In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5166Visninger
AA

6. Kapitel 1.4 - Why are you here?

Harry Edward Styles

 

Jeg slentrede ind i entreen og smed tungt mine sko. Jeg var sur og forvirret, men nok allermest skuffet. Hvad laver Elizabeth her i England? Det er helt forkert. Og den måde hun bare kiggede på mig… Hun lod endda som om hun ikke kendte mig! Men hvad kunne jeg forvente? Hun vil ikke have noget med mig at gøre, og jeg er næsten helt stolt af, at jeg klarede at være venlig, selvom jeg følte mig som en idiot. Heldigvis var det et tilfælde jeg mødte hende, og London er stor, så derfor ender det sikkert ikke med vi kommer til at se hinanden igen. Med mindre jeg har været en idiot de sidste 8 år, og karma derfor vil hale ind på mig. Men det tror jeg nu ikke at den vil.

Forhåbentligt. Jeg fik min jakke af og hængt den op på knagen, for derefter at sætte kurs mod stuen. Her duftede af mad, og det var dejligt, for jeg var dødsulten. Jeg trådte ind i stuen med et stort smil, der dog hurtigt falmede.

Det første mine øjne ramte derinde, var netop hendes blå øjne. De var ikke bløde og venlige som Nialls kunne være, men derimod iskolde, så kolde at man kunne blive forskrækket hvis man ikke kendte til historien bag dem. Jeg zoomede ud, og så hende sidde der, sammen med hendes højrøstede veninde, og overfor dem sad Louis og Niall.

’’Undskyld, men hvad laver i, i min lejlighed?’’ Min stemme var skarp og tynd, men helt ærligt. Der blev min dag så lige 1000 gange værre end den allerede var.

’’Spiser,’’ svarede hendes veninde hurtigt. Jeg knyttede min ene hånd. Hun var så forfærdelig falsk at se på. Gad vide hvordan Elizabeth er blevet? Er hun den samme som dengang?

Jeg tog en dyb indånding, men udåndingen mindede mere om et irriteret fnys. Louis rømmede sig. ’’Elizabeth her,’’ han pegede over på hende, ’’er lige flyttet ind ved siden af os. Hun er vores nabo.’’

Det var i disse (eller kun denne, faktisk) situationer hvor jeg bare hadede at vi ikke boede i en VIP-lejlighed, men bare boede i et helt almindeligt lejlighedskompleks, hvor det kun lige var de mest velhavende der havde råd til at bo her boede.

Det var bare løgn. Elizabeth var min nabo. Det hele virkede pludseligt utrolig uoverskueligt. Jeg opfattede nu også, at jeg stod lænet op af dørkammen på en utrolig ucharmerende og arrogant måde, med stramme kindben og halvåben mund.

’’Ja, vi inviterede hende og hendes veninde indenfor til en middag. Vi kan jo lige så godt lære hinanden at kende,’’ Louis kiggede op på mig. Jeg nikkede langsomt, og satte mig for bordenden, med vilje ved siden af Louis og Elizabeth. Elizabeth kiggede mut ned i sin tallerken, uden at sige noget.

Niall begyndte at øse en portion mad op til mig, og rakte den tøvende hen over bordet.

’’Ej undskyld, men jeg synes simpelthen at jeg har set jer før… et eller andet sted,’’ Nicoline slikkede på sin gaffel og kiggede rundt på os. Hendes blik endte ved Elizabeth. ’’Synes du ikke også?’’ Hun puffede blidt til hende. Tavst nikkede Elizabeth. Jeg sukkede en anelse frustreret. Hun var en arrogant møgko. Det var mit førstehåndsindtryk. Ikke særlig venligt nej, men det var det altså.

Niall grinede muntert, ’’du har sikkert hørt vores musik. Vi er egentlig ret kendte.’’ ’’Aha…’’ Nicoline nikkede. ’’Hvilke sange har i lavet?’’

