In Between two Boys - Harry Styles & Louis Tomlinson

Elisabeth Victoria Vancover, bare prøv at høre hendes navn! Det giver allerede en association til det stærke køn, men giver navnet for meget at leve op til?
For Elisabeth's virkelighed er nemlig helt anderledes, hendes liv står i en stor kontrast.
En kontrast mellem Ying og Yang, det mørke mod det lyse.
For hvad sker der med en, når man skal vælge mellem to andre? Elisabeth's svar er rungende klart, hun kommer til at ødelægge nogen.
Men man bestemmer vel ikke hvem man forelsker sig i, eller hvem der er forelsket i en? Og er kærligheden ikke blot et reklamestunt, som slet ikke spiller nogen rolle?
- Faktisk betyder det ikke noget for Elisabeth, for hun er alligevel ødelagt indeni, når hun tager den altafgørende beslutning.

Tag et kig med ind bag tæppet, og find ud af hvem Elisabeth vælger
- Deltager i konkurrencen "VALENTINE 2017" med nr. 1

11Likes
2Kommentarer
4847Visninger
AA

17. Kapite 1.15 - Small bump

Elisabeth Victoria Vancover

Jeg som en hver anden person rødmede kraftig inden jeg kiggede ind i hans øjne, lige efter kysset. Hvis nogle spurgte mig nu, kunne jeg på ingen måde kategorisere mine følelser. For selvom Louis havde fået mig til at indse at jeg faktisk inderst inde var bange for Harry, ville mit hjerte og instinkt nok ikke rigtig indrømme det, for uanset om det var klart for en eller om det var pløret, så holdte jeg af den ”gamle” Harry. Efter noget tid mærkede jeg et par hænder ramme mine kinder, og det var nok der det rigtig blev registeret for mig at jeg faktisk havde våde kinder.

For selvom Louis er bedstevenner med Harry, havde han behandlet mig som prinsessen af England. – Respektfuld og helt igennem gentlemanagtig, og nu tørret han mine våde kinder af, som det var noget der lå helt naturligt til ham, og nu snakkede han stille til mig. ”Elisabeth?” jeg ville nok ikke indrømme det, men han fik hele mit system til at lystre, på en helt forkert måde. Det virkede bare ikke forkert, på nogen måder. ”Louis?” jeg lagde stille mit hoved mod hans bryst inden han strammede grebet om mig. Jeg lagde nok også nu mærke til at jeg rystede over hele min krop, og varmen jeg fik faktisk kom fra Louis strammende greb om mig. ”Lov mig noget” hvis det ikke skulle være løgn, så kunne jeg mærke små, nærmeste fjerlette kys mod min hovedbund. ”Jeg kan ikke love noget, men jeg vil prøve” hans små kys var altopslugende, og jeg måtte virkelig koncentrer mig om hvad han sagde til mig. For det virkede så urealistisk, for jeg har aldrig rigtig fundet kærligheden. ”Ignorere ham, fokusere på det der gør dig glad” hans kys var forsvundet og jeg rystede ikke nær så meget som jeg gjorde for bare to sekunder siden.
”Men du gør mig glad...” efter et par sekunder, trak jeg mig en anelse væk, bare for at kigge op i hans øjne igen. ”Men hvad Beth?” han slap grebet om min krop, bare for at finde mine hænder, lade hans finger glide ind i mine – nærmeste som om de passet perfekt sammen. ”Selvom du har fået mig til at indse noget i dag, så kan jeg ikke såre ham Louis” han trak sig en anelse væk, men jeg trak ham tilbage. ”Louis, jeg har ikke sagt at det ikke kunne gå” jeg kiggede nervøs på ham, og Louis lagde undrende hoved på skrå. ”Kan vi ikke holde det her” jeg trak mine hænder ud af hans og holdte dem op mod hans bryst. ”...Skjult?” jeg kunne se Louis kigge såret ned i jorden.
”Louis?” jeg rømmede mig inden Louis som altid gjorde noget usædvanlig, for jeg havde troet at han ville gå og efterlade mig alene, men han gjorde præcis det modsatte. For Louis trak mig ind til sig selv inden han kysset mig på panden. ”Jeg vil prøve Beth, men det bliver svært” han trak mit ansigt op til sig selv, inden han sendte mig et anspændt smil. ”Hvorfor Louis? du behøver ikke. Vi kan også holde det her” han grinede hjertelig inden han kyssede min næsetip, og lod mig stå helt uforstående. For havde jeg sagt jeg ikke forstod mennesker synderlig godt, for det gjorde jeg virkelig ikke.

”Aldrig i livet Elisabeth” han trådte et skridt bagud, og først måtte jeg indrømme at jeg var uforstående igen inden det gik op for mig at Louis faktisk gjorde mig en tjeneste, for i næste øjeblik var der fyldt med skrigene piger. Jeg tror jeg stod lidt og kiggede på senariet inden jeg vendte mig om og gik min vej. For på den ene side var jeg lykkelig over at han respekteret min beslutning, og på den anden side var jeg sorgmodig over at der ikke skulle mere til før han var blevet overtalt. Det sidste jeg hørte var Louis kald på mig, ”Elisabeth?” hans ord der stadige gav genlyd da jeg var forsvundet rundt om hjørnet og ude af hans syne.

