08:45

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2017
  • Status: Færdig
//bidrag til konkurrencen om nye begyndelser, valgmulighed 2.

4Likes
1Kommentarer
278Visninger
AA

1. "Hej"

”Hej.”  sagde Døden og grinede – som altid. Døden grinede mere, end Døden talte. Det var hans yndlings slags mennesker – dem der grinede lidt højere end de burde, lidt længere end de burde, dem der bukkede sig sammen, når de grinede og grinede og grinede, indtil de havde glemt alle de grunde, der måtte være til ikke at grine. Desværre fandtes der ikke særlig mange af dem, havde han efterhånden erfaret, men for at være ærlig behøvede han også kun Døden og så var han til reds. Ikke at Døden, ikke at hun var et menneske – hun led af alle symptomerne på det, det var sandt nok, men led desværre ikke af selve sygdommen.

Døden var nu engang  den største hypokonder, som Theo kendte, og hun formåede af en eller anden grund altid at kunne google sig frem til at ondt i lillefingeren var et tegn på kræft i leveren. For derefter at grine, og vise ham sin søgehistorik, grine så højt, han nogle gange tænkte at hendes latter virkede bedre end superlim, fællesskabsfølelse og dobbeltklæbende tape – den ødelagde hans øregange gang på gang, men samlede dem altid igen

Efter så mange års venskab, havde Theo efterhånden lært at leve med det, ligesom han havde lært at leve  med hendes samvittighed, der befandt sig i et helt verdenshav af blod, men alligevel formåede at flyde ovenpå, ligesom han havde lært at leve med den vildfarne hårlok, hun strøg om bag ørene hvert femte minut, som han havde lært at leve med hendes hjerte, som hun selv påstod slog i takt  med menneskets fornuft – det slog ikke – ligesom hun havde lært at leve med hans modvilje mod at se andre mennesker i øjnene, fordi han var bange for at snuble og falde gennem pupillen, og han var sikker på, at han ikke havde lyst til at vide, hvad der var bag, samt hans vane med at kaste sig ud i lange monologer om meningen med livet   og den korrekte måde at binde snørebånd på – de to ting var nu også så tæt op af hinanden.

Vigtigst af alt havde hun lært at leve med, at han var døende. Og at hun var det eneste, der holdt ham fra at være død, da det desværre var sådan en lillebitte smule endegyldigt, det havde Døden selv bekræftet, og hvis han ikke stolede på hende, var der for fanden ikke nogen at stole på.  

”Hej,” svarede Theo. Også som altid. Han sagde aldrig farvel, men altid hej, og han var sikker på, at der lå en eller anden form for symbolisme i det, hvilket ikke sagde særlig meget – når klamrede sig til Døden for at leve som han, havde man efterhånden lært at finde symbolisme i den klat tyggegummi, der lå på en fortovsflise nedenunder ham, og for hver gang han eksisterede, gled den lidt længere ned i den revne, der var – og siden det tog den  så lang tid, var han begyndt at spekulere meget intenst på, hvor dyb den revne var – måske førte den ind til Jordens kerne, så hvis han bare drejede hovedet nok og ikke havde glemt sine briller derhjemme, den dag han ville begå selvmord, kunne han få en chance for at se, om jorden var lige så langt ude inderst inde, som han selv var.

”Hej? Du har altid været så god med de der ord,” svarede Døden, efterfulgt af et muntert grin – som mødtes de bare på gaden. ”Sikke sjovt at se dig her. Et held at jeg kom forbi,”

”Nej, et held, at du vendte tilbage,” svarede Theo og mente det, som man nu engang mente det meste, man sagde, når man hang fra 10-etagers højde og klamrede sig til en teenagepige, der tilfældigvis var Døden. For at være retfærdig, var den eneste grund til, at han blev nødt til at holde så meget fast i denne pige, at der ikke rigtig var andre at holde fast i, og ak – han var så beundringsværdig, og tyngdekraften ville ikke give slip på ham, ligegyldigt hvor pænt han spurgte, ligegyldigt hvor meget han blinkede med sine øjenvipper. Døden sagde tit, at hans øjenvipper var hans bedste træk, hvilket han ikke vidste,  om han skulle være beæret eller forarget over.

