In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5178Visninger
AA

7. Kapitel 1.5 – My past in a picture

Elisabeth Victoria Vancover

Man siger, at man ikke ved hvad man har, indtil man har mistede det. Det tror jeg ordsproget har ret i. For selvom det er år siden, Harry og jeg har snakket sammen som vi engang gjorde, så virker det stadige abstrakt at have set, hørt hans stemme igen. - Som at have sommer om vinteren, bare det giver jo ingen mening for folk.
For hvordan kan man have sommer om vinteren, og hvordan kan man have vinter om sommeren. – Det mine venner kan man forklare med få ord, for det kan ikke lade sig gøre. For om du drejer hele din verden op og ned, vil det aldrig være fysisk muligt. - For det passer ikke ind i nogen univers, for det vil jo være uvirkeligt, nej nærmeste mere bedre beskrevet med ordet ”absurd”. Som at møde drengen med de hypnotiserende øjne. – drengen som nok mere går ind for at blive kaldt for hans navn, men jeg kan ikke få mig til at sige det.
Det gør for ondt, som at få revet sit hjerte i små stykker, bare for at indse at det ikke er muligt at redde de iturevet stykker. 
”Elisabeth!” jeg tog mig til hovedet som jeg trådte ind i elevatorskanken, eller hvad det korrekte ord er for det. Lad os bare starte med at kalde det en skank, for det har jeg det bedst med, eller er det en illusion?
”Hvad?” jeg lænede mig træt op af de iskolde spejle inden jeg med rystende finger trykket knappen ind. Knappen op til min etage, hvilket jeg fortrød. Jeg skulle aldrig have taget imod tilbuddet om at få en lejlighed her.
Hvordan skal jeg klare resten af mit liv her?
”Jeg spurgte dig om noget” hendes ilder stemmer ramte mine øregange inden jeg kiggede op i loftet, for min krop brændte, nej var tæt på at være isende. – for jeg kunne ikke mærke mine blodomløb, og hvis det var muligt så ville de have været brændt ud som et stearinlys.
”Nico, jeg ved ikke hvad jeg skal sige” jeg skubbede mig ud af elevatoren imens jeg holdte stramt om min telefon.
Jeg ved ikke hvad der er værst, min ødelagte krop, eller det at Nico rent faktisk ikke troede mig. - For hun havde åbenbart sat sig for at Harry og jeg havde været sammen, fysisk lige såvel som mentalt. – Det havde vi bare ikke været, for jeg havde aldrig haft de følelser, selv hvis Harry havde haft dem. 
”Nicoline! Stop nu” jeg skubbede træt døren op til svanegangen som jeg bevægede mig ud af, og med mine tårnhøje stilletter. Har jeg nævnt for jer at jeg altid havde følt mig forkert i tårnhøje stilletter, for jeg er trodsalt allerede 172.
”Nej Nico!” jeg vidste at det var ondt at afbryde et andet levende menneske, men jeg magtet ikke mere af den samtale. For samtalen kom alligevel ingen vejene hen.
”Jamen Elisa!”  hendes ilder stemme var forsvundet og erstattet med en bedende en, hvilket i sig selv var uvant for mig. ”Nicoline jeg ikke at diskutere...” jeg nåede faktisk ikke rigtig at afslutte min sætning inden jeg lagde mærke til en skikkelse stå ved min dør. Det i sig selv skræmte mig, for jeg var ikke vant til nærgående mennesker, for sådan er livet i USA ikke.
”Vi ses Nicoline!” jeg nåede at afslutte opkaldet inden skikkelsen skubbede sig ud fra væggen og kiggede missende hen mod mig. Jeg lagde svagt mit hoved på skrå inden det egentlig gik op for mig hvem det var, det var ingen andre end Louis. Hvad skulle han her?
”Louis?!” min stemme var undrende og jeg rømmede mig som jeg stoppet få skridt op fra Louis. Det var så mærkværdig at folk var påtagende i England, selvom jeg burde vide det. Jeg er trodsalt opvokset her.
”Hej Elisabeth” han sendte mig et tøvende smil og jeg skubbede mine stilletter af. Har jeg fortalt at jeg elsker at mærke fodfæste med mine rigtige fødder.
”Hvad laver du ved min dør Louis?” jeg bukkede mig ned for at samle dem op, det var bare ikke det der skete i virkeligheden. For Louis havde såvel som jeg bukkede sig ned for at samle dem op, hvilket medførte at vi var ikke mere end få centimeter fra hinandens læber.
”Jeg klarer den Louis” jeg sendte ham et halvhjertet smil inden jeg trak dem til mig. ”Jeg ville bare hjælpe” han rødmede kraftig og et eller andet sprang indeni mig, som en lunte der sprang.
”jamen tak, men hvad laver du ved mig Louis?” jeg satte nøglerne ind i nøglehulet inden jeg drejede den om og skubbede døren op.
”Jeg ville spørge om du ville med ud og gå en tur, men det ser mere ud til du har brug for en hjælpende hånd” hans hoved var henkastet da han kiggede ind i min lejlighed. Jeg derimod rødmede kraftig.
”Det behøves ikke Louis” jeg sendte ham et svagt, nærmeste usynlig smil. ”Hvad hvis jeg gerne vil” han trådte skridtet hen til mig og vi stod klods op og ned af hinanden. ”Så vil jeg da ikke holde dig tilbage” jeg skubbede mig selv ud hvilket gjorde at jeg ramte ham, og Louis veg hurtig tilbage.
Jeg sendte ham et rolig smil, inden jeg trådte ind og satte mine stilletter samme sted som jeg fandt dem. Retter sagt i rodebunken med de andre sko. ”Der roder en del, bare så du lige ved det” jeg vendte mig om og så Louis træde stille ind.
”Jeg tror ikke du kan slå to drenge” han sendte mig et rødme smil og en gang til sprang noget i min krop. Det må ikke være helt sundt, for jeg skal helst beholde mine organer uden nogle form for skader på dem.
”Mener du ikke unge mænd?” jeg sendte ham et drillende smil, og hvorfor jeg gjorde det må være op til guderne. For jeg er ikke vant til at være så rolig overfor drenge, mænd. – i hvert fald ikke ud over mit arbejde.
”Tjoh, nu er jeg ældre end Harry” han bed sig i læben hvilket kom bag på mig. ”Hvad er der Louis?” jeg satte mig på gulvet og kiggede op på ham.
”Jeg undskylder for at snakke om Harry” jeg grinede lavt inden jeg lagde utryg mit hoved på skrå.
”Han er din ven Louis, det skal du ikke undskylde for” han sendte mig et smil inden han satte sig på den ene af mine to sofaer der stod midt i rummet.
”Hvor skal jeg så starte?” han sendte mig et rolig smil og jeg svarede ham svagt tilbage, og det var starten på flere timers arbejde.

