In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5382Visninger
AA

15. Kapitel 1.13 – You don’t always has to be so strong.

Elisabeth Victoria Vancover

Jeg sad inde på min sofa imens jeg var fyld med selvbebrejdelse. Man skulle jo ikke være blind for at se hvad jeg faktisk var i gang med at gøre, at vende to bedste venner mod hinanden. Jeg må indrømme at jeg har klasse, og sarkasme kan forekomme. For hvem vil frivillige indrømme at man er pigen som har ødelagt et velfungerende venskab, jeg har i hvert fald ikke lyst til at indrømme det overfor nogen eller nogle. – For jeg skammer mig så utrolig meget.
Som det ikke kunne være nok rejste mine ben sig og var på vej ud af døren. Jeg prøvede med alt overtales til at få min ben til at vende om, men før jeg havde noget at registrerer det havde jeg knyttet min hånd og bankede på døren indtil mine naboer. - Og da jeg skulle til at vende mig om skete det jeg inderlig ikke havde håbet på, døren blev nemlig åbnede bagfra.
En stemme jeg kun havde hørt få gange, ramte mine trommehinder, inden jeg tøvende vendte mig om og kiggede på personen der blev ved med at snakke. ”Elisabeth!” stemmen tilhørte Liam som bare kiggede smilende på mig. Jeg derimod kiggede først ned i jorden for efterfølgende at lade mit blik ramme hans.
”Liam” jeg kunne ikke lade være med at lyde overrasket, hvilket Liam åbenbart følte var vildt grinagtig, for hans stemme var klukkende. ”Hvad laver Victoria her?” havde jeg nævnt mine mange kælenavne, det var snart ikke til at holde styr på. Jeg kunne i hvert fald ikke holde styr på alle navne.
”Louis?” min stemme var rystende og jeg samlede kramagtig mine hænder sammen, lod mine finger glide ind i mellem hinanden bare for at stramme grebet.
”Louis er indenfor, men kom du med ind Elisabeth” han gik svagt til siden inden han drillende bukkede for mig. Som man gjorde brug af i gamle dage, det noble samfund. Jeg rystede manisk med hovedet, men som alle andre gange ignorerede Liam mig og hev mig ind til ham selv.
”Af alle mennesker Elisabeth, så kender du mig nok til at vide jeg ikke tager et nej for et nej” han trak mig ind i et kram og jeg lagde tøvende mine arme omkring ham, indsnuset hans duft som tydelig stadige var indsmurt i alkohol.
”Hvornår kom i hjem Liam?” han kluklo igen inden han trak mig lidt tilbage så han kunne se mig igen. ”For fem timer siden” det vil sige at de var hjemme omkring seks om morgen.
”Natteravne var?” jeg lagde smilende mit hoved på skrå inden han grinede hæst af mig.
”Det lære man min fine ven” jeg nåede efterfølgende ikke rigtig at registrere hvad der skete, for efter et splitsekund stod jeg indeni stuen, med seks øjne rettet mod mig.
”Må jeg snakke med dig Louis?” min stemme var næsten lydløs som jeg kiggede ned i gulvet med sammenflettet finger, de andre, med undtagelse Harry hujede og grinede højlydt. ”Helt seriøst?” Louis stemme kom bag på mig, ikke det at jeg hørte den, men at den var så tæt på mig. Efter et par filosofiske sekunder blev mit hoved drejede op mod hans blågrå øjne og jeg bed mig med det samme i læben. Jeg ville nok ikke indrømme det, men det gjorde noget ved mig.
”Lad os gå” han vendte mig om og skubbede mig elegant hen mod hans værelse. Jeg vidste at Harry så med, men lige nu var jeg faktisk ligeglad, for han havde behandlet mig så dårligt. Måske var det lidt selvforskyldt, men han kunne i det mindste behandle mig som et menneske og ikke et objekt.
”Beth?” så snart vi var noget ind på hans værelse vendte han mig om og kiggede undersøgende på mig. Måske skyldtes det at det kun var under tre timer siden vi sidst sås. ”Louis” min stemme var så spinkel og Louis hev mig med ned og sidde på hans seng. Sengen jeg havde tilbragt natten i, den var utrolig blød og behagelig.
”Hvad sker der?” han lagde hoved på skrå og lagde stille hans hånd over min inden han nussede den så blidt. Jeg vendte stille mit blik op mod Louis inden jeg sank den klamrende klamme klump jeg havde i halsen.
”Jeg ville bare sige tak” jeg lagde mine ben i skrædderstilling og Louis trak mig tættere på ham selv. Jeg var ikke i tvivl om at han kunne høre mit uregelmæssige hjertelyd, men jeg var også  hundredprocent sikker på at jeg kunne høre hans hjertebankende.
”Tak for hvad Beth?” han skubbede sig tættere på mig og lidt efter sad jeg på hans skød. Jeg ved det jeg gjorde efterfølgende aldrig skulle være sket, men jeg kunne ikke holde mig fra at mærke hans læber mod mine. – Derfor lagde jeg også mine læber mod hans, et kort, men lidenskabelig tantekys fra min side af.
”For det” jeg sendte ham et tøvende smil og lidt efter trak han mit hoved ned mod hans, holdte fast om min nakke, legede blidt med mine nakkehår.
”For at være der for mig, selvom du ingen måde er forpligtiget til det” jeg kunne mærke hans ånde og han kunne mærke min, det var jeg ikke et sekund i tvivl om.
”Jeg vil altid være der for dig Elisabeth” hans stemme var så svag og usikker og jeg rødmede stille, men kraftfuldt.
”Jamen...” jeg nåede ikke at sige mere inden Louis trak resten af mit hoved ned mod mig i et lidenskabelig kys. ”Intet argument mod det!” hans ånde varmede imod mine læber inden vores læber igen mødtes i et storslået kys.
”Lov mig at tro på det Elisabeth” han væltet os lidt efter ned i sengen og greb fat om min talje, lod vores kroppe efterfølgende være helt sammensmeltet.

