In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5179Visninger
AA

16. Kapitel 1.14 - Are you afraid of him?

​Louis William Tomlinson

 

 

Da jeg så drengenes forvirrede blikke, og kunne høre Elizabeths trippende skridt i entreen, smed jeg alt jeg havde i hænderne og spurtede hen imod døren. Elizabeth var allerede på vej ud, men jeg nåede lige akkurat at stoppe hende.

''Hey! Elizabeth vent!'' Jeg tog fat i hendes arm og fik hende stoppet i dørtærsklen. Hun forsøgte at vriste sig fri, og jeg holdte hende fast, og på en eller anden mærkelig måde fik vi manøvret os ud på gangen, hvor jeg hurtigt lukkede døren ind til lejligheden. Jeg syntes ikke drengene skulle være vidne, eller høre hvad vi snakkede om. ''Hvorfor går du? Beth vent lige, ikke?''

Hun vristede sig fri fra mit greb og sendte mig et blik fuld af skuffelse. Mest af alt skuffelse, men også frygt og den følelse vi kender som trist. ''Hvorfor rodede i mig ind i alt det her? Kunne i ikke bare lade mig være? Kunne i ikke bare se mig som en helt almindelig nabo, også bare ignorere mig?''

Hun følte sig forrådt, ingen tvivl om det, og selvom jeg nok måtte indrømme hun alt for hurtigt, og på et helt forkert tidspunkt havde gjort mig forelsket, så følte jeg en dyb sorg i mit bryst over hendes ord. Det gjorde ondt på hende, og på samme måde gjorde det ondt på mig.

Men hvorfor var det overhovedet et dårligt tidspunkt? Hvorfor er Harry så syg efter hende, at han er verbalt og fysisk voldelig? Jeg brændte efter at vide mere om deres fortid sammen, og ville vide hvilken person Harry var dengang. Måske er den version jeg ser af ham nu, en manipuleret, bange version. Og hvad så med Elizabeth? Vidste hun noget om mig jeg ikke vidste? Jeg var dybt forvirret, og det kunne hun vidst se, for hun sukkede dybt og lod sine hængsler falde.

''Undskyld. Du fortjente ikke de ord.'' ''Men det gjorde du heller ikke,'' sagde jeg så.

Hun kiggede op på mig fra afstand. ''Men de har jo ret. Det er det værste ved det. Men kender i ikke Harry? Hvorfor leder i det hen på mig?''

Jeg kiggede ned i jorden, fordi sandheden skræmte mig. Jeg kunne ikke lide at føle mig utryg, men det gjorde jeg når jeg skulle tale om Harry lige for tiden. ''Vi kendte Harry. Men vi kender ikke ham der råber og slår, Elizabeth.''

Hun pillede ved sit bluseærme. ''Nej. Den kender jeg heller ikke. Og jeg tør ikke lære ham at kende. Men det er jo mig der har gjort ham til den person han er nu. Det er jeg ked af, Louis. Undskyld.'' ''Det er ikke din skyld.''

Vi gik hinanden i armene og krammede hinanden ind til sig. ''Undskyld,'' hviskede hun, ''jeg har ødelagt alt.''

Jeg rystede på hovedet. ''Slet ikke.''

 

-.-.-.-

 

Vi stod nu på det smukkeste punkt i byen. Jeg havde altid elsket af være her, og det var jeg rimelig sikker på at Elizabeth også gjorde. Hun holdte mig krampagtigt fast i hånden, som om hun var bange for jeg ville give slip og efterlade hende. Også selvom jeg havde forsøgt, med mit kropssprog, at berolige hende. Vi havde kørt langt det meste af vejen, men vi havde været nødt til at gå resten af vejen, hvor hun startede at klamre sig til mig. Vi kunne se langt det meste af London by, de smukke aftenlys, London Eye, og alle de små bitte mennesker og biler der susede rundt under os. Det var uvirkeligt, så fantastisk det var.

