In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
5170Visninger
AA

12. Kapitel 1.10 - Is this a date?

 

Louis William Tomlinson

 


Jeg løb panisk efter hende. "Fuck... vent! Elizabeth! Vent!" 
Hun havde stiletter på, og løb derfor ikke hurtigere end, at jeg kunne indhente hende. Hun var inde for mit synsfelt ret hurtigt, men hvad skulle jeg egentlig stille op? Kunne det ikke være lige meget?
Jeg havde for helvede da lige kysset hende. Lige efter Harry havde gjort det. Følte hun sig ikke bare brugt nu? Selvfølgelig gjorde hun det, hvorfor skulle hun ikke det?
Jeg havde virkelig dårlig samvittighed, men på den anden side, var det et mysterium for mig hvorfor jeg overhovedet havde gjort det. Hun var meget smuk, og havde en endnu smukkere personlighed, men jeg følte stadig en hvis mængde dårlig samvittighed.
Jeg var nu ikke mere end nogle få meter fra hende.
"Louis! Lad mig være!" I takt med at hun tørrede sig om øjnene under solbrillerne, græd og løb i stilletter, satte hun farten ned, og jeg nåede hende endelig.
Jeg hev fat om hendes hånd og lænd og fik hende til at stå stille. Tårerne trillede ned ad hendes kinder i lyn-hast. "Er jeg virkelig bare et objekt i alle bruger, Louis?"
Jeg tørrede forsigtigt tårerne væk fra hendes kinder.
"Nej du er ej. Jeg er så ked af det. Undskyld Elizabeth. Du er bare så..."
"Så hvad?" 
Vi stirrede på hinanden, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Hendes kolde øjne var triste og tårefyldte, trods jeg forsøgte at gøre det godt igen.
"Fortryllende. Undskyld. Jeg ved godt at... at det var en kæmpe fejl. Du er forvirret nok i forvejen og..." jeg kløede mig i nakken og kiggede skuffet ned i jorden. Jeg følte mig virkelig som en fiasko, men hvad skulle jeg dog gøre?
"Louis det... det er okay."
Jeg kiggede overrasket op på hende igen, med løftede øjenbryn og store øjne. "Er det?"
Hun smilede forsigtigt og nikkede kort. 
Jeg lod mine arme hænge ned ad min krop. "Jamen... okay."
Hun tog et skridt tættere på, og jeg kunne kort høre hendes hæle klikke mod asfalten, og hendes kropsvarme være tættere på min, selvom vi ikke rørte ved hinanden.
"Må jeg sige noget skørt?" "Jeg tror ikke at det bliver mere skørt end det jeg lige har gjort," sagde jeg flovt. Hun grinede kort, en anelse nervøst. "Jeg har lyst til at kysse dig igen."
Hendes øjne var nu smilende og en anelse usikre, imens mine var overraskede og måske lidt forskrækkede. "Hva'?"
Forsigtigt tog hun min hånd. "Men jeg vil ikke gøre det. Ikke lige nu," hun vendte hovedet til siden, og færts nu opdagede jeg, at pigerne, mine fans havde fundet os igen. Jeg havde levet i min egen boble, som kun var rundt om Elizabeth og jeg, helt væk fra omverdenen.
"Kom," jeg strammede grebet om hendes hånd, og satte i løb hen imod en stor gade hvor vi kunne blande os i mængden. "Hvor skal vi hen?" Grinede hun muntert.
"Jeg aner det ikke!" Vi løb ind og ud igennem menneskerne, med høje grin og højt humor. Jeg var helt hyper efter det hun havde sagt til mig, men jeg følte mig også lidt uretfærdig overfor Harry. Han var jo helt vild med hende, det var klart. Han var nærmest sindsyg efter at få fat i hende igen. Tænk hvis det var det der skete dengang de skiltes? Har Harry en mørkere fortid jeg ikke kender til? 
Tankerne fik mig til pludseligt at stoppe op, og Elizabeth væltede hårdt op i mig bagfra. "Undskyld! Ej... undskyld," grinede hun og aede min skulder der sveg mest. "Det er okay," jeg kløede min overarm i en tankeløs handling. "Jeg havde bare nogle mærkelige tanker." 
Hun grinede. "Mere mærkelige end sædvanligt?" 
Jeg nikkede med et lille grin. "Ja. Det kan man vist godt sige."
"Nå... men hvad skal vi så lave? Vi er jo i centrum af London, så noget må vi kunne finde på."
Jeg havde intet at svare hende, så jeg kiggede bare lidt frem og tilbage for at se om der var noget spændene er nærheden. Ikke ligefrem, men jeg vidste der lå nogle gode restauranter nede af gaden, som ikke nødvendigvis var Michelin restauranter. 
Vi begyndte lige så stille at gå ned ad den højlydte, menneskefyldte gade. "Jeg er sulten... er du også?" Jeg kiggede afventende på hende. 
"Ja. Vi kan godt få noget at spise. Men på én betingelse," hun løftede sin pegefinger. "Det skal være sundt....?" Spurgte jeg. 
"Det var ikke lige det jeg ville sige. Nej, vi betingelsen er, at vi ikke skal diskutere mine madvaner, for de er altså helt almindelige."
Jeg grinede. "Fair enough. Lets go!"


