In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5230Visninger
AA

10. Kapitel 1.8 - A kiss

Harry Edward Styles

 


"Hvad fanden har du gang i?!" "Ja fanden har du gang i? Fjern dig! Og hvad er det dog for en måde at behandle sin nabo, hva'? Og du mener jeg ikke er glad, men du ligger ikke mærke til, at du har mast mig inde bag en dør!"
Jeg kunne høre Louis rejse sig hurtigt og spæne sig vej herind. Jeg bankede døren op med et smæld og hev Elizabeth ud fra hjørnet. "Derfor behøvedes du da ikke at slå mig!" Råbte jeg vredt.
Jeg kiggede ned af mig selv og kunne mærke den skarpe smerte bore sig igennem mit skinneben. Det dunkede på en cirkuløs måde, jeg kunne ikke helt forklare det, men det gjorde meget ondt. 
"Hvad sker der? Hvorfor...? Hvad laver du egentlig Harry?" Louis kiggede forbavset på os. Elizabeth sendte mig et hårdt blik. "Jeg var ved at gå. Farvel."
"Hey nej! Vent lidt!" Protesterede Louis. "Vente? På hvad? Eller skulle jeg sige hvem?" Jeg holdte Louis væk fra Elizabeth, med en hånd på hans bryst da han var gået tættere på hende. 
"Harry hvad foregår der?" Louis kiggede op på mig med et skarpt blik, og jeg snerrede kort af ham. Elizabeth skælvede ved siden af os. Jeg følte mig lidt som en kæmpe hund, men jeg kunne bare ikke se det lige i dette øjeblik. Mit synsfelt var rødt, og jeg manglede svar på alt for mange ting jeg bar inde med. Jeg kunne holde det i ave før, men nu hvor Elizabeth er dukket op i menneskeform, kan jeg ikke styre det længere. Især ikke efter at hun er begyndt at hænge ud med Louis.
"Gå Louis. Det her er noget vi skal klare alene." 
Louis kiggede bekymret hen på Elizabeth. "Klarer du den, Beth?"
Jeg kunne mærke raseriet koge højere op. Har han givet hende kælenavne? Beth? Men jeg måtte ikke kalde hende for Elisa, som jeg altid havde gjort.
Elizabeth nikkede forsigtigt. Hvorfor opførte hun sig sådan? Hun kunne da ikke være bange for mig, kunne hun?
Louis gik med sig igen, og jeg hev Elizabeth med ind i mit soveværelse.
Vi stod overfor hinanden, hun holdte om sig selv og kiggede ned i gulvet. Hun var endeløs smuk. Så ren og fin. Hendes lange øjenvipper som var en forlængelse af hendes specielle, mirakellavede øjne lå svagt mod toppen af hendes kinder, som hendes øjne var lukket halvt. Jeg lod mine fingerspidser følge hendes bare arme fra hendes biceps og ned til hendes håndled. Hun skælvede. Det var lige præcis den reaktion jeg ville have, så jeg smilede.
"Forklar mig lige nogle ting, Elizabeth. Forklar mig hvorfor du bare skred dengang. Please?"
Hun sukkede og slap taget om sig selv. "Harry, det troede jeg at du allerede vidste. Vi var bedste venner. Bedste venner bliver ikke kærester." "Og hvorfor ikke det? Hvis du er kæreste med din bedste ven, bliver man sammen." 
Hun rystede på hovedet. "Jeg vil ikke. Harry jeg respekterer dine følelser-" "nej du gør ej! Du ignorerer dem og spytter på dem!"
