In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5169Visninger
AA

9. Kapitel 1.7 – Like fire, like a bird.

Elisabeth Victoria Vancover

Jeg løftede stille mit hoved lidt mere inden jeg kiggede hen mod Louis der kiggede ned i hans skød. Jeg forstod nok ikke rigtig deres signaler, har jeg nogensinde fortalt at jeg mener at drenge er mere indviklet end en kvinde er. For jeg må indrømme at jeg var mere eller mindre forvirret over hvorfor han kiggede ned i hans skød.
Kunne det skyldes at jeg havde været bedste venner med hans bedste ven, eller var det fordi han fortrød at han havde brugt tiden med mig i dag. Ville man være for tøset hvis man ikke rigtig turde spørge mere ind til det, jeg var nok bange for svaret.
”Elisabeth?” hans grå øjne kiggede ind i mine isende blå øjne og jeg nikkede usikker. Har jeg nævnt at jeg aldrig havde forstået hvorfor jeg blev opdaget, for jeg er jo ikke særlig sikker på mig selv. Eller det er måske en lille løgn, for jeg var sikker på mig selv indtil ham med de grønne øjne valgte at røbe hans dybeste hemmelighed til mig. – Jeg kunne have levet lykkelig uden den viden.
”Louis?” Louis havde rejst sig op og sat sig hen ved siden af mig. Jeg skubbede nervøs mine ben udover sofaens kant inden jeg kiggede hen på ham. Hvad jeg dog ikke havde indset før det var for sent var at Louis allerede kiggede på mig, og jeg blev med det samme nervøs igen. Jeg er nok bare generelt nervøs anlagt.
”Kan du fortælle mig hvorfor Harry er sådan overfor dig?” jeg kiggede undrende på Louis og skubbede mig længere ind mod sofaens midtpunkt. ”Hvad er der sket mellem jer?” det lød åbenbart som Louis ikke ville godtage at Harry og jeg bare var gledet fra hinanden. Det er dog også meget langt fra at være sandt, for vi gled ikke fra hinanden. Jeg valgte at afvikle vores venskab, bare for at gøre min skyldfølelse mindre.
”Hvorfor?” min stemme var på stedet før bristepunktet og jeg gjorde alt for at det ikke virkede for åbenlyst, men det var det, for Louis kiggede skeptisk på mig.
”Elisa... Du kan godt fortælle mig det” jeg kunne ikke lade være med at gyse af det, for der var kun to i hele verden der kaldte mig for Elisa. Det var kun Nicoline og Harry der havde gjort det, eller stadige gør det.
”Vil du ikke lade være med at kalde mig Elisa?” Louis kiggede igen ned i hans skød, denne gang var det dog med en anden følelse. – Han var trist, frustreret og ikke mindst såret.
”Louis, jeg har ikke lyst til at blive kaldt Elisa, men Beth er fint” jeg satte mig tøvende hen til ham, lod min hånd fange hans hage, bare for at skubbe den længere op.
