In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4828Visninger
AA

23. Kapitel 1.21 – Is it really my life now?

Elisabeth Victoria Vacover

Jeg ved ikke hvor lang tid jeg havde siddet og holdt om enten mig selv, eller Louis. Jeg ved heller ikke hvor lang tid der er gået siden en af os har været udenfor en dør, men en ting er sikkert. Det er i hvert fald meget lang tid, for luften var indelukket, eller kan det skyldes Louis og min skyldige samvittighed. For en ting var sikkert jeg følte mig beskidt, jeg havde ødelagt et helt normalt menneske, hvorfor var jeg overhovedet taget hjem til England, måske var det ubevidst da jeg fandt ham jeg nu kan sige jeg er uendelig forelsket i, men det passer bare ikke rigtig ind nogle steder, gør det?.
”Beth?” jeg spjættet med kroppen inden jeg vendte mit hovedet tøvende og kiggede på to opsvulmede øjne. Louis gråblå øjne havde ikke samme sparkling lys, men jeg var og er stadige forelsket i dem, er det forkert?
”Beth?” han ruskede i min som han så mange gange havde gjort før. Jeg bed mig i læben inden jeg nikkede, for det virkede ikke rigtig til at mine læber ville forme nogen form for ord.
”Er du okay?” min halvhæse grin ramte lydmuren, helt ude af kontekst, men det var befriende. ”Hvad med dig Louis?” min stemme var endnu mere hæs end mit grin havde været, for jeg var ødelagt, det var jeg klar over, men var Louis også det – for det var eller er hans bedste ven.
”Beth jeg klare mig, men hvad med dig?” han trak mine hænder hen til sit bankende bryst og jeg rystede af nervøsitet. Siden hans anholdes havde jeg været nervøs blandt folk, måske var det derfor jeg ikke havde været på arbejde og måske var det derfor Louis og jeg var nået dertil hvor vi er nu.
For jeg er forelsket, helt igennem på det forkerte og malplaceret tidspunkt. – Men var Louis også det?

”Louis han er din bedste ven” jeg hadet at snakke om ham, men Louis og ham er bedste venner det kan jeg ikke løbe fra, selvom jeg inderlig prøver det. For hvem vil være en beskidt, ødelagt klud der er blevet misbrugt?
”Han føles ikke rigtig som en bedste ven?” jeg lagde mig ned i sofaen og Louis lagde sig ned hos mig. Det kan godt være jeg er en misbrugt klud, men jeg havde åbnet mig for Louis fordi jeg er forelsket i ham, måske er det derfor han må ligge med mig som han gør?
”Louis du har kendt ham i mere end syv år” han hev mig længere ind til sig selv inden han lagde små kys mod min nakke, så blide af jeg ikke kunne få det til at passe sammen. Han burde foragte mig, jeg var personen der ødelagde hans bedste ven.
”Beth det føles ikke rigtig at han er min bedste ven” han stoppede brat op og jeg vendte mig undrende rundt inden jeg lagde hovedet mod hans bryst. ”Beth, hvis han var min bedste ven ville han for det første ikke gøre sådan noget” han holdte en pause imens jeg lyttede til hans uregelmæssige hjerteslag. ”Og for det andet ville han acceptere dine og mine beslutninger” han nåede lige at give min hovedbund et kys inden døren gik op og flere stemmer blandede sig i gangen.
”Jeg tror Nicoline er kommet hjem” han trak mig længere ind til sig selv da han kunne mærke mine hjerteslag. Måske skyldtes det de andre stemmer end kun Nicolines. For jeg vidste Nicoline boede midlertidigt hos mig, hun var som den storesøster jeg aldrig fik, men hvem var de andre?
”Hm... jeg er bange” han trak mig så tæt på ham selv at ingen gang et papir ville kunne slippe igennem. ”Det skal du ikke være, jeg er her, Nicoline er her” han skulle til at give min pande et blidt kys da nogle lyde væltet ind over stuen og fik mig til at bevæge mig uroligt ud mod kanten så jeg faldt ned på gulvet.
”Hej Elisabeth” Niall, Liam og Nicoline stod på rad og række imens jeg trak mine ben op under mig. Havde jeg sagt, at det kun var Louis og Nicoline der havde været her, for jeg var skrækslagende for andres nedværdige blikke.
”Er du okay?” Niall blev blidt slået i baghovedet af Liam og jeg kunne ikke lade min gemte smil komme frem. Det så faktisk rigtig komisk ud.
”Elisabeth?” Liam trådte et skridt frem og jeg rejste mig nervøs op og trak ti skridt tilbage. Jeg var ikke god til nærkontakt med fremmede, men er de fremmede?
”Vi ville ud og spise, skal i med?” denne gang kiggede han på Louis og derefter jeg. Kan det skyldes den dårlige undskyldning om mad?
”Jeg...Jeg” jeg trak vejret hysterisk og Louis kom stille hen til mig og trak mig ind i et trygt kram. Vil vi nogensinde kunne tage skridtet videre, for vil jeg bare ikke følge mig endnu mere beskidt end hvad jeg allerede er?