Men når han spurgte, grinede hun bare og fortalte ham, at hans øjenvipper var så fantastiske, at  han ikke havde grund til at bekymre sig. De var så lange, at man uden tvivl ville kunne finde hen til andre verdener, hvis man klatrede på dem, så lange at han kunne prikke hul i himlen, og se alle dens hemmeligheder, som Døden var sikker på, at den havde. Så lange, at de næsten bare kunne holde ham oppe, og han ikke behøvede Døden. Hun sagde altid, at det var grunden til, at hun første gang havde grebet fast om ham – hun havde set hans øjenvipper.

Til det plejede han at svare. ”Jamen hvorfor så komme tilbage? Der er ingen grund til at blive ved med at redde mig. Jeg er ubrugelig,” hvorefter Døden grinede og svarede. ”Du er et menneske, ikke en brødrister. Du har ikke brug for, at være ”brugelig”. Desuden går brødristere konstant i stykker.

”Hvad vil du så snakke om i dag?” spurgte Døden med et hævet øjenbryn og mindede ham på, at de også var i gang med en samtale nu – efter så lang tid. Hun havde aldrig sagt det direkte til Theo, men han var ret sikker på – at det her, deres samtaler, var hendes yndlings tidspunkt på dagen. Hvilket var ironisk, da det her knap kunne betegnes som et tidspunkt.

Nej, de befandt sig i øjeblikket mellem øjeblikke, i mellemrummet mellem himmel og jord – som var endnu større end det mellemrum, han havde mellem sine tænder – selvom han nogle gange tænkte, at verden havde en spiseforstyrrelse. Mennesker målte deres værd i centimeter mellem deres lår, mens verden målte sit i det forbandede mellemrum mellem himmel og jord, og han var sikker på, at dens BMI efterhånden havde minusværdi– for mellemrummet blev mindre og mindre, øjeblikket kortere og kortere, og han frygtede, at det ville ende med at ”hej” rent faktisk var det eneste ord han kunne nå at sige til Døden. Det ord havde nu også så mange dobbelt betydninger.

Eller måske – tiden gik hurtigere, når man havde det sjovt, så måske var det bare det, der skete nu,

Det vidste han ikke. ”Det ved jeg ikke,” sagde han til Døden – for i modsætning til andre mennesker kunne han ikke bare tillade sig at tale om vejret, om hvilke idioter der netop var blevet indsat til præsident i et meget bestemt land. Han kunne ikke tillade sig bare at tale for at udfylde stilheden, for han havde så lidt stilhed tilbage og havde desuden lidt ondt af stilheden. Den var så undervurderet og ingen stoppede op længe nok til at tale om præcis hvor undervurderet.

”Hvorfor du ikke redder mig, måske,” sagde Theo og gjorde sig klar til at blive tabt, som altid når Theo vovede at stille det spørgsmål. Men han kunne ikke lade vær – det var de ord, der altid  balancerede på hans underlæbe og bare det, at han trak vejret var nok til, at han pustede det ud i verden.

Døden sukkede bare, grinede kort og pustede til en hårlok, der var faldet ned i hedes øjne

”Jeg så en gang en dame i pailletter, med en halsudskæring dybere end dyb og med et par verdenshave af alkohol i blodet kaste op i en busk for derefter at råbe op om, at hun elskede alle. Det må have været forfærdeligt, ” sagde Døden. Ikke ligefrem mester i at skifte emne.

”Okay,” sagde Theo og justerede lidt på sig selv i hendes arme. Det var en usædvanlig kold morgen og af en eller anden grund, som han stadig ikke kendte den  dag i dag, havde han glemt at tage sko på, da han sneg sig ud af huset for at begå selvmord – så hans fødder var nu to isklumper med lidt hud og stribede strømper på, som de dinglede der. Det var forbløffende svært at få varmen, når den mindste lille bevægelse kunne ende med at betyde den sikre død.

”Hvad skete der så med damen?”

”Hun faldt om i busken, og alle dem hun elskede så højt, elskede åbenbart ikke hende højt nok til at putte et tæppe over hende, så hun frøs ihjel, og jeg tog hende. ”

”Sikke en deprimerende historie. ”

”Så er det jo et held, at ingen af os elsker nogen. Vi er ikke i fare, ” sagde hun. Og Theo ville gerne sige, at det ikke passede, for han var ret sikker på, han elskede hende – prinsesser elskede de prinser, der reddede dem på deres hvide heste, og fortabte drenge, der sad fast i tiden elskede Døden, når hun reddede dem. Sådan var universets regler, nok bare, blevet skrevet ned, men Døden havde i alt hemmelighed betroet ham, at hun ikke kunne læse, så Theo sagde til sig selv, at det var derfor, at han måtte sluge alle ordene igen. At han så fik dem galt i halsen og hang og hostede var en anden ting.

