In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5170Visninger
AA

5. Kapitel 1.3 – Have a chance to blush

Elisabeth Victoria Vancover

 

Jeg sidder inde på sofaen i den fremmedes lejlighed. Jeg synes faktisk at det er lidt uhyggelig, for jeg kender ham ikke, og det gør Nicoline heller ikke. Selvfølgelig ved jeg hvad han hedder, han er jo en verdenskendt sanger, men ellers kender jeg intet til ham. Og det er nok også det der skræmmer mig mest, og så det med at Nicoline tager imod en uopfordrede invitation, men hun har altid været sådan.
Spontant er ordet vist.

”Hej jeg hedder Niall” en håndstrækning bliver givet min vej, og jeg vender svagt hoved mod den såkaldte Niall. Ja ham med det leverpostejet hår, der er farvet blondt.
”Elisabeth, undskyld vi forstyrre jer” Niall griner med hans accent, ja den er ikke til at overhører. Den er så kraftig som noget kan være, og det gør mig underligt nok mere tilpas. ”Intet problem” han klemmer min hånd og ryster den et par gange. Jeg griner stille inden jeg rømmer mig. ”Bor du med ham?” min stemme er undrende og Niall griner igen og jeg lader mine spændte skulder falde en smule mere ned.
”Nej, men jeg har en nøgle. Så det må betyde et eller andet ikke?” han vifter med en bunk nøgler og jeg sender ham et smil.
”En smule vel?” jeg sendte ham et tøvende smil inden de to andre trådte ind i rummet. Af hvad jeg havde forventet ændres det med voldsomt hast. For mine fordomme kom til kors og jeg måtte gøre alt for ikke at virke håbløs.
Jeg vidste dog allerede at det var et fortabt løb, for Nicoline kiggede indtrængende på mig og jeg skuttet mig stille. Jeg tror det var en form for foragt hun havde i sit blik, for jeg havde svært ved at kategoriserer det.
”Hvad snakker i om?” hendes stemme var nær forførende og jeg skuttet mig igen. Har jeg nogensinde fortalt hvordan mit selvværd var, for den var ikke i topklasse som min karriere er. Jeg er nok mere den generte, men stærke type. – Gav det overhovedet mening, for lige nu må jeg indrømme at mine tanker leger med mig, puster ilden længere frem i mit undertrykkende krukke.
”Bare...Intet” Niall lod hans havblå øjne ramme mine. Jeg ville anslå at mine øjne var i samme dur som Nialls, men mere isende, hvis det overhoved giver mening. Man siger jo folk med blå og grønne øjne har en genfejl, for det er ikke naturens side.
Hvad vil det så overhoved betyde at have isblå øjne, at man har ikke bare en genfejl, men dobbelt op på genfejl?
”Vi snakkede bare Nico” hun satte sig ud på kanten af lænestolene imens hun lagde smilende hendes hoved på skrå. Har jeg sagt hvor imitenderende hun kan være? Nej, men nu har i svaret.
Hun er og vil altid være imitenderende.

”Det ser ellers ikke sådan ud” hendes ord går fra at være svage til legene og jeg ryster svagt på hovedet. Det kunne jeg nemlig tillade mig, for hendes brune, legene øjne kiggede på Niall og Niall kiggede allerede på hende.
”Hvad ser det så ud som Nico?” Niall legede med ordene inden han skubbede sig længere ud mod kanten. Jeg var derimod rykket mig længere tilbage og Louis blik lå allerede på mig, jeg kiggede bare væk. For hvor skulle jeg ellers kigge hen, ham?
Ellers tak, for jeg ved ikke hvad jeg skal gøre i sådan en situation.
”Nicoline, i dit tilfælde” hun kiggede smilende, nær drillende hen på mig. Har jeg sagt at hun er imitenderende?
”Hr. Horan i dit tilfælde så?” jeg ved ikke hvordan Niall kunne holde den så kølig, for Nicoline skulle gøre alt for ikke at bryde ud i et upassende og ukontrollerede grin. ”Jamen, hej Hr. Horan” hun skubbede hovedet længere ud og Louis fangede min opmærksomhed for første gang i en længere periode.
”Hej Elisabeth!” Louis stemme lød nær nervøs og det gjorde mig mere utryg ind hvad jeg i forvejen var. For hvis man ikke kendte mig ordentlig ville man ikke kunne se det, men Nicoline opdagede det med det samme.
”Louis” Louis tvang sig selv fra at kigge på mig til at kigge mistroisk på Nicoline. Nicoline var der altid for mig, hvordan kunne jeg så ikke være der for hende. – Det er let, fordi jeg ikke er den jeg udgiver mig for, jeg er en bedrager, er det ikke det korrekte ord for det?
”Hvad kigger du på?” hendes stemme var igen forførende, men på den helt modsatte måde. Der gik det op for mig, den følelse jeg altid har haft, men jeg havde altid benægtet. Hun var jaloux på mig, jeg ved bare ikke rigtig grunden, men det virkede som alle andre gjorde det. – Og jeg var efterladt ude i kulden igen.
”Intet?” hun grinede let og nærmeste helt igennem forførende og det stak hul i mit hjerte, lidt som når en klor jages igennem en, ikke spørg mig hvor jeg ved det fra, for der må jeg være et svar skyldig.
”Intet, Louis?” hun lagde hendes hånd mod hans kind, og med hendes lange negle må det følelse ubehageligt. Der er bare det, hun er ligeglad om det føles behageligt eller det modsatte. Jeg kiggede svagt på ham, sendte ham et rødmende smil inden jeg rejste mig op. Jeg kunne ikke undgå at se at jeg fik alles opmærksomhed, det burde jeg være vandt til.
Jeg var jo opvokset på et photoshoot set, men hvorfor følelse det så alligevel så absurd. Ja, absurd, for det gør det, og det gør mig usikker igen.  
”Hvad skal du Elisa?” Nicoline skubbede sig selv tilbage i lænestolen inden hun skubbede sit bryst længere frem, hun ser igen så selvsikker ud, og det river mit hjerte lidt mere itu.
Lidt ligesom et ældgamle vaskebrat.
”Jeg har brug for noget luft” min stemme var rystende, nej den var dirrende, men er det ikke en af samme skuffe?
”Må jeg komme med?” Louis stemme er rystende og jeg smiler uskyldig inden jeg trækker på skulderne. ”Det er din lejlighed” mine ord er nær fnisende, og det burde skræmme mig. Det gjorde det bare ikke.

