Grey Mystery

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 feb. 2017
  • Opdateret: 12 feb. 2017
  • Status: Igang
Lidt baggrunds viden: jeg drømmer tit nogen meget mystiske og detaljerede drømme, så ofte at jeg har besluttet mig for at skrive dem ned. Jeg har skrevet en som, jeg selv, mine venner og bekendte synes er meget spændende. Jeg vil gerne finde en fælles skrivestil til min drømme-skrivninger og har derfor prøvet og give denne drøm den spændning, som jeg nu engang kan strække min skriveevner til og tænker er den fremtidige skrivestil. Derudover kan jeg godt tænke mig at finde ud af om det kan betale sig for mig at skrive, eller om jeg skal finde noget andet at lave. ;) (Jeg er ny inde for hele dette univers, jeg har ikke skrevet noget seriøst før, og har aldrig taget det alvorligt før. Men mine drømme tvinger mig til at skrive dem ned på en spændende måde, og jeg håber at i kan lide ideén bag). På forhånd tak! God fornøjelse

1Likes
0Kommentarer
91Visninger

1. Grey Mystery

 

 

tirsdag den 22. november 2016

16.20

 

Jeg står i et rum, som ser ud til at være et køkken. Luften er grå. Og hele atmosfæren minder om en kedelig, grå, snavset stumfilm fra 60'erne, men hvor alt går langsomt.

Jeg kigger mig omkring, der er et vindue. Jeg kigger ud og ser at udsigten er som taget ud af en scene fra Jurassic park, flyvende på en øgle højt over trætoppene. Jeg er i et gammelt forfaldent træhus, som ligger dybt inde i hvad der kunne minde om en regnskov. Men det ligger højt oppe, så højt at man ikke kan se andet end langt. 

Ved vinduet står et lille skrivebord, der ligger et par gamle briller. De er helt støvede og bærer præg af mange års forbrug, eftersom at der er spor af flere reparationer og lapninger med tape og ståltråd. 

 

Det er et lille køkken, så jeg kan kun vende mig rundt men jeg har følelsen af at min fysiske tilstedeværelse er større end normalt og at hver bevægelse jeg laver bliver korrigeret af min hjerne der hele tiden minder mig om at jeg ikke må skubbe til ting. Følelsen undrer mig. Jeg beslutter mig for at undersøge hvorfor jeg har den følelse og hvorfor lige nu? Jeg mærker af refleks på mine lommer, men der er ikke noget unormalt. Pludselig slår det mig hvorfor min hjerne blev ved med at tæmme mine bevægelser, og i samme sekund mærker jeg på min ryg, at jeg har en rygsæk på. Først nu kan jeg mærke hele min krop og ved hvor hvert en kropsdel er. Jeg følte det naturligt, eftersom jeg har fået styr på min egen fysiske tilstedeværelse, at rette blikket ud mod det lokale jeg endnu ikke vidste noget om. 

Jeg vender mig rundt og kigger bagud. Jeg står, som om jeg lige er kommet ind af hoveddøren, én meter fra døren. Ved siden af døren, på væggen, er der en opslagstavle. Trods min korte afstand til den, kan mine øjne ikke genskabe de ting der hænger på den, så min hjerne kan forstå dem. Jeg vender om igen, og kigger endnu engang på bordet ved vinduet.

Jeg får øje på en slags blyant på det lille bord, en særlig følelse rammer mig. Det er som om jeg er tættere knyttet til den, end at det bare er en tilfældig blyant der opstår når underbevidstheden får frit slag. Jeg føler angst, men nysgerrighed samtidig, nok mere eventyrlysten end angst.

 

Jeg tager et skridt længere ind i huset. Stilheden er så larmende nu, at jeg knap nok kan høre gulvets knirken, idet jeg bevæger mig ind i et rum der er ca. tre gange køkkenets størrelse. Jeg tror det er en slags spisestue. Men jeg bemærker noget underligt. Bedst som jeg står i døråbningen til spisestuen og danner mig et følelsesmæssigt overblik, eventyrlysten og forvirret som aldrig før, kan jeg ikke se venstre del af spisetuen. Alt til venstre er slørret. Det er ligesom hvis man tegner en masse kruseduller med en blød blyant, og så visker dem ud med sin finger. Der var ingen detaljer at se. 

