In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4916Visninger
AA

20. Kapitel 1.18 - So, what is the truth?

​Louis William Tomlinson

 

''Undskyld? Men hvad foregår der?'' jeg løb ind og ud imellem politibetjente, og kiggede forvirret rundt. Jeg så Harry blive skubbet ind i en politibil, som hurtigt kørte væk. Jeg var målløs.

En betjent lagde sin hånd på min skulder. ''Bor du her?'' han var ældre, måske 40-45 år, og havde et bekymret udtryk i ansigtet. Han havde lyst hår, og havde også en stub skæg på hagen. Ret almindelig af udseende. Højere end mig.

Jeg kløede mig forvirret i nakken. ''Ja… altså Harry er min bofælle.''

Betjenten spærrede øjnene op. Han tog en blok frem, så han kunne notere. Jeg holdte et suk inde, men opfattede så jeg faktisk holdte vejret.

''Hvor længe har i så været det?'' ''I mange år. Eller, Harry og jeg er med i et band, vi turnerer. Også deler vi den her lejlighed i mellemtiden.''

Betjenten nikkede eftertænksomt. ''Og hvad med Elizabeth? Har i nogen former for relationer til hende?''

Jeg stivnede. ''Hvad er det der er sket?'' spurgte jeg, nervøs for det svar betjenten ville give mig.

Betjenten rømmede sig og trak blokken væk fra vores perspektiv. ''Det kan jeg ikke udtale mig om. Men jeg forlanger et svar på mit tidligere spørgsmål.''

''Elizabeth er vores nabo. Hun er lige flyttet ind og vi er jævnaldrene.'' ''Har du og Elizabeth et forhold til hinanden?''

Jeg kiggede ned i jorden. Hvis jeg sagde sandheden, ville Harry halshugge mig. Kun Gud ved hvad han har gjort imod Elizabeth, og hvilken pinelse hun går igennem nu. Men Harry ville aldrig få det her at vide, ville han?

''På en måde… Vi har haft et nært forhold til hinanden på det sidste.'' ''Også Harry?''

Jeg trak på skuldrene. ''Harry og Elizabeth var barndomsvenner. Jeg ved ikke mere om det.''

Betjenten nikkede. ''Og dit navn?''

''Louis. Tomlinson.'' Jeg tøvede.

''Du kan gå nu.''

Jeg blev alligevel stående. Skulle jeg uddybe? Jeg stod tom i betrækket et godt stykke tid. Så gik jeg hen imod indgangen til lejlighedskomplekset. To betjente kom ud, nærmest arm i arm.

Jeg kiggede efter dem, men uden at sige noget. Jeg kunne se ind af glasdøren, at Elizabeth stod derinde. Så gik jeg ingen tid at spilde. Jeg løb ind af døren, måske så højlydt at Elizabeth ville opdage det. Hun kiggede forskrækket op.

Vi fik øjenkontakt, og jeg kunne kort skimte det paniske, forskrækkede udtryk. Hun satte i løb hen imod elevatoren, men måtte stoppe op kort efter. Jeg nåede hen til hende.

 ''Elizabeth! Beth!'' jeg tog fat i hendes arm, men hun forsøgte at hive den til sig. ''Hvad sker der? Hvorfor tog de Harry?''

Hun fik tårer i øjnene, men skyndte sig febrilsk at tørre dem væk. ''Jeg ved det ikke.''

Jeg blev tvivlsom. Har Harry gjort hende noget, eller græder hun fordi han blev taget af politiet? Og hvad har han overhovedet gjort?

Hun skulle til at gå videre, men jeg tog fat om hendes talje. Hun skar tænder og knep øjnene sammen. Okay, det gjorde ondt på hende.

''Elizabeth har han slået dig? Hvad har han gjort?''

''Ingenting! Louis du kommer aldrig til at forstå det!'' skreg hun grædende. Hun snøftede og trykkede på elevatorens knap, som desværre åbnede i samme øjeblik.

