How To Play the Game | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2017
  • Opdateret: 24 mar. 2018
  • Status: Færdig
Normalt ville skolens Queen B være sammen med skolens quarterback, men sådan er tilfældet ikke på Riverside High School. Her finder vi Crystal Johnson og Louis Tomlinson: De to mest populære personer på skolen. De kan ikke fordrage hinanden, men alligevel sender de lange blikke efter hinanden på gangen. Småskænderier bliver skabt over jalousi, komplikationer og ikke mindst en snert af kærlighed. Et spil bliver skabt imellem dem og spydige kommentarer finder sted på gangene. Der er en fin linje imellem kærlighed og had, men hvornår overskrider man den egentlig?

62Likes
32Kommentarer
9545Visninger
AA

8. "Something Different About Him"


"Endelig," sagde en stemme, da jeg åbnede mine øjne. Det skarpe lys skar i mine øjne, og jeg var nødt til at knibe øjnene sammen før, jeg overhovedet kunne se noget. Jeg var ikke i stand til at identificere stemmen og da jeg prøvede at rette mig op i sengen, jeg var anbragt i, fulgte der tusindvis af smerter med.

"Rolig," sagde stemmen og personen kom denne gang til syne over mit hoved.

Jeg anede ikke, om det var en eller anden dum drøm, men smerterne i min arm gjorde det hele virkeligt. Derfor kunne jeg ikke få det til at passe, at Louis stod ved siden af mig. Hvad lavede han her?

Og det var som om, at han kunne høre mine tanker, for få sekunder efter besvarede han mig: "Jeg var der, da I væltede. Og jeg tænkte, det kun ville være ondt, hvis jeg i det mindste ikke blev hos dig," sagde han med et skævt smil på læberne. Samtidig fik han det til at lyde som om, at han gjorde mig en tjeneste.

"Du må gerne tage hjem nu," mumlede jeg, men jeg vidste, at han alligevel hørte hvert eneste ord klart og tydeligt.

"Pjat med dig," grinede han og slog sig ned i stolen ved siden af sengen. "Ville du måske tilbringe natten her alene på et koldt hospitalt? Dine forældre kommer jo ikke," sagde han, og fik mig til at rulle med øjnene. "I det mindste er du stadig i stand til at rulle med øjnene," tilføjede han i en flabet tone.

Jeg sukkede. Det virkede ikke til, at jeg ville slippe væk fra ham nu. "Hvad er der helt præcist sket?" spurgte jeg om og trængte til at få svar på, hvad der var sket med min krop. Hvad der egentlig var sket siden, at det hele blev mørkt?

"Siden du valgte dig at sætte dig bag den idiot?" spurgte Louis om med et bestemt blik i øjnene. "Du har en brækket arm og slemme hudafskrabninger langs benet. Generelt over det meste. Formentlig en lille hjernerystelse, sagde en af lægerne. Jeg lyttede ærlig talt ikke så meget efter," sagde han i en ligegyldig tone og hev et blad frem for at sidde og læse lidt i det. Til sidst løftede han dog sit hoved og kiggede på mig med et lille smil. "Jeg er kun væk i et par dage, og du roder dig allerede ud i det her?" konstaterede han.

"Lad ikke som om, at du rent faktisk bekymrer dig," sagde jeg så højt, som jeg nu kunne. Min stemme var tør og knækkede over et par gange.

Han grinede lidt af mig. "Det må være morfinen, der snakker," sagde han og rejste sig op fra stolen. "Hvorfor tror du, at jeg stadig er her?" Og med de ord forlod han mig inde i rummet, hvor jeg var. Jeg kiggede rundt så godt, som jeg kunne med øjnene og sukkede kort. Det her var dømt til at blive et helvede. Og hvad lavede Louis overhovedet? Hvorfor var han her?

Få minutter senere dumpede han ned i stolen igen med en kop kaffe i hånden. Hans øjne virkede trætte, men han gjorde sit bedste for ikke at lade det påvirke ham. "Så... Hvad lavede du egentlig bag på Zayn motorcykel?" spurgte han om med et nysgerrigt blik i øjnene. Jeg vidste, at han hadede, at jeg hang ud med Zayn.

"Jeg..." prøvede jeg at starte en sætning, men havde ikke en god forklaring til hvorfor, at jeg havde været på mig Zayns motorcykel. "Kan vi ikke snakke om noget andet nu?" spurgte jeg om med en svag stemme og sukkede kort.

Louis nikkede og sendte mig et lille smil. Jeg anede ikke, hvorfor han opførte sig sådan her.

"Hvad laver du Louis?" spurgte jeg om og drejede mit ansigt langsomt mod hans, så godt jeg nu kunne. "Opfører dig som dit gamle jeg? Den gode fyr?" Det irriterede mig grænseløst, at jeg ikke kunne aflæse ham. Og jeg ville formentlig heller aldrig nogensinde kunne aflæse ham.

Han trak bare på skuldrene. "Fordi du betyder noget, Crystal. Er det virkelig så svært at forstå?" spurgte han om.

Jeg klemte øjnene hårdt i, siden det var jordens mest latterlige spørgsmål. Ja, selvfølgelig var det hamrende svært at forstå, når han opførte sig som jordens største kujon og dagen efter var en lille engel mod mig. "Hvorfor skal du så opføre dig som den største kegle på jordkloden til tider mod mig?" Jeg ville så gerne have svar på det. Finde ud af hvorfor, at han netop havde to sider af sig selv.

Louis fugtede sine læber og lænede sig lidt frem i stolen. "Jeg beskytter dig bare, Crystal. Det er alt."

Hans forklaring var ikke god nok til mig. Beskyttede mig? "Hvem beskytter du mig fra?" var mit næste spørgsmål.

"Mig," sagde han iskoldt og tøvende. Før jeg kunne nå at spørge om mere kom en læge ind og afbrød os. Og jeg fik ikke flere svar efterfølgende fra Louis. Jeg fik kun en stor gåde, der skulle løses, og jeg anede ikke, om Louis bare legede med mig og ønskede at såre mig. Igen. Man lærte aldrig at forstå Louis. Hans hjerne var som en stor labyrint.

Men det værste var af det hele, at jeg var taknemmelig for, at han var hos mig. Selvom jeg vidste, at den eneste form for følelse for Louis, ville gøre mig dødsdømt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...