"Nej jeg gør da ej! Jeg forsøger bare at få dig til at indse at jeg ikke elsker dig!" De sidste ord var sagt med store bogstaver, som om jeg var et dumt pattebarn. "Som om jeg ikke har set det? Men nu skal jeg fortælle dig noget du godt ved. Du ved udmærket godt, at vi to har noget ingen andre har og-" "nej vi har ej. Det er ovre. Slut. Bogen er klappet i. Jeg vil gerne være din ven og nabo, ligesom med Louis, men ikke mere. Ikke mere end det. Hvis du elsker mig, så respekter også mig."
Hun kiggede beslutsomt ind i mine øjne, men jeg var mopset. Det kunne hun ikke bare tillade sig at sige.
"Ikke? Harry?" Hun løftede forsigtigt sine fingerspidser op til min kind og lod dem stryge fjerlet over min hud. 
"Du er forelsket i mig. Du holder lige så meget af mig, som jeg gør af dig," jeg tog fat i hendes hånd. "Nej Harry. Lad være med at lyv overfor dig selv." "Men det er sandt. Ellers havde du ikke kigget på mig, på den måde ud gør nu. Og du havde heller ikke hjulpet mig ind igår aftes, hvis jeg ikke betød noget for dig."
"Men du betyder noget for mig. Men bare ikke på den måde," hun tog sin hånd til sig.
"Det er løgn. Det er løgn, Elizabeth!" 
Hun tog et skridt bagud. "Nej. Harry, jeg er ikke kommet for at ødelægge noget." 
"Jeg er blevet tæsket rundt de sidste 8 år, med håbet om en dag at se dig igen. Mærke dig igen, og det her er takken? Et lille 'øh du betyder altså ikke nok for mig Harrypus?' Virkelig, Elizabeth?"
Jeg tog fat om hendes skuldre og ruskede blidt i hende. Hendes isblå øjne kiggede ind i mine, og jeg følte et kort øjeblik at de skar igennem mine øjne, igennem nethinden, og helt ind igennem mit kranie for bare at være det samme sted altid.
Hun tøvede da vi kom tættere og tættere på hinanden. Jeg kunne mærke hendes lette men nervøse åndedrag, men jeg kunne samtidigt også mærke hvordan hun blev draget ind i øjeblikket.
Jeg lagde min hånd på hendes kind, og gjorde til sidst det jeg havde længtes efter i alt for mange år.
Mine læber trykkede jeg mod hendes, måske en anelse grådigt, og nød helt ud til fingerspidserne hvordan hendes læber føltes på mine, og hvordan det vækkede de sommerfugle der lå i dvale i min mave.
Et kort øjeblik kysser hun endda med, men hun skubbede mig hurtigt væk bagefter, og tog sig selv til håret. Hendes øjne var vidtåbne og forbavsede, og hendes kinder var røde. Hun hev sig selv lidt i håret.
Jeg grinede let. Endelig.
"Jeg bliver nødt til at gå," hun tørrede sig om munden, som om noget rigtig forfærdeligt lige havde sat sit aftryk der, og skyndte sig så væk. 
Jeg gik efter hende igennem lejligheden, men hun var hurtigere.
"Elizabeth er du okay?" Louis så hendes paniske udtryk. "Ikke lige nu!" Sagde hun forhastet. "Vi ses en anden gang," hun sendte mig et kort blik inden hun skyndte sig ud af vores lejlighed.
 