Døden sad så stille og betragtede ham med samme tankefulde glimt i øjnene som altid, så stille, at han frygtede, at det allerede var blevet næste dag. Han havde efterhånden lært at være god til at lægge mærke til ændringerne – verden var aldrig den samme i mere end et sekund af gangen og efter mange års øvelse, var han blevet i stand til at spotte, når der stod en mand dernede, som ikke havde stået der før, når himlen pludselig skiftede nuance, når der pludselig var 43 stjerner at se med det blotte øje, i stedet for 42, når Dødens skyld havde tynget hendes i forvejen spinkle skuldre lidt længere ned. Alting flyttede sig fra sted til sted, men ham og Døden, var de eneste ting, der kunne bevæg sig.

Sådan havde det været så længe, han kunne huske. Eller nej – det var ikke sandt. Så længe Theo ønskede at huske. Han vidste ikke, hvor længe ’længe’ var, men der var heller ikke noget at vide. Han vidste i hvert fald, at han for længst var stoppet med at holde styr på tiden, at han for længst var stoppet med at spørge sig selv hvorfor, og erkendt, at der ikke var noget hvorfor, i det her tilfælde, for længst var stoppet med at huske, hvordan det var at have to fødder plantet på noget så fast som jorden.

For længst stoppet med at håbe på, at det kunne være anderledes.

Der var engang en dreng, der gik ud midt om natten for at begå selvmord fra en 10-etagers høj bygning. Der var engang en dreng, der tøvede og tøvede og tøvede og tøvede, vippende på kanten af bygningen som lige så let kunne være kanten på verden – der var ikke noget pænt på den anden side. Og til sidst var drengen blevet så træt, at han skulle til at gå tilbage til hjem erkende, det var blevet morgen at han ikke engang havde kræfter nok til at gøre den mest dovne ting i verden; at dø.

Men så snublede drengen over sine egne fødder eller over universet  for når man kom for at springe og var ved at gå, skulle man selvfølgelig snuble – ironien var uendelig.  Han var begyndt at falde – mens han ønskede, at han kunne tage trappen ned i stedet for. Men så - plottwist. Det ikkeeksisterende publikum, der stoppede md at læse ved første sætning   gispede og faldt ned fra deres sæder. To hænder greb fat om  hans, før han faldt to hænder, der trods deres ringe størrelse var stærke nok til at holde ham oppe, to hænder der tilhørte en person, som han kunne have svoret ikke sad på det tag for bare et sekund siden. Og de var stærke nok til at selvom det føltes som om alle hans vigtige organer, i sær hans hjerne, stadig var midt i et fald, var drengen blevet hængende.

Og så var tiden gået i stå. Selv den dag i dag, var det de bedste ord, han havde for det. Tiden var gået i stå, viseren på hans ur, var stoppet et kvarter i ni, 08:45, menneskerne nede på gaden stoppede op med deres fødder sikkert plantet i et liv, de rent faktisk havde lyst til at leve – Theo havde altid forestillet sig, at den slags mennesker, der var noget så foragteligt som glade, den slags mennesker var uden tvivl bundet sammen af deres rødder, som samlede sig i et rodnet, der nåede helt ind til Jordens kerne og måske endda længere end det. Et rodnet, som han  ikke vidste noget om. Alting stoppede op, selv vinden. Bortset fra ham, der selvfølgelig stadig fægtede med arme og ben, selvom verden måske var lidt mere end bare rolig.

Og bortset fra de to hænder, der havde ham, fremmede hænder, som han klamrede sig så hårdt til med håbet om, at svarene til alle spørgsmålene i universet kunne passe ind i et par hænder. De var allerede svedige,  men samtid røde fra kulden omkring den. Og da han med blikket fulgte hænderne op til armene, op til den person, armene tilhørte, så han, at det var en pige, der holdt ham, en teenagepige på hans egen alder, med håret sat op i en rodet knold og en hullet ’Beatles T-shirt.

Han introducerede sig som Theo, drengen der levede i hjørnet af rum og alle andres synsfelt. Hun introducerede sig som Døden og grinede bag efter, for selvfølgelig var hun ikke Døden uden en sort kutte og en le. Men åbenbart, åbenbart, åbenbart, åbenbart var hun Døden, og Theo havde ikke rigtig andet valg end at tro på det, da der var en usagt regel, om at hvis du hang ned fra en bygning, kun holdt op af en enkelt person skulle du tro på den person – selv hvis hun fortalte dig, at himlen var lilla og lavet af pindsvin.

