In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5337Visninger
AA

22. Kapitel 1.20 - an unbelieavble truth

Harry Edward Styles

 ''Vi havde sex, okay? Hvorfor vil i rode så meget i det?''

 

Der blev stille omkring os. Elizabeth lignede en sten, så kynisk og stille hun stod. Nicoline var mundlam, og jeg var sikker på, at hvis Louis havde været en kvinde, så havde han skreget.

Jeg sendte ham et flabet smil. ''Hvad så? Er sandheden hård? Havde du slet ikke hjerne nok til at indse, at det var mig hun ville vælge?''

Det gjorde ondt, at jeg var nødt til at tale sådan ned til ham, men på den anden side, så fortjente han det, og denne gang var der intet sjovt i situationen.

Louis kiggede over på Elizabeth. Elizabeths blik søgte ned i gulvet.

''Nå. Så hun valgte dig?''

''Ja.''

Louis lagde armene over kors, og jeg kunne se hvordan hans humør og attitude ændrede sig.  ''Hvorfor snavede vi så nede i parken, for omkring en time siden? Jeg tror vidst også vi holdte i hånd.''

Jeg stirrede lamt på hans flabede attitude, og kunne mærke hvordan raseriet i mig, gik fra normalt til kogende.

Elizabeth var min. Han kunne ikke bare tage hende fra mig.

Elizabeth åbnede sine øjne vidt op, og vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv. Det gjorde nu ikke noget. Det var jo ikke hendes skyld, selvom hun havde opført sig urimeligt.

Jeg hævede min hånd højt, og inden jeg vidste af det, havde jeg givet Louis en ordentlig lussing, så han måtte tage et skridt bagud, og holdte sig på kinden.

Elizabeth skreg og søgte ind til Nicoline, som hev hende med sig ind i soveværelset.

 

''Hvad fanden var det? Hvis der er en her, der fortjener den lussing, så er det dig!'' råbte han hidsigt.

Jeg slog et grin op, men blev hurtigt afbrudt, da han bankede mig hårdt op ad væggen. Jeg blev meget forskrækket, og spærrede mine øjne op i hans.

''Har du set hende? Har du set hendes krop, efter i havde 'sex'?''

Jeg løftede øjenbrynene. ''Louis, jeg har lige set hendes krop. Nøgen.'' Jeg forsøgte at gnide endnu mere salt i det sår, han tydelig vis havde.

Han gav slip på mig, og kiggede bedrøvet ned i gulvet, væk fra alt.

"Og hvor gik hovedpersonen egentlig hen? Burde hun ikke kunne forsvare sig selv?" Spurgte jeg hånligt, og blev næsten flov over Elizabeths dømmekraft.

"Sådan skal du ikke tale om Eliza!" Råbte Louis arrigt. Jeg tog et skridt frem imod ham med løftet pegefinger. "Fat det nu! Det var jo det jeg sagde, Louis. Elizabeth og jeg hører sammen, det ved du da.''

Louis lignede en der kunne tude, men han havde også styrken i sit raseri, til at slå mig ihjel. Jeg syntes det var ret morsomt, men det skræmte mig også ualmindeligt meget, og jeg blev næsten helt følsom, fordi det jo i virkeligheden var min bedste ven. Han kunne jo ikke gøre for, at Elizabeth havde fanget os begge. Hun var en bitch. Hun respekterede os ikke. Det ene øjeblik havde vi sex, det andet kyssede hun Louis. 

Men det var bare anderledes. Jeg vidste hun elskede mig. Og jeg ville få hende til at indse det.

Han tørrede sin ene øjenkrog.

''Du er en fucking idiot! Harry du har ikke haft sex med hende, du har voldtaget hende!'' skreg han.

Ordene skar igennem mig. Det var ikke ligefrem det jeg troede han ville sige. 

''Nej! For fanden Louis er du virkelig så dum? Og tænk du fik hende til at anmelde mig!''

''Så du tror det var mig?' Hvordan kunne du tro det? Jeg er din bedste ven! ''Nå så det er du! Hvorfor kysser du hende så, når du ved vi hører sammen? Desuden kan du ikke redde den her, selvfølgelig var det dig der anmeldte mig.''

Louis rystede på hovedet og knyttede sine næver i raseri.

''Du er sindssyg! Du er psykopat! Du elsker hende jo ikke!''

''Jo tak da, og i lige måde! For du elsker hende måske?''

''Ja jeg gør! Jeg elsker hende af hele mit hjerte, Harry, og det gør fucking ondt at se hende blive voldtaget af min bedste ven!'' 

"Du ved ikke engang hvad du siger! Hvad vil det sige at elske, Louis? Og tror du virkelig jeg er kriminel? At jeg voldtager kvinder?"

Louis pustede tungt ud. "Hvis du virkelig elskede hende Harry, så havde du taget efter hende, dengang hun forlod dig. For hun forlod dig, kun fordi hun elsker dig."

Jeg blev virkelig ramt. Den ramte mig dybt inde. Jeg må have set grædefærdig ud. Jeg hev lidt i min krave, og følte mine indre organer krøb sammen. Luften var sprunget ud af mine lunger. Det var raseriet og bedrøvelsen der kvalte mig.

"Hvad... hvad er det du siger?"

