In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4840Visninger
AA

24. Kapitel 1.22 - You're forgiven

Louis William Tomlinson

 

At jeg havde sagt sandheden om Harry, gjorde ondt. Men det lettede også utrolig meget. Jeg havde set Elizabeth gå ind i retssalen med tårer i øjnene, velvidende at hun blev nødt til, med sine egne ord at sige hvad der var sket. Jeg havde ondt i brystet, fordi jeg ikke vidste hvad der skulle ske. Eller fordi jeg vidste, at min bedste ven ville blive sendt i fængsel, hvis sagen blev erklæret sand. Det var jo slet ikke det jeg ville have skulle ske. Uanset hvor homoseksuelt og ulækkert det lyder, betyder han rigtig meget for mig, og jeg elsker ham. Ikke på samme måde som jeg elsker Elizabeth, men på den måde at han altid har været dig for mig. Og nu sender jeg ham i fængsel.

Jeg pustede tungt ud. Jeg vidste ikke hvad Elizabeth ville gøre. Ville hun lyve? Nok ikke, for så ville hun fortryde det resten af livet, og være bange for at han ville gøre det igen. Men på den anden side kunne hun også vælge at lyve, for at sikre jeg ikke blev ked af det.

Det var en indviklet, irriterende sag jeg håbede aldrig ville være sket.

 

Lidt efter blev døren bag mig slået op, og en grædefærdig Elizabeth kom ud fra salen.

"Louis," sagde hun lamslået, hun gik hen til mig. Jeg lagde mine hænder på hendes skuldre. Jeg var virkelig nervøs for hvad hun ville sige. "Jeg sagde det. Jeg sagde hvad han havde gjort," også røg det første hulk ud. Jeg lagde mine arme om hende. "Det er okay. Det var godt du gjorde det."

 

Vi vidste begge to godt hvad der ville ske. Harry ville komme i fængsel for sine handlinger.

Vi kiggede på hinanden. Vi sagde ikke noget.

En betjent kaldte os ind i salen igen, og modvilligt gik vi med. Elizabeth rystede og holdte hårdt i min hånd. Harry betød meget for hende, det vidste vi, men det var åbenbart ikke gengældt. I hvert fald ikke på samme måde.

Da vi kom ind, satte vi os ved siden af hinanden, og så op på en skærm, Elizabeths advokat var ved at sætte op. Det var billeder, fra da Elizabth var blevet tjekket for at se om der var fysiske skader på hende.

Billeder fra retsmedicineren, viste tydeligt at det havde været under tvang, med de sår hun havde fået. Billederne var rædselsfulde, og det havde faktisk været meget værre end vi først havde troet. Om fængselsdommen så blev forlænget vidste vi ikke. Måske den endda blev forkortet, fordi Harry og Elizabeth kendte hinanden.

Elizabeth var som en sten. Uden følelser eller noget. Forsigtigt tog jeg hende i hånden, men hun reagerede heller ikke. Vi kiggede afventende på dommeren, men så skete der noget, vi ikke ligefrem havde regnet med at ske. Om han gjorde det, fordi han rent faktisk havde indset det han havde gjort var forkert, eller fordi han ikke ville kunne klare at se os være sammen.

 

Harry rejste sig op.

"Jeg tilstår."

 

 

_______________________________________________________________________________________________________________

*5 år senere*

 

Det bankede på døren. Jeg rejste mig og skyndte mig ud i gangen. Jeg ventede på min søster, der ville komme forbi til middag hos vores lille familie.

Med et kæmpe smil på læberne åbnede jeg døren, men det var slet ikke min søster der stod der. Det var ikke engang en kvinde.

Mit smil falmede.

Musklerne var forholdvist væk, tattoveringerne var som falmet, men hans øjne skinnede stadig. Lidt.

Han havde en buket blomster i hånden.

"Øh… hej," han sendte mig et forsigtigt smil. Jeg havde ikke set ham i 5 år. Harry.

Jeg sank en klump, og kunne mærke følelserne blussede op. Han havde trods alt været min bedste ven.

