What you didn't see

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2017
  • Opdateret: 13 feb. 2017
  • Status: Igang
"Det handler ikke om at have evnen til at kunne blande sig ind i mængden, men om at have evnen til at kunne skille sig ud"
- Temperance Black.

Sådan lyder et uddrag af en dagbog skrevet af en pige ved navn Temperance, dedikeret til sin bedste veninde Vega. Temperance skriver om sine tanker og føleser bag alt hun går igennem.

0Likes
0Kommentarer
78Visninger
AA

1. 13. februar 2017

Jeg vidste det ville være hårdt at skulle til at skrive en dagbog til sin veninde. En dagbog plejer at være hemmelig, privat og noget som absolut ingen måtte læse. Men dette var det rigtige at gøre. Det skulle fremover være en bog, hvor hun ikke bare kunne læse i den, som at det var en form for fritidsbog. Bogen skulle kunne give hende svar.

Jeg havde stået ekstra tideligt op for at skrive i bogen, jeg havde været ude at købe dagen før. Jeg fandt min kuglepen og dagbogen frem og begyndte at skrive:

13. Februar 2017

Kære Vega.

Jeg ved ikke hvordan eller hvor jeg skal starte. Jeg ved du har millioner af spørgsmål, du mangler svar på, og jeg kan garantere dig at du vil få svar.

Jeg synes næsten selv ikke at jeg kan være det bekendt at give dig denne bog at læse, når jeg ved hvordan du har det med bøger. Men jeg kunne ikke få mig selv til at filme det istedet. Det ville være for upersonligt. Du ved hvor meget jeg selv elsker at skrive og læse, derfor vælger jeg dagbogen.

Men nok om det. Lad mig starte helt fra begyndelsen, så du kan få et bedre billede af hvad der virkelig sker oppe i mit rodede hoved.

Tja, det går helt tilbage til der hvor jeg ændrede min person, og indså en masse ting. Du kender godt historien om mit forhold til farven gul, og hvordan jeg elskede den siden jeg fik historien om min fars kærlighed til gul i slutningen af 70'erne, fortalt af min farmor. Jeg ved ikke hvad der skete, men jeg gik fra at være den helt almindelige lyserøde prinsesse pige, til et nærmest helt andet menneske. Et menneske der turde indse hvad man i virkeligheden elskede. Om det så var objekter eller mennesker. Gul var den farve som stort set alle hadede. Det var som om den ikke hørte til nogle steder. Men jeg så noget andet i farven. Jeg så hvad den stod for. Nemlig lykke og glæde. Altså farven er jo ikke en hellig farve for ingenting. Alt dette indså jeg, da jeg stod i cykelhandleren, på vej til at købe en ny cykel. Det var lige gået op for mig, at den skulle være intet andet end gul. Så selv min cykel kunne inspirere mig, til at huske på hvilken person jeg virkelig er, og ikke hvilken person andre forventer mig til at være. Nogle mennesker er bare ren kopier af de andre i deres omgangskreds. Jeg forstår ikke hvordan de gør det. Følelsen af aldrig at kunne være dem selv. Følelsen af ikke at være unik og original. Jeg prøver ikke at få mig selv til at virke hellig, for jeg er selv ikke perfekt. Men jeg er den jeg er, og jeg prøver ikke at være en jeg ikke er.

Jeg må undskylde, hvis jeg keder dig ihjel, jeg lover dig at det hele nok skal blive lidt mere interessant, og du vil på et tidspunkt se formålet med denne dagbog. Men du må have noget tålmodighed Vega. Det er alt jeg kræver.

Men i det hele taget går det hele okay. Mor ligger stadig i sengen helt fortabt siden far forlod verdenen. Men der er sket fremskridt. Mormor har fået fat i en psykolog, og de har allerede snakket sammen et par gange. Psykologen eller Agnes som hun hedder, siger at mor kom ud med nogle følelser, hun havde på hjertet. Hvis ikke det var for mormor, og hendes kæmpe formue, ville det ikke undre mig hvis vi var hjemløse lige nu.

Henne i skolen går det også i orden, Du er igang med halvdelen af skolens drenge som altid. Jeg tør som sagt godt selv at skille mig ud, men det tør du også. Til gengæld når du gør det i forhold til mig, får du bare mere respekt af det. Du er den selvsikre pige, alle gerne vil være venner med.