 

In between two boys

 

Jeg vågnede omtumlet op og kiggede på Louis der også lå med lukkede øjne. Jeg kunne ikke lade være med at rykke mig lidt, hvilket gjorde at Louis gryntet kort. Jeg grinede hjertelig som jeg skubbede mig helt ud af Louis greb, dog noget jeg ikke længere end at komme ud af grebet, for Louis greb hurtig fat om mit håndled.
”Mhm, Elisabeth” jeg grinede højlydt og Louis åbnede missende med hans øjne. Jeg derimod sendte ham et rødmede smil inden han lagde sig på hans albuer med underarmen ned mod den krøllede dyne.
”Louis?” han kløede sig i øjne og så utrolig u-charmende ud, men alligevel fik han den røde farve frem i mine kinder. ”Elisabeth, har vi sovet?” han lød stadige søvndrukken inden han trak mig ned og ligge ved siden af ham.
”Nej Louis, jeg har generelt uglet hår” jeg vendte mig fnisende om og kiggede igen ind i Louis blågrå øjne. ”Du er stadige smuk med uglet hår” jeg vidste ikke hvad der skete med os, men jeg ville lyve hvis jeg sagde at jeg ikke kunne lide det. – for inderst inde elsket jeg det.
”Louis” han grinede hikkende inden han lagde hans hånd mod min nakke og trak mig helt hen til ham selv, og lige da vi skulle til at lade vores læber mødes igen trådte Niall og Liam ind.
”Elisabeth?” jeg vendte mit hoved på en mærkelig og unormal måde, det var nok også fordi Louis stadige holdte fast om min nakke.
”Altså, hvis i begge er færdige med at gramse på hinanden vil vi gerne låne Elisabeth?” vi kiggede flovt på hinanden inden jeg rejste mig tøvende op. Det føles som at skulle ned til rektor på ens folkeskole, ubehageligt og utrolig flovt.

”Hvad vil i?” jeg rettet kort på mit tøj inden jeg kiggede op på dem. De sendte bare hinanden nogle interne blikke inden de igen kiggede på mig. Jeg var bange for at de vidste noget jeg ikke selv vidste. For det kunne vel ikke være så slemt?
”Kom nu bare!” jeg blev hevet med af Niall og Liam, men inden da nåede jeg lige at kigge på Louis, Louis der bare sendte mig et drillende smil. Jeg ved bare ikke hvorfor det var drillende, mon de vidste noget jeg ikke vidste.
”Hvad skal vi?” jeg blev skubbede frem inden de stoppede foran en dør, en dør jeg ikke turde forstille mig hvem der ejet, men jeg vidste det nok godt inderst inde. ”Kig på døren og sig hvad du tror det er?” jeg kiggede undrende på døren inden jeg vendte mig om.
”Det er en dør?, men hvor vi i hen med det?” min stemme dirrede og de kiggede indtrængende på hinanden inden de kiggede på mig. ”Ved du hvem der bor der inde?” Liams stemme var rolig, men jeg kunne godt fornemme at der var et gemt motiv bag.
”Harrys?” min stemme dirrede som en dirrende å.
”Præcis, hvad sker der med ham?” jeg hev efter vejret inden jeg rømmede mig kort, alt inden min stemme lød som is. ”Hvad med at spørge ham, i stedet for mig!” min stemme isende for hvert ord jeg fik over mine læber. Deres blikke de sendte mig gjorde mig både ubehagelig til mode og vred. En cocktail af det hele.
”Det vil han ikke svare på, men der er ild i hans øjne. Noget vi ikke har set før” ligeså snart de fik sagt ordene kom Louis ud til os. Jeg derimod kiggede arrigt på dem.
”Så kender i måske ham ikke særlig godt!” min stemme blev højere og højere inden jeg måtte gøre alt for ikke at stortude. Det her var ikke retfærdig.
”Elisabeth, hvad er der sket!” de kiggede med irriteret øjne på mig, jeg derimod kiggede med lynene øjne på dem.
”Hvad der er sket, er at han ikke kan forstå en afvisning, både nu og førhen!” min stemme var lys og det var som lyden forsvandt da jeg satte i løb ud mod døren.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...