In between two boys


"Nandos?"
"Ja," grinede jeg, "har du aldrig været her før?"
Hun rystede på hovedet med et grin. "Er det ikke sådan en familie restaurant?" "Kan det ikke være ligegyldigt? Kom," jeg tog hende i hånden og hev hende ind i restauranten.
Som altid var her dunkelt men hyggeligt, og de hjemlige træmøbler, og den rummelige akustik gjorde en dejligt tilpas. Jeg genkendte stedet som en lokation jeg holdte af, og den svage duft af maden de serverede her, typisk kylling, simrede i luften.
Elizabeth kiggede rundt i restauranten. "Hvor er her hyggeligt!"
Den svage mængde lys lamperne udsendte, også det dunkle dagslys udefra gjorde stedet til noget helt andet, end hvis her havde været meget og skarpt lys.
"Jeg er glad for at du kan lide det. Hvor skal vi sidde?"
"Bare derovre. Ikke?"
Jeg nikkede, og gik hen til det bord hun pegede på. Det var et tomandsbord af mørkt egetræ, som var placerer skjult for mange af de andre gæster i restauranten.
Som den gentlemen jeg er, tog jeg hendes jakke af hende, og trak stolen ud for hende. Hun rødmede, men med et lille grin på læben.
"Hvor er du sød," sagde hun. Jeg smilede over hendes ord, og satte mig overfor hende.
"Jo tak da. I lige måde."
Vi grinede muntert. "Nå hvad skal vi spise?" Jeg tog to menukort, og gav det ene til hende. Hun svarede ikke på mit spørgsmål, men det var egentlig heller ikke meningen. Vist nok. 
I stilhed fik vi bladret os frem og tilbage i det store udvalg af mad. "Jeg tror jeg skal have nummer 4," sagde hun usikkert. Jeg grinede.
"Så længe du ikke overvurderer styrken af maden. Den er slet ikke så stærk som du tror." Nandos havde en speciel marinade de puttede på deres kylling, og der var 5 styrkegrader af hvor 'Spicy' det skulle være. "Plain, altså den svageste marinade smager af ingenting," sagde jeg henkastet.
Elizabeth grinede. 
"Men tag ikke 5'eren. Du dør efter første mundfuld."
"Du taler måske af erfaringer?" Spurgte hun kækt. Jeg rødmede og grinede lidt flovt. "Nej da."
"Hmm okay. Så tager jeg 3'eren." "Godt valg... meget godt valg, unge dame."
Hun rystede på hovedet af mig. "Det vælger du måske også?" "Typisk ja. Men jeg tror jeg tager 2'eren idag." "Hvor er du kedelig," fniste hun. Jeg sendte hende en chokeret grimmasse og rejste mig fra bordet. "Jeg går op og bestiller. Jeg er tilbage om lidt."
"Hey, hvad skal du da have?" "Det samme som dig." "Ej," hun lagde hovedet på skrå. "Tag noget andet, så kan vi smage noget forskelligt." 
Jeg grinede. "Okay, så tager jeg nummer 2."
Hun sendte mig et tilfredst smil, og lod mig så gå op og bestille.
Der var nogle enkelte i kø foran mig, men det gik hurtigt for dem med at bestille. Jeg skævede undervejs over til Elizabeth et par gange, bare for at sikre mig at hun ikke smuttede. Jeg vidste ikke hvorfor jeg var så paranoid overfor hende, men det bekymrede mig en anelse. Hun var da en sød pige, og jeg må nok indrømme at jeg måske allerede er mere vild med hende end jeg burde, men alligevel?
Det ville være katastrofalt hvis Harry fik rodet en finger ind i det her imellem Elizabeth og jeg. Og det var nok det Harry allerede følte. At jeg havde blandet mig imellem dem.