Hun skyndte sig derind, og jeg nåede ikke at reagere på grund af de mærkede omstændigheder.

''Elizabeth! Jeg fortjener at vide det!'' råbte jeg efter hende.

Jeg nåede lige at se hendes tårefyldte ansigt, inden elevatordøren lukkede i.

 

In between two boys

 

De næste par dage hændte nærmest uvirkeligt. Jeg følte tiden var gået i stå, på trods af det hele havde været kaotisk. Alt omkring mig gik i slowmotion, og det var noget jeg var blevet godt træt af. Måske savnede jeg Elizabeth, måske var jeg angst for, hvilken forbrydelse Harry havde begået.

24 timer efter Harry var blevet anholdt, var han kommet hjem igen. Nicoline, havde derefter været til afhøring, hvilket endte med hun gik derfra med en kæmpe bøde, og Harry fik renset sit spor.

De havde ikke kunnet finde nogle beviser for, at han havde begået en forbrydelse, og dermed blev Nicoline sigtet for misvisende informationer.

Harry havde slet ikke talt med mig siden han kom hjem. Han var blevet på sit værelse, og kun en gang imellem kommet ud, for at udføre toiletbesøg og få en mad.

Det var ensomt. Og jeg havde en sær frygt i mig, jeg ikke helt kunne forklare. Om det var Elizabeth, og hvad hun gik igennem lige nu, eller om det var Harrys tilstand, min bedste ven, vidste jeg ikke.

Jeg var kort sagt lukket ned, uden at vide hvad jeg skulle stille op. Jeg turde ikke spørge Harry hvad der var sket, og slet i Elizabeth. Jeg ville nødigt gnide salt i sårene.

Jeg rejste mig fra barstolen der stod ved kogeøen ude i køkkenet, og gik ud i gangen. Jeg var nødt til at trække lidt frisk luft. Jeg tog min jakke ned fra knagen, og gik ud i opgangen.

Det som jeg mindst forventede der skulle ske, skete. Og det er nu ikke så ofte sådanne ting sker, men jeg fornemmer at jeg måske burde vænne mig til det, for det sker rimelig ofte nu om dage.

Elizabeth stod og låste sin lejlighed af, langsomt og nænsomt. Sådan var hun bare.

Jeg kunne mærke sommerfuglene komme til live igen, og jeg begyndte automatisk at smile ved synet af hende. Hun var smuk. Lidt utryg i sit blik, men ellers lignede hun sig selv.

 

''Bare rolig. Harry er her ikke.''

 

Det var mærkeligt at høre min egen stemme igen. Jeg hører den ikke så tit længere, for jeg har ikke rigtig nogen at snakke med. Eller har haft, ihvertfald.

Elizabeth hoppede næsten helt op i loftet af lyden af min stemme, og det siger lidt om, hvor ensom og bange hun må have været.

Hun havde et melankolsk udtryk i ansigtet, og forsøgte at undgå mig.

Jeg smilede nu bare, og gik meget målsat hen imod hende. Hun var stivnet og forsøgte ikke at flytte sig.

''Åh Elizabeth… du ved slet ikke hvor nervøs jeg har været for dig, de sidste par dage… er du okay?''

Midt i min forfjamskede talestrøm trak jeg hende ind til mig i et kram. Jeg indsnusede duften af hende, og begyndte langsomt at føle mig som et menneske igen.

Jeg trak mig væk fra hende og kiggede hende i øjnene, opsat på at få et svar på mit spørgsmål.

Hun stirrede temmelig forbavset på mig.

''Er du ikke sur på mig?'' spurgte hun sagte.

''Nej da,'' jeg holdte om hendes skuldre, og hun holdte et lille støn inde, ''hvorfor skulle jeg dog være det?''

Også kom tårerne. De løb om kap ned ad hendes kinder, og hun hulkede og hikstede, og forsøgte inderligt at stoppe det, sikkert fordi hun følte sig pinlig over det.

