Udstødt

Handler om Celina, som en dag mister sin lillebror, mens hun skal passe ham. Lige pludselig, er han bare væk. Celina er overbevist om, at det er en dæmonhybrid. Celina kommer på en kæmpe rejse sammen med sin ven Olli. En rejse om kærlighed, mod, håb og om at finde ud af, hvem man er.

0Likes
0Kommentarer
117Visninger
AA

1. Kapitel 1: Forsvundet

Celina vendte sig om kun for at opdage, at Fillip var pist væk. Det gav ikke nogen mening! Han kunne jo hverken gå eller kravle endnu! Det måtte være en dæmonhybrid, det kunne ikke være noget andet. Kellra var frit for morphiere, paligoner og flekkarer. Dæmonhybrider havde der været mange af på det sidste, og hele Kellra havde været ude af sit gode skind, fordi flere og flere troldekidnapninger fandt sted. Celina havde kun hørt om dem. At dæmonhybriderne var lydløse, at man end ikke kunne høre deres vejrtrækning. Den vejrtrækning, de ikke havde. Ingen forstod sig på dem. Videnstrolde havde i årtier prøvet at tilegne sig viden om dem. Desværre var de kommet til den konklusion, at dæmonhybriderne ikke viste sig for andre end dem, de kidnappede. Den eneste grund til, at man kendte til dæmonhybrider, var, at hele Trollterra engang havde været i krig, og dengang havde troldene været venner med dæmonhybriderne. Men krigen gik dårligt, og statsoverhovederne i Marnieja havde ofret så mange dæmonhybrider, at arten var ved at uddø. Troldene tabte krigen, og alt var ødelagt. Ingen har nogensinde fundet papirerne, hvor der er skrevet om dæmonhybriderne. Det havde heller ikke ævret et problem. Indtil nu. Kellras naboby, Steivva, var blevet ransaget for troldeunger. Det var begyndt med få kidnapninger, som tog til, og de var nu kommet til Kellra. Videnstroldene var blevet mere og mere sikre i deres sag. Det var dæmonhybriderne, der var vendt tilbage. Og de havde hævn i blodet. 

Celina var bange. Hvad ville de ikke gøre ved Fillip? Han var jo knap en halv vinter gammel! Mami ville blive rasende, når hun fandt ud af det. Men hvad skulle Celina have gjort? Hun havde jo bare vendt sig om i få minutter for at se til de urter, som simrede i gryden, og hun havde ikke hørt nogle lyde. Hverken råb, skrig eller gråd. Tænk, hvis der virkelig havde været en dæmonhybrid i Celinas hytte! "Jeg må lede efter Fillip. Mami kommer først hjem om seks stykker brænde. Den dæmonhybrid kan ikke være nået langt, " tænkte Celina og tog straks sin skindkappe på for at drage ud i den kolde, mørke, sjælforladte skov. Så snart hun åbnede døren, brød hun ud i et skrig. Der stod en stor, sort skikkelse lige foran hende. Hvad hvis det var en dæmonhybrid? Så de sådan ud? Ville den kidnappe hende? Det kunne godt tænkes, hun var trods alt kun 14 vintre gammel. Men så snart hun holdt en lygte  op mod skikkelsen, fandt hun ud af, at det bare var Olli. Olli var en af Celinas gode venner. Han var 16 vintre gammel, og han var meget høj i forhold til Celina. Han havde pjusket, sort hår og nærmest gule øjne, og så havde han en hel masse fregner i sit markerede ansigt. "Hvorfor så forskrækket? Det er jo ikke, fordi jeg er en morphi eller sådan noget, " grinede Olli og trådte over dørtærsklen, selvom Celina hverken havde sagt hej eller kom ind. "Olli, det er et virkelig dårligt tidspunkt lige nu. Kan du ikke se, at jeg er på vej ud? " vrissede Celina og lukkede døren efter Olli. Det var begyndt at trække, og det kolde vintervejr gjorde det ikke ligefrem rart at have døren åben ind til en i forvejen kold stue. "Skulle du ikke passe Fillip i aften, eller er din mami allerede hjemme? " spurgte Olli undrende. De næste sekunder overvejede Celina, om hun skulle fortælle sandheden til Olli. Hun valgte at fortælle det til ham, for han havde altid været meget loyal, og måske ville Celina få brug for hjælp. "Jeg tror, at Fillip er blevet taget af en dæmonhybrid, " mumlede hun. "Hvad sagde du? " svarede Olli, der ikke kunne forstå et ord af, hvad Celina sagde. "Jeg tror, at Fillip er blevet taget af en dæmonhybrid, " gentog Celina højt og tydeligt, så Olli ikke kunne undgå at høre det. En tåre trillede ned af hendes kind. Olli kunne ikke forstå det. Han var lamslået. Endelig brød han den ubehagelige tavshed. "Tror du virkelig, at det er en dæmonhybrid? Hvad hvis han bare har gemt sig under dynen, eller... " Celina afbrød ham. "Tror du ikke, jeg har kigget? Tror du ikke, jeg har ledt? Jeg ved, at han er blevet taget. Jeg ved, at det var en dæmonhybrid. Tror du mig ikke? " Hun brast i gråd, og Olli knugede hende i et kram. "Jo selvfølgelig tror jeg på dig, og selvfølgelig har jeg også tænkt mig at hjælpe dig, " trøstede han. "Hvad skal jeg gøre? " Celina lirkede sig ud af krammet og tørrede tårerne væk. Hun samlede sine ting og gik hen mod døren. Lige inden hun åbnede den, vendte hun sig om. "Jeg tager ud og finder Fillip, mens du dækker over mig. Mami er nok hjemme snart. men jo før jeg kan kommer afsted, jo før er jeg tilbage, " instruerede Celina. Det var ikke, fordi Celina havde så meget lyst til at gå ud i mørket og kulden alene. Men hun måtte være stærk. Det gjaldt om at finde Fillip.

