En Gåtur

Jeg var en lutter-glad pige. Alting var bare perfekt for mig: mine venner, min karakterer, min fodbold, min kæreste, min alting. Jeg vil ikke sige at jeg levede på en lyserød sky, men måske bag en positiv facade. Jeg var en glad pige: konstant glad, og jeg havde ikke nogle omgivelser, som var negative. Jeg valgte bevidst det negative fra, valgte at gå udenom mine småproblemer, der hobede sig op bag min ryg. Jeg troede at jeg var glad – det var vigtigt at pointere. Jeg troede virkeligt at det var sådan, hverdagen fungerede. En sund og rask pige, der altid spankulerede rundt uden store problemer.

Jeg var så glad for alting, at jeg glemte at sætte pris på det jeg havde.

Jeg tog for givet at jeg havde det sådan.

Det lærte jeg vidst nok på den hårde måde, for at sige det pænt.


- Taaaaakk, fordi du tager et kig på den her novelle. Den er baseret på rigtige begivenheder (aka. mig), og jeg har valgt at dele den, for at andre derude måske kan relatere til den.

Lots of love
Lystskriveren

0Likes
0Kommentarer
86Visninger

2. En Gåtur

Jeg var en lutter-glad pige. Alting var bare perfekt for mig: mine venner, min karakterer, min fodbold, min kæreste, min alting. Jeg vil ikke sige at jeg levede på en lyserød sky, men måske bag en positiv facade. Jeg var en glad pige: konstant glad, og jeg havde ikke nogle omgivelser, som var negative. Jeg valgte bevidst det negative fra, valgte at gå udenom mine småproblemer, der hobede sig op bag min ryg. Jeg troede at jeg var glad – det var vigtigt at pointere. Jeg troede virkeligt at det var sådan, hverdagen fungerede. En sund og rask pige, der altid spankulerede rundt uden store problemer.

Jeg var så glad for alting, at jeg glemte at sætte pris på det jeg havde.

Jeg tog for givet at jeg havde det sådan.

Det lærte jeg vidst nok på den hårde måde, for at sige det pænt.

 

Klokken er præcist 16:24, da jeg smadrer hoveddøren op, kaster hårdt min taske til siden, og spurter ind på mit værelse, og jeg når at smække med utallige døre bag mig. Sengen føles stor og indbydende, da jeg smider mit døsige legeme ovenpå den. Tankerne flyver rundt; Elsker han mig ikke længere, er jeg kedelig, har han brugt mig som kysse-kanin hele tiden? Mine tårer kan ikke længere holdes tilbage, og nu får de frit spil. I skolen havde det lykkedes mig at holde min mascara nogenlunde intakt, bortset fra det frikvarter, hvor han sagde det til mig.

Jeg kan mærke hvordan mine øjne svier, og min nye følelse af ligegyldighed strømmer langsomt fra mit hoved, ud til fingerspidserne, turen ned gennem maven, tæerne, og tilbage til hovedet igen.

Jeg ville slå noget.

Mine hænder knyttes så hårdt, at jeg fik mærker efter mine negle. Jeg rejser mig op i arrighed, og får øje på mine ny syede pyntepuder til sengen. Uden så meget som at tænke over det, tyrer jeg min pude, den som hans hoved engang lå på, så hårdt ind i væggen, at det giver en stort dump. Jeg råber frit ud i rummet; ”HVAD FUCK ER DER GALT MED MIG?!”. Det hjælper at sige noget højt, og jeg kan mærke hvordan jeg styrkedes ved mine ord. ”HVORFOR VIL HAN IKKE HAVE MIG LÆNGERE?!” fortsætter jeg ud i luften.

Stadigvæk med knyttede hænder går jeg hurtigt og målrettet mod hoveddøren igen. I ren og skær arrighed havde jeg glemt at tage overtøjet af, og det kom mig til gode nu. Jeg skulle fand’me bare væk i et ruf.

Hoveddøren river jeg op, smækker i igen, og stikker nøglen brutalt ind i låsen, for at låse døren. Jeg går målrettet mod havelågen, den som vi engang havde stået ude foran og kysset ved. Jeg flår den brutalt op, og de gamle og rustne hængsler giver efter for min nyvundne råstyrke. Jeg plejede ellers altid at have problemer med de hængsler.

Jeg stiller mig ud på den anden side af lågen. Lågen står stadigvæk lutter åben, muligheden for at gå tilbage er der stadig, før jeg må forsøge at rive de gamle hængsler op igen. Jeg lader havelågen stå åben på vid gab.

Langsomt tager jeg hænderne i mine lommer, en gammel vane, som nu kom igen.

Jeg fik lyst til at gå en tur.

