jeg forhindrer dig i at dø. Man behøver ikke give slip på folk, når de dør, man skal bare ikke bare den fysiske vægt længere.” Døden grinede, og Theo grinede med, for gud, Dødens latter var mere smittende end klamydia – hvad sagde det om hans hjerne, at det var klamydia, der var det første, han tænkte på?

”Når folk, dør, er de væk. Det der med, at folk siger, de altid vil være i deres hjerte –du vil uden tvivl dø, hvis du prøvede at tvinge et menneske ind i din mest livsnødvendige muskel. Jeg vil vædde de 5 kr. som jeg er ret sikker på, at jeg har i min bukselomme på, at mine forældre allerede har glemt mig. Enten trækker du vejret eller også gør du ikke. Mere kompliceret er det ikke. ” Theo ville gerne kunne have forladt rummet, smækket døren, i og tændt for noget højt musik. Men han måtte nøjes med at frigøre sit blik fra Døden og kigge ned – med en trodsighed, han gerne selv vil se som den slags, der skabte verdenskrige, selvom han nok i virkeligheden lignede en 3-årig, der ikke gad i seng – men var det ikke samme ansigtsudtryk?.

”Du vil aldrig finde det.” Døden talte, men han kiggede ikke op

”Hvad?”

”Det du kigger, leder efter. ”

”Og hvad er det så?”

”Du vil gerne gå tilbage til der, hvor du begyndte. Du vil gerne finde den glæde, du engang havde. Men selv hvis du på en eller anden fandt det, ville du aldrig selv kunne komme herhen, da du selv er anderledes .Du har forandret dig, og hvis ikke på rejsen derhen så bare for det faktum, at tiden er gået. Du kan aldrig komme tilbage, hvor du begyndte, men kun gå videre spiralen.”

”Og du er sikker på, at det ikke bare er, fordi du holder fast i mig?”

”Du kan ikke gå tilbage til livet, nu hvor du har taget beslutningen om at begå selvmord. Jeg vil ikke påstå, jeg ved hvorfor, du vil hoppe, men du havde uden tvivl en god grund.”

”Jeg havde bestemt mig for at gå tilbage, har jeg nogensinde fortalt dig det? Jeg var på vej hjem igen, da jeg fucking snublede og faldt ned, så teknisk set, - teknisk set er ih så vigtigt, - ville jeg være død i et uheld, i et uheld, i et uheld. Jeg lever heller ikke længere” 

”Syntes du, at Revolver eller Abbey Road er ’Beatles’ bedste album?” spurgte hun  - så, så diskret, når hun skiftede emne. Men Theo var sur, sur som man kun kunne blive, når man han havde hængt det samme sted så længe, som en mærkelig skyformation – det var dog de færreste, der havde fantasi nok til at forstille sig, præcis hvad der foregik oppe på himlen. Theo var sur, tilbøjelig til at have lyst til bare at give slip, slip, slip på Døden og lade sig selv falde, så han kunne ligge der på fortovet og se om folk også trådte over et lig, når det lå fra deres fødder.

Men han kunne ikke give slip, selvfølgelig kunne han ikke det. Han behøvede ikke engang kigge op på Døden for at vide, at han ikke kunne få sig selv til at give slip, for han vidste, hvad han ville se. Hendes blå øjne, der var alt for store til hendes ansigt, hendes kindben så spidse, at man kunne stikke sig bare ved at kigge på hende og alt for hvide tænder og alt for øde læber og – det var sjovt, hvordan du altid lagde mærke ti. Hvor smukke ting var, når man skulle til at forlade dem.

”Abbey Road. Evigheder siden jeg har hørt det.”

”Jeg redder dig ikke. Jeg er Døden, okay? Jeg er Døden, okay? Jeg redder ikke folk, tværtimod. Jeg er Døden, det har jeg altid vidst, og det ved jeg altid vide, og du er den eneste undtagelse til reglen, som jeg har kunnet tillade mig. Vidste du, at du er den eneste person, jeg nogensinde har talt til?. Og det er, fordi du er alligevel så tæt på at dø, at jeg kan tillade mig et, tillade mig at sætte hele verden på pause for fucking din skyld? Og selv hvis jeg hev dig op, hvad vil du så have at komme op til? Du har ikke nogen eller noget, som du rigtig elsker.”

”Dig. Jeg vil dø for dig.” sagde Theo og syntes selv ,at han gjorde et flot job med at lade som om,  han talte til en fugleklat.”

”Døden er udødelig, min kære, det er der ingen grund til. Og at ville dø for nogen, er ikke det samme som at ville leve for dem.”

Det havde Theo ikke noget svar på, så han lod stilheden svare for sig – den kunne de alle sammen lære noget af. Og så lod han ellers bare sig selv trække vejret ind og ud ind og ud, ind og ud, indtil han ikke kunne komme i tanke om at han havde noget bedre at gøre.

”Hvordan ved du, at du er Døden?”      

”Hvordan ved du, at du er Theo? Det er bare sådan noget, man ved.”

”Jamen, jeg mener, hvordan ved du, at det er dig, der skal stoppe tiden, at det er dig, der har ansvar for alle sjælene? Vågner du bare op om morgen, og er bare sådan,’ Godmorgen, jeg er fucking Døden?’”

”Jeg er Døden. Og så ved jeg ikke mere. Hvad det siger om resten, at de forventer, at jeg skal have en sort kutte og en le med – jeg er Døden, og det kan godt være, at andre bare ser en teenagepige, men folk ser kun, hvad de kigger efter. Det er ligesom, at de heller ikke kigger efter en dreng, der hænger oppe i skyerne. De vil hellere kigge efter en skildpadde, der har sex  med en kanin, eller hvad deres fantasi nu ellers rækker til. 109 milliarder mennesker, omtrent, har levet  eller lever på Jorden, og jeg er den af dem, som er Døden. Alle er blevet overrasket over at se mig, men jeg ser mig selv i spejlet hver morgen og løfter ikke et øjenbryn. Og desuden – jeg er for ensom til at være andet end Døden.”

”Er det ikke også på tide, at jeg dør?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...