Hun skælvede da en kold vind blæste os i møde. Jeg trak med det samme min træningsjakke af, og lagde den om skuldrene på hende. Hun snøftede. Om det var fordi hun havde grædt, eller fordi hun frøs vidste jeg ikke lige nu. Hun trak jakken tættere på sig.

''Fryser du ikke nu?'' ''Det går,'' jeg tog hende i hånden igen, og gik op imod en bænk, som forhåbentlig stod i læ. Denne gang var hendes greb ikke lige så hårdt. Vi satte os. Det var heldigvis mere læ her.

Jeg kiggede ud på byen, men jeg kunne fornemme Elizabeth ikke gjorde det samme. Hun kiggede, nej stirrede på mig. ''Hvorfor tog du mig herud?'' spurgte hun forsigtigt. Jeg vendte mit hoved imod hende, og vi fik kort øjenkontakt. Hun forsøgte men kunne ikke, slippe for at rødme en anelse.

Jeg smilede. ''Det er mit yndlingssted i byen. Det giver mig et nyt perspektiv. En ny chance.''

Hun lettede sine læber  fra hinanden, overrasket over mit svar. ''Øh… Okay,'' svarede hun lavt. Hun tørrede sin næse af med sin håndryg og kiggede ud på byen.

''Det er også flot.'' ''Får du også en ny chance? Når du kigger derud?'' ''En ny chance i forhold til hvad?''

Denne gang fik vi total øjenkontakt. Hun havde bare så smukke, tryllebindende øjne. Hun kunne nærmest hypnotisere mig med sine kraftfulde blå øjne. Hun kunne minde en om is dronningen, men hendes hud, hendes personlighed var varm som ild.

''Det ved jeg ikke…'' jeg kløede mig i nakken. Jeg ville ønske jeg bare kunne sige det jeg ville, men jeg ville ikke såre hende. Jeg håbede måske lidt hun ville turde springe ud med mig, og glemme Harry bare et sekund.

Hun grinede en anelse hånligt. ''Det ved du ikke… Det tror jeg du gør.''

Jeg sukkede. ''Du er vild med Harry, er du ikke?''

Hun sank en klump. ''Altså… Jeg var. Jeg var vild med ham engang… men hvordan kan du dog tro, at jeg kunne være vild med en som er sådan?''

''Men…'' forbløffet over de nye informationer hun gav mig, og de mange nye spørgsmål der havde fyldt min hjerne, tabte jeg tråden. ''Han er jo ikke sådan. Det  er det der er så svært.'' ''Men han er voldelig. Fysisk og verbalt.''

Jeg kiggede lidt bekymret på hende. ''Også… også dengang?''

Hun trak på skuldrene. ''Jeg ved bare intet om ham, føler jeg. Jeg troede jeg kendte ham, men det gjorde jeg åbenbart ikke.'' ''Jeg har det på samme måde.''

Vi sad i stilhed et par sekunder, indtil hun med et dybt suk lænede sig opgivende frem. ''Da han meldte sig til x-factor gik det galt. Eller… galt og galt,'' hun vippede med sit hoved.

Jeg lyttede ekstremt godt efter. ''Han gik videre, og derfor så var det oplagt, at vi måske skulle nærme os et farvel. Vi har altid været meget tætte, på vennemåden. Men så blev vi ældre og ja… Da i skulle videre helt ud til stjerneverden, endte det med at han erklærede sin kærlighed til mig,'' hun kiggede akavet ned i jorden.

''Også skred han. Fordi jeg ikke helt havde et svar til ham. Og det gik op for mig senere, at jeg nok i virkeligheden også godt kunne lide ham. Men han var gået og det var slut, og det har han altid givet mig skylden for. Men jeg ved at han var såret. På en måde ville jeg gerne møde ham, og give det en chance, men nu har jeg intet tilbage for ham. Han er ikke den samme mere.''

Jeg var totalt mundlam. Hun havde sikkert ret, og Harry kunne godt finde på bare at lukke hende ude på den måde, men det var slemt. Voldsomt.

''Men så… er det vidst også dumt hvis man erklærer sin kærlighed til dig eller hvad?'' spurgte jeg lidt kækt, bare for at løfte den trykkede stemning.