Louis kiggede efter hende, men begyndte så i en tonløs stemme at tale, stadig med ryggen til mig: "kyssede du hende?"
"Ja."
"Hun så ikke spor glad ud." "Det er fordi hun ikke vil indrømme at hun elsker mig."
Louis vendte sig om. "Og hvad så hvis hun faktisk ikke gør det? Åh Harry du har jo forvirret pigebarnet totalt."
Jeg himlede med øjnene. "Du kender hende ikke. Det gør jeg." 
Louis løftede øjenbrynene. "I voksede aldrig fra hinanden, vel? Hvad gjorde du? Hvorfor opgav hun jer?"
"Hun har ikke opgivet os," jeg slog ud med armene. "Vi har bare nogle... småting kørende."
"I see. Jeg syntes du skal lade hende være." "Det bestemmer ud da ikke-" "jeg sagde jeg syntes! Ikke at du skulle."
Han rystede på hovedet og gik ud af døren, højst sandsynligt for at gå ind til hende. 
Jeg stampede hårdt i jorden, udelukkende på grund af raseri. Jeg havde ikke tålmodigheden til at sidde ned, eller til på nogen måde at holde mig i ro. Det var forfærdeligt. Jeg vidste at jeg betød noget for hende, jeg betød mere for hende end for alle andre i denne verden, så hvorfor kunne hun ikke se det? Hvorfor kunne hun ikke se, at hun ikke kunne være lykkelig uden mig? Rigtig lykkelig? 
Jeg lænede mig op af den lave vindueskarm i stuen og kiggede ned. Hun må have stor succes med sin karriere, siden hun kan bo et sted som dette. Det var jeg da glad for, men hun gjorde det jo uden mig, eller altså, jeg betød åbenbart ikke noget, mente hun.
Langsomt faldt jeg mere til ro, og da jeg kunne fornemme at jeg nok måske skyldte hende en mindre undskyldning af en slags, (ja, for jeg ved ikke hvad jeg skulle undskylde for) gik jeg beslutsomt ud af lejligheden uden at låse den, og gik i stedet hen imod hendes.
Jeg tøvede for en gangs skyld. Skulle jeg banke på? Så slog det mig, at Louis var derinde. Med hende alene. Jeg kunne mærke en kæmpe misundelse, og derfor tog jeg bare fat i håndtaget. Døren gik op.
Man kunne høre en svag gråd, og en der hviskede forsigtigt. En gang imellem kunne man høre et snøft. Jeg gik forsigtigt ind i lejligheden. Her var pænt og nydeligt. De havde også arbejdet længe og hårdt igår. Jeg rystede på hovedet af tanken, og gik længere ind.
"Louis... jeg elsker ham ikke. Hvorfor kan han ikke se det?" "Det er ikke det, Beth. Han savner dig bare."
Jeg rynkede på næsen. Det ved han da intet om. Jeg tog nogle skridt tættere på, og kunne nu se dem i fuldt billede inde i stuen. De sad oppe i sofaen, med Elizabeth som lå op af Louis imens han havde sine arme betryggende rundt om hende. Deres tonelave var lavt og forsigtigt. Jeg kunne mærke blodet stige op til hjernen og ned til hjertet igen, i et alt for hurtigt tempo.
Jeg knyttede langsomt mine hænder.
"Men... så kunne han da i det mindste respektere mig. Jeg føler mig som en eller anden dukke når han gør sådan der!"
Hun trak sig væk fra Louis og tørrede sine kinder. Hun havde panda-øjne, af hendes makeup der var løbet. Hun kiggede hen imod dørkammen. Hun fik øje på mig.
"Hvad laver du her?" Hendes stemme var kold og hård endnu engang. Hendes øjne var, bogstaveligt talt iskolde. 
"Hvad laver han her?" Jeg pegede fornærmet over på Louis.
"Gør det som du burde have gjort," Louis lagde sine arme over kors. "Hvad fanden mener du?" Spurgte jeg vredt. "Ja det er da ikke min 'aller bedste veninde i hele verden' der sidder her og har det skidt," sagde Louis truende.
"Louis..." peb Elizabeth.
"Se! Du skræmmer hende!" Grinede jeg tamt. Louis rejste sig fra sofaen og gik direkte op i mit fjæs. "Jeg ville måske passe på hvis jeg var dig. For vores alles skyld."
"Stop! Begge to! Hvad laver i dog? Står i og truer hinanden?" Elizabeth stod her nu også, og skiftede til at se på mig og på Louis.
Jeg kløede min næse. "Fint. Så bliv her og kys med din kæreste." "Undskyld mig? Men det er jo faktisk dig der gjorde det!" Råbte Louis efter mig, da jeg begyndte at gå hen imod entreen.
Jeg tog fat i dør håndtaget igen, da en kvindelig hånd lagde sig på min overarm og stoppede mig. "Harry... Harry det var jo aldrig meningen det her."
Jeg vendte mig om og kiggede ned i hendes øjne. Jeg sagde ikke noget.
Så gik jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...