In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4847Visninger
AA

8. Kapitel 1.6 - Do you like sushi?

Louis William Tomlinson


Jeg kunne mærke en hvis mængde vrede der pumpede rundt i mig. Hvorfor havde Harry ikke fortalt noget? Overhovedet? Jeg vidste at det var dybt forkert, ja en dødssynd at snage i andre folks ting, men det her kunne jeg ikke bare lade ligge.
"Giv mig det, Louis!" Råbte Elizabeth irriteret. Jeg var lige en anelse højere end hende, men på den mest barnlige måde valgte jeg alligevel at holde billedet op i luften med strakt arm, så hun på inden måde kunne nå. Troede jeg. Hun gav sig til at hoppe, og jeg nåede lige at fjerne billedet inden hun fik fat på det.
"Svar mig! Var du og Harry kærester?" "Selvfølgelig var vi ikke kærester! Giv mig det nu bare." "Og hvorfor så det? Jeg har jo allerede set billedet."
Hun vrælede surt og lagde sine arme over kors. Hun var rød i hovedet af udmattelse. "Fint nok. Men nej, vi var ikke kærester. Fik du nok svar? Og har du nogensinde hørt om ordet: 'privatliv'?" Mukkede hun.
Jeg sukkede og fandt billedet frem. Det var et tydeligt billede af Harry og Elizabeth der var taget for rigtig mange år siden. Måske var de 12-13 år på billedet. Det var ihvertfald 10 år siden.
"Jeg er ikke sikker," tøvede hun, "jeg tror vi var omkring 12 år på billedet. Vi var nok på sommerlejr. Os og vores familier."
Jeg kiggede op i hendes tøvende blå øjne, der viste en form for savn. Han har nok altid været hendes bedste ven. Jeg lagde billede fra mig, der hvor jeg fandt det. "Undskyld Elizabeth. Det var forkert af mig at rode i det." Vi var vidst begge enige om, at middagen der hændte for nogle få dage siden var godt og grundigt mislykket. Faktisk var alt fint imellem os, men da Harry kom gled det af sporet. Jeg tror nok at Elizabeth gerne ville have et forhold til ham som dengang på billedet, men hun turde ikke fordi hun ikke vidste hvilken person han var nu. Men jeg ved bare, at i alle de år jeg har kendt ham, at han ikke har ændret sig synderligt meget, men jeg ved jo ikke om han ændrede sig for os, og hvilke minder han har givet Elisabeth.
"Det er okay, Louis. Han er din bedste ven, så du burde jo vide det. Du føler dig jo nok svigtet af ham, fordi han aldrig har fortalt dig om mig," hun kiggede ned i sin skulder. Jeg lagde forsigtigt min hånd på hendes arm. "Det gør du vidst også," sagde jeg med et smil, "og han forklarede faktisk at i havde gået i skole sammen." 
Hun nikkede og trak sin arm til sig. "Skulle vi pakke videre?" 
Jeg grinede. "Skulle vi ikke spise?" 
Hun fnes. "Nå jo, maden må være her om lidt."
Hun vimsede forbi mig og ud i gangen der var pakket helt ud. Jeg stak min hånd ned i den samme papkasse, og fik fat i endnu et billede. Det var Elisabeth sammen med Harry igen, også Harrys søster, Gemma.
"Kender du også Gemma?" Råbte jeg efter hende. Jeg gik ud til hende i gangen hvor hun stod og gloede ned i sin telefon. Hun kiggede op fra skærmen og hen på mig med sine iskolde øjne. Eller, de var ikke kolde i den forstand at hun var vred eller afvisende. Men farven i hendes øjne var så lyse, så blå at du kunne fryse til is ved at se eller røre dem. 
Hun tøvede igen. "Du behøves ikke at svare," sagde jeg hurtigt, undskyldende.
Hun sendte mig et lille smil. "Det er okay. Jeg går ud fra du også kender hende?" 
Jeg kiggede genert ned i gulvet med et lille smil. "Anne er næsten helt min bonusmor. Harry og jeg er ret tætte."
Hun nikkede. 
"Jeg er ked af det, hvis jeg har sagt noget forkert," sagde jeg tyndt. Hun grinede lidt. "Nej slet ikke. Men ja. Hun er en speciel kvinde."
Vi kiggede på hinanden med nogle små smil. Hun fik mig til at være rolig på en måde jeg ikke helt kunne beskrive. Måske jeg var træt efter de mange timer jeg havde hjulpet hende, men jeg kunne godt lide at være i hendes selskab. Jeg sukkede af hende, men på en kærlig måde, og nåede ikke at sige mere:
Vi blev afbrudt af dørklokken der kimede ved siden af os, og hun rømmede sig kort inden hun gik hen og åbnede. Jeg holdte mig i baggrunden, og trådte i stedet ud i køkkenet. Hun havde et stilrent, moderne køkken, præcis som i resten af lejligheden. Altså hun er model, og som model tjener du enten nok til at leve i en skrotbunke, eller i et palads. Elizabeth måtte være en succesrig, berømt model, men jeg havde aldrig sådan hørt hendes navn. Men hun var da høj og smuk, og hvis hun gider sulte sig selv, og dominere med sine øjne, tjente hun nok rigtig godt.