”Jo det vil vi godt, giv os et sekund” Louis som jeg troede var på min side gjorde det jeg havde frygtet. For man skal være dum hvis man ikke allerede ved at verden ved der er noget galt med os, og det har noget med ham at gøre.
”Louis jeg vil ikke” min stemme var spinkel som vi gik ind i mit skab og han lod noget tøj blive smidt hen til mig. ”Det bliver vi nød til, Beth han kan ikke gøre dig noget” han trak mit ansigt op til sit og lod vores øjne mødes.
”Men Louis jeg er bange for jeres fans reaktioner!” jeg hadet at indrømme det, men det var jo sandheden.
”Det skal du ikke være, de har været støttende overfor os alle, men især dig. De vil godt se dig lykkelig” han kiggede ned på mine læber inden han kiggede ind i mine isblå øjne. ”Men hvorfor?” han kyssede blidt min næsetip, inden hans stemmebånd rev min opfattelse af hans fans itu.
”Fordi de godt ved der er noget mellem os, og fordi du ikke har vist dig ude af en dør i en måned” mine øjne var chokeret, en måned – havde det været så lang tid siden?
”Men... Louis vi har jo aldrig taget skridtet videre” han smilede hjerteligt inden han lagde hovedet på skrå. ”Og vi tager den tid det tager, bare du er ved mig” jeg rødmede igen, lang tid siden, men igen.
”Hvad med ham?” jeg kunne ikke udtale hans navn, det gjorde for ondt. ”Ham skal du ikke tænke på, han gør dig ikke noget mere” han trak mig ind til sig selv, eller han prøvede for jeg tog et skridt tilbage i sidste sekund.
”Men Louis han...” jeg kunne ikke finde ordene.
”Han voldtog dig Elisabeth, det er der intet i verden der kan retfærdiggøre!” han lød overraskende rolig i forhold til hans ordvalg.
”Men han er en god dreng, han mente det ikke vel?” jeg ved det var et dumt spørgsmål, men jeg havde længe tænkt på det. ”Elisabeth, at voldtage en, en gang er kriminelt og respektløst, men at gøre det to gange er der...” han kunne ikke formulere ordene, men det behøvede han heller ikke at gøre, for efter få sekunder tog jeg mine solbriller på og gik rystende forbi ham.

Det hele skulle nok løse sig, ikke?

 

In Between two Boys

 

Jeg sad ude foran retssalen og kiggede grædende ned i mit skød. Lige nu var Louis inde og vidne og så var det mig, efterfulgt af en endnu længere retssag. Det havde min advokat sagt, for hvad skulle han ellers sige. – For der var navneforbud og en lukkede retssag, skulle han sige at han var ked af at jeg blev misbrugt? Nej vel, for det vil jeg ikke høre.

”Miss Vancover?” en retsbetjent kiggede på mig og jeg bed mig i læben inden jeg rystende rejste mig op. ”Kom du med ind” han lod mig komme ind i salen imens mit blik landede på alle andre end den tiltalte, for jeg kunne ikke se på ham.
”Tag du plads i vidne-stolen” jeg kiggede op på dommeren og nikkede lydløst inden min hæse stemme ramte lydbølgerne ”Ja, deres høje dommer”

 

”Miss Vancover, hvor befandt du og den tiltalende på de følgende dage...” jeg kiggede bedrøvede på advokaten inden jeg kiggede hen på ham for efterfølgende at kigge ud over salen. Jeg sank den klump jeg havde i halsen inden jeg svagt, men højt nok til at de kunne høre det. ”Vi befandt os i min lejlighed” jeg ville have sværget på at jeg så Harry synke en klump inden jeg kiggede hen mod anklageren.
”Og miss Vancover kan du fortælle til salen hvad der skete?” jeg havde fået af vide at det ikke var godt at græde, men jeg kunne alligevel ikke holde en eller flere tåre inde.
”Jeg...Jeg” jeg sank klumpen der bare blev større. ”Du bedes venligste svare på spørgsmålet” jeg nikkede tamt inden jeg kiggede hen på Harry. ”Han tvang mig op af væggen hvor han...” jeg trak vejret hysterisk. ”Han kyssede mig mod min vilje og så tvang han mig ind på mit soveværelse” jeg kunne ikke formulere resten, men det virkede som om de ville have jeg forsatte, så det gjorde jeg – mod min vilje.
”Han tvang sig i mig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...