”Jamen” Louis stoppede da han kiggede ind i mine øjne. Har jeg sagt at jeg faktisk heller så mig selv med en almindelig blå øjenfarve og ikke den isblå. Den havde skræmt så mange væk fra mig.
”Der er intet galt i at du kan kalde mig Beth vel?” min stemme var spørgende da vi begge hørte nogle højlydte lyde ude på svanegangen. Har jeg sagt det altid gjorde mig urolig, så jeg tror egentlig ikke at jeg registeret det før jeg sad meget tættere på Louis end før.
”Er du okay?” han kunne denne gang ikke gemme det lille grin han havde om læberne, og jeg fandt også hurtig ud af hvorfor. Jeg havde ikke bare sat mig tættere på ham, jeg sad nærmeste helt ovenpå ham.
”Ej undskyld Louis” jeg skulle til at fjerne mig rødmende da han stoppede mig ved at ligge en hånd på min lænd. ”Beth, er du bange for højlydte lyde?” han lagde hoved på skrå og jeg kiggede rødme væk.
”Ja. I USA boede jeg på en sikkert vej, altså hvor man skal have tilladelse til at komme ind” jeg rødmede stort og Louis trak mit ansigt op til sit.
”Men det forklare ikke hvorfor du ikke kan lide høje lyde” han skubbede mig bedre ned på sig, men det skulle vise sig at det kun tog nogle få sekunder inden der var nogle der væltet ind i min dør.
”Jeg åbner Elisabeth” han skulle til at rejse sig op da vi begge registeret at det ikke var muligt. For jeg sad stadige nærmeste ovenpå ham. Jeg rejste mig hurtig op og vendte mig urolig om.
”Jeg skal nok gøre det Louis” han rejste sig selv inden han stillede sig foran mig. ”Er du sikker?” hans stemme var bekymrende og jeg sendte ham et falsk, men selvsikkert smil.
”Jeg skal jo lære det på et tidspunkt” jeg vendte mig rundt inden jeg gik ud i gangen for at åbne døren; Det jeg dog ikke havde regnet med var at en død hamrende fuld Harry, som stod selvsikkert med ryggen mod dørkarmen. 
”Hvad laver du her Harry?” min stemme var nervøs, nærmeste skrækslagende for jeg havde aldrig set Harry fuld. For sidst jeg så ham var vi vel begge omkring 15, usikker og med et barnligt sind.
”Jeg skal snakke med dig!” han dinglede frem og tilbage, men enten også til sidst med at være lænet længere frem mod mig. ”Om hvad?” min stemme var rystende og jeg kiggede kort tilbage, bare for at se at Louis lå i sofaen og kiggede på en ligegyldigt serie.
”Må jeg komme ind?” han lugtede på lang afstand af alkohol. ”Nej, egentlig ikke. Kom!” jeg greb fat om mine nøgler inden jeg skubbede  ham ud og lukkede døren efter mig.
”Jeg synes du skal gå ind og sove rusen ud Harry” min stemme var rystende og Harry dinglede igen faretruende frem og tilbage. Jeg indrømmer blankt at han jeg ikke føler mig hjemme.
”Men jeg elskede dig, jeg elsker dig” hans stemme var rystende og jeg rystede denne gang mere bestemt på hovedet.
”Gå i seng Harry!”