Hun kom ud i køkkenet med en enkelt pizza i armene.
Jeg løftede øjenbrynene. "Er det nok?" 
Hun kiggede op på mig med forvirrende øjne. "Hvad mener du?" "Er der nok til to i én pizza?"
Hun grinede. "Jeg har bestilt noget andet til mig. Bare noget sushi. Det er nok på vej. Jeg har ikke godt af pizza." Hun åbnede pizzabakker og viste en fantastisk lækker pepperonipizza som var bagt helt perfekt. Min mund løb nærmest i vand, og jeg kunne dufte smagskombinationerne af ost og spegepølse helt herover.
"Så du skal spise sushi, imens jeg spiser pizza?" "Ja." Jeg lukkede pizzabakken for næsen af hende. "Det gider jeg ikke være med til."
Hendes forbløffede blik ramte mit, og jeg blev en anelse ramt. Synes hun jeg var uhøflig? Og hvorfor betød det overhovedet noget?
Jeg sendte hende et hurtigt smil. "Vi spiser det samme. Hvad bestilte du hos sushimanden?" Hun grinede af ordet 'sushimanden', men helt ærligt, hvad hedder det ellers? 
"En bakke med 15 stykker i." "Så bestil en til af dem. Så spiser vi begge to sushi. Sushi er også bedre end pizza." Jeg tog pizzabakken op og stillede den væk fra os. 
Hun rynkede brynene. "Du er vel en mand, ikke? De fleste mænd vil altså hellere have pizza, end de gider have sushi."
Jeg slog en høj latter op, hvilket gjorde hende endnu mere forvirret.
"Det kan da være ligegyldigt!" "Jamen... okay da," hun grinede. "Men hvad så med pizzaen?"
Jeg tog et stykke op og tog en bid af det, inden jeg vendte mig mod hende igen. "Den spiser vi da også." 
Hun rystede på hovedet. "Niks." "Jo, kom nu. Hvis vi skal spise sushi, så skal du have et stykke pizza."
Hun sukkede. "Nej Louis, den går ikke."
Jeg tog et stykke fra Bakken og gik hen til hende. "Du har da forhåbentligt ikke en spiseforstyrrelse. Eller det der er værre: allergi for pizza."
Hun grinede genert, og tog forsigtigt stykket i sine hænder. Hun kiggede på stykket med et blik jeg ville kalde uvidende og forvirret. Hvor lang tid var det mon siden hun havde fået usundt mad?
"Du har da ikke en maskine der bipper og får dig fyret når du spiser sådan noget, vel?"
Hun rullede sine læber sammen. "Jo, jeg plejer at kalde den for min hjerne."
Alligevel sprang hun ud i det, og tog en bid fra pizzaen. Hun smilede lidt over sig selv.
"Louis, det er altså ikke fordi jeg har problemer med fastfood. Jeg spiser det faktisk rimelig ofte. Jeg er bare..." hun tog en bid mere, "lidt genert. Måske er det fordi du er Harrys ven, eller også..." hun trak på skuldrene. "Jeg er ikke altid lige tryg ved at møde nye mennesker."
"Det forstår jeg godt, jeg kender godt til svigt," jeg nikkede. "Det er altid dem man tror man er tættest med, der svigter en."
Hun smilede. "Måske ikke altid." Hun blinkede til mig med det ene øje. Jeg lyste op i et kæmpe smil. "Du skal bare vide, at Harry ikke er sur på dig. Faktisk vil det betyde meget for os begge hvis du kom over en dag. Nu vi er naboer."
Hun kiggede ned i gulvet, men det var med et smil på læben. "Også for dig?" "Ja. Du er min ven."
Det ringede på døren igen. "Jeg bliver nok nødt til at åbne," sagde hun undskyldende. "Nej, den klarer jeg. Også bestiller jeg lige noget mere af det gode."


In between two boys

 

Da næste omgang sushi var ankommet, og pizzaen spist, satte vi os ind i stuen. Vi lå henslængte på hver vores sofa, og igen fremtrådte den samme tanke som tidligere: hvad var der sket imellem Elizabeth og Harry?
"Elizabeth, jeg ved at du hader at jeg spørger men... hvad skete der egentlig imellem dig og Harry? Jeg ved han aldrig vil fortælle mig det, men jeg vil gerne hjælpe jer begge to til at komme sammen igen."
Elizabeth tog et stykke sushi og spiste i en mundfuld. Hun var utrolig nok rigtig ucharmerende når hun spiste, men det var noget der var med til, at jeg synes hun var charmerende.
"Altså... for det første, så var Harry og jeg ikke sammen. Vi var venner. Rigtig tætte venner. Jeg havde det også godt med Gemma... jeg ved det ikke, vi voksede vel bare fra hinanden."
Jeg kiggede ned i mit skød. "Okay. Hvis du siger det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...