Og Døden havde da også givet ham en forklaring. Fortalt, at hver dag kl. 8:45 dansk tid, stoppede hun tiden for at nå at indsamle sjæle fra dagen før, hver dag. Ingen opdagede det, for desværre lagde man kun mærke til tiden, når den gik. Og hun fortalte, at hun havde set ham, set ham et øjeblik før, at tiden stoppede og havde grebet ham Hvilket betød, at han fik lov til at opleve det tidsløse øjeblik, der ellers kun tilhørte hende. Fra nu ville han være frosset i tiden, når alle andre bevægede sig, og kunne bevæge sig, når alle andre var frosset i tiden og så længe, hun holdt ham i alle de sekunder, hvor tiden ikke gik, ville han bare være fastfrosset i luften, når den ikke gik.  

Da hun var færdig med sin forklaring, havde Theo åbnet munden og lukket munden. Og åbnet den og lukket den igen. Og åbnet den igen. Indtil han til sidst fik sagt tak. Den første dag det skete, spurgte han ikke hende, hvorfor hun havde reddet lige netop ham, reddet ham, selvom hun var Døden, og selvom det betød, at hun nu ikke kunne bruge sit forfrosne 8:45 på at fjerne sjæle. Enten var Theos liv fyldt med plothuller eller også var Døden fyldt med medfølelse. Næste dag var kommet – men Theo havde kun opdaget det, fordi Døden havde sagt det, og han kunne se, at alting ikke så ud, som dagen før.

Og sådan havde ellers bare fortsat. Indtil Theo var begyndt at blive lidt bange for hvordan noget så ekstraordinært kunne virke så ordinært. Han havde spurgt hende om mange ting, om hvad der ventede efter livet – hun havde aldrig grinet så højt – om hvem der så skulle insdamle sjæle – Døden havde fortalt, at sjælene selv kunne finde vej, når deres tid kom, hendes job var bare at sikre sig, at ingen kom på afveje, hvilket aldrig skete – han havde spurgt hende, hvad hun så lavede kl. 8. 45, hvis det var overflødigt hvortil hun havde svaret, at hun lå op og stirrede op i et hvilket som helst loft og tænkte, over hvad helvede der foregik– den slags havde man ikke tid til, når tiden gik.

Theo havde spurgt hende om så meget, dag efter dag, indtil han var ret sikker på, at det var blevet år, han havde lært hende at kende, og nu var han begyndt at elske hende. Den slags kærlighed der gjorde en vanvittig. Men det var en god form for vanvittighed, den slags vanvittighed der fik blinde til at se,   der fik der til ikke at gå hul på himlen, den slags vanvittighed, der gjorde at oddsene for at være ensom, der ellers altid var store med kun 7. 4 mia. mennesker på Jorden pludselig blev små. Den slags vanvittighed, der fik mennesker til at lyve

”Nej, vi elsker ikke nogen, og der er heller ikke nogen, der elsker den dreng, der hver dag hænger frosset i luften. Kan du huske den dag, hvor jeg var ved at nyse, da tiden stoppede? Jeg håber virkelig, at nogen nåede at lave et meme ud af mit ansigt på de 24 timer”

”Det viser virkelig, hvor dumme menneskeheden er, når de ikke engang lægger mærke til dig, selvom du hænger der hver dag.”

”Man ser kun det, man kigger efter, og ingen kigger efter en dreng i himlen – derfor er jeg ikke blevet opdaget”

”Du er godt nok blevet klog af at tale med Døden.”

”Du er heller ikke et menneske”

”Det tager jeg som en kompliment. Mennesker er så fucking ens, at det er er svært at være et menneske, for der er så få måder, man kan være det på. Definitionen på et mennesker er kortere end definitionen på onomatopoietikon”

”Hvad betyder det?”

”Slå det op”

”Der findes ikke særlig mange ordbøger så højt oppe desværre,” sagde Theo og slugte bitterheden i sin egen stemme, inden den nåede ud. Den smagte rimelig godt i betragtning, af at han ikke havde spist i – han vidste ikke hvor lang tid. Han havde heller ikke set sin familie, trukket vejret på samme tid med andre og så videre, men den bitterhed – han ville trods alt ikke forgifte sig selv.

Døden udstødte en ubestemmelig lyd, før hun svarede. ”Okay, det betyder –”      

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...