Til højre i spisestuen  fortsætter det grå tema til gengæld uden hæmninger. Der står et gammelt bornholmerur op ad væggen. Jeg kan se at det går, men jeg hører ingen lyd fra det. Ved siden af uret, står en gammel støvet og uvasket lænestol som måske engang har været mørkegrøn, men som med tiden er blevet mere grå eller sort af mikroskopisk vækst. Det samme gælder det gulvtæppe der er lagt mellem væggene. 

Jeg kigger mere til højre og kan se at der i det nærmeste hjørne står en plante, som skulle have haft vand for minimum ti år siden. Den var så vissen at jeg ikke engang er sikker på om den engang var i live. Mellem planten og mig, er der ikke noget væg, der er en åbning ind til et andet rum. Jeg træder forsigtigt ind, og tænker kort "bare jeg nu har tørret mine sko af" men bliver hurtig sat på plads af mine iagttagelser og den stand resten af huset ser ud til at være i. Der er ikke nogen grund til at bekymrer sig om snavs på mine sko.

Jeg kommer nærmere åbningen og kan se mere og mere af lokalet bag ved. Hele bevægelsen er så underlig, det hele sker i slowmotion og jeg kan lige pludselig se mig selv, vende mig langsomt rundt om et hjørne for at se hvad der er i lokalet bag åbningen. 

Jeg ser først en glasdør ud til den friske luft. Det næste jeg ser, jo længere jeg drejer min krop ind mod åbningen, er en stor hund der ligger på et meget snusket tæppe på gulvet i midten af rummet, ved væggen. Den ser ud til at sove. 

Stadig i slowmotion løfter jeg mit bagerste ben, for at støtte min balance i mit sidste skridt mod åbningen og min opdagelse af rummet bag den. Jeg sætter min fod ned på det støvede og snavsede gulv og læner mig let ind for at se mere af rummet.  Der sidder en ældre mand i en lænestol. Jeg stivner lidt. Manden stirrer på mig, som om han har stirret på mig gennem væggen lige siden jeg opstod i huset. Jeg kigger rundt om hjørnet. Der sidder en hund til hans venstre side, den sidder op på et snavset, rød og hvid ternet tæppe. Den kigger ud i luften stift, men pludselig begynder dens hoved at dreje langsomt rundt. 90% af mine muskler fryser med det samme og jeg synker en gang. Jeg retter blikket mod manden i stolen der stadig stirrer stift på mig, nærmest bearbejdende. Hvad har jeg gjort?

En kraftig lugt af ammoniak tæsker pludseligt ind i mine bihuler som om 10 års gammel gødning havde gæret inde midt på gulvet og jeg bliver nærmest lammet af den brændende følelse i min næse. En tåre kommer frem ved mit ene øje. Jeg må have luft! 

Jeg bevæger mig hen mod glasdøren mens jeg holder om min næse. Jeg tager i håndtaget som er beskidt og ulækkert. Men jeg er ligeglad, jeg skal have luft. Det er det eneste der går gennem hovedet på mig. Jeg skal ud! Jeg åbner døren, og tager et skridt ud på en træterrasse og mærker de første friske luftpartikler ramme min pande. Alt stopper.

 

 

Er det et Deja vu?

 

Jeg står i køkkenet. Men var jeg ikke et andet sted? Er jeg blevet slået hjem?

Jeg står præcis det samme sted, som da jeg startede dette kapitel. 

Jeg er handlingslammet af min forvirring. Jeg ser de samme ting, som før. Jeg husker alt der lige er sket, men forstår ikke min nuværende placering i hele denne fortælling. Jeg kan se den ældre mand komme gående helt inde fra spisestuen. Hans krop bevæger sig som en 90-årig, meget forkrampet og foroverbøjet alt imens han kigger dybt ind i min sjæl på en helt igennem tom måde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, alle den forvirring og følelser på en gang. Manden bevæger sig naturligvis langsomt, men mod mig. Jeg tænker: "Hvad gør jeg?", "Hvad synes du hjerne? Er det farligt?". 

Før jeg når at træffe nogen beslutning ser jeg det ene sekund manden rette sig helt op der hvor han var nået til, og det næste sekund står han rank op af mig, og hans hoved lige ved siden af mit hoved. Jeg kigger stift og skræmt hen over hans skulder jeg kan se nede på hans ryg at han har foldet sine hænder. Alle følelser og forvirringer forlader min krop da han pludselig hvisker i mit øre med en hæs stemme:

 

"Jeg er meget vigtig i dette spil".

 

Nu trillede tåren ned ad min kind og jeg husker ikke mere om hvem jeg var og hvor jeg var. Alt bliver sort.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...