In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5174Visninger
AA

21. Kapitel 1.19 – The truth will destroy the faith you have in humanity.

Elisabeth Victoria Vancover

Jeg stod foran Louis og alt i min krop skreg om tilladelse til at gøre brug af den letteste udvej, nemlig at flygte. Der var bare noget i Louis blik der limet mig fast til jorden selvom vi alle vidste at sandet var ved at rinde ud. – For Louis var på ingen måde en uintelligent person.
”Er du sikker Elisabeth?” han hev mig selv efter hans forskrækkelse havde lagt sig, men alt i min krop streg af frygt. Jeg kunne ikke håndtere at folk holdte om mig, for jeg følte mig så ulækker og uværdig. Jeg burde slet ikke være taget tilbage til England, så var intet af det her hændt, men så havde jeg heller ikke mødt Louis.
”Beth, du ryster?” han strammet grebet om mig, og det var tændingspunktet til at jeg skrækslagende veg tilbage fra Louis. Jeg vidste nok inderst inde at Louis ikke ville gøre mig fortræd, men selv samme tanke havde jeg haft om Harry og se hvor vi var endt.
Nicoline der var anklaget for en forbrydelse Harry havde forvoldt, og jeg der ikke kunne få ordene ud af mig. Det er rigeligt at vide han har gjort det, men verden burde ikke vide det. ”Beth?” Louis trådte et skridt hen til mig og det var også først der jeg opdagede at tårerne igen trillede ned af mine kinder. Jeg fjernede hver og en tårer, men for hver tåre jeg fjernede ankom fem mere.

”Der er intet galt Louis” min stemme der skulle have været så kraftfuld, blev til et skrøbelig råb om hjælp. Jeg tror bare ingen hørte mig, for det var som at drukkende med åben mund, ængstelig for at kunne trække vejret ordentligt. ”Beth, jeg kan se der er noget” det var som ordene ikke rigtig blev registeret hos mig for jeg prøvede stadige febrilsk at holde mine tåre i bero imens mine hænder rystede som et begynde jordskælv.
”Louis hvorfor spørg du så overhoved...” jeg fuldførte ikke min sætning inden Louis lagde sin hånd mod min kind og jeg stak op i et panisk skrig og Louis der kiggede befippet på mig. Jeg rystede grædende på hovedet inden jeg trådte ti og tyve skridt væk fra Louis inden ordene forlod min mund. ”Lad mig være Louis!” jeg ved ikke hvad der skete efterfølgende, men jeg vendte mig flygtig om og begyndte at gå med lange skridt væk.  Jeg havde det fysisk skidt igen, jeg følte jeg skulle kaste op og det var også det der skete få sekunder efter. Jeg bukkede mit hoved forover inden mit ikke eksisterende mad røg op igen, det vil vel så retter sagt sige at det bare var syre?
”Elisabeth?!” Louis lagde hånden på min lænd og jeg stak op i et piv. Jeg kunne virkelig ikke klare at nogen var tæt på mig, det var nok også derfor Nicoline var taget væk igen. Jeg var vel bare en skitse af mig selv. ”Lad mig være Louis!” jeg rykkede mit hoved op og kiggede sorgmodigt på ham inden jeg tørrede mig af munden. ”Jeg føler mig ulækker” Louis kiggede befippet på mig igen og jeg rystede med hovedet inden jeg lagde mine arme omkring mig i en betryggende gestus.  ”Jeg synes bare vi skal stoppe det her” jeg ved jeg drog forhastet konklusioner, men hvis nu vi ikke havde noget sammen mere, så kunne det være jeg slap for at føle mig ulækker.
”Jamen Elisa...” jeg afbrød ham inden  jeg rystede beslutsomt på hovedet. ”Vi er bedst uden hinanden Louis!” jeg kunne se han skulle til at sige noget, men jeg vendte mig flygtig om og satte i løb tilbage til lejlighedskomplekset. ”Elisabeth” var det sidste jeg hørte fra ham da jeg drejede om hjørnet og forsvandt som toget på en perron.