Hun fnes. ''Der er ikke nogen anden der har sagt 'jeg elsker dig' til mig siden dengang.''

Jeg bed mig hårdt i læben. Gud hjælpe mig. Hvad skulle jeg nu gøre? Jeg ved ikke om jeg elsker hende, men jeg er helt skudt i hende. Det ved jeg. Jeg ville gerne være hende, og jeg ville gerne hjælpe hende. Jeg er ret sikker på, at Harry ingen chance har hos hende længere, og det tror jeg på flere måder er godt for dem begge.

Ud fra det Harry har vist os, tror jeg ikke han er psykisk klar til et forhold. Men er Elizabeth klar?

''Jeg er ked af det der skete dengang. Og den måde han har behandlet dig på efterfølgende,'' jeg lagde min hånd på hendes lår.

''Det er okay. Jeg er bare ked af, at han er så… vred. Det var jo ikke min skyld. Men hvis jeg havde gjort noget anderledes? Jeg ved det bare ikke, og det er det der er så svært.''

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg te. ''Jeg skal nok bede de andre om at lade dig være. Jeg er sikker på, at det ikke var deres intention at såre dig.''

Hun sendte mig et tårefyldt smil. ''Det er okay. Tak Louis. Du har allerede gjort mere end du burde,'' hun grinede og tørrede sin øjenkrog. ''Jeg ville bare ønske han ikke var sådan. Jeg tror jeg elsker ham, Louis, men jeg kan aldrig indrømme dig. Aldrig. Jeg kan heller ikke være hans. Men jeg kan ønske ham det bedste.''

Det hun lige sagde, sårede mig mere end jeg troede, og det tror jeg hun kunne se. Jeg kiggede ned i jorden, og fjernede min hånd fra hende. Hvorfor var det sådan? Jeg ville ikke være den onde, og skille dem fra hinanden, men ville de nogensinde kunne klare et forhold til hinanden? Har de ikke været igennem for meget allerede? Jeg tror ikke på, at de ville kunne ligge fortiden bag sig bare sådan.

''Hvorfor kan du ikke indrømme det?'' Spurgte jeg hende, men undgik at kigge på hende.

Forsigtigt lod hun sine fingerspidser på begge hænder gribe rundt om mine kinder og vende mit hoved. Hendes hænder rystede, og hun så ret nervøs ud. ''Fordi jeg ville narre mig selv.''

Hun lænede sig med det samme helt ind til mig, og kyssede mine læber. Vi havde kysset før, men det var intet som det her. Det var dybt lidenskabeligt, og meget følsomt. Jeg mærkede en sitrende varme, som kun var omkring os. Hun gled tættere og tættere på mig og jeg hev hende næsten op på mit skød.

Hun trak sig fra mig, og med det samme kunne jeg mærke en form for skuffelse, og længsel efter at gøre det én gang til.

Hun bed sig i læben og rystede på hovedet. ''Det kommer ikke til at gå. Jeg vil ikke ødelægge det for jer også,'' hviskede hun. Jeg tog hendes hånd. ''Kan vi ikke glemme ham? Bare lidt?''

Ned i skødet af sig selv kiggede hun, og sukkede dybt. ''Så hjælp mig med at glemme ham. For jeg føler hele tiden jeg begår en forbrydelse, bare jeg ser på dig.''

''Er du bange for ham?''

''Det ved jeg ikke. Det tror jeg måske. Han har magten over mig.''

''Så må din kærlighed til ham, være blevet vendt til frygt.'' ''Men så hjælp mig! Jeg… Jeg vil ikke have ham. Jeg vil have dig, Louis. Bare grin, for jeg er bare mig, men det er dig jeg vil have. Og nu har jeg sagt det. Og…'' hun kiggede nærmest helt forvirret væk.

Jeg tog blidt fat om hendes hage og vendte hendes bange øjne hen imod mig. ''Men jeg vil også have dig,'' hviskede jeg, også kyssede jeg hende igen.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...