In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4846Visninger
AA

3. Kapitel 1.1 - You’re my bestie

Elisabeth Victoria Vancover

Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal starte min livsfortælling, men jeg kan starte med at fortælle at min livshistorie ændrede sig voldsomt efter mødet med min daværende bedste ven. Mødet gjorde mig så ør i hovedet at jeg måtte sætte mig på bænken der stod henne for enden af parken. Og det er så her jeg stadige sidder, sidder og prøver at fordøje den kvalmende mundfuld af skyld.
Jeg kan nemlig ikke lade være med at tænke på at vi stadige ville have været venner, hvis jeg altså ikke havde valgt at følge mit hjerte. For der er da intet galt med at følge sit hjerte, for prøv at se hvor jeg er endt henne. Jeg er blevet en verdensomspændende supermodel, det jeg hele mit liv har drømt om, hvorfor føles det så alligevel så forkert. - Lad mig fortælle dig det, det er forkert fordi jeg kun tænkte på mig selv.
”Elisa?” jeg rykker mit hovedet op af mit skjulet mellem mine hænder. Jeg kan ikke lade være med at misse med øjne, imens de vender sig til det skarpe sollys igen. Jeg kigger hen og missende op mod min kollega, min nærmeste veninde, men hvad hun laver i Londons mest kendte park, ved jeg ikke.
”Nico?” jeg skal til at rejse mig op da hun ryster på hovedet inden hun sætter sig ned og ved siden af mig. Jeg rømmer mig kort inden jeg ligger benene over kors og kigger afventende på hende. Har jeg sagt hvor langt nede i kulkælderen jeg befinder mig i, for det er jeg nemlig.
”Hvad laver du her?” hun trækker sine solbriller op i håret inden hun ligger arme elegant på hendes ben.
”Har du ikke hørt det Nico? Jeg er flyttet tilbage til England” hendes grin er rungende imens hun ligger hoved på skrå. Har jeg nogensinde fortalt at hun kan være skræmmende, men det er måske fordi jeg ikke altid har følt mig tilpas under overfladen. Jeg har altid og måske inderlig ønskede jeg så anderledes ud, selvom jeg er et kendt ansigt indenfor modebranchen.
”Nej, det skulle du da have fortalt mig!” hun skubber overkroppen længere frem og jeg piller let ved mine negle. – en nervøs sammentrækning af ubehag.
”Men er der en grund til det?” hun kigger indtrængende på mig og jeg rømmer mig inden jeg kigger ud mod parkens besøgende.
”Jeg må indrømme jeg savner regnen” jeg vender mit hovedet stille om imens Nicolines grin bliver til en rungende en.
”Du er i sandhed en Briter!” hun ligger stille hendes hånd mod min og kigger igen indtrængende på mig. Hun kender mig bedre end alle andre, så måske har hun allerede opfanget den trykkende fornemmelse jeg igen føler for mit bryst.
”Elisabeth, måske skulle vi komme hjem” jeg kigger nok lidt skeptisk på hende og hendes fnis bliver til et lavt grin. Jeg forstår det nok ikke helt, men det har jeg faktisk aldrig gjort. Jeg er nok bare usikker, en usikker model.
”Elisabeth, havde du forventet at jeg ikke skulle se din lejlighed?” jeg rømmer mig igen inden jeg rejser mig op. Dog i selv samme sekund som jeg rejser  mig op træder den bekendte skikkelse ind foran mig. Jeg kigger op i den halv specielle grønne øjenfarve imens smilet lander på hans læber.
”Hej Elisabeth” jeg rømmer mig kort inden jeg træder et skridt væk fra ham, det ser bare ikke ud til at han rigtig registrere det. – For han kigger stadige indtrængende på mig. ”Hvad?” min stemme sitre og jeg lader mine arme omfavne mig selv.
”Du gik fra mig” jeg rømmer mig kort inden Nicoline rejser sig og stiller sig hen til mig. Nicoline har nok altid været den der har beskyttet mig, det kan måske skyldes at hun er få år ældre end jeg selv er. En søsterlig form for beskyttelse måske?
”Elisa, kender du ham?” jeg lader svagt mit hoved vende sig mod hende, jeg skal også til at sige noget da personen med den specielle grønne farve afbryder mig. Eller vil det overhovedet være at afbryde en, hvis man aldrig sagde noget til at starte med? ”Vi gik i folkeskole sammen” jeg nikker mig tøvende enig med manden med de hypnotiserende grønne øjne.
”Og du er?” det virker ikke helt til at han lader mig slippe så let, men har jeg sagt hvor ondt det gør at se ham igen. For jeg glemmer stadige ikke vores sidste samtale. Jeg husker det så tydeligt som det var i går, da han fortalte mig om hans følelser, selvom det var flere år siden.
”Nicoline, og vi skal af sted” hun skubber mig rundt inden hun lader hendes hænder fører mig frem. Jeg kan ikke lade med at føle hans blik jo længere vi kommer væk fra ham, og endnu en gang har jeg såret ham. Og skylden bruser op i mig igen, og følelsen af igen af have såret ham. For det har jeg jo, har jeg ikke?