 

Hele vejen hjem, skulle jeg virkelig gøre alt for at overtale mig selv til ikke og vende tilbage og kaste mig i armene på ham. For jeg ville ikke såre Harry selvom jeg både frygtet ham, og ville glemme ham på sammentid. For der var ikke noget mere smertefuldt end at skulle glemme alt om en der havde betydet så meget for en, og samtidige have følelser for hans bedste ven. – Så kan man spørge, hvilket menneske gør sådan. Det er enkelt, det er kun mig, og jeg hader mig selv for det.
”Elisabeth!” jeg vendte mig chokeret om og der stod Liam. Ham der havde beskyldt mig for at ødelægge Harry, men det er jo også sandheden, selvom det gjorde ondt fra en jeg faktisk kendte en smule. ”Liam” jeg trådte de sidste skridt hen til ham og han sendte mig et rolig smil, alt inden jeg kom til at snakke før min hjerne havde godkendt det. ”Er du nu ude på at bebrejde mig igen?” jeg trak hurtig mine hænder om min mund og Liam grinede hæst. ”Undskyld Elisabeth, det var ikke meningen” han trak mig ind i et kram inden jeg igen måtte gøre alt for ikke at sige noget forkert. ”Jeg så det kun fra en persons vinkel, det plejer jeg aldrig at gøre det” han trak sig væk og kiggede på mig med hoved lidt skrå. ”Jeg er bare ikke vant til den Harry vi ser” jeg kiggede undrende på ham. Vil det sige at Harry også er ondskabsfuld overfor dem? ”Hvad?” jeg vidste det var et dumt spørgsmål, men jeg havde brug for at få svar på den. ”Harry har ændret sig, hold afstand fra ham, bare for en stund” han sendte mig et smil og jeg rømmede mig. ”Hvad mener du Liam, er du ikke hans bedste ven?” han grinede hjertelig af mig og sendte mig et smil. ”Det er præcis derfor. Elisabeth, jeg holder af dig og af Harry. Det er derfor jeg ikke vil have ham til at gøre noget dumt, han fortryder senere” jeg skulle til at sige noget da han formulerede flere ord. ”I er begge kendte, og i søgelyset. Pas på den kombination” og inden jeg nåede at sige noget, snakkede han videre. ”Pas på dig Elisabeth” og sådan forsvandt han igen, så let som da han kom. 

 

In Between two Boys

 

Jeg sad inden på sofaen, som jeg havde gjort de sidste par timer. Mit hoved, nej nærmeste nok mere mine tanker var som en flagrende vind, fra det ene sekund var jeg lettet og det næste sekund var jeg ved at bryde sammen, både psykisk lige såvel som mentalt. Hvis det ikke kunne være nok, så kunne jeg høre dørklokken, jeg havde bare ikke rigtig brug for at åbne – for ville jeg ligge mærke til hvilken fiasko jeg virkelig var. Det lykkes bare ikke rigtig, for klokken blev ved med at ringe, og jeg trak vejret kort inden jeg rejste mig op. Rejste mig op og lagde mærke til hvor stor en fiasko jeg var, og det eneste der fungerede for mig var min karrierer, alt andet var jeg en fiasko i.
Efter et par lange filosofiske minutter gik jeg hen til døren og åbnede den, åbnede den bare for at se Harry stå udenfor. ”Elisabeth” jeg skulle til at smække døren i, da han skubbede sin fod i vejen. ”Jeg vil gerne snakke med dig!” hans stemme var isende, præcis som farven i mine irisser. ”Jeg vil ikke snakke med dig Harry!” min stemme dirret og jeg prøvede forgæves at lukke døren, bare for at realiserer at Harry var stærkere end jeg var og kunne skubbe døren ind.

”Harry lad mig være!” hvis jeg havde troede at Harry ville se synderknust ud, så kunne jeg godt pakke mine fordomme sammen og realiserer verden som den var. ”Jeg lader dig aldrig være Elisa...” jeg kunne mærke og se at han ville sige mere, men det var som om der kom en barrikade op. ”Hvorfor er du så fikseret på mig?!” lige i det sekund jeg sagde det, kunne jeg have sværget at jeg så hans øjenfarve skifte, for han øjne forvandlet sig på mindre end et splitsekund til isende grønne.
”Fikseret! Haha!” jeg krympede mig under hans ord inden han hev mig hen til ham selv. Jeg kunne med det samme mærke hans tunge åndedrat inden han lagde et kys på min pande. ”Harry, lad være!” jeg prøvede at slippe fri, men han grinede bare rungende. ”Prøv at få mig til det!!” det kan godt være jeg var høj, men Harry var stadige det højere end jeg var. Derfor trak han mig også op fra gulvet af, bare så jeg ikke kunne gøre andet end at hænge dinglende ned fra ham.
”Skulle du ikke prøve at komme fri?” jeg kunne høre han morede sig og jeg skuttet mig under hans ord. ”Hvordan skulle jeg det?” mine ord var rystende og Harry strammede grebet om mig, men på den mest ubehagelig måde. ”Slip mig Harry!” jeg prøvede igen, men han lod mig falde. Falde ned så jeg knækkede mine knæ, og et smertefuld skrig ramte lyden.
”Ups”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...