In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5355Visninger
AA

14. Kapitel 1.11 - Are you lying to me?

 

 

​Harry Edward Styles

 

​''Hvad havde du tænkt jer at i skulle lave? Have sex? Hva' Louis?''

​Louis skar tænder. ''Prøv lige at se hende! Ville du bare lade hende ligge? Eller bare smide hende hjem hvor hun kan være alene?''

Jeg himlede med øjnene. ''Du kan ikke redde den, Louis. Du er fandme klam, du er.''

''Harry han har altså ikke gjort noget,'' sagde en spinkel stemme nede fra. ''Vi har været ude og spise... og vi har været hjemme hos Niall. Det var altså hyggeligt!'' Hun kiggede op på os begge to med et lille smil. Hendes øjne var slørrede og hendes pupiller var udvidede. Jeg satte mig i hug foran hende og klappede hendes kinder. ''Hvad har han gjort ved dig? Hvad har han givet dig?'' ''Harry stop nu,'' sagde Louis hårdt.

Hvad bildte han sig egentlig ind? Han vidste intet! Måske forsøgte han at drille mig ved at invitere hende ud og sådan.

Elizabeth klarede den selv, og skubbede ham irriteret væk. ''Du må ikke kysse mig igen. Gå med dig.'' Chokeret og forvirret rejste jeg mig og stirrede forvirret på hende. ''Hvad mener du?'' ''Jeg er ikke vild med dig. Jeg er vild med en anden!''

Jeg så Louis' blik blive sløret på en eller anden sær måde. Sådan lidt bekymret og lidt forvirret. Som om han havde ønsket hun ikke havde sagt det, men så alligevel ikke. ''Hvad mener du?'' Spurgte jeg hende koldt. Hun sendte mig et flabet smil. ''Måske du skulle lære at opføre dig pænt, for jeg gider ikke have noget med dig at gøre, så længe du taler sådan til mig.''

''Louis!'' råbte jeg vredt. Mit ansigt var sikkert ildrødt, og jeg var helt klart oppe i det røde felt. Hvad havde han sagt om mig? Det kunne han simpelthen ikke mene! Jeg mistede mine sanser, og skubbede ham hårdt ind i væggen. Elizabeth skreg af skræk, og Louis så helt utrolig forskrækket ud. ''Harry! Hvad sker der?'' ''Ja hvad tror du der sker!? Var jeg ikke din bedste ven?'' ''Du ér min bedste ven. Der sker intet imellem Elizabeth og jeg! Hvem siger at det er mig det hele handler om?'' ''Jeg så dit blik! og øjne lyver aldrig Louis! Aldrig!''

Vi stirrede på hinanden, mine grønne øjne borede sig skarpt ind i hans blågrå, og jeg følte hvordan jeg langsomt faldt til ro, selvom jeg stadig osede af raseri.

Jeg hørte et sammenkvalt host, og derefter Elizabeth der rejste sig pludseligt og løb ud på toilettet. Louis satte i bevægelse efter hende, men jeg stoppede ham med min arm, og brugte for første gang den styrke jeg havde trænet mig til, godt nok med magt, men det var det hele værd. Jeg spænede ud efter hende, og fandt hende med hovedet nede i kummen. Hun kastede det meste af det hun havde drukket op, men også maden hun havde fået til aftensmad. Jeg skar tænder af scenariet foran mig, men bukkede mig så ned og holdte hendes hår væk fra hendes ansigt.

 ''Louis?'' ''Nej,'' jeg svarede hende hårdere end jeg ville, men jeg gad ikke have at mine chancer blev spildt, bare på grund af Louis! Han burde have ladet hende være, hvis han vidste hun betød så meget for mig.

Hun skubbede hårdt min arm væk, og svajede en del i sine bevægelser da hun rejste sig for at skylle ud, og for at klamre sig til håndvasken. Jeg lagde mine hænder på hendes hofter for at støtte hende, og forsøgte også at kysse hende i håret, men hun veg fra mig med et hårdt ryk. Hun blev svimmel.

''Lad... lad mig være,'' hviskede hun, tappet for kræfter. ''Gå Harry. Please,'' hun hostede ned i vasken. Jeg gav slip på hende med et lille spjæt. ''Du kommer til at fortryde det,'' sagde jeg tonløst, og gik ud af toilettet.

