In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5338Visninger
AA

11. Kapitel 1.9 – Why can’t you see what I see, every time I look at you?

Elisabeth Victoria Vancover

Jeg vendte mig om efter Harry var trådt ud af døren igen, inden jeg faldt sammen mod gulvet, som en kludedukke der var gået i stykker. For selvom jeg følte mig som en ødelagt kludedukke kunne jeg ikke lade være med at samle mine ben op til det resterende del af kroppen, således at jeg kom til at ligge i fosterstilling.
For et hvert voksende menneske burde det at ligge i fosterstilling være ubekvemt og helt igennem ødelæggende for ens krop. Jeg derimod havde altid følt en form for beskyttelses, for selvom det ikke burde være muligt at huske noget for ens forsterstadie så havde jeg altid følt mig mere beskyttet. Det kunne måske skyldes at man i fosterstadiet er beskyttet mod alt ondt i denne verden, altså indtil man kommer ud og mærker den kolde, nej onde omfavnelse fra ens omgivelser.
Ligesom jeg lå der, som den ødelagte kludedukke dukkede Louis op og satte sig ned ved siden af mig. Jeg strammede grebet inden Louis lagde sin hånd mod min kind og fik mig til at opfatte hans rolige bevægelser.
”Elisabeth?” han lagde sit hoved på skrå og jeg slag taget om mine ben inden jeg kiggede på Louis. Jeg ved egentlig ikke hvad Louis kunne med mig, men hans stemme gjorde at jeg i lang tid følte mig trygt. Jeg ved det allerede der burde udsende faresignaler, det gjorde det bare ikke. – for jeg følte mig i trygge hænder.
”Kom her” han rakte hånden ned til mig, og jeg tog den rystende. Louis trak mig stille op til sig selv inden han strammede grebet om mig. Jeg lagde uden egentlig større omsvøb omfavnes af ham, lagde mit hoved mod hans bryst.
 ”Det er okay ikke at kunne forstå hvad der sker” jeg ved ikke hvad der gjorde mig mest ubekvemt og tryg på samme tid, det at Louis holdte om mig som en bedste ven, en kæreste burde, eller det at han vidste hvad jeg følte. ”Louis, Harry er ikke den samme mere” jeg skubbede mit hoved længere ud så jeg kunne kigge ind i hans grå øjne. Hans øjne viste mig ikke andet end det jeg allerede følte. – For jeg følte mig tryg igen.
”Og det er du Elisabeth? Folk ændre sig uanset om man kan lide det eller ej” han trak mit hoved hen mod sig selv inden han lod et svagt kys ramme min næsetip. Jeg ved at det burde igen sende faresignaler frem til min hjerne, men det skete aldrig for de forblev samme sted som de altid har været. Gemt væk fra omverden.
”Men Harry, han var min bedste ven” jeg trak mig helt væk fra Louis og kiggede bedrøvet på ham. Jeg var jo egentlig ikke bedrøvet på Louis, men derimod på Harry. Jeg følte ikke han respekteret mig som person eller som den person jeg er i dag. Der var jo en grund til at jeg ikke var gået skridtet videre med Harry og jeg som mere end bedste venner den gang.
Det føles som evigheder siden, selvom det nok var at overdrive.
”Og Harry var din, men når man er forelsket i en, så mister man overblikket over situationerne” han lød så sikker i det, og det gjorde mig urolig igen, så derfor satte sig mig hen til den modsatte væg og lod tungt mit hoved læne sig op af den. ”Og hvordan ved du sådan noget Louis?” jeg ved ikke igen hvad der var værst, det at jeg måtte spørge eller det jeg aldrig har været forelsket i nogle. Jeg har altid været usikker og tilbageholdende, så det er måske derfor jeg aldrig har følt den følelse før.
”Fordi jeg har været forelsket, og jeg...” han stoppede sig selv og jeg kiggede undrende på ham. Jeg vidste efter det han havde sagt at han havde været forelsket, men hvad var det næste? ”Og hvad Louis?” han rystede lidt manisk på hovedet inden han rejste sig op.
”Hvad hvis vi går os en tur?” jeg kunne se at han rakte mig hans hånd, men jeg derimod kiggede ned af mig selv. Jeg kunne da ikke bevæge mig ud af en dør i denne tilstand, kunne jeg?
”Du kunne altid tage solbriller på?” han sendte mig et drillende smil, hvilket gjorde at jeg umotiveret kom til at kvæle et lille fnis. Han havde ret, jeg behøvede ikke vise mine øjne til nogen andre.
”Selvom jeg synes du er smuk uden” jeg rødmede kraftig og Louis hev mig lidt efter op og stå. Jeg sendte ham et tøvende smil inden han trak en jakke ned til mig. ”Skal jeg hente dine solbriller?” jeg nikkede stumt inden jeg svang min jakke over skulderne.
”To sekunder så!” han forsvandt som dug for den brændende sol der faktisk var udenfor. Utrolig nok når man snakker om England. For man skal ikke være uenig om meget for at være enig om en ting, England er præget af dårlig vejr. Det er vel bare deres, vores kendetegn som Briter?