’’Sikkert hele din playliste,’’ snerpede Louis. Nå hold da op. Nicoline grinede en anelse skrattende og legede med sine lange negle. ’’Nej er det ikke jer fra det boyband der?’’ Hendes tonelav gik lige en oktav op. ’’Nej hvor vildt! Elizabeth du er One Directions nabo!’’

Niall rømmede sig, ’’eller, visse dele af bandet.’’ ’’Jaja!’’ Nicoline kiggede rundt på os alle. ’’Nej hvor vildt… Også er du ham med krøllerne!’’ Hun pegede ned på mig. Jeg tog en slurk vand fra glasset foran mig. ’’Ja det er utroligt ikke? Det er fordi jeg har krøllet hår,’’ sagde jeg sarkastisk. Niall faldt i med det samme og grinede højt og rungende. Louis sendte Elizabeth et prøvende smil, for hun kiggede stadig utilpas ned i sin tallerken.

Allerede der følte jeg et stik af jalousi, og det var jo ikke med vilje, men jeg følte at Elizabeth var min ejendel, fordi jeg kendte hende som ingen andre ved dette bord gjorde. Jeg ved at det er forkert at tænke sådan, men det gjorde jeg altså. Elizabeth skulle blive min en dag, og jeg vidste at hun også kunne lide mig. Det vidste jeg bare.

Men hun kiggede nu forsigtigt op på Louis og smilede tilbage med et lille uskyldigt nik.

 ’’Vi nåede jo aldrig at introducere os selv!’’ Skrattede Nicoline videre. Elizabeth sukkede tungt og lagde sit bestik på tallerkenen. Jeg kendte godt den vane. Det betød at hun var færdig med at spise. Forhåbentligt uden at virke for dominerende begyndte mit blik at undersøge hende. Hun var blevet tyndere og måske en anelse højere. Hun spiste jo heller ikke så meget. Hun havde stadig sine guddommelige. Lange øjenvipper, som rakte helt ned til hendes kinder. Hendes lyse hår var samlet bag på ryggen i en fletning, og hun havde et meget let lag makeup på. Helt perfekt.

’’Harry? Harry det er din tur,’’ Louis puffede til mig. Jeg kiggede lidt forvirret rundt. Min tur til hvad…?

’’Jeg kommer om lidt.’’ Elizabeth skubbede sin stol ud og rejste sig. Vi kiggede alle efter hende, men hun kom vidst ikke tilbage foreløbigt. Vi vidste godt at det var fordi hun ikke havde lyst til at introducere sig selv.

’’Ja goddag? Jeg hedder Harry?’’ sagde jeg mukkende. ’’Årh lad dog være med at være så sur…’’ opmuntrede Niall forsigtigt. Jeg rystede dog bare surt på hovedet.

Så stoppede introdutionslegen. Elizabeth kom ind igen.

’’Hvor længe skal du så bo her, Elizabeth?’’ Spurgte Louis venligt. Elizabeth sendte ham et smil. ’’Længe. Jeg bliver nok her et godt stykke tid.’’

Louis grinede. ’’Så får du fornøjelsen af at glo på krøltoppen og jeg det næste stykke tid.’’ Elizabeth åbnede forbløffet munden. ’’Bor du her?’’ Det var det første hun have sagt til mig indtil videre. Jeg nikkede. ’’Sammen med Louis, ja. Og du bor sammen med Nicoline?’’ ’’Nej, nej,’’ hun grinede en anelse nervøst. ’’Det er bare mig.’’

Jeg nikkede med et lille smil, men hun gengældte det ikke.

’’Måske vi skulle til at komme ind igen,’’ sagde Elizabeth tøvende til Nicoline. ’’Vi skal jo helst have pakket ud, inden du skal hjem igen.’’

Jeg kiggede ned på hendes tallerken, der næsten stadig var fyldt med mad. ’’Er du allerede mæt?’’ spurgte jeg.