Jeg snoede mine fingre rundt om ledningen i min lomme, mens jeg gik langsomt og i et uregelmæssigt tempo. Det var ikke koldt udenfor, faktisk lige tilpas. Jeg kommer i tanke om en sang, som jeg altid plejede at høre, da jeg var lille. Jeg stopper op, fumler lidt i min lomme efter hovedtelefonerne, og tager dem så forsigtigt ud. De er helt kludret sammen, og er næsten ikke til at sno ud igen, men efter nogle minutters arbejde lykkedes det alligevel. Jeg proppede stikket i telefonen, højtalerne i ørerne, og satte sangen på.

Det er en mærkelig følelse at høre sangen igen. Den føles helt anderledes nu end før, den har fået en helt anden mening nu. Jeg glemmer langsomt alt om mit lorte-liv, mens jeg trasker langsomt og ubestemt derud af i takt til musikken.

Nu kommer der en ny sang på. Den har mere tempo, jeg sætter farten op. Jeg går nu lidt hurtigere, løfter hovedet lidt mere, og går egentligt i tavshed lige ind til …

Omkvædet.

Det rammer mig som et lyn. Uden at tænke over det skråler jeg nu i himlens sky til sangen. Der er heldigvis ingen i nærheden, der er kun mig.

Og musikken.

Jeg ligger mærke til at mine fødder går målrettet nu, og jo længere hen i sangen jeg kommer, desto mere selvtillid får jeg tilbage i kroppen. Selvtilliden strømmer ud fra hovedet, denne følelse er meget mere varm end ligegyldighed. Min råstyrke er nu erstattet af en god omgang selvtillid, som i min situation slet ikke giver mening.

Sangen når til vejs ende. Uden at tænke, stopper jeg op, lige der hvor sangen slutter. Med et er selvtilliden pist væk, og den erstattes nu at total tomhed.

Hvor er jeg nu? Midt i alt min selvtillid har jeg slet ikke lagt mærke til hvor jeg er gået hen. Jeg står på en faldefærdig legeplads, malingen er krakeleret for længst, og gyngerne er fulde af rust. Jeg sætter mig på det iskolde sæde, og det får mig tilbage i barndommens gade.

Pludselig ved jeg præcist, hvor jeg befinder mig. Både i verden og i problemet.

Med min nye viden går jeg nu tilbage til huset igen. Lågen er stadigvæk åben, og jeg går bare i tavshed, og lidt på automatik, ind på mit værelse. Jeg sætter mig på kanten af sengen. Tomhed.

Jeg tænker intet, og jeg føler intet.

Bagerst i mit hoved er der en lille træthed der pludseligt melder sig. Den kommer snigende, bliver større og større, til jeg pludseligt falder sammen på sengen og sover.

 

Nøglen stikkes i låsen, drejes om, og åbnes: ”Hej hej! Nårh, sover du? Hvordan har din dag været?”. ”Fin,” lyver jeg uden problemer, ”hvad skal vi have til aftensmad?”. ”Brændende kærlighed. ” Det giver et lille stik inden i, da hun svarer. ”Jeg fik sådan lyst til det, da jeg kørte hjem”, når hun lige at sige, før jeg lunter ned på mit værelse igen. I stedet for tomheden, er mit hoved nu fyldt op med tanker – der er så mange, at jeg ikke fokuserer på én, jeg lader dem bare køre rundt. Jeg tænker alt igennem – hvad der egentligt skete den aften, hvad der nu skal ske med ham.

Ham.

Kærligheden strømmer langsomt tilbage i kroppen, og jeg får nærmest ondt af ham. Hvordan kan jeg gå fra at hade ham så meget, til at jeg pludselig… elsker ham igen? Det føles mærkeligt inden i, men alligevel nogenlunde rart.

Det bliver næste dag, og der er en akavet stemning i skolen; alles øjne hviler på ham, og derefter på mig.

I et frikvarter bryder jeg mentalt fuldstændigt sammen – alt kollapser bare for mig, da jeg ser ham i øjnene igen. Jeg griber fat i nærmeste veninde, og græder helt ud ved hendes skulder. ”Han spørger hans ven om hvad der er galt med dig, ” hører jeg hendes stemme sige, men i virkeligheden er mit hoved et helt andet sted.

”Han kommer nu,” hvisker hun ind i øret, og hendes arme erstattes nu af hans – den velkendte varme fra hans arme om min krop, strømmer nu tilbage. Jeg græder, nærmest tudbrøler, og jeg hører mig selv pludre derud af med ord – og i da g kan jeg slet ikke huske hvad jeg sagde. Jeg var et helt andet sted, og det lignede slet ikke mig at være sådan, at stå og græde for åbent publikum, lige inden samfundsfag. Jeg var slet ikke mig selv der.

Mig selv.

Jamen, hvem er jeg?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...