In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4830Visninger
AA

13. Kapitel 1.11 – I’ll see you again

Elisabeth Victoria Vancover

Jeg stod foran Nialls dør, med Louis ved min side. Jeg havde troede at han ville ringe på, men som alt for tiden blev jeg overrasket. – For Louis låste selv døren op inden han trådte skridtet ind i gangen. Lidt ligesom det var noget han var vant til.
Jeg derimod stod og kiggede lidt mere misbilligt på døren. Hvordan kan det være de havde nøgler til hinandens lejligheder, er jeg den eneste der ser et mindre problem i det? For er det ikke vildt ubehageligt, aldrig at vide om man er alene eller ej? Ellers er det vel en bedste ven ting?
”Elisabeth, vil du med ind?” Louis som den gentleman han er, rakte mig rystende hans hånd, om det var min påvirkning på ham eller noget andet må være op til guderne. Jeg valgte dog bare at kiggede nervøs på den, inden jeg lagde min hånd mod hans, hvilket også gjorde at Louis trak mig hen til sig selv. – og som han regnede med faldt jeg ind i ham.

”Undskyld Louis” min stemme var rystende, havde jeg nævnt jeg var skide nervøs? – For det var jeg.
”Tag det rolig Beth, de bider ikke” han lod svagt døren gå i et med dørkarmen, som gjorde at døren lukkede sig med en svag kraft. Og lidt efter hørte vi stemmen, stemmen der rolig spurgte om noget så åbenlys. ”Louis er det dig?” jeg var ikke et sekund i tvivl hvem stemmen tilhørte, for hans kraftige accent var ikke til at tage fejl af. – Det var Niall.
”Nej det er julemanden!” han råbte det højt tilbage, hvilket gjorde at jeg svagt skuttet mig af den høje tone, jeg var lige pludselig ikke så tryg ved det her, selvom jeg havde været det for få sekunder siden.
Grunden var nok at jeg inderst inde havde lyst til at flygte, men det kunne jeg ikke tillade mig. Louis havde betalt for maden, så det mindste jeg kunne gøre var at blive her.
”Elisabeth?” den genkendelig stemme rungede lige ved øret på mig og jeg vendte mig tøvende om. Kiggende på den blonde unge mand, som stod lige foran mig inden han sendte mig et smil. ”Hvad laver du stadige her ude?” det var først nu det gik op for mig at jeg var den eneste udover Niall i gangen. Det må vel så betyde at Louis var gået ind uden at jeg havde registreret det.
”Jeg...jeg” jeg skubbede nervøs mine stilletter af, hvilket gjorde at Niall sendte mig et kæmpe smil. - Måske havde han allerede regnede mig ud at jeg heller ville flygte?
”Kom” han rakte mig hånden og jeg tog den svagt. Jeg havde virkelig lyst til at forsvinde, men mere nåede jeg ikke at tænke over før Niall havde skubbede mig frem og derfor endte jeg i hans stue. Jeg kiggede rolig rundt og opdagede Louis ligge hen over sofaen. Jeg ved jeg ikke burde blive fornærmet, men jeg kunne ikke lade være. - For Louis var den der havde insisteret på at vi skulle her hen, og så ligger han der, uden at have spurgt om jeg ville med ind i stuen. – Eller havde jeg bare ikke hørt ham spørge?

”Elisabeth Victoria Vancover?” jeg vendte mig hurtig om og kiggede på en velkendt skikkelse. Liam, ham jeg havde tilbragt en del photoshoot og fester med. Hvad laver han her?
”Liam Payne? Er det dig?” jeg ved egentlig ikke hvad der skete efterfølgende, men det var som en mute knappen blev trykket i bund og det så kun var Liams stemme jeg kunne høre.
”Besøger mine venner, du ved sådan nogle har man jo” han trak mig hurtig ind i et kram og jeg grinede let inden jeg krammede med.  
”Jeg troede ikke du havde nogle venner Liam” han kluklo svagt inden han fjernede sig fra mig. ”Næ, men jeg kan jo betale mig til venner. Du ved, det er en af goderne ved at være kendt” jeg grinede svagt inden jeg vente mig om, kiggende på to personer med åben mund og et overrasket blik.
”Kender i hinanden?” Louis stemme var det første man lagde mærke til inden Niall gryntet kort.
”Ja, han ja...” jeg vendte mig lidt utrygt om mod Liam og Liam kiggede smilende på alle. Den samme Liam som jeg kendte, smilet der altid var plantet ved ham.
”Arbejdet” han afsluttet min manglende afslutning af sætningen. Jeg kiggede efterfølgende på Louis der kiggede lidt mut på hele scenariet.
”Hun er en skøn model og person” han skubbede mig frem og Niall og Louis satte sig længere ud mod sofaens kant.
”Hvorfor har du aldrig nævnt det Liam?” jeg kunne ikke undgå at høre foragten i Louis stemme. Jeg satte mig dog tøvende ved siden af ham, for af alle de her tre mænd, var jeg tryggeste ved Louis. - Det siger ikke særlig meget, men for mig gør det.
”Skulle jeg nævne af jeg kender piger? At jeg godt kan være venner med piger?” jeg bed mig tøvende i læben af Liams spørgsmål. For det kunne godt være vi havde lavet noget arbejde sammen, men jeg havde aldrig turde håbe at jeg blev venner med nogen af dem?
”Er du venner med Elisabeth?” Louis blev åbenbart ved, og det så også ud til at Liam havde registrerede det. – for han satte sig sukkende ned i sofaen ved siden af Niall.
”Louis, der er ikke skete noget. Hun var veninder med en af de piger jeg havde noget med den gang” Liam lænede sig træt tilbage i sofaens omfavnelse.
”Liam!” jeg afbrød Louis ved at sige noget jeg aldrig havde troet jeg ville sige.
”Louis vi er bekendte that’s it!” og så forsvandt pusten for rummet.