 

In Between two Boys

 

Jeg skubbede døren op til svanegangen som jeg havde gjort alle de andre dage, men mine tårnhøje stilletter, hvis jeg havde troet jeg havde haft det hårdt i går, så var det næsten så tripplet slemt i dag. For det ikke var løgn var jeg ømt og mør i hele min krop, men ligeledes i mit hoved.
Jeg havde ikke kunne sove i nat siden Harrys lille udbrud. Jeg troede, eller nok mere håbede at Harry var kommet videre, men det virkede det ikke som. Han virkede som en stædige rad, lidt som han altid har været. – Stædige og ihærdig.

Da jeg skulle til at gå forbi lejligheden før mig, hvilket vil sige Louis og Harrys blev døren åbnet og jeg efterfølgende revet ind til noget af et tømmermænds ramt Harry. Hans øjne brændte som et Luciaoptog, det eneste i miles omkreds.

”Elisabeth”  hans stemme var hviskende med en snert af had, er det overhoved det rigtige ord for denne situation? For det virkede så diffus, som om man ikke vidste om man skulle grine eller græde.
”Harry” min stemme knækkede over inden jeg trådte et skridt bagud, Harry der lagde hans hånd mod min kind, i en blid gestus, men bare det at han rørte mig gjorde ondt. For hans blik var ødelagt, men alligevel var der en snert af noget had. Det var vidst det rigtige ord, korrekte brug af ordets betydning.
Hans ord var hårde som han roligt gik hen til mig. ”Du skylder mig en forklaring”  Jeg kiggede stille ned i jorden, jeg vidste at jeg skyldte ham en forklaring. Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle forklare mig ud af det, for mit hjerte var iturevet, imens den prøvede at samle sig selv.
”På hvad?!” jeg havde troet at min stemme ville knække under, men på mirakuløs måde havde min skyldfølelse vendt sig til en indebrændt, altoverskyggende og ætsende vrede.
”Du skylder mig på to ting Elisa! Hvad helvede lavede du med Louis i går, og hvorfor skred du fra mig for år siden?!” jeg kunne mærke hans bankende hjerte da han stod klods op af mig, det burde ikke skræmme mig, men det gjorde det. Og tanken om at jeg måtte forblive standhaftig knækkede i tusind stykker, som da jeg forladte ham.  

”Lad være med at kalde mig Elisa” min stemme var isende, som mine øjne også var bedre kendt som at være. For jeg havde altid haft på fornemmelsen at jeg kun var blevet opdaget på grund af mine isende øjenfarve og ikke det ikke eksisterende talent.
Eller kan man tælle total ødelægges med som et talent?
Det vil Harry sikkert nikke ja til, ikke?
Jeg troede at han ville komme med et svar tilbage på min konstatering, men i stedet var hans stemme legende ”Er du lykkelig? Bliver du lykkelig med Louis” jeg håbede han havde glemt sit eget spørgsmål, men det så ikke således ud.
”Blev du lykkelig da du skred fra vores venskab?” hans stemme gik to oktanter op og jeg skuttet mig af skyldfølelse. For blev jeg lykkelig at det? Men i stedet for at svare ham ærligt, valgte jeg den lette løsning. Den løsning jeg altid havde været tilbøjelig til at bruge.  
”Hvad rager det egentlig dig?” min ben sitrede under mig og jeg kunne få sekunder efter mærke tyngdekræften tage sin tørn og hive mig ned.
Som en knaldperle nytårsaften, en knaldperle man altid kan regne med har en lyd i sig. – Uanset hvad.
”Det rager mig meget, for jeg vil ikke se dig lykkelig uden mig” jeg ved ikke hvad der gik af ham, men det skræmte mig. Han var ikke den samme alle 15årige dreng jeg kendte.
Lige da jeg  skulle til at skubbe ham væk, hørte vi begge et sæt nøgler ude foran døren. Jeg kunne ikke være mere sikker på vi begge hørte det, for i sekundet efter satte Harry sig ned inden døren åbnede sig, hvilket gjorde at jeg blev skubbet ind i hjørnet.

”Harry?” jeg kunne tydelig høre at Louis’ tunge åndedrat. Måske var han forvirret over hvad Harry lavede sidende ned?
”Hvad laver du her, jeg troede du skulle være sammen med Liam og Niall?” Harrys stemme var utrolig nok rolig,  det gjorde at jeg ikke hyle op, måske fordi jeg var bange, nervøs eller bare nysgerrig.
”Det skulle jeg også, men Liams fly blev aflyst. Så vi gør det i morgen” jeg kunne skimte hvordan Harry rejste sig op og holdte døren åben.
”Hvad med vi så invitere Elisabeth hen?” hans stemme var drillende, men det var også fordi jeg kendte ham som jeg en gang gjorde.
”Jeg var lige henne ved hendes dør. Hun er ikke hjemme” da jeg skulle til at sige noget, skubbede døren længere ind mod mig. – Hvilket gjorde utrolig ondt, både med min fod og mit hjerte.
”Mærkværdig, jeg så hende ellers komme hjem for nogle minutter siden” hans stemme var drillende, nej legende er det rigtige ord.
”Tja, måske har du drevet hende sindssyg allerede Louis” han stillede sig foran mig og jeg brugte alle mine kræfter mod hans læg og inden for få sekunder stak Harry op i et hyl. – hvilket gjorde at det blev til starten af et massiv skænderi mellem Harry og jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...