Jeg gik ind på mit soveværelse, og forsøgte at ignorere Elizabeths gråd, og Louis der trøstede hende

 

​In between two boys

 

’’Godmorgen,’’ hilste Louis friskt. Han stod i boxershorts og ellers bar ude i køkkenet og var ved at hælde kaffe op. ’’Lyst til kaffe?’’

Jeg kløede min næse. ’’Godmorgen,’’ varede jeg tomt og tonløst, ’’hvad er klokken?’’

’’Snart 10. Du er tidligt oppe.’’ ’’Og det er du ikke?’’

Louis trak på skuldrene. Han tog en kop mere ud fra skabet, og kiggede afventende på mig. Jeg lænede mig op af køkkenbordet og sukkede en anelse. Faktisk indåndede jeg bare lidt mærkeligt, for jeg fik aldrig udåndet.

Okay, jeg holdte vejret, men det var kun fordi jeg konstant var bange for at Elizabeth ville komme ind ad døren, og styrte hen og kysse Louis. Ja, det var min faktiske frygt også selvom det nok ikke kommer til at ske. Men Elizabeths ord runger stadig dybt i mig. Hun var forelsket i en. Men hvem? Elizabeth plejer at have det svært med at forklare sig, så måske skjulte hun at hun var forelsket i mig, fordi at hun ville beskytte Louis? Eller havde hun indset at han var en idiot, og derfor legede med ham?

Uanset hvad, var alting forkert. Elizabeth og jeg var dem der hørte sammen, og jeg vidste hun elskede mig. Og jeg elskede hende.

’’Nej tak. Jeg tager en kop te i dag. Er Elizabeth her stadig?’’

Louis nikkede. ’’Hun er inde på mit værelse. Hun sover.’’ ’’Hvor længe har hun gjort det?’’

Louis satte vand over til te, og kiggede så op på mig. Vi fik kort øjenkontakt. ’’Efter du var gået i seng, havde hun det ret skidt, så jeg fik hende til at falde til ro inde på sofaen til hun faldt i søvn, og så bar jeg hende ind i min seng. Hun var ret bekymret for dig, bare så du ved det.’’

’’Bekymret?’’ ’’Ja. Hun tror der sker et eller andet voldsomt inde i dig, som hun er bange for. Hun siger at du skader dine omgivelser.’’

Jeg fnøs.

’’Hun mener det.’’ ’’Okay! Men så nævn én gang hvor jeg har været hård ved hende?’’ ’’Du kyssede hende uden du spurgte først, og mod hendes vilje.’’ ’’Hun kunne lide det! Hun vil jo gerne!’’ ’’Det ved du da ikke noget om, du råber bare og bruger din magt mod hende, og hun bryder sig ikke om det.’’

Jeg lagde armene over kors. ’’Hvad lavede i to så i går?’’ Jeg var parat til hans englehistorie om hvordan de havde været på date og måske også kysset et par gange, og om hvordan de kunne være sammen med Niall og Liam, bare for at hænge mig ud som person.

’’Jo, hun blev jo rigtig ked af at du kyssede hende, og derfor jog hun væk. Vi tog så ud at spise, fordi vi var sultne og hun havde det ikke så godt med det hele. Til sidst valgte vi at tage hjem til Niall hvor Liam også var der. Vidste du at Liam kender hende?’’ Spurgte han mig til sidst med et grin.

Jeg rynkede brynene og kiggede forvirret på ham. Han var i gang med at hælde vand op i koppen hvor der lå et tebrev. ’’Gør han?’’ ’’De havde arbejdet sammen engang. Det må være med noget vi ikke rigtig kender til. Men vi har jo også mødt mange modeller med tiden.’’

’’Hvis jeg havde mødt Elizabeth før nu, havde jeg vidst det,’’ sagde jeg en anelse hårdt, og hævede stemmen en smule.

Louis holdte sine hænder op som en forsvarsmekanisme. ’’Sorry dude. Vi hyggede et par timer og tog så på diskotek. Niall og Liam var helt væk og-’’ ’’Og det var Elizabeth ikke?’’ ’’Jo. Men ikke på samme måde. Og desuden sørgede jeg da i det mindste for, at hun kom sikkert hjem i går. Du burde takke mig.’’