 

In Between two Boys

 

Jeg ved ikke hvor mange timer jeg havde brugt sammen med Louis, men jeg må indrømme at jeg var ved at blive mere tryg ved ham. Hvilket gjorde at jeg skubbede mine mange skjold en smule længere ned. For jeg følte mig en smule mere tryg ved ham, hvilket nok ikke var farligt, men det var det for mig.
For jeg ødelægger altid noget godt.
”Elisabeth, hvor skal den stå?” han havde i mellemtiden taget sin trøje af, hvilket gjorde at han stod i en undertrøje og blottet sine mange tatoveringer. ”Ehm, ude på badeværelset” jeg rødmede svagt hvilket kom bag på mig, for jeg burde ikke kunne rødme. Jeg har set mænd i mindre, men det her var anderledes. Noget jeg ikke kunne sætte finger på endnu.
”Okay...” han skulle til at sige mere da jeg afbrød ham. Havde jeg sagt at den tildens havde jeg, ventet ikke på længerevarende svar. I hvert fald ikke i denne situation.
”Lad mig tage den. Hvis du i stedet vil sætte mit natbord hen til sengen” jeg sendte ham et tøvende smil og han nikkede kort. ”Kunne du tænke dig noget mad? Klokken er vidst blevet en del?” jeg vendte mig i døråbningen og han sendte mig et glædestrålende smil. - Noget han var begyndt på.
”Gerne pizza?” jeg nikkede smilende inden jeg trådte væk og satte tingene ud på badeværelset. Efter det tog jeg min Iphone og tastede nummeret ind til pizzeriaet og bestilte noget mad. Det vil sige at jeg bestilte en pizza til Louis, og derefter fandt jeg et mere sundt sted og bestilte til mig selv. Jeg ved at folk mente jeg havde tabt mig for meget, men det havde jeg ikke følelsen af.
Man siger jo også at topmodeller lider af spiseforstyrrelser, hvilket jeg ikke følte jeg gjorde. For jeg spiste en del, bare ikke usundt, men det er der da intet galt i?
Da jeg var kommet ind på værelset igen, så jeg det jeg håbede han ikke fandt. Mine minder, minderne med ham med de grønne øjne. De øjne der ikke havde samme glød længere. ”Louis?” jeg tror ikke han opdagede mig før han kiggede hen på mig. ”Hvad laver du?” min stemme var undrende inden jeg gik helt hen til ham.
”Kigger du i mine billeder?” min stemme var bebrejdende, men det kan i da heller ikke forvente andet fra mig. Han kigger i mine billeder, det er et tegn på krænkelse.
”Var dig og Harry kærester?” han holdte et billede op, et billede som jeg ingen gang vidste fandtes.
”Louis, du må forstå noget?!” han lod mig ikke snakke færdig inden han snakkede igen. ”Var du sammen med min bedste ven?!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...