”Er du okay Elisabeth?” jeg kigger nikkende på hende inden jeg sætter mig ind bag rettet og kigger stift ud mod den trafikerede vej. Skylden der stadige nager mig som jeg triller ud mod vejen, med Nicoline ved min side.
”Hvorfor er det jeg ikke tror på dig Elisa?”

 

In Between two Boys.

 

Som vi når min lejlighed, bliver mit hjerte tunger, bare for at blive tungere igen. Skylden jeg troede ville skylle væk som en anden flod af regndråber, er blevet der for at gnave længere og længere ned i mit dybe hul.
Jeg kan nemlig ikke lade være med at føle mig skyldig, for det er jeg jo i sidste ende, jeg er grunden til at mit hjerte stadige synker.
”Elisabeth?” jeg har nok ikke registeret at jeg holder stille, og Nicoline allerede har bevæget sig ud af bilen. Jeg ryster stille på hovedet inden jeg drejer stikket om og hiver nøglen ud af tændingen til bilen.
”Hvad?” jeg samler kort min taske inden jeg med sitrende hænder åbner døren til bilen, trådte ud og blev mødt af et undrende blik fra Nicoline. ”Hvad sker der med dig?” hun tog fat om mit håndled og trak mig ind til sig selv. Jeg veg dog efterfølgende en smule væk, kiggende ned i jorden, ude af stand til rigtig at kunne formulere en ordentlig sætning, der ville give mening for andre.
Nicoline trak dog stille mit ansigt hen mod hendes synsvinkel og lagde hoved på skrå inden hun rømmede sig kort. ”Elisabeth, havde i noget kørende i folkeskolen?” hendes ord der kom bag på mig, eller det burde de gøre, det gjorde de bare ikke rigtig. For jeg vidste allerede at jeg ikke kunne forklare mig selv, så hvorfor overhovedet prøve?
Jeg lod svagt mine øjne mødes med hende inden jeg med sitrende bevægelser rystede på hovedet. For jeg havde aldrig følelser for ham, og jeg har det stadige ikke, men derfor gør det ikke skylden mindre. ”Overhovedet ikke” jeg ved egentlig ikke hvorfor min stemme ikke passet med mit hjerte. For der var jo ingen følelser blandet ind i det, jeg har aldrig kunne lide ham, men gør det noget lettere, nej det er svaret nok inderste inde.

”Elisabeth...” hun skulle til at sige noget mere da jeg affægter hende ved at lade mine fødder fører an mod lejlighedskomplekset. – Hvilket i sig selv er nyt for mig, for jeg har altid boet i et hus, selv i USA.
”Elisabeth!” hendes stilletter ramte murstenene imens hun kom løbende bag mig. Jeg må indrømme jeg aldrig helt har kunne forstå hvordan hun kunne løbe i tårnhøje stilletter. For jeg havde svært ved det, men aldrig et problem med at gå i dem. - Kun at løbe i dem.
”Hvad Nicoline?” jeg trykkede på knappen til elevatoren og Nicolines negle der borede sig ind i huden på mig at jeg måtte stikke op i et lille forkyndt lyd.
”Du er så mærkværdig” hun slap igen min hud og jeg kunne ånde stille ud.
Jeg trak bare efterfølgende på skulderen inden døren til elevatoren gik op. Som en hver anden plejer man at gå ind i elevatoren, men det var lidt svært da en ung mand står og kigger på os. Jeg rømmer mig kort inden jeg sender et kort smil til ham. ”Undskyld” jeg rømmer mig kort og skal til at gå til siden da han træder længere ind i elevatoren. Jeg lader blidt mit blik ramme hans og han trækker svagt på hans skulder.
”Skal i med ind?” det er først nu det går op for mig at han presser en knap ind der gør at døren forbliver åben.
”Ja tak”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...