’’Takke dig? For at tage en jeg holder af væk fra mig?’’ ’’Hvad har det med mig at gøre? Helt ærligt!’’ ’’Kom nu, jeg ved at det er mig der knytter jer sammen. Hvis det ikke havde været for mig, var i aldrig begyndt at tale sammen. Så drop skuespillet.’’ ’’Det der havde du aldrig sagt til hende.’’ ’’Nej for hun betyder rent faktisk noget for mig.’’ ’’Og det gør jeg ikke? Det er ikke mig der støtter dig i alt du gør?’’ ’’Jeg må indrømme, at jeg ikke ligefrem synes at du støtter mig lige nu!’’ ’’Nej! For det du gør er forkert! Det er også en del af mit job. At fortælle dig hvornår du fucker det hele op.’’ ’’Jeg fucker ikke noget op! Det er dig der er så skide egoistisk, at du ikke ligger mærke til andet end dine egne følelser!’’ ’’Og hvem siger så at jeg er forelsket i Elizabeth, hva’ Harry? Kan du fortælle mig det?’’ ’’Okay fint! Måske hun slet ikke kan lide mig alligevel!’’ ’’Det kan hun jo ikke! Hun hader dig!’’

Vi kogte mere end vandet i teen og var ca. begge to ildrøde i ansigtet. Jeg havde pustet mig op til det jeg ville kalde dobbelt størrelse, og jeg ønskede lige nu kun én ting:

At slå Louis meget hårdt og meget aggressivt i fjæset.

’’Pas på at du ikke laver din kærlighed om til had, Harry,’’ sagde han truende. ’’Og det skulle komme fra dig?’’ spurgte jeg hånligt. ’’Ja. Det skulle det.’’

’’Hvad sker der her?’’

Vi vendte os begge imod dørkammen hvor en forfærdet Elizabeth stod. Hun så rimelig død ud med uglet hår og intet make-up på, også med rinder under øjnene. Hun havde kun en t-shirt på, og den gik hende til midten af hendes lår. Det var ikke hendes egen. Jeg nærstuderede den. Hun krympede under mit blik. Det var Louis’ trøje.

’’Har du Louis’ trøje på?’’ spørgsmålet kom ud som et råb. Hun skælvede. ’’Ja. Har du et problem med det?’’

Jeg tog et truende skridt tættere på hende. ’’Pas på, Elisa for-’’ ’’kald mig ikke Elisa! Elizabeth er mit navn, Harry,’’ vrængede hun.

Louis trådte ind imellem os. ’’Synes du ikke at den trussel du gav hende i går var nok?’’ ’’Synes du ikke snart, at du skulle til at blande dig udenom?’’ ’’Nej. For som du sagde, så gør man noget for dem man holder af. Og jeg holder af jer begge! Lad være med at udvikle det til had, Harry!’’

Hans ord gjorde det ikke just bedre, og jeg brølede nærmest da jeg hev fat i hans skulder og skubbede ham væk fra Elizabeth. Elizabeth tog sine hænder chokeret op til munden, og hendes øjne skinnede af frygt. Frygt for mig? Eller frygt for hvad der nu skulle ske?

’’Harry lad være…’’

Jeg kiggede hårdt på hende. ’’Fortæl mig hvorfor du har den trøje på, og hvorfor du altid, uanset hvad har spyttet på mig!’’

’’Jeg kastede op udover min egen i går! Men du var jo ligeglad, du gik bare! Jeg har aldrig, aldrig spyttet på dig! Jeg har altid gjort alt jeg kunne for dig, men det var åbenbart ikke nok! Det var ikke mig der skred fra dig dengang, det var dig som skred fra mig!’’ ’’Du sagde det ikke ville gå!’’ Råbte jeg, og tog så til min egen overraskelse hårdt fat om hendes arm.

Hun skreg og forsøgte at vride sig fri fra mig, men hun kunne ikke. Jeg strammede til.

’’Måske du skulle kalde på din kæreste,’’ vrængede jeg.

’’Harry giv slip,’’ græd hun. Tårerne stod ned af hendes kinder i lange baner.

Jeg mærkede en iskold hånd ramme mig lige præcist i ansigtet. Det føltes som piskesmæld. Jeg gav automatisk slip på Elizabeth og tog mig til min kind med et overrasket brøl.

’’Elizabeth er du okay?’’ Louis, ham der også havde slået mig, forsøgte at tørre tårerne af Elizabeths kinder.

’’Jeg hader dig!’’ råbte jeg efter hende. Og det gik op for mig, at det måske aldrig havde været ægte kærlighed.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...