"Hej, hvad skulle det være?"
Jeg vendte tilbage til virkeligheden med et lille spjæt, men nåede lige at se normal ud overfor tjeneren.
"En nummer to og en nummer fire."
Hun slog bestillingerne ind på sit kasseapparat, og sendte mig med det samme et flirtende blik. Jeg kiggede væk fra hende og ned i bordet, og ventede på hun skulle sige noget mere om bestillingen. 
"Hvilken styrke skal det være?"
Jeg fik hurtigt svaret hende, og undgik omhyggeligt at kigge på hende, også selvom hun sendte flirtende smil og blikke efter mig. Jeg plejede ellers ikke at have så frygteligt meget imod det, jeg plejede bare at sende sådanne desperate piger et smil også smutte. Men denne gang var jeg sammen med Elisabeth, og alt jeg gjorde følte jeg skulle være perfekt, bare for hendes skyld. Desuden følte jeg måske også at det vi lavede nu var en form for date ingen af os ville indrømme at det var.
Jeg fik betalt, og smuttede ned til Elizabeth med glas til sodavand, og en lille bipper der ville fortælle os hvornår maden var klar.
"Så er der bestilt," sagde jeg muntert. "Kommer du med op og henter sodavand?"
"Klart," hun rejste sig og tog det ene glas med op til sodavandsmaskinerne.
Hun satte sit glas ved colaen, og jeg tog en Sprite.
Vi sagde ikke så meget, for vi følte begge en anspændt stemning. Men den var ikke personligt imellem os to. Vi fik kort øjenkontakt. Hun så bekymret ud.
Så fik jeg øje på et af de borde, eller rettere sagt dem der sad ved det, som var nabobord til sodavanden. De stirrede ret så intenst over på os.
Elizabeth kiggede ned i jorden. "De kigger ret... meget på os." Hviskede hun diskret til mig.
Jeg lagde min hånd på hendes underarm og skubbede hende blidt videre. "Ignorer dem. Jeg ved det er svært, men prøv."
Hun gjorde som jeg sagde, og tog et par sugerør til os. Hun klistrede et usikkert smil på, og begyndte at gå ned til bordet igen. Jeg skulle lige til at gå efter hende, da jeg blev stoppet af de stirrende. 
"Er det ikke dig fra One Direction? Louis?"
En flok teenagepiger stirrede på mig med store øjne. Jeg smilede forsigtigt. "Jo."
"Ej, må vi ikke få et billede?" 
Jeg kiggede over på Elizabeth, der havde fundet ved hen til bordet. Det var hende denne aften/eftermiddag handlede om. Ikke mine fans.
"Ikke lige nu. Senere, okay?"
Jeg fik lov til at gå, og jeg skyndte mig så over til Elizabeth.
Hun sukkede lettet ud.
"Undskyld," sagde jeg flovt. "Nej det er okay," sagde hun med et lille smil, "du kunne jo ikke gøre for det."
Lige da jeg skulle til at sætte mig, bippede dimsen. Maden var klar.
"Jeg henter den," uden at vente på indskydninger fra hende, skyndte jeg mig op og hentede maden.
Den var rygende varm, men også mega lækker. Jeg stillede dem på bordet foran os.
"Mhm," mumlede Elizabeth. 
"Hvad tager du?" Spurgte jeg hende. "Den her," hun hev dem hun selv havde bestilt hen til sig, og tog et bestil frem. Hun satte gaflen i et stykke kyllingebryst, og jeg tog en grov pomfrit fra min tallerken og dyppede i mayonnaise.
"Er det ikke irriterende?" Spurgte hun imens hun gumlede. "At hvad?" Spurgte jeg. Jeg tog fat om et kyllingelår, og forsøgte at spise det på en charmerende måde.
"At blive genkendt hele tiden?" 
Jeg tørrede min mundvige med en serviet inden jeg svarede. Elizabeth tog en pomfrit og kiggede afventende på mig.
"Jo... men man vænner sig til det. Selvom vi alle har døjet lidt med det." Jeg grinede, "men uden vores fans var vi ingen steder idag. Så det er kun deres ret at få et kram eller et billede. De fleste venter i flere år før de bare ser et glimt af os i virkeligheden. Det er ret sygt at tænke på."
Elizabeth smilede. "Så det er fedt. Og nederen."
"Præcis. Hvad med dig? Du er jo model."
"Ja... da jeg blev 16 tog jeg til USA og fulgte min drøm. Jeg ville gerne være model. Og nu er jeg det."
"Og du har været det længe så?"
"Ja altså," hun tog en slurk sodavand, "det startede i det små. Reklamefilm og sådan. Men jeg var været forsiden på Vogue 4 gange nu."
Jeg spærrede mine øjne stort op. "4 gange?!"
Hun grinede. "Jeps. Jeg er også stolt."
"Det skal du da ihvertfald også være." "I lige måde da. Du synger godt." Vi fik øjenkontakt, men jeg var for genert, så jeg kiggede ned i bordet med et lille smil.
"Tak."