 

Jeg stormede igennem lobbyen inden jeg nåede til elevatoren. Jeg stirrede misbilligt på elevatordøren inden jeg drejede de få meter hen til trapperne. Jeg turde virkelig ikke stå i en elevator alene og blottet for fare. Jeg var bange for at støde ind i Harry og jeg var skrækslagende for hans opførelse for det gav mig stadige mareridt.
”Elisabeth?” jeg vendte mit hoved skrækslagende som jeg var nået femte sal. Jeg stirrede på de grønne tryllebindende øjne. ”Jeg, nej” jeg veg et skridt tilbage inden Harry grinede hæst. ”Er du bange for mig Elisa?” jeg gøs inden tårerne på mirakuløs måde formodet at glide langs mine markante kindben.
”Lad mig være” min stemme rystede som jeg skubbede mig nærmeste lydløst forbi ham. Det gik dog bare ikke så let som jeg havde håbet på, for han greb fat i mit håndled og jeg peb skrækslagende. ”Jeg skal snakke med dig” hans stemme var denne gang uændrede, selvom han tydelig kunne se han skræmte mig.
”Som du ville snakke med mig sidst?” jeg vidste at i det sekund jeg sagde det var på røven, for Harrys ansigt fortrak sig ikke i en eneste bevægelse og det skræmte livet af mig. ”Hvis det er det der skal til, så ja” jeg ville skrige og græde hvis det altså ikke var for Harrys hånd der havde lagt sig over min mund.
”Sh baby, kom” jeg kæmpede grædende imod som Harry hev mig baglæns mod Louis og Harrys lejlighed. ”Jeg vil ikke!” mine ord blev slugt af Harrys hånd over min og jeg græd hysterisk, der var bare ingen lyd til det.
”Og denne gang lader du være med at anmelde mig” jeg vidste hvad han refereret til og det skræmte mig som han kastede mig ned på gulvet. Jeg samlede hurtig mine ben sammen og kiggede nervøs rundt som jeg lå inden i min lejlighed. ”Hvordan...” jeg kiggede tårefyldt på Harry som han stod og kiggede slesk på mig. ”Søde skat, dine nøgler” han drejede rundt med mine nøgler i hånden og jeg ville skrige hvis det ikke var fordi Harry var hurtigere og lagde hårdt hans hånd over min mund igen.
”Skal vi gøre det på den lette måde eller den svære?” jeg rystede under hans ord og kiggede med rødsprængte øjne på ham. ”Jeg...Jeg” han grinede let og nærmeste bekymringsfri. ”enten gør du det frivilligt med mig, ellers gentager vi bare sidste gang igen” jeg bed mig selv i læben som hurtig blev fuld af den metalliske smag af blod.
”Hvorfor gør du det her?!” jeg skubbede mig længere væk og Harry lagde hoved på skrå inden han rømmede sig. ”Gør hvad skat? Jeg ved du kan lide det” jeg rystede dumdristig på hovedet og skubbede mig selv ind i mit eget helvede igen.
”Så må det blive på samme måde igen” jeg græd hysterisk som han skubbede armene ind under mig og bar mig op. Jeg kunne have sværget på jeg ville stridte imod, men jeg var frosset fast. Jeg var bange for at han ville gøre det samme igen, og det gjorde han også.

 

In Between two Boys.

 

Efter selv samme tur, lå jeg grædende i min seng imens Harry havde trådt ud af værelset. Jeg kunne ikke lade være med at se at han så fornøjet ud som han gjorde, for jeg var endnu en gang ødelagt og beskidt.

Jeg rejste mig med rystende skridt inden jeg svag min badekåbe over mig. Den eneste grund til jeg gjorde det var på grund af Nicolines ord. Hun ville komme over i dag og jeg var igen beskidt, hvad skulle jeg dog gøre af mig selv. Jeg var ulækker og klam, men er det ikke en af samme skuffe?
Jeg nåede mit badeværelse efter lang tid hvor jeg bare havde stået grædende og stirret ind i en hvid væg. Da jeg skulle til at træde ind under bruseren åbnede døren sig og Nicolines stemme rungede igennem hele lejligheden. ”Elisa!” hun nåede hun badeværelset hvor jeg stod med en halvt ben inde i bruseren. Nicoline var hurtigere end jeg og hev mig ud igen. ”Han har gjort det igen ikke?” hendes stemme var ødelagt og jeg rystede nikkende på hovedet inden jeg faldt grædende ind i armene på Nicoline.
”Jeg synes du tager med hjem til USA, det her kan ikke blive ved” hun aede mig blidt inden to høje stemme lød ude på svanegangen. Jeg kiggede på Nicoline der kiggede på mig, jeg tror at vi begge vidste hvem det var.
”Kom, tag dit tøj på!” jeg kiggede grædefærdig på hende inden jeg rystede på hovedet. ”Vi skal altså anmelde ham” og mere nåede vi ikke at sige før de høje stemme var trådt ind i min lejlighed og jeg hurtigere end lynet svang mit undertøj og tøjet på inden vi begge gik ud i gangen.
”Elisabeth!” Louis og Harry kiggede på mig, og jeg stillede mig kramagtig hen til Nicoline, der svang armene hen over mig. ”Hvad er der sket?” mere nåede vi ikke at registrere før Nicoline var ved at puste sig op, men det forsvandt så hurtig som dug for solen da Harry åbnede sin mund. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...