Jeg forsøgte at få hendes nøgle, så vi kunne gå ind i hendes lejlighed, men hun nægtede. ''Jeg vil ikke være derinde mere, alle andre steder end der,'' fik hun sagt igennem de mange hulk.

''Okay, okay,'' jeg nussede blidt hendes ryg, og skubbede hende med hen imod elevatoren, inden nogen begyndte at fatte opsigt. Især Harry.

Da vi stod i elevatoren begyndte hun at komme til sig selv. Hun tog dybe indåndinger, og forsøgte at vikle sit hår ud fra de våde kinder.

Jeg tørrede forsigtigt hendes kinder med mit bluseærme.

''Vil du tale om det?''

Hun pustede tungt ud. ''Nej.''

Jeg holdte et skuffende suk inde, bare for ikke at gøre det værre.

''Okay. Skal vi gå en tur så?''

Hun nikkede.

Så snart vi kom ud fra elevatoren tog fat i min hånd og flettede forsigtigt vores fingre sammen.

Jeg rødmede svagt over det, men nød det i det øjeblik det varede. Vi gik ud fra lejlighedskomplekset, og gik ned imod den park, der lå tæt på. Den park, hvor jeg kyssede hende for første gang. Jeg blev varm over mindet, også selvom det ikke ligefrem var sådan jeg ønskede vores første kys skulle hænde.

Vi gik langsomt, hun rystede en lille smule, men jeg kommenterede ikke på det.

''Det er altså ikke fordi jeg ikke har lyst til at fortælle dig det… Jeg kan bare ikke,'' sagde hun lavt.

Jeg nikkede. ''Elizabeth… var det dig der meldte ham?''

Jeg vidste det var Nicoline, men jeg kunne jo starte med at spørge ind, på denne her måde.

Hun rystede på hovedet. ''Det tør jeg da ikke,'' hviskede hun.

''Men… Elizabeth slog han dig?''

Hun trak på skuldrene.

''Gjorde han? Det var værre, ikke? Det værste der kunne ske, ikke?''

Hun stoppede op og kiggede ud i luften. Hun kiggede på mig, og forsøgte at læse mig, men jeg tror jeg ikke viste andet end bekymrelse i mit blik.

''Jo,'' sagde hun så bare.

 Så spurgte jeg ikke mere ind.

Vi gik videre, og imens løb få, enkelte tårer ned af hendes kinder. Hun tørrede dem hurtigt væk, for at skjule det for mig. Men jeg havde set det. Det vidste hun også godt.

Vi satte os på en bænk, og kiggede ud i parken. Den var grøn. Den skinnede næsten. Jeg følte mig nærmest helt genopstanden. Det var ligesom den dag, den ene dag om året hvor man kan mærke foråret er kommet. Den dag hvor man kan mærke solen bage, og får en pludselig lyst til is. Til at bade. Til at holde sommer.

Elizabeth lagde sit hoved på min skulder, og jeg tog min hånd væk fra hendes og lagde den om hende i stedet. Hun skar tænder i smerte. Forundret trak jeg min hånd væk fra hendes overarm.

’’Vent. Gør det ondt?’’

Hun fik tårer i øjnene og nikkede.

Jeg gik lidt i panik. ’’Elizabeth… Hvad har han dog gjort ved dig?’’

’’Intet! Han har intet gjort!’’ Hun skreg det første ord ud. ’’Undskyld, Louis, men jeg kan altså bare ikke sige det! Undskyld!’’

Hun kiggede forbitret på mig, med tårer i øjnene. Hun havde en løs t-shirt på. Jeg hev ned i et af hendes ærmer, og fik et kæmpe blåt mærke vist for mig.

Jeg spjættede næsten, så forskrækket blev jeg. Hun rystede på hovedet, stadig med sammenbidte tænder. ’’Det er ikke det værste. Slet ikke,’’ sagde hun.

Tanken om voldtægt ramte mig. Det har han ikke gjort.

Hun kunne fornemme hvad jeg tænkte.

Hun rystede på hovedet igen.

’’Dog ikke.’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...