”Så kommer jeg med!” selvom hans stemme var sprød, var der også noget mystisk over den. Det var lidt som Louis kunne undertrykke den dirrende toneleje, og så alligevel lade en hører det på samme tid. Det var specielt og det var skræmmende på samme tid.
”Det gør du bare!” jeg sendte ham et usikker smil inden jeg vendte mig om og gik med de få skridt hen til hans dør. Det eneste jeg kunne tænke på som jeg gik ud på svanegangen var hans grå, fængende øjne. - De var tryllebindende, som drengen med de specielle hypnotiserende øjne.

 

In Between two Boys.

 

Vi sad rundt om bordet, og der var stille, så stille at en knappenål ville lyde som det værste atomslag. Det skræmte mig, men det virkede ikke som om de andre lagde meget synd i det, for de sad alle og kiggede intens ned i deres mad. – Lidt ligesom jeg ved ikke. Udsultet børn, fra den tredje verden.

”Ehm...” selv Nicoline vidste ikke rigtig hvad hun skulle stille op. Lidt som... Hvordan skal man formulere det så man ikke lyder som en arrogant og selvglad person, for det var jo ikke mig. ”Hvad er der Nico?” hun kiggede sigende på mig og jeg skuttet mig igen og det jeg havde forventet blev vendt op og ned på få sekunder. For som en hver anden havde man troet at min ville sende et smil, men der er aldrig noget mainstream over hende, for hendes forførende latter kom igen på banen. - Lidt en skøjtebane, hvor man ikke ved hvornår man bliver væltet omkuld.
”Hvorfor er der så stille, er der en der er død?” jeg kiggede ned i bordet og Louis, Niall rømmede sig. ”Hvad vil du have os til at sige Nicoline” Niall svarede på konstateringen, lidt som han altid havde kendt hende, og det burde være beroligende, men det skræmte mig endnu mere.
”Noget, hr. Horan” hendes negle bankede ned i bordet og hun lagde hovedet på skrå imens hendes forførende blik ikke var til at tage fejl af. ”Hvad med vi alle introducerer os?!” Nialls ord var egentlig ikke spørgende og det gjorde mig igen urolig, men jeg tror snart det er en genkendelig følelse.
”Jeg hedder Nicoline, og jeg er model” hendes ord var drillende, nær legene. - Nærmeste som hun legede med de forskellige ordopstillinger, for hun lød så selvsikker. ”Jeg hedder Niall, og jeg...” jeg som en helt anden kunne fornemme Niall stoppe, måske skyldtes det at den knap som også bliver betegnet som ’mute’ blev trykket i bund, og lydene forsvandt for en stund. Lig mærke til jeg sagde for en stund for et snuptag efter blev døren åbnet og en velkendte stemme ramte muren, nej barrikaden jeg havde stillede frem.
”Jeg er hjemme” jeg kiggede nervøs hen mod Nicoline der kiggede på Niall, som kiggede på Louis som jeg kunne skimte kiggede på mig. – Gav det overhoved nogle mening? For det var som om mine ord blev til et virvar, lidt ligesom mit knækkende hjerte.
Jeg vidste nemlig allerede hvem det var, det var personen hvis hjerte jeg flået i tusind stykker.
Personen med de hypnotiserende grønne øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...