In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4832Visninger
AA

19. Kapitel 1.17 - Unconnecting with my feeling.

Elisabeth Victoria Vancover

Efter at Harry var forsvundet som dug for solen, havde jeg rejst mig grædende op og ringede til Nicoline. Jeg ved egentlig ikke rigtig om hun havde forstået hvad jeg prøvet at sige til hende, men jeg tror hun havde forstået at jeg havde det skidt, for jeg havde grædt, råbt og hulket. – Lidt af alt på sammen tid, og nu stod jeg med telefonen og havde set Louis havde ringet. Det gjorde bare at min skyldfølelse humpede rundt i mine blodårer og jeg uden egentlig at have registeret det kylede den ind i væggen, med sådan en hast at jeg selv kunne høre at den knækkede midt over.
Jeg følte mig så beskidt og ulækker at det egentlig ikke faldt mig ind at jeg skulle have gjort noget anderledes end det jeg gjorde. Jeg slæbte mig selv nøgne igennem mit soveværelse inden jeg nåede brusekabinen som jeg trådt ind i og faldt grædende sammen igen. Vandet som løb ned over min beskidte krop, gjorde bare at min skyldfølelse for Louis vokset sig større inden jeg lagde min hage mod mine knæ, strammede til og kiggede skift ud i luften.
”Elisabeth?!” på lang afstand kunne jeg høre Nicolines trin, hvilket gjorde at min skyldfølelse begyndte at smage bitter inden hun trådte ind på badeværelset. Kiggende underende på mig, og jeg burde også have kigget undrende på hende, men det var som om jeg ikke rigtig havde registeret hende endnu. Min krop var i en tilstand, jeg mere vil kalde skinddød end levende. ”Elisa?” hun åbnede kabinen og det første der faldt for hendes syn var det enorme sugemærke Harry havde lavet og mine rødsprængte øjne.
”Elisabeth! Svar mig!” hun prøvede at hive  mig ud af badet, selvom jeg ikke var sikker, så var jeg lidt i tvivl om hun selv havde regnet den ud. For hun var ikke dum. ”Elisa?” jeg registeret hendes forsøg på at få mig i tale, selve navnet var blevet beskidt at jeg stak op i et højlydt skrig. ”Lad mig være” hulkede jeg lidt efter, imens jeg fik vandet langt ned i mine lunger at jeg måtte hoste det op igen.
”Hvad helvedet er der sket Elisabeth?!” jeg rejste mig op, eller det troede jeg at jeg gjorde for jeg faldt grædende tilbage i kabinen. Nicoline som den veninde var, hjalp mig op og gav mig den nærmeste håndklæde jeg svang over min blottet nøgne krop.
”Vil du fortælle mig det Elisabeth!” jeg rystede med hele kroppen inden jeg sank klumpen. Igen følte jeg mig beskidt. ”Jeg. Jeg...” jeg prøvede at få ordene ud af munden, men de satte sig fast i svælget. ”Kom” hun trak mig stille ind til sig selv, og det kom bag på mig at jeg faktisk ikke veg skrækslagene væk. For jeg var jo beskidt, hvorfor overhoved prøve at overtale mig selv?
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det” jeg trådte ud af badeværelset og ind i mit walk-in-closet. Jeg havde brug for noget nyt tøj, og så brænde resten. ”Hvad med at starte med det sugemærke” hun holdte en pause da hun så mine blodsprængte øjne græde igen, hvordan det var muligt må være op til guderne at bestemme. ”Det kan bestemt ikke være Louis?!” hendes ord var bestemte, men alligevel med en snert af nervøsitet. Ja tak, det er ikke dig der føler dig beskidt.
”Nej, af Harry” og der brød jeg sammen igen og bare lagde mig hulkende sammen i fosterstilling. Man skulle tro det hjalp at ligge sig i fosterstilling, det hjalp bare ikke en meter. ”Af Harry?” hun satte sig ned og hev mig op og ligge på hendes skød, lidt ligesom en hver mor ville gøre. Det minder mig om at jeg savner min familie, men jeg vil ikke se dem, for jeg er nemlig beskidt menneske.
”Han...han...” jeg kunne ikke få det simpleste ord over mine læber, for jeg havde aldrig troet det gjorde så ondt at sige, i hvert fald ikke før man selv står i situationen. Hun aede mig blidt inden dørklokken kunne høres fra lang afstand, hvilket fik mig til at krybe mere kramagtig sammen.
”Elisabeth, du bliver nød til at fortælle mig hvad der er sket” hun lød rolig inden jeg rejste mig op i panik og løb ud til døren. Jeg nåede døren inden Louis eller en anden åbnede døren. Jeg drejede om på nøglen inden jeg faldt kramagtig sammen inden endnu et skrig ramte lydbølgerne af den utrolig stille lejlighed.
”Elisabeth?!” jeg tror mit navn blev sagt i kor, for Nicoline stod og kigget chokeret på mig og jeg kunne høre Louis urolige vejrtrækninger, selv igennem en dør.
”Fortæl mig det Elisabeth” hun satte sig ned på gulvet og jeg vuggede mig selv i en form for forsvarsmekanisme. ”hvad vil du have ud af det?” hun aede mig svagt over hovedet inden jeg kravlet ind i stuen og satte mig ned.
”finde ud af hvem jeg skal banke for at ødelægge dig sådan der?” jeg var nede i kulkælderen, men jeg alligevel ikke holde et lille bitte fnis inde. ”Fortæl mig det skat?” jeg nikkede tamt inden ordene forsvandt ud af min mund. ”Forulempet”