Der bredte sig en stilhed over bordet. Hun kiggede op på mig, og lige ind i mine øjne. ’’Hvad mener du?’’ Jeg lagde armene over kors. ’’Du har næsten ikke spist noget.’’ ’’Okay? Det behøvedes du da ikke at blande dig i,’’ sagde hun irriteret.

Nicoline grinede nervøst. ’’Vi skal jo helst også kunne holde på formen,’’ hun klappede sig på maven. ’’Og hvorfor så det?’’ skød jeg spydigt. ’’Fordi vi er modeller,’’ sagde Elizabeth hårdt. ’’Og hvis du har noget imod det, så vil jeg gå hjem nu.’’ Hendes stemme var hård og kold.

Hun kiggede over på et par overraskede Niall og Louis. ’’Tusind tak fordi vi måtte komme. Vi ses jo nok engang.’’

Hun rejste sig, og Nicoline fulgte hende. ’’Ja, og tak for mad,’’ Nicoline sendte dem et forsigtigt smil. Det var nogle stilfærdige svar de fik, men de fik sagt farvel, også var de smuttet.

"Prøv at være lige lidt hårdere," mukkede Niall. Louis sukkede dybt og tog pigernes tallerkner op fra bordet og bar dem ud mod køkkenet. Jeg tog selv min tallerken og mit glas og gik ud mod køkkenet. Jeg blev stående i dørkammen med et halv fornøjet smil. Drengene syntes sikkert at det var nogle attraktive piger, og det var de da også, men de kendte dem bare ikke. Eller en af dem, for den sags skyld.

"Hvorfor var du sådan? Det var da mega unfair." Louis skyllede sin tallerken af og satte den i opvaskemaskinen.

"Du kunne da ikke bare invitere dem ind uden at spørge mig først," henvendte jeg mig til Louis, "jeg bor her ligesom også."

"Du havde da gjort det samme!" Louis hev tallerknerne ud af mine hænder og smed resterne af maden ud. Jeg fik kvalme af at se på så meget spild, og de var jo helt tynde de piger, som om de er levet strøget af et strygebræt. Jeg vidste at det var Elizabeth's store drøm at blive model, men hun må da have ofret sig på visse områder.

"Ikke nødvendigvis," svarede jeg. "Hvis jeg ser de ikke er pålidelige, havde jeg nøjes med at give dem hånden."

Niall og Louis sendte hinanden lange blikke. "Så Elizabeth så ikke spor pålidelig ud?" Spurgte Louis.

Niall slog et grin op, "jeg syntes fanme hun var lækker!"

"Hold kæft!" Råbte jeg. De tav begge to øjeblikkeligt, og jeg kunne nærmest høre dem pive. Det var slet ikke med vilje, og jeg følte samvittigheden stikke i mig. Jeg gemte mit ansigt i mine hænder. "Undskyld... det er bare lidt kompliceret," sagde jeg lavmælt, bange for om de ville dømme mig.

"Hvad går det ud på? Kender du Elizabeth?" Niall fyrede spørgsmålene af, og lod Louis stå med opvasken. "Sådan... lidt," svarede jeg tøvende. "Vi gik i skole sammen?" "Gymnasiet?" Jeg kiggede en anelse opgivende på ham. "Jeg gik på gymnasiet i... et halvt år, Niall. Nej, i folkeskolen."

Louis fnes. "Okay, okay," sagde Niall med et lille grin. "Var i kærester?"

Jeg rystede på hovedet. "Men du kunne lide hende? Faktisk kan du stadig lide hende?"

Jeg trak på skuldrene. "Det ved jeg ikke. Men planen var jeg aldrig skulle ses med hende igen."

Niall klappede mig på skulderen. "Men prøv da i det mindste at være venlig. I skal jo være naboer i et godt stykke tid nu."

"Hm."

"Det skal nok gå."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...