”Her” da jeg skulle til at trække solbrillerne til mig hev ham mig helt hen til sig. ”Op på hesten igen Beth” han slap solbrillerne og jeg tog dem rystende på.
”Jeg vil gerne se dit smil, dine glade øjne igen” han aede mig blidt på kinden inden han åbnede døren og kiggede tilbage på mig.
”Vil du med?”

In Between two Boys

 

Jeg må indrømme at både Louis og jeg havde mistede tidsfornemmelsen som vi gik igennem parken hvor Harry og jeg mødtes efter mange års adskilles. Imens vi gik igennem parken var vores bånd forstærket. Jeg følte mig ikke mere tryg på en underlig måde, nej for jeg følte mig tryg på en måde der ikke kan beskrives.
Nogen ting skal ikke forklares, men oplevelse som Louis fortalte mig, og det troede jeg også på. Hvad der angik Harry og jeg, ved jeg ikke hvor vi står, men Louis rådede mig til at holde lidt afstand fra ham, og jeg valgte også at gøre brug af hans råd. Den dreng er klogere ind man tro, ellers er det vel bare ens fordomme der kommer til udtryk.
”Elisabeth?” han valgte han stoppe op ved en bænk. Jeg derimod var nogle skridt videre, så dem måtte jeg gå tilbage inden jeg kiggede op på ham. ”Louis?” min stemme var blevet mere ren og kvindelig som den plejede at være, alle andre gange end når jeg havde grædt.
”Er du okay?” han satte sig ned på bænken og lod hans arme omfavne mig så jeg faldt ned på hans skød. Jeg grinede stille inden jeg nikkede, han havde lært mig en vigtig lektion. Man kan ikke gøre alle glade, selvom man ihærdig prøver.
”Jeg er...” jeg nåede aldrig at sige min sætning færdig inden et par høje hvin kunne høres og efterfølgende af at der stod tretten piger rundt om os.
”OH det er Louis Tomlinson” jeg grinede lavt inden jeg rejste mig op og hjalp Louis stille op. Louis kiggede smilende på pigerne som nok ikke var en dag over 14.
”Oh du er min største idol Louis!” de stak op i et skrig og inden længe havde de omringet Louis, men ikke mig. – Hvilket jeg var uendelig taknemlig for, har jeg sagt at jeg hader omklamrende mennesker?. Og så ikke for at tale om unge pigers trang til at forfølge deres idoler, det virker så absurd, måske fordi pigerne ikke er en dag over 14. – Ellers er det fordi jeg ikke har forstået trangen til at have en idol, for jeg var 15 da min karriere begyndte.
”Jeg elsker dig Louis” Louis gjorde alt for ikke at virke befippet da en af pigerne råbte de tre ord som plejede at være magiske til ham. Jeg derimod grinte højlydt og tiltrak deres opmærksomhed, jeg derimod trak bare på skulderne.
De burde da forstå at det er en sjov kommentar?
”Jeg bliver nød til at gå!” Louis kiggede undskyldende på hans fans inden han greb fat om min hånd og satte i løb. Hvor vi endte må guderne kun vide. Og det vidste guderne også, for efter nogle meter rømmede jeg mig igen. ”Hva’ så Louis? Hvor skal vi hen?” min stemme var rungende som vi løb videre, men det virkede ikke til at påvirke Louis eller jeg, altså indtil hans næste ord kom frem.
”Hjem til Niall, han bor tætteste på” jeg tror ikke Louis registrerede hvad han sagde inden jeg satte min fod i jorden og gjorde at han således faldt nogle skridt tilbage.
”Hvad er der Beth?” han vendte sig roligt mod mig inden han gik hen til mig. – Holdte stramt om mig, jeg derimod rystede som en forvirrede søpindsvin.
”Jeg gav vist ikke Niall det bedste indtryk sidst” Louis trak mig tættere på sig, så tæt af det gjorde mig døsig af at mærke hans ånde mod min. Og hvad der skete med mig, gjorde mig igen urolig ”Niall elskede dit selvskab. Du er et dejlig menneske Beth!” han vuggede mig til den ene side og så den anden side, hvorfor vidste jeg ikke.
”Hvordan ved du det Louis...?” jeg nåede ikke at sige mere før Louis skubbede hans læber ind mod mine og jeg stod igen fastfrosset.
Kan nogle fortælle mig hvorfor jeg er et objekt der bare skal kysses i dag?
”Louis?” jeg trak mig nervøs væk og han kiggede rolig på mig. ”Undskyld Beth” men mere nåede han ikke at sige før jeg havde vendt mig om og sat i løb, det kunne jeg ikke håndtere.

”ELISABETH!” jeg kunne høre hans råb, hans paniske råb inden jeg drejede væk og løb videre, med tårerne rendende ned af mine kinder.
Jeg forstod ikke noget mere, men gjorde jeg det nogensinde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...