Jeg kiggede stille på hende og Nicoline måtte lige synke den. ”Hvem forulempet dig Elisabeth?” ordet gjorde stadige ondt, det var som at få brændt det ind i huden. Det var virkeligt og jeg var lige pludselig blevet et offer i stedet for en der selv bestemmer over sin krop.
”Harry” græd jeg.

 

In Between two Boys

 

Jeg ved ikke hvad der var værst, det at natten var gået på hæld eller det at Louis var blevet ved med at banke på døren. Hvis jeg ikke havde dårlig smag i munden, så havde jeg det nu. For jeg kunne stadige høre Louis smertefulde bankende lyde og hans råbene.
”Elisabeth, snak med ham” hun holdte en kunstig pause inden hun snakkede videre. ”Eller snak med politiet!” jeg vendte stille mit hoved inden jeg kiggede med tårefyldte øjne på hende. ”Hvilket du nok kommer til, for jeg har ringet til dem” mere nåede hun ikke at sige før sirende blev fast og højere og højere for hvert sekund der gik.
Jeg kiggede svagt på Nicoline inden jeg grødet fik formuleret det jeg gik efter. ”Hvad har du gjort Nico?” jeg rejste mig slingrende op inden jeg kiggede ødelagt på hende.
”Jeg kan da ikke lade ham gøre det mod dig Elisabeth!” jeg rystede grødet med hovedet inden jeg trådte ud på svanegangen. Lige i sekundet Harry blev ført ud. Hans øjne lynede og jeg begyndte at græde voldsomt igen.
”Hvad sker der?” jeg havde ikke lagt mærke til Louis da min ryg falder kramagtig sammen ved døren. Jeg kan ikke forstå Nicoline gjorde det, for det er min krop, jeg bestemmer over den. Hvilket i sig selv er komisk, for jeg har ikke selv kunne bestemme over den, i hver fald ikke som det så ud nu.
Louis som stod få skridt fra senariet og flere skridt fra mig, inden han kiggede på mig. ”Elisabeth!” hvis jeg havde troet det ville komme fra Louis eller Nicoline, var jeg forkert på den. For det var Harry der stadige kæmpede imod de uniformede mænd, hans råb der var højlydt.
”Lad hende være Harry!” jeg havde ikke registeret at Nicoline stod bag mig inden hun lagde hænderne mod min skulder og jeg skulle gøre alt for ikke at spjætte.
”Har han slået hende igen?” ordene der kom fra Louis, skulle vise sig at det ikke kun var os der havde hørt det. For få sekunder efter stod en uniformede mand foran min grædende og ødelagte krop. – Hvilket gjorde at jeg igen følte mig beskidt, for jeg havde ødelagt et andet menneske.
Han var blevet anholdt på grund af hvad han havde gjort, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det. For så ville det være alt for virkeligt.

”Må jeg spørge hvad der sker her?” manden i uniformen kiggede afmålt på os, men længst på mig. Jeg kiggede grædende på ham, for jeg kunne jo ikke sige det. For jeg holder stadige om ham, selvom det han har gjort mod mig. At have hans lem i mig, uden sammentykke, det gør ondt, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige det.
”Lad os snakke sammen alene” han viste mig ind mod min lejlighed igen, og jeg registeret ikke at jeg havde nikket på hovedet før jeg stod i gangen med manden i uniformen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...