''Jeg… nej… jeg ville bare…'' han stammede og blev pludselig helt såret. Han lignede en der var ved at gå.

Jeg blev også helt overlegen, og det endte med jeg bare hev blomsterne ud af hans hånd, og krammede ham ind til mig. Han stivnede. Meget forsigtigt lagde han armene rundt om mig. Jeg kunne mærke, at det var længe siden han havde været i kropslig kontakt på en kærlig måde.

Da jeg trak mig væk, så jeg tårer i hans øjne. Han grinede forsigtigt og forsøgte at tørre det væk.

 

"Far?" vi vendte os begge ned ved siden af mig, hvor min søn stod. Han kiggede forundret på den høje mand der stod i dørkammen. Jeg grinede stolt og tog ham op til mig.

Han kiggede på mig med sine store blå øjne. Han havde lidt lysere hår end sine forældre, men det forhindrede ham ikke i at ligne os ellers.

"Det er min søn," grinede jeg stolt til Harry. Harry smilede. Andy rakte sin hånd ud imod Harry og meget forsigtigt og tøven gav Harry sin pegefinger til ham, som han kunne holde fast i. Andy grinede højt da Harry vippede lidt med sin finger. Harry grinede også.

Mine og Harrys øjne mødtes. "Det er Andy. Han er 2 år."

"Ja? Hvor er du fin," Harry strøg ham forsigtigt over hans lille håndryg.

"Vil du holde ham?"

Harry kiggede lamslået på mig. "Hvad? Er du sikker?''

Jeg smilede. "Ja. Men, kommer ud ikke ind?"

Han kiggede ned i sine sko. "Er du sikker på det?" spurgte han usikkert. Jeg nikkede ivrigt. "Bare kom."

Jeg satte Andy ned og lod ham løbe ud i køkkenet til sin mor.

"Skat?" råbte jeg efter hende.

"Ja?" Hun stak smilende sit hoved ud fra køkkenet. Jeg vendte mig kort om og gav Harry et nik, så han langsomt begyndte at tage sit overtøj af.

Jeg gik ud til Elizabeth i køkkenet. "Kom med," sagde jeg med et smil. Hun kiggede undrende på mig, men gik med mig og Andy ud til Harry der stod akavet ude i gangen.

Elizabeth kiggede tomt på ham, som han stod i gangen.

Harry lignede en der havde lyst til at græde, og kiggede ned i gulvet.

"Harry?" spurgte Elizabeth forsigtigt.

Harry kiggede op igen. "Elizabeth… Jeg…" han knyttede sine hænder.

Jeg spærrede øjnene op. Ikke fordi jeg var bange for, om han ville skade min hustru men hans håndled… Han havde gjort skade på sig selv. Elizabeth så det også.

Lille Andy kiggede rundt imellem os, og forstod ikke helt hvad det var der skete.

Elizabeth tørrede en tåre væk fra sin kind. "Jeg hader virkelig at indrømme det," grinede hun forsigtigt. "Men jeg har virkelig savnet dig."

Harry lod denne gang tårerne løbe, og forsøgte at gå igen. Men Elizabeth skyndte sig hen til ham og tørrede forsigtigt hans kinder. "Du er tilgivet Harry. Det bliver aldrig, aldrig okay. Men du er tilgivet."

Jeg så hvordan deres øjne mødtes.

Andy hev i mit bukseben. "Han græder," hans stemme var ikke helt på plads, så han kunne ikke rigtig udtale det, men jeg forstod det godt. Jeg tog ham op til mig igen. "Det er fordi han er glad," forklarede jeg, "han har savnet mor."

Elizabeth trak sig grinende væk fra Harry og gik hen til mig og Andy.

Hun kiggede op på Harry med et stort smil. "Se. Jeg har fået en familie," grinede hun, "bliver du ikke og spiser med?"

Harry kiggede rundt på os alle tre og lod sine arme ligge sig om sig selv. "Jeg… jeg kan bare gå," han pegede ud mod døren.

"Men du kunne også spise med. Lottie kommer også."

Harrys øjne lyste da han så, at vi virkelig mente det.

"Jamen… tak."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...