Jeg gad godt vide hvordan vi havde stået i forhold til hinanden, hvis du aldrig havde spurgt mig om vi skulle lege med dukker i børnehaven. Jeg forstår stadig ikke hvordan du har villet været i mit selvskab i så lang tid. Jeg er jo ikke ligefrem den sjoveste person. Jeg drikker eller ryger ikke, jeg har aldrig haft en kæreste, og så er jeg knap nok blevet kysset. Hvorimod du gør eller har gjort det hele.

Jeg tør godt at sige at jeg ser meget op til dig. Lidt ligesom at man ser op til sin storesøster. Du opfører dig også som en. Hvis der er nogle andre der griner af mig, og ikke med mig, er du der straks til at give dem dræberblikke. Du er min helt. Jeg har ikke rigtigt nogle venner udover dig. Du har prøvet at introducere mig til nogle andre, men uden held. Jeg synes simpelhen at jeg blev dummere af at snakke med dem, så beskriver de vel nok sig selv. Nogle af dem har knap nok rørt en bog.

Mit liv er så kedeligt. Den eneste der holder mig i live er dig. Glæden ved at komme i skole, og se dig der står og er min helt. Jeg mistede min mor for lang tid siden, og hvis hun ikke begynder at tage sig sammen, er hun snart som en fremmed for mig.

Undskyld Vega.

- Kys fra din Temp

Jeg kunne mærke en klump danne sig i min hals. Jeg smed kuglepennen ind i bogen, og smed bogen indenunder min seng, så ingen skulle finde den. Jeg slog mine ben ud over sengen, og mærkede mine fødder ramme det kolde trægulv. Det var den værste følelse jeg kendte. Det var som at komme fra det varme og trygge, til at møde noget koldt, hvilket man faktisk også bogstavligtalt gjorde. Jeg ved godt at jeg tænker en smule længere end alle andre, men det havde jeg næsten altid gjordt.

Jeg gik ind i mit walk-in closet, og fandt noget tøj frem. Jeg havde så meget tøj at man skulle tro det var løgn. Min mormor elskede nemlig at købe tøj til mig. Jeg tror næsten hun må have været skuffet da jeg begyndte at vise interesse for at læse og skrive. Det var ikke fordi jeg ikke brød mig om tøj, for det gjorde jeg, men jeg var ikke ligesom Vega, som var 'obsessed' med tøj. Siden været var klart og forholdsvist meget varmt, tog jeg en blå langærmet løs skjorte, nogle denim shorts og et par slipon vans på, ikke det helt store, men jeg kunne lide det. Makeup brød jeg mig ikke om. Jeg så ikke formålet med det. Det skadede jo bare ens hud, så man skulle bruge mere makeup, og så blev man afhængig. Så skulle man både bruge tid og penge på det. Jeg tror måske også det har lidt at gøre med at jeg frygtede at det ville komme er punkt, hvor jeg ikke turde at gå uden makeup.

Jeg løb nedenunder og der stod min mormor klar med morgenmad. Det var ikke det helt store, bare det sædvanlige. Cornflakes med mælk. Jeg kiggede på klokken og opdagede, at tiden vist havde løbet fra mig. Vega ville hente mig om 3 minutter. Jeg begyndte at skovle cornflakesene hurtigt op, og ind i min mund. "Er du sulten eller sådan noget" sagde min mormor. Jeg rystede blot på hovedet og spiste videre. Da skålen var tømt, lagde jeg den ned i håndvasken, tog min taske og løb udenfor. Lige da jeg var ude af døren, ankom Vega i sin Fiat 500c, med taget ovenikøbet taget ned. Hun havde i dag taget sen røde læbestift på, og den klædte hende vanvittigt godt. Udover det, kørte hun all black, med en sort blonde kortærmede trøje, hvor man kunne se hendes sorte bh under. Hun havde parret resten med et par sorte shorts, og hendes 'ting', som var de røde solbriller.

Jeg forstod godt, hvad alle så i hende. Hun havde den mest fantastiske personlighed, hvis altså hun kunne lide en, og så var hun smuk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...