 

"Celina, jeg kan ikke lade dig gå derud alene. Det ved du også godt, " insisterede Olli. "Fillip er derude et sted, og jeg skal finde ham! Han kan ikke klare sig selv. Olli vær sød at lade mig gå, " bad Celina. Olli tøvede. "Jeg lader dig gå, " sagde han. "Hvis du lover at fine Biella først. Hun kan hjælpe dig. HUn er uddannet morphijæger, og hun vil helt sikkert kunne finde den dæmonhybrid, der har taget Fillip. " Celina vidste godt, hvem Biella var. Hun var omkring 20 vintre gammel. Da hun var færdig med Conscensis som 16-årig, - Conscensis var en kostskole i Akkla, en af udkantsbyerne - var hun begyndt at studere på Mannfallas Akademi. Allerede nu var hun udannet morphijæger, og hun havde været med til at jage dem ud af Trollterra. Succesrig, ja. Anerkendt af alle andre trolde, ja. Irriterende, JA. Celina havde mødt Biella én gang før. Hun virkede som typen, der havde enormt høje tanker om sig selv. Da Celina havde mødt hende, havde Biella hele tiden talt om, hvor vigtigt det var at være disciplineret, og hvis man ikke var lige så dygtig som hende, ville man ikke komme nogen vegne. Mærkeligt nok var der mange, som godt kunne lide hende. Hun var også smuk. Hun havde langt, glat, lyst hår, æblerøde kinder og de klareste blå øjne. Men nej. Celina havde ikke det mindste lyst til at have hende med. På den anden side var det den eneste måde, Celina kunne få lov til at gå på. "Okay, det skal jeg nok. Må jeg så gå? " spurgte Celina Olli. "Ja, jeg skal nok dække over dig. Lov mig at du passer på dig selv, " svarede han, og Celina gik ud af døren.

 

Det var mørkt. Det svage lys fra Celinas lygte var ikke nok til, at hun kunne se sine omgivelser. Heldigvis kendte hun stedet og skoven som sin egen bukselomme, så hun behøvede ikke lygten. Det var jo ved netop den skov, at hun havde tilbragt alle sine barndomsår. Det var utroligt, hvor stor forskel der var på at være i skoven, når det var lyst, og når det var mørkt. Det var, som om alle andre sanser blev bedre, skarpere, når man ikke kunne se. Alle lyde blev tydeligere. Alle lugte blev stærkere. Enhver gren der knækkede, enhver puslen eller rumsteren. 

 

Celina havde ikke tænkt sig at opsøge Biella. Hun skulle finde Fillip. Det var hendes eneste ønske, og det skulle gå i opfyldelse. Celina forsvandt længere og længere ind i skoven, helt indtil hun var en del af dyrenes og planternes symfoni. Celina var skoven.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...