In between two boys


Da vi langt om længe var færdige med maden, og vi havde spist op, gik vi ud ad restauranten. "Smagte det godt?" Spurgte jeg med et smil. "Det smagte rigtig godt," sagde hun fornøjet. 
Af en eller anden mærkelig grund tog vi hinanden i hånden, og begyndte at gå ned ad gaden. Klokken var efterhånden 19-20 stykker, og vi skulle til at finde ly for natten.
"Vil du med hjem til Niall? Jeg tror det ville være bedst at slippe lidt væk fra vores lejligheder."
Hun grinede. "Det har du vidst ret i. Lad os komme af sted."
Jeg plukkede en taxa ud fra mængden, og fik sagt Niall's adresse. Jeg vidste at Liam også var der, så måske vi fire holde lidt hygge i aften.
"Hvad med Harry?" Spurgte Elizabeth. "Hvad med ham?" Spurgte jeg og lænede mig tilbage i sædet. "Han er alene i lejligheden." "Det tror jeg han har godt af. Han opførte sig ikke pænt, og han ved det også godt selv."
Elizabeth nikkede eftertænksomt. "Er det mig der gør noget galt? Jeg er bare ikke parat til det endnu, Louis."
Jeg mærkede et lille stik i hjertet, for jeg havde virkelig nydt hendes selskab i aftes, og begyndte mere og mere at forstå hvorfor Harry var så desperat.
"Det er ikke dig der gør noget galt. Man skal respektere hinanden, og Harry har desværre fundet den forkerte tangent." Forsigtigt, lidt usikker på hendes reaktion, tog jeg hendes hånd op og kyssede blidt hendes håndryg. Hun rødmede.
"Du ved... hvide tangenter kan kun lave musik, hvis de får hjælp af de sorte." "Men er det så en smuk, eller forfærdelig melodi?"
Vi fik øjenkontakt i den mørke taxa, og jeg mærkede hendes lyseblå øjne skinne.
"Jeg ved det ikke."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...