"Hun elsker dig Harry. Men du er ikke den samme længere. For nogen af os. Du er ikke min bedste ven, eller Elizabeths drøm. Og det er kun derfor Elizabeth og jeg fandt sammen."

Jeg rystede på hovedet, og følte tårerne komme frem. "Det er løgn! Hun elsker mig!"

Louis nikkede. "Ja hun gør. Og derfor gav hun slip."

Jeg følte mig rastløs. Stupid. Mærkelig. Jeg knep øjnene sammen.

Elizabeth havde løjet. Hun...

Jeg ved det ikke længere. Men jeg hader dem. Jeg følte et kæmpe raseri og et kæmpe had, netop til de to. 

 

Jeg tog min jakke, og gik med blandede følelser ud ad lejligheden. Jeg græd. Jeg snøftede, jeg strøg min hånd igennem mit hår. 

Fuck det hele. Alt.

Da jeg var nået en hvis del ned ad gaden, blev jeg stoppet.

Af en ældre betjent. 

De havde meldt mig. 

Igen.

 

In between two boys

 

 

''Så du påstår, at intet af det meldte er sandt?''

Jeg sukkede atter. ''Ja.''

Jeg var til forhør på politistationen. Jeg kunne skimte Louis' skikkelse ud igennem vinduet, der dog var dækket af persienner der var trukket for. Jeg havde været splittet imellem løgn og sandhed, for jeg var nået dertil, hvor jeg ikke kendte forskel på det. Måske havde jeg løjet, måske ikke. Måske havde jeg virkelig voldtaget Elizabeth. Voldtægt er sex uden vilje, og jeg har vel for så vidt tvunget hende ud i det, men det er jo intet der kan være min skyld. Hun kunne jo bare indse hvad der er det rigtige. Jeg håbede virkelig, at jeg kunne springe denne lorte situation over, også nå frem til det punkt, hvor alt var godt igen. Men jeg ville trods alt ikke være uvenner med Louis. Hvis jeg ikke var venner med ham, kunne han finde på at melde mig igen, og det ville ikke være godt for nogen af os. Så jeg måtte tilstå, og derefter lade som om jeg var gode venner med ham, med den hensigt at ødelægge det for Elizabeth og ham i skjul.

Ingen tvivl om, at det jeg ønskede at se var deres følelser, der ville forbløde som et knivstik.

 

''Jeg har slået ham.'' ordene kom langsomt og tøvende ud af min mund.

''Hvem?'' det var den kvindelige politibetjent der svarede, og jeg synes situationen havde været komisk i forvejen, så jeg måtte holde et fnis inde. ''Jeg har slået min bedste ven. Louis Tomlinson. Jeg er virkelig skuffet over det, men jeg kunne ikke styre mine følelser.''

Den ældre politibetjent og kvinden udvekslede blikke. ''Til hvilken grad har du udøvet vold imod ham?'' spurgte manden, og lød overordnet professionel.

Jeg sank en klump. ''Jeg har vidst givet ham en lussing eller to. Jeg har nogle enkelte problemer med mit temperament, men intet af det var med vilje.''

Igen kiggede de på hinanden, og besluttede så at lade mig være alene i forhørsrummet en stund. Det kunne de ikke give mig en straf for. Højst en bøde. Men så skete der noget, jeg på ingen måde havde regnet med ville ske.

 

Nicoline blev vist ind i rummet, og blev sat overfor mig. Hun havde det ultimative dræberblik klistret på sit fjæs, og hendes øjne lyste af had. Gad vide hvad hun var blevet fortalt, og hvad hun mon troede på.

Jeg lagde mine arme over kors og sendte hende et flabet blik, men underlæben skubbet ud.

Denne gang blev den kvindelige betjent udenfor, og lod den ældre mand blive inde ved os.

Nicoline blev underrettet om sine rettigheder, inden det nye forhør gik i gang.

 

Den ældre herre sad for bordenden. ''Nicoline, er den sagsøgte skyldig?''

Nicoline spændte i sin kæbe, og kiggede over på ham et kort øjeblik, inden hun kiggede over på mig. ''Ja. To gange har han voldtaget, og udøvet vold på hende. Og han har angrebet hende verbalt og fysisk flere gange.''

Jeg rullede med øjnene. ''Det er ikke sandt-'' ''sagsøgeren har ordet!'' stoppede betjenten mig.

Jeg foldede mine hænder sammen på bordet vi sad ved. Fuck dem. Fuck det hele.

''Har du beviser?'' spurgte manden igen.

''Ja.'' Nicoline tog sin telefon frem, og lagde den på bordet. Den var låst op. Betjenten tog den med det samme og lagde den ned i en lille pose. ''Du får den tilbage, når vi er færdige med efterforskningen.''

 

Døren blev åbnet. ''Det tror jeg ikke er nødvendigt,' sagde den kvindelige betjent der kom ind. ''Han er skyldig.''

Jeg kiggede chokeret på hende, og opdagede Louis og Elizabeth ved siden af hende.

''Hvad?!'' jeg blev rejst op, og blev modvilligt tvunget hen imod døren.

Mit og Louis' blik mødtes.

Elizabeth kiggede væk fra det hele, men det var tydeligt. Hun havde talt ud, og sagt sin sandhed.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...