 

In between two boys

 

Niall, Liam, Louis og jeg var endt på et diskoteket, og jeg tror egentlig kun at det var Liam og Niall der var rigtige fulde. For Louis og jeg var ikke fulde, men vi var påvirket, det havde dog ikke påvirket vores dybdegående samtaler, tror jeg.
For nu var vores samtaler taget videre til taxaen, for vi trængte hvis begge til at komme hjem, så det var det vi var på vej til.
”Beth?” hans stemme var slørret og jeg lagde mit hoved mod vinduet i taxaen. Jeg nikkede inden jeg rømmede mig. ”Hvad Louis?” havde jeg nævnt at når jeg var påvirket, var jeg også lettere at snakke med. – For tro mig, det er jeg.
”Har du ikke lyst til at tage med ind i lejligheden?” jeg kiggede lidt misbilligt på Louis, og Louis kiggede grinende på mig.
”Rolig nu tiger. Jeg vil bare snakke” han holdte hans hænder op som forsvarsmekanismer. Jeg derimod rystede smilende på hovedet inden jeg nikkede kort.
”Så lad da gå Tomlinson” jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg brugte hans efternavn, men siden han havde fortalt mig det kunne jeg ikke lade være med at bruge det. – Det lå så godt på tungen.

”Så er vi her!” taxaen holdte inde og Louis rakte manden pengene og vi smuttet efterfølgende ud.

 

Vi var efter et stykke tid noget op på den rigtige etage, efter nogle mislykket forsøg på at trykke på den rigtige etage. Det må jeg indrømme det er kun min skyld, for jeg kunne ikke rigtige styre mine finger og hver gang grinte jeg højlydt.
”Beth, vil du gerne hele vejen ned i den anden ende?” han var stoppet slingrende op ved hans dør. Jeg derimod måtte vende mig.
”Ups” mine ord var egentlig ikke særlige bekymrende som jeg slingrede fra den ene side over til den anden side.
”Beth” han greb fat i mit håndled da jeg var ved at falde. Jeg derimod grinede højlydt imens jeg satte mig grinende ned på jorden.”
Vil du ikke med ind og få sovet rusen ud?” han lød bekymret, måske skyldtes det min spinkle krop? ”Jo, men jeg er ikke sikker på jeg kan komme ind på egen ben” jeg kiggede fnisende på ham og han grinede hjertelig.
”Så kom” og op røg jeg i et snuptag og jeg hvinede højlydt. Har jeg sagt jeg er mere åben når jeg er påvirket... Jo det har jeg vidst.
”Elisabeth, du må være lidt stille. Harry er der inde” jeg fniste igen, inden Louis åbnede døren. ”Jeg er altid stille Louis!” det passet vidst ikke helt for jeg kom vidst til at råbe det lidt for højt, for Louis tyssede igen på mig.
”Du er altså lidt kedelig Louis!” jeg skubbede blidt til hans skulder, og det resulteret i at jeg faldt ned og begyndte igen at grine. Jeg grinede så meget at jeg begyndte at græde, næsten så meget at jeg måtte holde mig kramagtig for min mave.
”Elisabeth!” jeg kiggede grinende op på Louis, men alt det ændrede sig på et splitsekund. For som jeg var i gang med at grine kom Harry ud i gangen.
”Hvad helvede laver du Louis!” jeg holdte mig fnisende for munden. Okay det vil sige jeg skal til at revidere min tese om at jeg ikke er påvirket, men derimod fuld.
”Intet” han kiggede lidt nervøs på Harry og jeg holdte mig stadige fnisende for munden. ”er det der ikke noget Louis?!” han pegede nedladende på mig og jeg stak min underlæbe lidt 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...